Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Uddrag fra Politiken Historie #4

Levende begravet: Sønderjyder i krig

Efter genforeningen overtog den danske stat forsorgen for de sønderjyske krigsinvalider, der havde kæmpet på tysk side i 1. Verdenskrigs. Kasper Nissen har forsket i de glemte sager om veteranernes psykiske krigsskader, som også dengang var en svær udfordring for samfundet.


17. marts 2019
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst


Under sin indlæggelse på Middelfart Sindssygehospital i august 1923 så krigsveteranen Claus Frederiksen (1899-1972) tilbage på sine oplevelser på Vestfronten i 1918.

»Vi gjorde os jo ikke særligt Begreb om, hvad der egentlig foregik derude i Ildlinjen, da vi drog afsted fra Garnisonen, sorgløse og opstemte allesammen med den faste Tro paa, netop vi nok skulde undgaa Døden o.s.v. Men efterhaanden gik det op for mig, at det ikke var Spøg, og at man var med i noget forfærdeligt. En frygtelig Angst kom over mig, naar Skydningen begyndte; man saa jo Kammeraterne falde ved siden af en og tænkte, næste Gang er det maaske dig. Jeg rystede paa alle Lemmer og kunde ikke holde dem stille, hvor gerne jeg vilde – man vilde jo nø- dig vise de andre, at man var bange«.

Den 23-årige landmand fra Havnbjerg på Als ved havde som mange andre sønderjyder i sin generation været tvunget i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig og set både verden og sine kammerater falde fra hinanden. Efter krigen kæmpede Claus Frederiksen som dansk statsborger en ny kamp mod indre dæmoner og et samfund, der ikke ligefrem strøede om sig med anerkendelse og understøttelse. Som led i sin sag om krigsskadeerstatning skulle han forklare sig over for en overlæge på hospitalet og redegøre for årsagen til det, han selv kaldte »sygdommen«.

Versailles-traktaten fra 1919 førte som bekendt året efter til folkeafstemningen i Slesvig om Genforeningen. Siden det danske nederlag til Preussen i 1864 havde sønderjyderne levet under tysk lov og ret, og modsat det neutrale Danmark blev de ikke forskånet for Første Verdenskrig.

Omkring 30.000 erhvervsaktive hovedsageligt dansksindede mænd fra regionen blev indrulleret i kejserens hær, og af dem blev op mod 6.000 dræbt, og endnu flere tusinde vendte hjem med krigsskader, fysiske som psykiske.




Claus Frederiksen var en af dem med ar på sjælen. Selv fremhævede han en enkelt episode: Kort efter ankomsten til Vestfronten i foråret 1918 blev han ved den franske by Albert nær floden Somme levende begravet ved et granatnedslag og kun lige akkurat gravet fri i tide.

Han forsøgte at skjule chokket med kæk attitude og intens cigaretrygning, men skaden var sket.

»Imidlertid gik Sommeren, hvor vi var mere eller mindre i Ilden, men det blev ikke bedre med min Angst for hvad der kunde ske – mange Tanker for gennem Hovedet - jeg kunde ikke saadan, som sikkert mange af de andre, vænne mig til Rædslerne, sløves kan man vel kalde det. Jeg blev ikke roligere som Tiden gik, snarere mere nervøs og angst«, fortalte den tidligere infanterist.

Med tiden glemte han selv de simpleste ordrer, og det kulminerede, da han på vej med en melding til en kompagnifører forvirret forlod skyttegraven for at lægge sig til at sove i et granathul. Gentagne lazaretophold og en voldsom influenza fulgte i tiden efter.

Fem år senere, i det nyligt genforenede Danmark, var Claus Frederiksens prøvelser endnu ikke ovre. Han var ude af stand til at varetage sine pligter på gården og plagedes stadig af angst, kraftige humørsvingninger og langvarige anfald af ekstrem udmattelse – de såkaldte soveperioder.

Men der var i første omgang ingen hjælp at hente fra det danske samfund. Overlægen på Middelfart Sindssygehospital mente, at der var tale om en »frivillig psykose«, og Claus Frederiksens ansøgning om krigsskadeerstatning blev afvist. Den traumatiserede sønderjyde havde tabt første runde mod systemet, og han måtte kæmpe videre i klageinstansen.


