Portræt: John Opie. Tate Britain

Portræt: John Opie. Tate Britain

På besøg i verdens lykkeligste land

Dovne, egoistiske og selvfede. Forfatteren Mary Wollstonecraft ville have rystet på hovedet ad lovprisningerne af København og de lykkelige danskere. I hvert fald havde hun ikke meget pænt at sige om Danmark efter sit besøg i hovedstaden i 1795.

»Danmarks cool hovedstad er ustoppelig«. Sådan lød det i oktober på Lonely Planets hjemmeside, da rejseguiden gav København førstepladsen blandt de mest attraktive byer at besøge i 2019.

Den kåring havde sandsynligvis kun givet anledning til et fnys fra den engelske forfatter Mary Wollstonecraft (1759-1797) efter hendes besøg i kongens by i 1795. Hendes indtryk var, at danskerne var lade, egoistiske og selvglade og København blot en banal hovedstad.

Mary Wollstonecraft er i dag mest kendt som forfatter til bogen ’Et forsvar for kvindens rettigheder’ (1792), som regnes for den moderne feminismes tidligste værk. Mindre kendt er det, at Wollstonecraft også gjorde sig som rejseskribent. I 1795 rejste hun rundt i Skandinavien, og i den forbindelse gav hun Danmark og danskerne en bredside af dimensioner.

I den uoversatte ’Letters Written During a Short Residence in Sweden, Norway, and Denmark’, som udkom året efter rejsen, beskrev hun sine oplevelser og tanker på den tre måneder lange rejse, som blandt andet bragte hende til Kristiania (nutidens Oslo), Göteborg og København. Ensidigt kritisk var hun ikke. Hun lovpriste det norske landskab og nordmændenes frie levevis, men anså dem også for at være ganske indskrænkede. Svenskerne gjorde sig i Wollstonecrafts øjne skyldige i grov undertrykkelse af deres tjenestefolk – især de kvindelige – og hun havde svært ved at se, hvordan det skulle kunne at ændre sig. Hårdest var dommen dog over danskerne, som fik følgende skudsmål med på vejen:

»Med tanke på, at København er Danmarks og Norges hovedstad, var jeg overrasket over at se mindre foretagsomhed og smag end i Kristiania. Ud fra det, jeg havde mulighed for at observere, er danskerne det folk, som har ofret mindst til gratierne«.

Det sidste hentyder til, at danskerne havde grovere manerer og var mindre høflige end de øvrige skandinaviske folk.

Wollstonecraft blev ved.

»Forretningsmændene er hustyranner, som er køligt hensunkne i egne interesser og så uvidende om andre lande, at de automatisk går ud fra, at Danmark er det lykkeligste land i verden, kronprinsen den bedste af alle prinser og grev Bernstorff den bedste af alle ministre«.

Heller ikke landskabet i Danmark var i hendes øjne noget særligt. Da hun ad den efter hendes mening jævnt kedelige Strandvejen nærmede sig hovedstaden efter at være ankommet til Helsingør, fandt hun umiddelbart synet af hovedstaden storladent, men hun savnede dog et særligt indslag i skylinen, der kunne »pirre hendes fantasi«.

At København lige manglede det sidste for rigtig at imponere, var nok heller ikke så mærkeligt. Det var en katastroferamt by, som i 1795 mødte Mary Wollstonecrafts blik. Året inden var det første Christiansborg gået op i røg, og blot et par måneder inden hendes ankomst var mere end 900 huse forsvundet i en af de værste brande i Københavns historie. Både Nikolaj Kirke og det gamle rådhus mellem Gammeltorv og Nytorv var ødelagt af flammerne. Allerede uden for byens mure så hun teltlejre for københavnere, der var blevet hjemløse, og inden for voldene var nøden stor.

»Jeg gik på glødende aske«, skriver Wollstonecraft vel inde i byen, hvor hun beskrev de uheldige, der havde mistet deres hjem til flammerne og derfor søgte ly i slotsruinen.

»Senge var opsat på den store trappes reposer, hvor hele familier krøb sammen for kulden, og enhver lille krog var skoddet til og blev brugt som tilflugtssted for stakler, der havde mistet deres hjem«.

