Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
H.S. Wong
Foto: H.S. Wong

Det japanske angreb på Kina var en katastrofe for civilbefolkningen. Her Shanghai i august 1937.

Danmark i Kina: Kinesernes danske helt

Danske Bernhard Sindberg kom til at at spille en nøglerolle i den kinesiske kamp mod det japanske imperium under Anden Verdenskrig. Selvom han stort set er glemt i Danmark, mindes han i dag som en helt i Kina.

Politiken Historie

I 1943, da Anden Verdenskrig rasede kloden rundt, og det endnu ikke var indlysende, hvem der ville vinde, udgav Johannes V. Jensen (1873-1950) et lille skrift, ’Folkeslagene i Østen’. I krigstid var det vigtigt at lære Stillehavsregionen at kende, forklarede den berejste forfatter: »Det ligger nær at danne sig fastere Forestillinger om Folkeslagene i Østen og deres Placering end den gængse vage Halvviden man har ladet sig nøje med før i Fredstid, nu da Skæbnetimen derude er kommen«.

Det var en opgave dømt til at mislykkes. God nok var emnet eksotisk, men det var også for fjernt fra den danske hverdag, der var præget af rationeringsmærker og mørklægning. Asien og verdensdelens største land, Kina, kunne lige så godt ligge på Mars. I det besatte Danmark var en rejse til Riget i Midten ikke meget mere realistisk end en tur til den røde planet. Der skulle helt særlige omstændigheder til, før en dansker kunne så meget som tage færgen til Sverige.

Overgrebene inden for Nanjings bymur er særligt berygtede og er endda af nogle historikere blevet sammenlignet med nazisternes holocaust

En af de få, der faktisk kom til Kina, var handelsmanden Henrik Haubroe (1915-2014), der som 25-årig i januar 1941 på grund af sit arbejde for Mærsk fik mulighed for at rejse med Den Transsibiriske Jernbane med kurs mod Østasien. Undervejs nåede han til det japansk-okkuperede Manchuriet, og i havnen i den nordøstkinesiske by Dalian så han japanske soldater slå løs på uskyldige civile. »Man fik jo et meget dårligt indtryk«, fortalte han mig, da jeg i sommeren 2011 interviewede ham om hans oplevelser.

Haubroe, der siden er afgået ved døden, var en af de sidste danskere, der som voksen havde været i Kina under Anden Verdenskrig. Jeg begyndte at interessere mig for ham og hans jævnaldrende, mens jeg boede og arbejdede som journalist i Kina og Taiwan i en 20-årig periode fra 1990’erne og frem. Man hørte om dem af og til, eller læste om dem i små bidder. Men deres historie er kun sjældent blevet fortalt. Ikke desto mindre kom flere af dem til at spille en vigtig rolle.

En af dem var Bernhard Sindberg (1911-83). Aarhusianeren med den blonde manke charmerede sig ind på mange, men gjorde også indtryk på sine omgivelser med sit hidsige temperament. Han var grebet af eventyrlyst, og som mange andre i sin generation valgte han at tage ud at sejle. Hans karriere gjorde mange krumspring, og han var blandt andet en overgang i Fremmedlegionen, som han deserterede fra, inden han i midten af 1930’erne endte med mere eller mindre permanent at have base i Kina. Her befandt han sig også, umiddelbart efter at Den Kinesisk-Japanske Krig i sommeren 1937 var brudt ud i nærheden af Beijing.

Det var en krig med rødder tilbage til slutningen af forrige århundrede. Japan havde i løbet af en hastig moderniseringsproces forvandlet sig til en stormagt efter europæisk mønster, og ligesom de vestlige forbilleder ønskede det et imperium. Meget af verden var allerede optaget af de ældre kolonimagter, men for Japan bød de asiatiske naboer sig til som en kilde til råvarer og, på lidt længere sigt, modtagere af det japanske befolkningsoverskud.

Japan satte sig på Taiwan i 1895, og det annekterede Korea i 1910. I efteråret 1931 indledte det japanske militær på egen hånd en offensiv i det nordøstlige Kina og erobrede i løbet af få måneder et område svarende til Tysklands, Frankrigs og Spaniens samlede areal, som herefter blev forvandlet til lydstaten Manchukuo. Det japanske imperium signalerede med sine handlinger, at det ikke var nok. Op igennem 1930’erne udvidede det sin interessesfære i det nordlige Kina, og det var kun et spørgsmål om tid, før en storkrig mellem de to gamle asiatiske magter brød ud, og det gjorde den så i 1937.