At krigsinvaliderne og de dræbtes efterladte efter Genforeningen skulle forsørges, var klart, men det var spørgsmålet om, hvem der skulle betale, ikke. Da skaderne var sket i tysk tjeneste, holdt man fra dansk side på, at Tyskland selv måtte tage sig af regningen. På modsatte side var holdningen, at forsørgerbyrden hørte med til at overtage landsdelen, og trods adskillige protester blev det efterhånden lagt fast, at det udelukkende var den danske statskasse, der skulle finansiere gildet.

Derfor blev Invalidenævnet oprettet i december 1920 med hovedsæde i Sønderborg. Nævnets afgørelser kunne indbringes for en overordnet appelinstans, Invaliderådet i København, hvis afgørelser var endelige. En sag kunne dog altid genoptages, hvis det kunne bevises, at en forværring af en krigslidelse havde fundet sted, eller hvis nye momenter var dukket op.

Invalidenævnets kontorsektion blev hurtigt overbebyrdet. Sagerne, der allerede før grænsedragningen var færdigbehandlet fra tysk side, skulle revurderes, og alene i de første fire måneder af nævnets virke ankom 3.000 nye ansøgninger. Antallet af sager toppede i 1924, da udbetalingen til de forsørgelsesberettigede udgjorde 4,9 mio. kr. svarende til intet mindre end 1,2 pct. af det samlede statsbudget.

Selv om staten brugte store summer på forsørgelse af veteranerne, var det ikke nemt at få tildelt invalidepensionen. I årene 1921-24 blev 55 pct. af alle nytilkomne ansøgninger som Claus Frederiksens afslået, og i 1940-41 blev hele 88 pct. af ansøgningerne afvist.

Antallet af krigsinvalider og efterladte skrumpede naturligt ind med årene, og i 1990 blev nævnet nedlagt, hvorefter forsørgelsen overgik til kommunerne. Da den sidste krigsinvalid døde som 97-årig i 1996, havde ca. 10.000 sønderjyder (heraf ca. 3.500 efterladte) gjort krav på understøttelse. Vi ved ikke, hvor mange af de sønderjyske krigsdeltagere der søgte om eller modtog invalidepension på baggrund af psykiske lidelser. Sagsakterne vidner om, at de fandtes, om end relativt få fik anerkendt deres lidelser.

Det er i materialerne fra Invalidenævnet, vi finder de personlige beretninger fra den ellers tavse skyttegravsgeneration. De grusomme oplevelser var ikke noget, man snakkede for meget om – heller ikke selv om de med krigsdeltager I.J.I. Bergholts ord »brændte sig sådan ind i sindet, at de aldrig kunne glemmes«.De fleste efterkommere og lokalhistoriske arkivarer kan bekræfte, at de mørke minder og svære sider af hjemkomsten i vid udstrækning blev tiet ihjel – sådan var kulturen.

En stor del af de hjemvendte soldater har uden tvivl været plaget af psykiske problemer, men de fleste fandt formentlig en måde at leve med dem på, bl.a. ved at søge støtte hos andre krigsdeltagere, der forstod dem. Men de værste tilfælde endte i Invalidenævnet, og her var de nødt til at lukke op.


Første Verdenskrigs moderne industrielle massemyrderi og de umenneskelige forhold i skyttegravene fremkaldte psykiske sammenbrud af en karakter og i et omfang, man aldrig tidligere havde set. Kort inde i krigen stivnede krigen på Vestfronten, og psykiske anfald bredte sig som en epidemi blandt soldaterne. De fik lammelser i alle dele af kroppen, og blindhed, stumhed og ukontrollabel gråd, rysten og opkast var udbredt i skyttegravene.

Alene i den tyske hær blev op mod 200.000 soldater i løbet af krigen behandlet for en såkaldt nervøs lidelse i det militære lægevæsen. Behandlingen foregik gennem hele krigen på ad hoc-basis, bl.a. med brutale metoder som elektrisk stød, iskolde bade og isolation. Resultaterne var tilsvarende uensartede, og der opstod på intet tidspunkt konsensus om årsagen til symptomerne – om end de fleste læger og højtstående officerer betragtede fænomenet som et udtryk for fejhed eller simulering.

