Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Uddrag fra Politiken Historie #3

Lokale røgplager og globale klimaproblemer

Vores enorme energiforbrug, produktionsmåden og forbrugerismen har sine rødder i en tid, hvor sort røg fra skorstenen symboliserede fremgang og fremskridt.


25. januar 2019
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst



Sådan beskrev N. Malmgren den danske industri, da han udgav en samling billeder af danske fabrikker i slutningen af 1880’erne. På de fleste billeder var der mindst én skorsten, der kom sort røg op af. Røgen var et symbol på fremdrift og fremgang og viste, at her blev dampens kraft udnyttet. Jo flere skorstene, jo flere dampmaskiner og dermed hestekræfter rådede fabrikken over.

Danmarks første dampmaskine fra 1790 var en dårlig investering. Den var ofte i stykker og brugte alt for meget kul. Men fra midten af 1800-tallet tog industriens mekanisering fart, og ved århundredets slutning blev der brugt mekanisk kraft, især dampmaskiner, i næsten halvdelen af de danske industrivirksomheder.


Da Malmgren udgav sin beskrivelse af den danske industri, var Danmarks industrialisering i fuld gang, og mange nye dampmaskiner blev taget i brug i netop de år. De sørgede ikke blot for kraft i industrien, men også for at drive pumper på vandværker, for lokomotivers og dampskibes fremdrift og for energi til mejeriernes centrifuger og nymodens damptærskeværker i landbruget. I årtierne, der fulgte, blev de suppleret med petroleumsmotorer, gasmotorer og elektromotorer, alt sammen baseret på afbrændingen af fossile brændstoffer i motoren selv eller på elektricitetsværket. Vind- og vandkraft og hestegange var fortsat i brug, men de nye motortypers betydning voksede og voksede sammen med forbruget af især kul.


Selv om den sorte røg var et positivt symbol, var man ikke blind for, at røg også kan være problematisk. I Danmark, hvor byerne var små, og industrien stadig i begyndelsen af 1800-tallet var ubetydelig, var røgplagen tilsvarende lille og luftforurening endnu ikke et omdiskuteret problem.

Usund luft i boligerne var heller ikke ligefrem noget nyt. Husholdningernes ildsteder har altid bidraget til en lav luftkvalitet – bare tænk på vore dages debat om brændeovne. Men problemet voksede med byernes størrelse. Da Danmarks Miljøundersøgelser i 1997 foretog historiske beregninger, fandt de ud af, at luftforureningen i København i 1850 med kulbrinte fra brænde- og tørvefyr var omkring 10 gange værre end bilernes kulbrinteforurening. Også forureningen med svovldioxid var langt større i midten af 1800-tallet, og i de følgende årtier blev den endnu værre i takt med den voksende industrialisering.

I England, hvor både industrialiseringen og urbaniseringen var længere fremme end i Danmark, diskuterede man luftforurening i parlamentet allerede i begyndelsen af 1800-tallet. Det skete bl.a. efter en række retssager om røgplage forårsaget af virksomheder. Teknisk blev der også tidligt arbejdet med forskellige muligheder for at minimere røgudslippet. Selveste James Watt (1736-1819), en hovedaktør i dampmaskinens udvikling, patenterede faktisk allerede i 1785 en metode til at reducere røgen.


I dag bliver luftforurening kaldt en stille usynlig dræber, men 1800-tallets læger var ikke nødvendigvis enige om, præcis hvad røgplagen betød for helbredet. Den danske læge Emil Hornemann (1810-1890) var dog ikke i tvivl om, at den ubehagelige stenkulsrøg var sundhedsskadelig, og han mente i 1861, at Danmark skulle lade sig inspirere af byer som London og Paris og ty til lovgivning, der stillede krav om ’røgfortærende’ indretninger. På det tidspunkt var det muligt at sætte bestemmelser, der skulle begrænse røgplagen, ind i de kommunale sundhedsvedtægter og i bygningslove og -vedtægter. Det skete i København i 1856, hvor man bestemte, at ildsteder, der gav så stor en røgmasse, at det var til gene for naboejendommene, skulle have en skorsten på mindst 22 meter.