Sindberg repræsenterer Danmarks største humanitære bidrag under hele krigen i Østasien

Sindberg var centralt placeret, da konflikten greb om sig, og i løbet af efteråret udviklede det sig til en kamp om kontrollen med Kinas største og vigtigste by, Shanghai. En verdenskendt krigskorrespondent, Pembroke Stephens (1903-37) fra Daily Telegraph, ansatte Sindberg som chauffør, fotograf og lokal guide. Det gav Sindberg mulighed for at opleve krigen på nærmeste hold og også blive vidne til de lidelser, som den japanske krigsførelse påførte Shanghais civilbefolkning. En særlig grusom henrettelse af ni kinesiske fanger bidrog til at cementere hans sympati for kineserne. Desuden voksede hans antipati for den japanske hær, da Stephens blev dræbt af japanske kugler på Shanghai-slagets allersidste dag, 11. november 1937.

Efter at de japanske generaler havde erobret Shanghai, besluttede de sig efter nogen tøven til at påbegynde en offensiv mod Nanjing, Kinas daværende hovedstad, som lå på Yangtze-flodens sydlige bred 300 kilometer inde i landet. Tæt på byen lå en cementfabrik, som F.L. Smidth havde opført for en kinesisk klient, og hvor den danske ingeniørvirksomhed stadig havde penge i klemme. Den hyrede Sindberg som vagtmand på anlægget, Jiangnan Cement, med den opgave så vidt muligt at sikre, at fabrikken slap ubeskadiget gennem kamphandlingerne. Samtidig skulle han ved sin tilstedeværelse markere de danske interesser i fabrikken og derved, forhåbentlig, forhindre en japansk overtagelse.

En del af det elektriske apparatur på fabrikken var fremstillet i Berlin, så der var også tyske interesser på spil, og F.L. Smidths kinesiske samarbejdspartner sørgede for at sende en tysk repræsentant til fabrikken, den kinesisktalende ingeniør Karl Günther. For kineserne var det uden tvivl vigtigere at markere det tyske element end det danske for at skærme fabrikken mod ødelæggelse eller konfiskation. Tyskland var hastigt på vej til at blive en af Japans vigtigste europæiske allierede, helt bortset fra at landet befandt sig i en helt anden magtpolitisk vægtklasse end Danmark.

Det Kongelige Bibliotek
Foto: Det Kongelige Bibliotek

Johannes V. Jensen var som mange andre fascineret af Det Fjerne Østen. Man burde lære regionen bedre at kende, mente Nobelprismodtageren.

Sindberg og Günther ankom til Jiangnan Cement i begyndelsen af december 1937, kort før området blev besat af de japanske styrker, og Dannebrog blev med det samme hejst til tops over fabriksbygningerne, side om side med det tyske hagekorsflag. Sindberg sørgede desuden for, at et 1.350 kvadratfod stort dansk flag blev malet på et af tagene. »Det skulde nok kunde ses fra Luften og det er sikkert det største Dannebrog, der overhovedet eksisterer«, skrev han til en ven hjemme i Danmark.

Nanjing faldt 13. december 1937, og fra begyndelsen var det klart, at japanernes behandling af den besejrede fjende var karakteriseret af brutalitet i særklasse. Stort set alle kinesiske krigsfanger blev henrettet øjeblikkeligt, og samtidig gik japanske soldater på klapjagt efter slagne fjender, som var trukket i civil og forsøgte at skjule sig blandt hovedstadens beboere. Det udviklede sig hurtigt til en hæmningsløs massakre, hvor alle mænd i den våbenføre alder var potentielle ofre. Til sidst var det en blodrus, hvor ingen kunne vide sig sikker, uanset køn og alder.

Privatfoto
Foto: Privatfoto

Bernhard Sindberg i Shanghai, 1937. Den blonde dansker vakte opsigt hos kineserne med sin eksotiske fremtoning.

Overgrebene inden for Nanjings bymur er særligt berygtede og er endda af nogle historikere blevet sammenlignet med nazisternes holocaust. Men den japanske adfærd i landdistrikterne uden for byen var ikke mindre brutal, og Sindberg blev vidne til mange uhyrligheder. Et brev, som han skrev til en ven derhjemme, blev trykt i Aarhuus Stiftstidende: »Du aner ikke, hvor det flyder med Blod allevegne. Siden August har jeg daglig haft rig Lejlighed til at studere Krigens Rædsler. Blod, Blod og atter Blod. Kineserne har sandelig faaet en ordentlig Aareladning i disse Dage«.

Hovedparten af landbefolkningen begav sig på flugt. Nogle forsvandt over Yangtze-floden, eftersom den nordlige bred ikke var under japansk kontrol endnu. Andre søgte tilflugt på steder, hvor der syntes at være et minimum af beskyttelse mod japanernes udskejelser. Et sådant tilflugtssted var et mere end 1.000 år gammelt buddhistisk tempel på Qixia-bjerget øst for Nanjing. Et andet var Jiangnan Cement, hvor flygtninge begyndte at ankomme i grupper eller enkeltvis, bærende på deres få ejendele. Sindberg tog imod dem – en dansk pendant til Oskar Schindler, den etnisk tyske forretningsmand, som reddede et stort antal jøder i det besatte Polen under Anden Verdenskrig.