Wollstonecraft bemærkede i sine beskrivelser, at velgørere tydeligvis havde taget initiativer med henblik på at forbedre vilkårene for de hjemløse. Alligevel frygtede hun på deres vegne vinterens komme, og danskernes samfundssind imponerede hende på ingen måde. Hun skriver i beretningen, at et vidne fortalte hende, at husejerne under branden havde haft mere travlt med at beskytte deres egne værdier end med at yde en samlet indsats mod branden. Ja, havde de blot brugt den halve energi på at slukke ilden, ville ødelæggelserne have været langt mindre, mente vidnet. Wollstonecrafts dom var hård. Den slaphed, der blev udvist under branden, så ud til at være karakteristisk for danskerne.

»En træg selvoptagethed gør dem så omhyggelige med at forsvare deres egen ejendom, at de ikke vil risikere det mindste for at forøge den, hvis det indebærer skyggen af risiko«.

Hvad var årsagen til Mary Wollstonecrafts åbenlyse modvilje mod Danmark og danskerne? Havde hun allerede inden ankomsten dannet sig en holdning?

Årsagen til antipatien skal nok findes i de voldsomme begivenheder omkring det danske hof i årtierne inden hendes besøg i den danske hovedstad. Den engelske prinsesse Caroline Mathilde (1751-75) var i 1766 blevet gift med den psykisk uligevægtige Christian VII (1749-1808). Danmarks engelske dronning blev et af ofrene i danmarkshistoriens mest berømte trekantsdrama, da hendes affære med livlægen Johan Friedrich Struensee (1737-1772) endte med hans henrettelse og Caroline Mathildes forvisning til Celle i Tyskland, hvor hun døde få år senere.

Selv om Mary Wollstonecraft besøgte København mere end 20 år efter de skæbnesvangre begivenheder, blev der tilsyneladende stadig talt om dem.

»Jeg er måske også en smule forudindtaget«, indrømmer hun og forklarer, at hun blev vred over den snak, der tilsyneladende stadig gik om Caroline Mathilde så mange år efter.

»Stakkels Mathilde! Du har hjemsøgt mig siden min ankomst. Min oplevelse af dette lands skikke vækker min medfølelse og har øget min respekt for dit minde«, skrev Mary Wollstonecraft og argumenterer for, at Caroline Mathilde var et uskyldigt offer i bitre magtkampe ved det danske hof – en vurdering, der nok kan diskuteres.

Hun hævder desuden, at Caroline Mathilde forgæves havde forsøgt at forfine de indskrænkede danskeres smag, og ved et besøg på Hirschholm Slot, som ikke eksisterer i dag, mærkede Wollstonecraft Caroline Mathildes ånd i den moderne engelske have. Wollstonecraft identificerede sig med Caroline Mathildes kranke skæbne, og man kan tale om en form for britisk søstersolidaritet med et par årtiers forsinkelse.

Dog var ikke alt i København den rene jammer. Bolig og forplejning var af god kvalitet og overraskende billigt. Det Kongelige Bibliotek havde en glimrende bogsamling, og voldene var et behageligt udflugtsmål på trods af flyveaske fra branden. Desuden var hun imponeret af de mange historiske genstande på Rosenborg.

Plusserne ved opholdet i København ændrede dog ikke Mary Wollstonecrafts almindelige mening om danskerne.

»Danskerne synes generelt at være stærke modstandere af forandring, og hvis lykke kun er afhængig af ens egen mening, så er de verdens lykkeligste folk«.

Der er langt fra nutidens lovprisninger af danskerne som verdens lykkeligste folk og af København som en af verdens bedste byer til Wollstonecrafts hårde ord i beskrivelsen fra 1795. Men danskernes egen selvopfattelse lader ikke til at have ændret sig synderligt de sidste godt 200 år.

Videre læsning

Mary Wollstonecraft: Letters Written during a Short Residence in Sweden, Norway, and Denmark, 1796.

Mary Wollstonecraft: Et forsvar for kvindens rettigheder. Informations Forlag, 2012.