Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
DR
Foto: DR

Randers' Borgmester Svend Thingholm foran rådhuset i Randers og omgivet af både lurblæsende mænd og ølskålende kvinder ved indvielsen af kampagnen 'Dus med Randers' i maj 1969.

Takt & tone: Kronjyderne var på forkant med tidsånden

Opgøret med de formelle talemåder forbinder vi med 1960’ernes ungdomsoprør, men tilløbet går helt tilbage til 1700-tallet. I 1969 var handelsstandsforeningen i Randers først til at være dus.

Politiken Historie
FOR ABONNENTER

Skulle vi alle nu sige du til hinanden? »Næh ... det må blive de unges sag med det dutteri«, mente fru Sigrid Rasmussen. Sammen med sin søster drev hun den fineste chokoladeforretning i det indre Randers. Og hun anså altså ikke sig selv for at være en af de unge.

Det var i maj 1969, og ungdomsoprøret var godt i gang med at rokke ved de gamle normer og omgangsformer. De fornyende blandt ungdommen demonstrerede mod USA’s krig i Vietnam, og de anfægtede højlydt gamle uligheder: Hvorfor skulle elever være underdanige over for læreren? Hvorfor var børns røst mindre værd end de voksnes? Hvorfor måtte arbejderen bukke og skrabe for sin chef?

Dette var ikke bare politik i traditionel afgrænset forstand. Kroppen, tøjet, frisuren og familie- og boformer blev indlemmet i tidens symbolkamp om fornyelsen. Hvor man før havde snøret menneskekroppen ind og strammet op eller skjult i stive klæder, begyndte man nu at bære farverige gevandter, der enten flagrede løst om kroppen eller sluttede helt tæt til den for at vise den frem.

Både nøgen hud og frie kroppe dukkede op – ikke kun på stranden, hvor stofrige badedragter blev erstattet af bikinier eller det bare intet, men også i resten af det offentlige rum: i aviser og blade, film og reklamer og i gadebilledet. Håret fik lov at gro, og permanentkrøller, brillantine og brylcreme var hurtigt blevet tegn på kulturel konservatisme.

Alt det havde fru Rasmussen ikke kunnet undgå at se, men derfor behøvede man jo ikke ligefrem elske det. Og de nyeste opfordringer til at tiltale både autoriteter og helt fremmede mennesker med det familiære du – det kunne altså virke som prikken over tidens uønskede i. Det kunne være svært at føle sig hjemme i en moderne verden af alt for hastig forandring.

Sigrid Rasmussen stod langtfra ene med sin opfattelse. Voksne myndighedspersoner, forretningsdrivende, mediefolk og mange andre, der enten havde brug for at vise andre respekt eller opretholde respekten om sig selv, strittede imod du-formen. Den var forbeholdt de nære relationer: familie og venner – og så de fremmede, der rangerede lavere end én selv. Børn og pøbel kunne man som voksen godt være dus og på fornavn med. Også selv om man kunne forlange, at børnene eller de andre underordnede svarede tilbage med et respektfuldt De, typisk fulgt af et hr. eller et fru og et efternavn.

Læs resten af artiklen ved at blive abonnent på Politiken Historie

Køb abonnement