Netop forhøjelse af skorstene blev den løsning, man ofte tyede til. Det kunne hjælpe lokalt, men hjalp ikke generelt på et problem, der voksede i takt med den øgede brug af energi og den øgede koncentration af folk i byerne. Og det var heller ikke alle steder, der var den slags regler, for sundhedsbestemmelser var et kommunalt anliggende.


Både røgplagen og diskussionerne om den fortsatte altså. Ved det hygiejniske møde i Helsingør i august 1908 holdt en anden læge, Poul Hertz (1855-1936), et foredrag om røgplagen i de større byer. Han mente som Hornemann, at røgen var sundhedsfarlig, og han gav en malende beskrivelse af situationen i København:

»Den lokale Røgplage, Røgmassen fra Skorstene i Nabolaget, er vel nok den, som Folk er mest forbitret over, og det er den, der mest sætter Tankerne i Bevægelse. Det kan i Sandhed ogsaa forbitre en Livet at have saadan en spyende Røgdjævel i sin Nærhed, som forhindrer en fra at lukke Vinduer op, sender Kulstøv ind i ens Stuer og sværter ens Møbelbetræk og Gardiner og tilsnavser Husmoderens rene Linned, som er hængt til Tørring paa Loftet eller i Gaarden [...]


Der er altsaa Momenter nok, der berettiger os til at opfatte Røgen som en Sundhedsfare og til ved Sundhedsvedtægter og Lovforanstaltninger at søge at værge os imod Røgplagen. Derfor, mine Herrer, til Kamp mod Røgen!«.


Selv om der således blev blæst til kamp mod røgen, blev problemet ikke sådan lige løst. I 1913 mente professor C.L. Jacobsen (1881-1949) fra Polyteknisk Læreanstalt (i dag DTU), da han besvarede en prisopgave om midler til at mindske røgplagen, at blandt de ulemper, som den voksende industri havde påført beboerne i storbyer, var røgplagen den mest generende og skadelige.

Som Hertz var inde på, var det ikke rart at bo ved siden af en røgspyende virksomhed, men i første omgang var det ikke så meget røg som lugt, myndighederne bekymrede sig om.

I midten af 1800-tallet troede mange læger nemlig på den såkaldte miasmeteori. Man havde endnu ikke kendskab til bakterier, så de mente, at epidemiske sygdomme som kolera skyldtes dårlig luft. Derfor var man særligt opmærksom på placeringen af de virksomheder, der stank, som slagterier og garverier. Helt i overensstemmelse med miasmeteorien klagede en række danske embedslæger f.eks. i 1851 over, at der ikke blev sørget for, at håndtering eller fabriksanlæg, der var forbundet med skadelig uddunstning, blev fjernet fra byernes mest befolkede strøg. Man mente, at de i mindste burde underkastes indskrænkninger, der kunne forhindre livsfarlig indvirkning på beboernes sundhed.


Få år senere kom der i de retningslinjer for købstædernes sundhedsvedtægter, som blev udarbejdet efter vedtagelsen af loven om sundhedsvedtægter i 1858, til at stå, at skadelige næringsveje som f.eks. lim- og benkogerier, garverier, slagterier og kemiske fabrikker skulle anlægges i passende afstand fra byernes beboelser og holdes under tilsyn. Det var dog typisk, at der, som f.eks. i Odense, også kom til at stå, at det ikke gjaldt de virksomheder, der allerede lå i byen.

Blandt de virksomheder, som myndighederne forsøgte at få væk fra tætbefolkede områder, var kemiske fabrikker som Fredens Mølle på Amager, der bl.a. producerede kunstgødning. Fabrikken havde oprindelig ligget uden for byen, men efterhånden som København og dens forstæder voksede, fik fabrikken mange nye naboer. I 1882 klagede de omkringboende over den. De skrev, at fabrikken flere gange daglig slap store mængder damp med en stinkende og stikkende lugt løs, og den damp sænkede sig som en tæt hvidlig tåge langt væk. Den sved vegetationen og gjorde ophold i haver, på veje og i huse næsten utålelig. Derudover gav den åndedrætsproblemer, hoste og ofte tunghed og smerter i hovedet og almindeligt ildebefindende. Flere lokale læger støttede klagen, og en af dem tilføjede, at udledningen fra virksomheden også gjorde ruderne på naboejendommene brune. Den ætsede dem simpelthen.


