Christian Birch udførte sine svindelnumre i Kancellibygningen – også kendt som Den Røde Bygning længst til højre. Huset stod færdigt i 1721 og rummer i dag stadig dele af Finansministeriet. Tegning af C. W. Eckersberg fra 1806. Statens Museum for Kunst.

Christian Birch udførte sine svindelnumre i Kancellibygningen – også kendt som Den Røde Bygning længst til højre. Huset stod færdigt i 1721 og rummer i dag stadig dele af Finansministeriet. Tegning af C. W. Eckersberg fra 1806. Statens Museum for Kunst.

Svindlere til hobe: Langfingrede embedsfolk

Skandalen om Socialstyrelsens forsvundne 111 millioner har chokeret de danske skatteydere, men overgås af ældre sager. Gang på gang er den danske stat blevet bedraget af sine egne ansatte.

Man kan ikke stole blindt på ’betroede medarbejdere’. Det er sagen om den bedrageritiltalte Anna Britta Troelsgaard Nielsen fra Socialstyrelsen det seneste eksempel på. I efteråret 2018 kom det frem, at embedskvinden i en periode på 15 år angiveligt har overført 111 millioner af statens kroner til sig selv fra styrelsens satspulje. Aktuelt er forargelsen stor, men ser man tilbage i historien, er der i hvert fald to andre konkurrenter til titlen ’danmarkshistoriens største offentlige svindler’.

Juristen Christian Birch (1760-1829) var kongens betroede medarbejder. Som historiker Mette Frisk Jensen fra Aarhus Universitet har beskrevet i sin forskning, var han så skattet i finansadministrationen, at han i 1820 blev anset for at være en seriøs kandidat til posten som finansminister. Det forhindrede ham ikke i at svindle for intet mindre end 1.219.800 rigsbankdaler fra 1802 og 18 år frem. Beløbet svarede til statens samlede udgifter til den civile centraladministration i budgetåret 1820. Godt nok kan de offentlige udgifter dengang og nu ikke sammenlignes, men der var stadig tale om et gigantisk beløb, som den respekterede Christian Birch fik stukket i egen lomme.

»Dybt nedbøyet ved Følelsen af min Brøde, og af Deres Majestæts Unaade, som jeg derved i saa høy Grad har paadraget mig, er det kun med Frygt og Nedseelse, at jeg vover at nedkaste mig for Deres Majestæts Trone, og anraabe Deres Majestæts Naade«

Han var af god familie og havde haft en fin karriere i det offentlige siden 1784, så hvor kom behovet for at svindle fra? Årsagen var en kombination af gæld og dårlig dømmekraft. Birchs forlovede, Frederikke Louise Charlotte Rottbøll (1770-1834), arbejdede på Christiansborg Slot, og inden parrets forestående bryllup havde de opmagasineret deres ejendele på slottet. Uheldigvis var det første Christiansborg en regulær brandfælde, og uheldet var ude 26. februar 1794.

Branden raserede kongefamiliens gemakker, og også det trolovede pars ejendele blev flammernes bytte. Christian Birch måtte derfor optage lån for at kunne indrette et ordentligt hjem til sin nye familie. I 1802 havde han svært ved at afdrage på lånet på 900 rigsdaler og havde samtidig udviklet en afhængighed af lottospil. Ifølge hans egen forklaring var det grunden til, at han begyndte at svindle. Da han først var faldet i, var det vanskeligt at stoppe spillet igen, og det fik bedrageriet til at accelerere. I kraft af sine poster i statsforvaltningen lykkedes det Birch at svindle med statsobligationer, hvor han overførte pengene til sig selv gennem statens bankafdeling i Altona i Holsten, der dengang hørte til den danske konges rige.

Hvis en moderne stat skal fungere effektivt, er det afgørende, at befolkningen kan stole på de offentligt ansatte. Den enevældige kong Frederik VI (1768-1839) stod derfor med et problem, da omfanget af Christian Birchs underslæb stod klart i 1820. Liberale tanker florerede i Europa, og det sidste, den enevældige konge havde brug for, var en skandale, der satte spørgsmålstegn ved hans evne til at udpege duelige kongelige embedsmænd. At Birch længe havde nydt kongens gunst, gjorde ikke sagen bedre. En ting var, at der fandtes enkelte brodne kar i samfundet. Den slags var man vant til. Men uheldigvis for kongen var der ikke kun tale om enkeltstående sager. En veritabel lavine af anholdelser i perioden 1810-30 afslørede, at flere embedsfolk havde problemer med at skelne imellem deres privatøkonomi og de offentlige midler, de var ansat til at administrere.

