Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.
Næste:
Næste:Næste:
Maleri af Johan Hörner::
Udateret. Frederiksborgmuseet. Public Domain
Hans Egede blev den første permanente repræsentant for den dansk-norske stat i Grønland i flere hundrede år. Men han lå i skarp konkurrence med både hollændere og tyske missionærer fa Herrnhut. Og inuit føjede sig ikke altid.
Grønland:
Missionæren Hans Egede bød inuitterne en dram
Alkohol blev en nøgle til succes, da Hans Egede i 1700-tallet måtte tage alle kneb i brug over for mistroiske grønlændere og konkurrerende europæiske magter for at udbrede kristendommen og civilisationen.
Ikke desto mindre måtte Egede indrømme, at de trods alt besad en fællesskabsfølelse og viljestyrke, der gjorde dem i stand til at overleve i det barske klima. I forhold til hvalfangsten var det endda »hverken skam eller skade« at lære noget af de grønlandske fangere, mente han.
En profitabel hvalfangst holdt trods alt kompagniet kørende, så Egede kunne få tilstrækkelig ro til sit missionsarbejde. Grønlænderne skulle på sigt anerkende kristendommen, kongens myndighed og Egedes lederskab.
Det var lettere sagt end gjort.
Hov, mangler du adgang?
Det kan fikses! Prøv Politiken Historie til intropris 299 kr.
Fodbold-VM for herrer i slutningen af 2022 i Qatar er den foreløbige kulmination på, hvordan sporten til stadighed anvendes som et politisk værktøj. Den tendens har i nyere tid fået betegnelsen ’sportswashing’, men er ikke dækkende for sportens politiske ansigt.
Briterne har vendt kontinentet ryggen, og alliancen med USA fremstår usikker. Rusland udvider territoriet i Ukraine, og EU må finde sig i et utal af fornærmelser fra Tyrkiets side af frygt for en ny bølge af flygtninge fra Mellemøsten. Og så er der Hvideruslands ’flykapring’ i maj.
Samtidig lider man af politisk retningsforvirring på kontinentet. I øst nærmer man sig det autoritære. Tyskland har en stærk økonomi, men ingen hær, mens Frankrig søger at bibeholde sin status som udenrigspolitisk stormagt, alt imens de sociale problemer vokser. Og i Danmark gør vi som altid vores hoser grønne hos amerikanerne.
Det sidste er måske ikke en dårlig idé på kort sigt, for med Joe Biden som amerikansk præsident har verden igen fået et USA, der påtager sig rollen som leder og forkæmper for demokrati og menneskerettigheder. Men hvor længe kan vi regne med den aldrende demokrat i Washington? For var Trumps (og for den sags skyld Obamas) opførsel ikke blot forvarsel om, at de europæiske allierede snart skal stå på egne ben?
Denne udgaves tema er de historiske bevæggrunde for Kontinentaleuropas manglende evne til at finde fælles fodslag i dag.
Vi havde håbet, at temaartiklernes skribenter ville vende tilbage med opløftende ord om Europas muligheder for at blive en vægtig verdenspolitisk spiller.
Men ak. Tyskland, Frankrig og de øvrige EU-lande har alt for forskellige interesser til at finde sammen over for Kina, Rusland og andre magter, der presser deres autoritære agenda igennem over for den øvrige verden.
God læselyst.
Læs mere
Den franske præsident har mere magt end den amerikanske. Her er forklaringen