Tilstandene fik et væld af betegnelser, hvoraf den mest kendte formentlig er det britiske shell shock (granatchok), hvis medicinske betydning forblev uafklaret.

I Danmark var man ligeledes diagnostisk på herrens mark, da de behandlingskrævende sønderjyske veteraner blev et dansk ansvarsområde: Ikke alene var betegnelserne mange, de var også ofte brede og diffuse. Som i det øvrige Europa tyede lægerne hovedsagelig til 1800-tallets neurosetyper i diagnosticeringen, hvoraf neurasteni og traumatisk neurose var de hyppigst anvendte, mens andre blev opfattet som sindssyge med tvangstanker, hallucinationer, vrangforestillinger eller lignende, hvorved diagnoser som melankoli, skizofreni og psykopati typisk blev stillet.

Vagere diagnoser som sindslidelse blev også taget i brug og kunne i realiteten både betegne en sindssygdom, en depressionstilstand og en neurose – og ofte var det også aldeles uklart, hvilken af delene det drejede sig om.

For de syge var den stillede diagnose ikke uden betydning. Især hysteri og det tyske Renteneurose var stigmatiserende. Hysteri var i de forudgående årtier nært knyttet til kvinders seksualitet – en pinlig diagnose for en mand i samtiden – og desuden forbundet med skabagtig og uberegnelig adfærd. Renteneurose betegnede hysteriske symptomer fremkaldt og vedligeholdt af et ønske om understøttelse. En udtalelse som »Forestillingsindholdet i hans hysteri synes at være en indgroet arbejdsulyst og ønsket om en renteforhøjelse« var således ikke just befordrende for en sag om krigsskadeerstatning.


Invalidernes tilstand generelt var særdeles omskiftelig med forskellige – som hos Claus Frederiksen – periodevise anfald. Deres lidelser var mangeartede og komplekse. De fejlede kort sagt alt: »Nervøsitet« og »daarlige Nerver« går igen i både ansøgningsskemaer og journaler. Derudover var de mest almindelige klager søvnløshed, mareridt, hovedpine, svimmelhed, besvimelse, rystelser, træthed og udmattelse, glemsomhed, smerter i brystet, åndenød, hjertebanken, dårligt humør, tungsind eller depression, stærk overfølsomhed over for støj og uro, generel pirrelighed og opfarenhed samt gener fra øvrige krigsskader, såsom tunghørhed eller smerter på grund af skudsår eller forfrysninger.

Mange oplevede flere gener på én gang. En af dem var Hans Jørgensen (1886-1954) fra Oksbøl Mark på Als, der havde kæmpet på Østfronten i 1914-15 før sin hjemsendelse på grund af ukampdygtighed. Han skrev til Invalidenævnet, at han døjede med »Søvnløshed, Uligevægtighed, Hang til sommetider ret stærke Depressionstilstande, Træthed, svigtende Arbejdslyst og Arbejdsevne samt almindelig Nervøsitet«. Hans Jørgensen var, atypisk for de dansksindede soldater, dr.phil. med en karriere som sprogforsker, men efter hjemkomsten havde han svært ved at varetage sit arbejde og måtte lade sig forsørge af sin familie på Als.

Virkelighedsforstyrrelser, selvmordstanker og -forsøg præger også krigsdeltagernes journaler.

Mathias Petersen (1881-1940) fra Haderslev blev en oktobermorgen 1936 fundet i dyb koma på Sønderborg Statshospital, liggende med det tilgrænsende gulv og gardin »oversprøjtet med blod« og et 5 cm langt gabende snitsår i håndleddet. Han overlevede, og af journalen fremgår det, at han forinden selvmordsforsøget »saa hele sit Liv for sig, og syntes saa, at det hele var forkert, og nu syntes han, at han maatte gøre en Ende paa det«. Mathias Petersen var blevet såret af skud i låret i Belgien 1914 og havde tilbragt resten af krigen i engelsk krigsfangenskab.

Også overbetjent og under krigen sergent Oskar Sørensen (1879-1968) blev i 1931 stoppet i et forsøg på at tage sit eget liv med en overdosis sovetabletter, hvorefter han på sindssygehospitalet i Augustenborg skal have udbrudt »Hvornår er mine sjælelige Lidelser vel forbi, saa jeg kan komme paa Kirkegaarden?«.