Endnu trekvart århundrede senere kunne mange af de kinesiske flygtninge huske Sindberg. De erindrede specielt, hvordan han på næsten magisk vis kunne holde japanerne ude af fabrikkens område simpelt hen ved at vifte med det danske flag. Og så huskede de også hans efter deres egen mening aparte udseende. De havde aldrig set blonde udlændinge før, og de troede, han var hvidhåret.

»Udlændingen på Jiangnan Cement var stor og stærk. Han havde en kæmpestor udlændingenæse«, sagde den dengang 16-årige landmand Ge Jiansen.

Privatfoto stillet til rådighed af Anita Günther
Foto: Privatfoto stillet til rådighed af Anita Günther

Sindberg i den kinesiske flygtningelejr ved Nanjing i 1937.

Sindbergs lejr voksede for hver dag, der gik, og til sidst boede omkring 6.000 mennesker i nærheden af cementfabrikken. Indbyggerne i lejren byggede interimistiske hytter af strå og levede af de fødevarer, de havde taget med hjemmefra. Når forrådene slap op, vovede nogle sig hjem til deres landsbyer efter mere i ly af natten, hvor risikoen for at blive opdaget af japanske patruljer var mindre.

En strøm af sårede ankom også til cementfabrikken, som havde et lille infirmeri. Sindberg stod selv i flere tilfælde for behandlingen, og i rapporter beskrev han i detaljer sine patienter i ofte uhyggelige detaljer. Et af mange eksempler: 2. januar 1938 ankom en 46-årg kinesisk kvinde, som var blevet overfaldet af japanske soldater i sit hjem, mens hun var alene med sin yngste søn. Soldaterne ville have kvinder, og da hun ikke kunne hjælpe dem, skød de hendes søn og sårede også hende i venstre lår med et skud fra et gevær. Derefter satte de ild til hendes hus og lod hende ligge udenfor. Hun blev fundet af sin mand, der hjalp hende til cementfabrikken. Sindberg forsøgte at redde hende, men forgæves. Der var gået betændelse i hendes sår, og hun døde efter godt to uger.

Sindberg påtog sig et enormt ansvar i løbet af de mørke vintermåneder i 1937 og 1938, hvor de japanske soldater huserede i og omkring Nanjing. Han tog også på gentagne ekspeditioner ind til Nanjing by for at hente proviant og medicin. Det var ikke uden risici, og det vidste han godt. For at sikre sig, at han kunne få adgang gennem de tæt bevogtede byporte, sørgede han for at bringe japanske passagerer med sig.

Public Domain
Foto: Public Domain

De japanske tropper var veludrustede og veltrænede. Og parate til at føre en brutal krig, hvad gasmaskerne vidner om. Her i Shanghai 1937.

Sindberg imponerede mange kinesere med sin koldblodighed over for japanerne. Bevæbnet med et dannebrog og nogle gange et dobbeltløbet jagtgevær satte han livet på spil i bestræbelsen på at redde ’sine’ kinesere. Men samtidig pådrog han sig vrede fra flere sider, med en stil, som både de danske og kinesiske interessenter i cementfabrikken syntes var for konfrontationssøgende. I marts 1938 blev han kaldt tilbage til Shanghai og i realiteten fyret fra sit job. Men tusindvis af kinesere var i live på grund af ham.

Sindberg repræsenterer Danmarks største humanitære bidrag under hele krigen i Østasien, og i omfang er hans bedrifter sammenlignelige med redningen af de danske jøder i 1943. Men der var andre tilfælde i løbet af krigen i Kina, hvor danskere var på nippet til at spille en rolle, som langt oversteg deres begrænsede antal.

I efteråret 1941 havde Kina været i krig med Japan i over fire år, og den engelske kolonimagt i Østasien, som oplevede voksende pres fra det japanske imperium, ønskede at bidrage til den kinesiske indsats. Mere specifikt ville briterne sende et hold af specialuddannede soldater til Kina for der at optræne kineserne i moderne partisankrig. Det var vigtigt, at bidraget ikke var for åbenlyst knyttet til Storbritannien, eftersom det endnu ikke var i krig med Japan, og derfor måtte rekruttering foretages blandt andre nationaliteter. Her faldt valget især på danskere, blandt andre Henrik Haubroe, den danske handelsrejsende.

