»Tidligere tiders klostre og borge med spir, tårne og forgyldte kors er blevet afløst af industriens borge med deres himmelstræbende, røgspyende skorstene«. Sådan beskrev N. Malmgren den danske industri, da han udgav en samling billeder af danske fabrikker i slutningen af 1880’erne. På de fleste billeder var der mindst én skorsten, der kom sort røg op af. Røgen var et symbol på fremdrift og fremgang og viste, at her blev dampens kraft udnyttet. Jo flere skorstene, jo flere dampmaskiner og dermed hestekræfter rådede fabrikken over.
Danmarks første dampmaskine fra 1790 var en dårlig investering. Den var ofte i stykker og brugte alt for meget kul. Men fra midten af 1800-tallet tog industriens mekanisering fart, og ved århundredets slutning blev der brugt mekanisk kraft, især dampmaskiner, i næsten halvdelen af de danske industrivirksomheder.
Da Malmgren udgav sin beskrivelse af den danske industri, var Danmarks industrialisering i fuld gang, og mange nye dampmaskiner blev taget i brug i netop de år. De sørgede ikke blot for kraft i industrien, men også for at drive pumper på vandværker, for lokomotivers og dampskibes fremdrift og for energi til mejeriernes centrifuger og nymodens damptærskeværker i landbruget. I årtierne, der fulgte, blev de suppleret med petroleumsmotorer, gasmotorer og elektromotorer, alt sammen baseret på afbrændingen af fossile brændstoffer i motoren selv eller på elektricitetsværket. Vind- og vandkraft og hestegange var fortsat i brug, men de nye motortypers betydning voksede og voksede sammen med forbruget af især kul.
Selv om den sorte røg var et positivt symbol, var man ikke blind for, at røg også kan være problematisk. I Danmark, hvor byerne var små, og industrien stadig i begyndelsen af 1800-tallet var ubetydelig, var røgplagen tilsvarende lille og luftforurening endnu ikke et omdiskuteret problem.
Usund luft i boligerne var heller ikke ligefrem noget nyt. Husholdningernes ildsteder har altid bidraget til en lav luftkvalitet – bare tænk på vore dages debat om brændeovne. Men problemet voksede med byernes størrelse. Da Danmarks Miljøundersøgelser i 1997 foretog historiske beregninger, fandt de ud af, at luftforureningen i København i 1850 med kulbrinte fra brænde- og tørvefyr var omkring 10 gange værre end bilernes kulbrinteforurening. Også forureningen med svovldioxid var langt større i midten af 1800-tallet, og i de følgende årtier blev den endnu værre i takt med den voksende industrialisering.
I England, hvor både industrialiseringen og urbaniseringen var længere fremme end i Danmark, diskuterede man luftforurening i parlamentet allerede i begyndelsen af 1800-tallet. Det skete bl.a. efter en række retssager om røgplage forårsaget af virksomheder. Teknisk blev der også tidligt arbejdet med forskellige muligheder for at minimere røgudslippet. Selveste James Watt (1736-1819), en hovedaktør i dampmaskinens udvikling, patenterede faktisk allerede i 1785 en metode til at reducere røgen.
I dag bliver luftforurening kaldt en stille usynlig dræber, men 1800-tallets læger var ikke nødvendigvis enige om, præcis hvad røgplagen betød for helbredet. Den danske læge Emil Hornemann (1810-1890) var dog ikke i tvivl om, at den ubehagelige stenkulsrøg var sundhedsskadelig, og han mente i 1861, at Danmark skulle lade sig inspirere af byer som London og Paris og ty til lovgivning, der stillede krav om ’røgfortærende’ indretninger. På det tidspunkt var det muligt at sætte bestemmelser, der skulle begrænse røgplagen, ind i de kommunale sundhedsvedtægter og i bygningslove og -vedtægter. Det skete i København i 1856, hvor man bestemte, at ildsteder, der gav så stor en røgmasse, at det var til gene for naboejendommene, skulle have en skorsten på mindst 22 meter.
Netop forhøjelse af skorstene blev den løsning, man ofte tyede til. Det kunne hjælpe lokalt, men hjalp ikke generelt på et problem, der voksede i takt med den øgede brug af energi og den øgede koncentration af folk i byerne. Og det var heller ikke alle steder, der var den slags regler, for sundhedsbestemmelser var et kommunalt anliggende.