Den lokale sundhedskommission ville have fabrikken til at flytte frivilligt, men det var ejeren ikke sådan med på. Imod de lokale myndigheders vilje, men med tilladelse fra Justitsministeriet, byggede man i stedet en ny skorsten på hele 38 meter. Det løste ikke problemet, og efter nye beboerklager bragte fabrikken højesteretsadvokaten Niels Levinsen (1815-1889) på banen. Han skrev bl.a. til ministeriet, at fabrikken havde afhjulpet problemerne, at klagerne var overdrevne, at en tvungen flytning ville være imod grundloven og føre til selskabets fallit, og at der i øvrigt savnedes konkrete beviser for, at uddunstningerne fra fabrikken virkelig var sundhedsskadelige. Fredens Mølle blev altså liggende og fortsatte med at udlede stoffer som svovlsyrling og fluorbrinte, mens indbyggertallet omkring den steg. Først i 1904 blev produktionen indstillet.


Levinsen bragte grundloven i spil, og det var et helt typisk argument. Det var fint med regler og love på sundhedsområdet, men mange mente, at ejendomsrettens ukrænkelighed var langt vigtigere end hygiejniske forholdsregler. Derfor tvang man som regel ikke eksisterende virksomheder til at flytte.



Politikeren Orla Lehmann (1810-1870) var en af dem, der holdt frihedsrettighederne i den splinternye grundlov i hævd. Han ønskede ikke at prisgive den individuelle frihed, ejendomsretten, den kommunale myndighed og beskatningsret, altså de goder, som han anså for at være fuldt så hellige og vigtige som renlighed og sundhed, til ubunden vilkårlighed. Det skrev han, da de folkevalgte i 1857 diskuterede et lovforslag om et sundhedspoliti.

Generelt tog man ligesom i dag ikke bare i høj grad hensyn til ejendomsretten, men også til økonomien og beskæftigelsen, når der blev stillet miljøkrav til virksomhederne. Da man i slutningen af 1800-tallet diskuterede et forslag til en ny giftlov, var et af argumenterne imod, at forslaget tog for lidt hensyn til produktionens, forretningslivets og befolkningens interesser, uden at komme sit tilsigtede mål om at forebygge ulykker og forbrydelser meget nærmere.

Spørgsmålet var ikke blot, hvordan man skulle mindske røgplagen, hvor man skulle placere forurenende virksomheder, og hvilke krav man kunne og ville stille til dem. Spørgsmålet om, hvad man skulle gøre med spildevandet fra både fabrikker og beboere i de voksende byer, blev også mere og mere påtrængende.

I første omgang blev det meste spildevand ledt urenset ud i det nærmeste vandløb. Det var ikke altid lige hensigtsmæssigt, og i 1895 konstaterede en fiskerikontrollør Holstein f.eks., at vandet i åen ved Magle Mølle papirfabrik ved Næstved en gang imellem fik farve. Og bagefter så man en større eller mindre mængde døde fisk drive om på vandets overflade. De var simpelthen blevet kvalt, fordi gællerne var blevet belagt og tilklistret med fremmede stoffer.

Mange andre fabrikker ledte også beskidt vand ud, og ud over papirfabrikkerne blev der især klaget over roesukkerfabrikkerne. Samme år Holstein så døde fisk ved Næstved, klagede 8 landmænd fra Lolland over spildevandsudledningen fra en sukkerfabrik i Holeby. De skrev, at deres enge blev ødelagte, fordi vandet indeholdt partikler, der var giftige for plantevæksten, og fordi bundfældet og oversvømmet jord, ler og grus dræbte planterne. Dertil kom døde fisk i vandløbene og en ligefrem vederstyggelig stank, der kunne lægge sig over Rødby som en hængende rådden tåge. Desværre var landmændene godt klar over, at det var så som så med myndighedernes mulighed for at gribe ind, og skrev, at den gældende lovgivning ikke lagde fabrikken hindringer i vejen for at lade spildevandet løbe ud i vandløbet. Dermed blev græsvæksten på engene ødelagt, fiskene dræbt og luften forpestet.