Holdet, der fik navnet China Commando Group og talte cirka 18 danske frivillige ud af en styrke på lidt under 50, blev sendt til det sydvestlige Kina, hvor regeringen befandt sig efter at være blevet fortrængt fra østkysten af den sejrrige japanske hær. De danske agenter havde held til at uddanne et hold kinesiske sabotører, som lærte alt om sprængstoffer og drab med de bare næver, før de blev sendt bag fjendens linjer. Det ville være en effektiv og billig måde at føre krig på, og der var masser af kinesiske rekrutter. Muligheden forelå for at rette et smertefuldt slag mod den japanske besættelsesmagt i Kina.

Det blev dog aldrig til meget andet end potentialet. Den kinesiske regering var trods krigen med Japan præget af stor modvilje mod britisk kolonialisme, og den anså China Commando Group som de engelske imperialisters forlængede arm. I foråret 1942 fik gruppen ordre til at forlade Kina. Det var afslutningen på et projekt, der under de rette forhold kunne have udviklet sig til det vigtigste danske bidrag til den allierede sag overhovedet.

Liu Xian. Foto: Peter Harmsen.
Kunstner:: Liu Xian. Foto: Peter Harmsen.

I 2017 blev denne to meter høje statue rejst af Sindberg i Nanjing, nær fabrikken, hvor mange kinesiske liv blev reddet. I august 2019 afsløres en statue af Sindberg i Aarhus.

Danskerne i Østen var, i det omfang de involverede sig, næsten udelukkende på allieret side. I et enkelt tilfælde endte en dansker dog mere eller mindre modvilligt med at virke for den japanske sag. 9. april 1940, da Danmark blev besat, var en skæbnedag også for kaptajner og besætninger på de danske handelsskibe, som befandt sig overalt på verdenshavene og nu måtte tage stilling til, hvilken side de ville tjene. Det danske fragtskib ’S/S Gustav Diederichsen’ tilhørende Rhederi M. Jebsen var i sejlads i Det Gule Hav med kurs mod det japansk besatte Kina, da nyheden om den tyske invasion nåede frem. Selv om den mulighed forelå at styre mod det britisk kontrollerede Hongkong, besluttede kaptajn Jørgen Elberg at fastholde kursen.

I december 1941, efter det japanske angreb på Pearl Harbor, blev det danske fartøj beslaglagt af den kejserlige japanske regering. Det blev omdøbt til ’Teikyu Maru’ og indsat på skibsruter i japansk farvand, stadig under kaptajn Elberg og en besætning, der sandsynligvis hovedsagelig bestod af østasiater. Det var mere risikabelt, end det umiddelbart lyder. Straks fra Stillehavskrigens begyndelse gik den amerikanske undervandsflåde i offensiven og begav sig på jagt efter alt, hvad der sejlede under japansk flag, militære såvel som civile fartøjer.

Mange amerikanske ubåde bragte krigen helt til de japanske farvande. Det gjaldt for eksempel ’USS Guardfish’, som 2. september 1942 befandt sig ud for den nordlige ø Hokkaido, da den observerede ’Teikyu Maru’. Ubåden sendte et antal torpedoer mod det tidligere danske fartøj. En af dem ramte og brækkede skroget midtover. Besætningen blev bjærget i land, men Elberg, der havde været i vandet et stykke tid, var død. Han var sandsynligvis den eneste dansker, der i løbet af Anden Verdenskrig blev dræbt, mens han tjente under japansk flag. Kommandøren på den amerikanske ubåd var orlogskaptajn Thomas B. Klakring, hvis efternavn i øvrigt tyder på dansk afstamning.

Befrielsesdagene i begyndelsen af maj 1945 gennemlevedes i Danmark i en rus, og de danskere, som på den ene eller anden måde fortsat var i krig, blev stort set glemt. Kun få huskede på Bornholm, der først slap af med den tyske besættelsesmagt efter et traumatiserende russisk bombardement. Endnu færre tænkte på de danskere, der sad fast i det japanske imperium, herunder Kina, med ringe udsigt til nogen ændring i deres dystre situation før i 1946. To atombomber og en sovjetisk invasion af Manchuriet betød fred i Asien, længe før nogen havde turdet håbe.

»Der er i Hundredvis af Danskere i Kina, Japan og Siam, og der er danske Fabriker, Savmøller, Kontorbygninger og Pakhuse til mange hundrede Millioner Kroners Værdi«, stod der i Politiken 15. august 1945, efter at Japans kapitulation var en realitet. Men, fortsatte avisen, »endnu foreligger der kun sparsomme Oplysninger derudefra«, Der er gået 74 år, og vores viden om den danske rolle i den del af Anden Verdenskrig er ikke blevet væsentligt forøget.

Anderledes forholder det sig i Kina, hvor én dansker fra perioden, Sindberg, endnu i dag er kendt af millioner. Hver gang årsdagen for massakren nærmer sig, hyldes han i kinesiske medier. Der står endda en statue af ham i nærheden af Nanjing – næsten glemt hjemme, fejret som en helt på den anden side af jordkloden.