For landmand Jørgen Hansen (1877-1945) fra Enderupskov nær Gram blev det ved tanken, men han kunne »ikke finde Livsglæde mere her paa Jorden« og følte sig opfordret til »Suicidium«, når han på gården passerede en beholder med arsenikopløsning eller sit gevær.


Behandlingsmæssigt var der ikke meget at komme efter, og prognoserne var ikke opløftende. Arbejdsterapi synes at have været den foretrukne kur på behandlingsstederne. Det skulle nødig blive for passiverende at være syg, men resultaterne kunne ligge på et lille sted. Mange var plejekrævende i årtier, og fremskridt blev ofte fulgt af tilbagefald.

Nogen videre stringent arbejdsdeling baseret på sygdomsform lader ikke til at have eksisteret mellem de forskellige institutioner, og derfor nåede en invalid som Hans Jørgensen at opholde sig på sindssygehospitaler i Nykøbing og Augustenborg, en kuranstalt ved Silkeborg og et nervesanatorium i Dianalund. Når en plejekrævende blev sendt videre i systemet af en specialist, kunne det dog også have andet end medicinske bevæggrunde. En neurolog skrev i 1925, at »Invalidenævnets patienter saavel Epileptikere som Nervøse hidtil har været de vanskeligste Patienter, vi overhovedet har haft under Behandling, dels hvad angaar Muligheden for Helbredelse, dels hvad angaar den daglige Omgængelse. Vi er i den Anledning blevet noget betænkelige ved at modtage flere Krigsinvalider paa Nervesanatoriet her«.

De medicinske uklarheder går igen i spørgsmålet om årsager til lidelserne. Her var der ligeledes mange teorier i spil både om oprindelsen og den videre vedligeholdelse eller forværring af tilstandene, hvilket til tider førte til lettere ophedede diskussioner lægerne imellem. Nogle lidelser mentes at skyldes arvelige eller medfødte anlæg, andre øvrige sygdomme som nyrebetændelse og dysenteri, nogle mentes at skyldes hovedskader og endnu andre et psykisk ophav – eller »Krigens gevaldige sjælelige Indtryk«, som en læge udtrykker det i 1921.

Invaliderne kredser som Claus Frederiksen i deres forklaringer oftest om en enkeltstående begivenhed. Fra en ansøger lød det eksempelvis, at han efter et granatnedslag begyndte at »skælve over alle Lemmer«:»Siden denne Tid lider jeg under en Trykken paa Hovedet og ved den ringeste Forskrækkelse taber jeg mine Tanker og bliver ofte Bevidstløs«, fortsætter han. En anden mener at have pådraget sig lidelsen ved en fægtning i en skov, hvorved han blev »overhaglet med Shrapnel«, altså granatsplinter, mens en tredje henfører sine vedblivende angstanfald til et »Chok under Trommeild«.

Andre peger i journalerne på flere sygdomsfremkaldende episoder. Rudolph Brodersen (1896-1948), der under »hæftig fransk Artilleriild« skulle grave sig ned gennem en frosthård jordbund, »kom til at ryste over hele Kroppen, faldt om paa Jorden, kastede op«. Nogle dage senere, under et »Angreb af sorte Tropper«, fulgte endnu et anfald, hvor det ifølge en journal »kom fra Hjertet, for op i Hovedet, flimrede for Øjnene, og saa kunde han ikke mere. Svagheden kom, fordi han vidste, at nu vilde han dø. Han kunde intet foretage sig«.

Rudolph Brodersen, der efter krigen ernærede sig som landmand, fik først efter en klagesag i 1933 anerkendt sine gener af et skudsår i højre arm fra slaget ved Somme i 1916 samt en »traumatisk Neurose«.

På samme måde får den østrigskfødte snedker Johan Melchart (1884-1960) fra Toftlund nær Vojens i sommeren 1916 et hedeslag på Østfronten, hvorefter han ved sin tilbagevenden til fronten nogle måneder senere straks »brød sammen« og fik »Lammelse af Benene og voldsom Rysten af Hænderne«.