Det stod så grelt til, at man talte om en generel ’kassemangel-epidemi’. Der var flere årsager til den alvorlige situation. I begyndelsen af 1800-tallet var det ikke ulovligt for danske embedsfolk at låne af de offentlige kasser, hvis de nu lige stod og manglede lidt til husholdningen. Det var en embedsmands privilegium, men det forudsatte, at pengene på et tidspunkt vendte tilbage til statskassen.

Den voldsomme økonomiske krise, der fulgte Danmarks nederlag i Napoleonskrigene 1813-14, gik ikke kun ud over statsfinanserne, men i allerhøjeste grad også over de offentlige ansatte, hvis privatøkonomi i flere tilfælde blev hårdt ramt. Fristelsen til at låne lidt af staten voksede naturligvis, i takt med at det konstant blev sværere for mange at betale pengene tilbage. Det gjaldt langtfra kun Christian Birch. Til sidst var man nået til et punkt, hvor tilliden til embedsværket kunne ligge på et meget lille sted.

Drastiske midler måtte tages i brug for at bremse åreladningen af statens midler og genoprette respekten for kongens repræsentanter, hvilket den uheldige Birch fik at føle, efter at hans svindel i 1820 blev afsløret. Diskret blev han idømt fængsel på livstid, fik frataget alle sine titler og måtte derudover betale sagens omkostninger samt en bøde på 100 rigsbankdaler i sølv. På sigt forsvandt embedsmændenes muligheder for at låne af de offentlige kasser, og lønninger og pensioner blev sat bedre i system. Derved var man kommet en del tættere på idealtypen af en embedsmand, der ikke kunne drømme om at blande sin egen økonomi sammen med statens.

Fremkomsten af den moderne embedsmand var så småt begyndt med enevældens indførelse i 1660, hvor der var blevet strammet op på procedurerne for de ansatte. Før enevælden havde det været kutyme, at adelsmænd satte sig på de vigtigste administrative poster. Ud over deres store private besiddelser kunne de så spæde til deres indkomst via offentlige embeder af forskellig karakter. Det blev ikke anset som problematisk, snarere tværtimod. Det var adelsmandens ret.

Af og til gik det dog over gevind med korruptionen. Et godt eksempel er Corfitz Ulfeldt (1606-64), der foruden at være kendt som danmarkshistoriens notorisk største landsforræder excellerede i kunsten at fuske med offentlige midler i helt uhørt skala. Ulfeldt havde i 1636 giftet sig med kong Christian IV’s (1577-1648) datter Leonora Christina (1621-98) og var i de følgende år en af kongens vigtigste støtter. Som statholder (kongens repræsentant) i København var han ansvarlig for vedligeholdelse af flåden. Her melede Ulfeldt samtidig sin egen kage – på bekostning af flådens beredskab og statens finanser. De årlige tømmerudgifter til flådens skibe var anslået ca. 80.000 daler (ud af et samlet statsbudget på ca. 1 million daler). Men så snart Ulfeldt kom til, steg udgifterne til over 200.000 daler årligt – vel at mærke uden at der blev bygget et eneste nyt skib i hans embedstid. Da Ulfeldt gik af, faldt udgifterne pudsigt nok straks til under 50.000 daler årligt.

I sidste ende faldt Ulfeldt. Men interessant nok fik sagen ikke konsekvenser for de købmænd, der havde haft glæde af Ulfeldts fiksfakserier. Dem var den danske stat nemlig for afhængig af til, at man turde straffe dem. Men den nye konge var opsat på at fjerne adelens nedarvede privilegier i form af offentlige embeder og i stedet uddelegere dem til borgerstanden. Embedsmænd kom nu til at stå til regnskab over for kongen, og selv om svindel stadig forekom, var embedsstanden mere loyal over for kongemagten, end adelen havde været. Det betød, at statsmagten fik et langt bedre greb om samfundet, end den tidligere havde haft.

Statens embedsværk er blevet langt mere pålideligt siden Corfitz Ulfeldts og kassemangel-epidemiens dage i 1800-tallet. Men sagen om Anna Britta Troelsgaard Nielsen og de mere end 100 manglende millioner kroner vidner om, at brodne kar eksisterer på tværs af tidsaldre. Med tanke på de seneste skandaler om udbytteskat fristes man til at spørge, om vi atter befinder os midt i en kassemangel-epidemi.

Videre læsning

Mette Frisk Jensen: ’Korruption og embedsetik’, Syddansk Universitetsforlag, 2013.