Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jørgen Sonne. Morgen efter Slaget ved Isted 25. juli 1850. Malet 1876.
Maleri:: Jørgen Sonne/Statens Museum for Kunst/Public Domain

Jørgen Sonne. Morgen efter Slaget ved Isted 25. juli 1850. Malet 1876.

Politiken Historie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et historisk maleri: Dagen efter slaget

Selv de blodigste krigshandlinger kan få et ideelt skær, når erindringen om krigen formes og farves af eftertiden. Det er Jørgen Sonnes maleri af sovende danske soldater efter slaget ved Isted i 1850 et eksempel på.

Politiken Historie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ifølge en fortærsket frase skal sandheden være det første offer i enhver krig. Men tiden efter krigen er ikke nødvendigvis mere sandhedssøgende, for nu opstår behovet for at genfortælle krigenes historie. Sejre og nederlag tages op til revision i lyset af nationens selvbillede. Jørgen Sonnes maleri ’Morgenen efter slaget ved Isted den 25. juli 1850’ er en glimrende demonstration af billedkunstens rolle, når det gælder om at forme erindringen om krig.

»For hvert et Tab igjen Erstatning findes, Hvad udad tabtes, det skal indad vindes«

Scenen er Slesvig under Treårskrigen i 1848-50. Årene op til krigen havde været præget af en voksende nationalfølelse både i Danmark og i hertugdømmerne, og den slesvigholstenske selvstændighedstrang gav sig til sidst udslag i et forsøg på at oprette egen regering. I Danmark blev det tolket som oprør og udløste en kontant militær reaktion. Den danske hær stod pludselig over for en dårligere udrustet oprørshær støttet af preussiske styrker fra det mægtige Tyske Forbund. Udfaldet var altså langtfra givet, hvilket især kom til udtryk i krigens voldsomste episode, nemlig det slag, der udspillede sig i området omkring landsbyen Isted. Her stod omkring 36.000 danske soldater over for knap 30.000 slesvigholstenere, og selv om det endte med en kneben sejr til danskerne, fik slaget større moralsk end militær betydning.

Jørgen Sonne (1801-90) tilhørte den ældste generation af de malere, som eftertiden har døbt ’guldaldermalerne’. Ved krigens udbrud var han ikke længere nogen ung mand og altså ikke selvskrevet til krigstjeneste. Men hans uddannelse som bataljemaler (en maler med speciale i at skildre militære slag) havde klædt ham godt på til at agere krigskorrespondent, og under hele krigen holdt han sig tæt på de danske tropper.

Næsten tre årtier senere gav Sonne så sin skildring af den kølige sommermorgen dagen efter Isted-slaget. Ved første øjekast kunne det ligne utallige andre skildringer af slagmarker overstrøet med faldne. Men vi opdager hurtigt, at scenen her er anderledes fredsommelig, ja næsten idyllisk. Der er i stedet tale om en deling infanteristers improviserede nattelogi midt på en kornmark lidt uden for Slesvig by. Det er omkring solopgang, og alt ånder fred og ro. Intet forstyrrer mændenes søvn eller hestenes davre, og her er ingen spor af de foregående dages kamphandlinger. Og det, selv om slaget havde været det hidtil største i Nordens historie. Krigen endte med at vare i mere end 2½ år, men omkring 40 procent af tabene på begge sider indtraf i løbet af det blot 1½ døgn ved Isted. På Sonnes billede ser vi imidlertid ingen blødende sår eller manglende lemmer – blot en soldat i forgrunden, der lidt skødesløst forbinder en ubetydelig skramme på skinnebenet. Der synes ikke at være nogen reel trussel i sigte for de to vagter, der tegner sig i mørk silhuet mod himlen.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at Jørgen Sonne var uvidende om krigens gru og således fri til at romantisere sejren og fantasere om soldaternes sorgfri fællesskab. Men faktisk havde Sonne selv været til stede under slaget ved Isted. I de efterfølgende år havde han flere gange skildret episoder fra slaget. Hidtil havde han dog altid vist en lidt mere virkelighedstro side af begivenhederne med krudtrøg snarere end morgentåge og døende soldater i slagmarkens forvirring og tumult. Sådan havde den fælles erindring om Isted-slaget været i den umiddelbare eftertid: et blodbad uden fortilfælde. Men nu, i 1876, var det en anden sag.

Det traumatiske nederlag i 1864 og det efterfølgende tab af Slesvig-Holsten havde i mellemtiden skabt et behov for en ny national vækkelse. Kulturelt var tiden efter 1864 en tid med revurdering af landets bedrifter og potentiale. Digteren H.P. Holst opsummerede det rammende i sit berømte slogan »For hvert et Tab igjen Erstatning findes,/ Hvad udad tabtes, det skal indad vindes«. Det gjaldt med andre ord om at genrejse nationens selvbillede, og fortællingen om sejren i 1848-50 var et yderst virksomt redskab. Sonnes billede udtrykker dette behov for at genskrive historien om den gode krig og fortrænge det pinefulde minde om det nylige nederlag. Maleriet afspejler dermed en nostalgi efter dengang, det stadig var muligt at vinde en krig. I nederlaget følte de hjemvendte blot skam, og de faldne var de eneste helte. Men dengang ved Isted havde alle angiveligt været helte.

Sonnes billede handler altså ikke primært om begivenheder 30 år tidligere, men taler i højere grad til en senere tids nationale selvbillede. Han har anvendt sine kundskaber som bataljemaler til at skabe et opbyggeligt billede, som mest af alt handler om danskhed. Det var vigtigt at slå fast, at krigen ikke foregik på eller om fremmed jord. Slesvig fremstilles tværtimod som noget ærkedansk. I billedets midte vajer dannebrogsfanen bag befalingsmanden, der lader sine mænd hvile. Og ved fanens fod smyger tågebankerne sig om en gravhøj, der minder om fortidens heltegerninger. Sonne anvender i det hele taget en række af de elementer, der i 1830’erne og 40’erne var blevet slået fast som karakteristiske for det ægte danske landskab: oldtidshøjene, det bølgende terræn, de spredte bondegårde og det modne korn på marken under sommerhimlen.

Maleriet af de sovende danske soldater blev ikke overraskende straks købt til Det Kongelige Billedgalleri, forløberen for Statens Museum for Kunst. Med sin nationale symbolik og opbyggelige nostalgi var billedet som skabt til at blive en brik i en ny nationalmytologi. Uanset om historiemalerier tjente til kongehyldest eller – som her – til folkelig historieskrivning, kunne de bruges til at styrke såvel erindring som forglemmelse. Sammenholdt med beretningerne om Isted-slagets gru kan Sonnes idylliske scene virke næsten absurd eller endda naivt. Men den nostalgiske forvrængning og fortrængning var vel ikke større, end når danskerne nogle generationer senere under den kolde krigs ulmende atomtrussel stillede sig op i biografkøen for at se ’Soldaterkammerater’-filmene. Nationens magtesløshed i det storpolitiske spil gav farve til mindet om den ’gode’ krig.