Uanset om traumerne bundede i en enkelt begivenhed eller ej, var ansøgerne dog enige om, at krigen – der i de flestes øjne havde været dybt meningsløs – forvandlede dem fra raske til syge mænd. »Før Krigen har der aldrig været nogetsomhelst i Vejen med mig«, fastslog Claus Frederiksen over for lægen. Det var derfor af afgørende betydning at blive anerkendt som krigsinvalid, både socialt, økonomisk og psykologisk.

Anerkendelsen var dog ikke i sig selv nok til at få tilkendt invalidepension, om end den trods alt sikrede retten til offentlig sygehjælp. Pensionen blev udregnet på grundlag af invaliditetsgraden, udtrykt i procenttal, og denne skulle være på 10 pct. eller derover for at udløse udbetaling. For en 100 pct. invalid løb det årlige beløb i 1924 op i 2.400 kr. – et beløb, der i dag ville svare til ca. 67.000 kr. og nærme sig den skattepligtige bundgrænse. Invaliditetsgraden og dermed også invalidepensionens størrelse kunne dog ændres i takt med invalidens tilstand og sociale status, hvorfor pensionsmodtagerne jævnligt indkaldtes til efterundersøgelse.

Det tilgængelige materiale viser, at der var en klar opfattelse af, at den psykiske belastning forvoldt af krigen kunne virke invaliderende, men at bevisførelsen ofte var vanskelig, sagerne ofte langtrukne og komplicerede, og at det hele blev krydret med en udpræget mistænksomhedskultur fra myndighedernes side.

Sammenlignet med et land som Frankrig – og fra 1926 også Tyskland – hvor der slet ikke blev ydet en sådan forsorg, var der dog betydelig bedre velfærdsmæssige perspektiver for de danske soldater. Her var det trods alt muligt at komme i betragtning til en endda relativt fyldestgørende og stabil understøttelse, selv om bedømmelserne foregik på uensartede præmisser.


Claus Frederiksen gav ikke op, da hans ansøgning om invalidepension som nævnt i indledningen blev afvist efter opholdet på Middelfart Sindssygehospital i 1923. Efter et længere klageforløb tildeltes han en mindre invalidepension, som han må formodes at have beholdt frem til sin død i 1972. Lidelserne fulgte ham hele vejen, men det samme gjorde hans kone og to børn, og med deres og hans øvrige omgivelsers støtte samt de månedlige tilskud fra staten lykkedes det ham efterhånden at finde nogenlunde fodfæste i tilværelsen.

Det samme kan langtfra siges om alle psykiske krigsinvalider i Sønderjylland, der fra 1920 gjorde Første Verdenskrigs traumatiserende effekt til et dansk problem, til trods for at Danmark havde opretholdt sin neutralitet gennem alle krigsårene.

Meget tyder på, at det også har krævet held, hvis man skulle gøre sig forhåbning om at blive blot nogenlunde kompenseret for et mentalt ragnarok efter krigen. Med tanke på de lange kampe, de seneste årtiers danske veteraner har måttet kæmpe for at få deres psykiske problemer taget alvorligt af myndighederne, fristes man til at spørge, hvor erfaringerne med Claus Frederiksen og de andre krigstraumatiserede sønderjyder blev af?

FORSÆT MED AT UDFORSKE FORTIDEN

BLIV ABONNENT PÅ POLITIKEN HISTORIE

INTRODUKTIONSTILBUD:

PRØV 3 NUMRE FOR 299 KR.

Om uddraget


Tekst: Kasper Nissen er cand. mag. i historie. Artiklen bygger på hans speciale om psykiske krigsinvalider fra Sønderjylland

Billeder: Süddeutsche Zeitung/Nordborg Lokalhistorisk Arkiv/Nordborg Lokalhistorisk Arkiv/Rigsarkivet/Rigsarkivet

Videre læsning


Anton Marckmann: ’Ofrene fra den store krig 1914-1918. Invalidenævnet i Sønderborg og de sønderjyske krigsinvalider, faldne og deres efterladte’. Historisk Samfund for Sønderjylland, 2005

Claus Bundgård Christensen: ’Danskere på Vestfronten 1914-1918’. Gyldendal, 2009

Inge Adriansen & Hans Schultz Hansen (red.): ’Sønderjyderne og den store krig 1914-1918’. Historisk Samfund for Sønderjylland, 2006