Både røgplagen og diskussionerne om den fortsatte altså. Ved det hygiejniske møde i Helsingør i august 1908 holdt en anden læge, Poul Hertz (1855-1936), et foredrag om røgplagen i de større byer. Han mente som Hornemann, at røgen var sundhedsfarlig, og han gav en malende beskrivelse af situationen i København:
»Den lokale Røgplage, Røgmassen fra Skorstene i Nabolaget, er vel nok den, som Folk er mest forbitret over, og det er den, der mest sætter Tankerne i Bevægelse. Det kan i Sandhed ogsaa forbitre en Livet at have saadan en spyende Røgdjævel i sin Nærhed, som forhindrer en fra at lukke Vinduer op, sender Kulstøv ind i ens Stuer og sværter ens Møbelbetræk og Gardiner og tilsnavser Husmoderens rene Linned, som er hængt til Tørring paa Loftet eller i Gaarden [...] Der er altsaa Momenter nok, der berettiger os til at opfatte Røgen som en Sundhedsfare og til ved Sundhedsvedtægter og Lovforanstaltninger at søge at værge os imod Røgplagen. Derfor, mine Herrer, til Kamp mod Røgen!«.
Selv om der således blev blæst til kamp mod røgen, blev problemet ikke sådan lige løst. I 1913 mente professor C.L. Jacobsen (1881-1949) fra Polyteknisk Læreanstalt (i dag DTU), da han besvarede en prisopgave om midler til at mindske røgplagen, at blandt de ulemper, som den voksende industri havde påført beboerne i storbyer, var røgplagen den mest generende og skadelige.
Som Hertz var inde på, var det ikke rart at bo ved siden af en røgspyende virksomhed, men i første omgang var det ikke så meget røg som lugt, myndighederne bekymrede sig om.
I midten af 1800-tallet troede mange læger nemlig på den såkaldte miasmeteori. Man havde endnu ikke kendskab til bakterier, så de mente, at epidemiske sygdomme som kolera skyldtes dårlig luft. Derfor var man særligt opmærksom på placeringen af de virksomheder, der stank, som slagterier og garverier. Helt i overensstemmelse med miasmeteorien klagede en række danske embedslæger f.eks. i 1851 over, at der ikke blev sørget for, at håndtering eller fabriksanlæg, der var forbundet med skadelig uddunstning, blev fjernet fra byernes mest befolkede strøg. Man mente, at de i mindste burde underkastes indskrænkninger, der kunne forhindre livsfarlig indvirkning på beboernes sundhed.
Få år senere kom der i de retningslinjer for købstædernes sundhedsvedtægter, som blev udarbejdet efter vedtagelsen af loven om sundhedsvedtægter i 1858, til at stå, at skadelige næringsveje som f.eks. lim- og benkogerier, garverier, slagterier og kemiske fabrikker skulle anlægges i passende afstand fra byernes beboelser og holdes under tilsyn. Det var dog typisk, at der, som f.eks. i Odense, også kom til at stå, at det ikke gjaldt de virksomheder, der allerede lå i byen.
Blandt de virksomheder, som myndighederne forsøgte at få væk fra tætbefolkede områder, var kemiske fabrikker som Fredens Mølle på Amager, der bl.a. producerede kunstgødning. Fabrikken havde oprindelig ligget uden for byen, men efterhånden som København og dens forstæder voksede, fik fabrikken mange nye naboer. I 1882 klagede de omkringboende over den. De skrev, at fabrikken flere gange daglig slap store mængder damp med en stinkende og stikkende lugt løs, og den damp sænkede sig som en tæt hvidlig tåge langt væk. Den sved vegetationen og gjorde ophold i haver, på veje og i huse næsten utålelig. Derudover gav den åndedrætsproblemer, hoste og ofte tunghed og smerter i hovedet og almindeligt ildebefindende. Flere lokale læger støttede klagen, og en af dem tilføjede, at udledningen fra virksomheden også gjorde ruderne på naboejendommene brune. Den ætsede dem simpelthen.
Den lokale sundhedskommission ville have fabrikken til at flytte frivilligt, men det var ejeren ikke sådan med på. Imod de lokale myndigheders vilje, men med tilladelse fra Justitsministeriet, byggede man i stedet en ny skorsten på h