Selv om der blev peget på problemerne, blev de ikke sådan lige løst. I 1907 skrev en række fiskere og fiskeriforeninger, der hørte til i nærheden af sukker- og papirfabrikker, til Landbrugsministeriet. Her hørte man f.eks. fra 38 fiskere fra det samme område på Lolland som de klagende landmænd. Fiskerne havde nu haft politiretten til at påtale forureningen fra den lokale sukkerfabrik, og de var blevet lovet, at afløbsvandet ville blive renset, så det var uskadeligt for fiskeriet. Desværre havde det ikke nyttet, og nu var vandet i fjorden igen modbydeligt stinkende og giftigt og fyldt med døde fisk, hvor fabriksvandet kom.

De gentagne klager peger på det problem, at selv hvor sundhedskommissioner og andre forsøgte at sætte ind mod fabrikkernes forurening, var deres magtmidler ofte utilstrækkelige. I 1908 mente Poul Hertz ligefrem, at der blev leget kispus med de tilhold, som de kommunale sundhedskommissioner gav, når det gjaldt om at mindske industrivirksomhedernes røgudledning.




Hvad kunne man så gøre? Rensning af spildevand kostede, så løsningen blev ofte at forlænge afløbene, når fabrikkerne lå tæt på havet. Havet blev opfattet som et sted, der sletter alle spor. Det gjaldt, da man i begyndelsen af 1890’erne diskuterede et nyt kloaksystem i København, så man kunne begynde at tillade installation af wc’er. Stadsingeniør Charles Ambt (1847-1919) skrev, at han slet ikke var i tvivl om, at byen ville være fri for alle ulemper ved spildevandet, hvis det blev udledt i Kongedybet, hvor strømmen straks ville gribe det. Byens tekniske borgmester, Christian Krarup Øllgaard (1841-1915), mente, at i forhold til Kongedybets vandmasser kunne de skadelige stoffer i spildevandet betragtes som en dråbe i havet.

Fortyndingsprincippet blev strategien mange år frem. Det var f.eks. ikke tilfældigt, at forurenende virksomheder blev placeret i Grenaa ved et strømfyldt farvand. Og når badegæster i 1970’erne klagede over ildelugtende badevand, kunne løsningen stadig være at forlænge afløbet fra fabrikker som Kemisk Værk Køge længere ud i havet. Omkring 1970 var kun omkring halvdelen af spildevandet i Danmark renset, inden det blev ledt ud i naturen.

I 1800-tallet klagede naboer over fabrikkernes udledninger. Man var ikke altid sikker på de eksakte sundhedsmæssige konsekvenser, og typisk kom strategien til at bygge på princippet ’Ude af øje, ude af sind’. Fabrikkerne blev flyttet fra de tættestbeboede områder, skorstene blev forhøjet, afløb forlænget, og affald – også det kemiske – blev gravet ned.

I 1970’erne dukkede disse mere eller mindre usynliggjorte problembørn op til overfladen. I de år fik Danmark sin første minister for forureningsbekæmpelse og sin første miljøbeskyttelseslov. I 1980’erne tiltog diskussionen om emner som hullet i ozonlaget, der blev opdaget i 1985, syreregn og miljøkatastrofer som udsivningen af kviksølv fra Cheminovas giftdepot på Harboøre Tange. I 1990’erne fulgte store oprydningsprojekter ved Mundelstrup Gødningsfabrik, Fredens Mølles filial ved Aarhus, hvor jorden var forurenet med arsen og bly.

I 1987 satte FN-rapporten ’Vores fælles fremtid’ fokus på global bæredygtighed, der omfattede både det sociale, det økonomiske og det miljømæssige. Da stod det klart, at industrialiseringens lokale forureningsproblemer havde udviklet sig til globale klimaudfordringer.


FORSÆT MED AT UDFORSKE FORTIDEN

BLIV ABONNENT PÅ POLITIKEN HISTORIE

LIGE NU:

PRØV 3 NUMRE FOR 299 KR.