Missionæren Hans Egede bød inuitterne en dram

FORSKELLEN PÅ GRØNLÆNDERNE og danskerne var så stor, at det nærmest i sig selv retfærdiggjorde den aktive ekspansions- og missionspolitik. Egede opregnede forskellene. Grønlænderne afskyede alkohol, mens danskerne drak rigeligt. De boede primitivt, mens danskerne levede civiliseret. Og så havde de hverken begreb om Gud, kongemagt eller andre (europæiske) autoriteter.

Ikke desto mindre måtte Egede indrømme, at de trods alt besad en fællesskabsfølelse og viljestyrke, der gjorde dem i stand til at overleve i det barske klima. I forhold til hvalfangsten var det endda »hverken skam eller skade« at lære noget af de grønlandske fangere, mente han.

En profitabel hvalfangst holdt trods alt kompagniet kørende, så Egede kunne få tilstrækkelig ro til sit missionsarbejde. Grønlænderne skulle på sigt anerkende kristendommen, kongens myndighed og Egedes lederskab.

Det var lettere sagt end gjort.

SPROGBARRIEREN VAR DEN FØRSTE STORE udfordring. Som luthersk præst skulle Egede helst holde sine prædikener på det lokale sprog, men han talte ikke grønlandsk. Den nye menighed kunne højst forstå simple ord og vendinger på hollandsk, hvilket skyldtes, at grønlænderne og hollænderne havde været handelspartnere i årtier før danskernes an komst i 1721. Abstrakte og religiøse budskaber kunne ikke formidles.

Den slags skræmte dog ikke Egede. Han fik lært sig sproget og kastede sig frygtløst ud i sit missionsarbejde. Flere gange forsøgte han at formidle sine abstrakte og religiøse budskaber på sit gebrokne grønlandsk, men flertallet forstod ham ikke og lo ad hans komiske indslag.

De få, der fangede brudstykker af budskabet, var hurtige til at gribe sindsstemningen til at håne ham endnu mere.

På et møde i 1724 forlangte en grønlænder, at Egede fremmanede Djævlen nu og her, hvis han da fandtes. Dermed udfordrede han Egede, som skulle bevise, at han var lige så mægtig som de grønlandske åndemanere, som i deres seancer kunne få det til at se ud, som om såkaldte hjælpeånder faktisk var til stede.

DET MAGTEDE EGEDE IKKE, og efter at missionæren havde forsøgt sig med nogle gebrokne søforklaringer, blev grønlænderen irriteret.

»Nej«, afbrød han Egede, »nu ville jeg se ham, ellers tror jeg dig ikke«. Egede mumlede et par trusler og trak sig så fra mødet. Sådan fortsatte det, og trusler virkede ikke.

»For at afskrække dem fra deres uskikkelighed og modvillighed«, noterede Egede i sin dagbog efter et møde i 1724, »truede jeg dem med, at når der kommer mange folk fra vores land her til landet, så skal de dræbe alle dem, der opfører sig så uskikkeligt og spotter Gud«.

Grønlænderne grinte bare videre.

Jochem de Vries:: 'Grønlandsfareren Zandaam'. 1772. Rijksmuseum

MENS EGEDE KÆMPEDE MED AT FRELSE de lokale fra hedenskaben, var andre europæiske magter på spil i området.

Egede anlagde i 1724 fangststationen Nipisat nord for Håbets Ø, i håb om at den kunne forbedre hvalfangsten i landet, så Bergenskompagniet kunne imødegå et tiltagende underskud. Samtidig skulle den nye station bruges som første led i Egedes plan om at inddæmme grønlænderne mellem flere danske kolonier.

Men allerede det følgende år blev stationen opgivet på grund af proviantmangel, og få uger efter blev den brændt ned af hollænderne, der med god ret betragtede den som en trussel mod deres hvalfangst. Det handlede om magt, penge og naturressourcer, men grundlæggende også om, hvilken europæisk stat der bestemte i Grønland.

Danskerne var ikke stærke nok til at fordrive hollænderne, og grønlænderne havde ikke meget tilovers for, hvad de betragtede som danskernes storagtige ambitioner. Grønlændernes stilling var klar: Danskerne var fåtallige, den danske hvalfangsts succes var begrænset, og de danske handelsvarer var i grønlændernes øjne værdiløse. Og nu var danskerne ovenikøbet blevet tvunget tilbage til Håbets Ø af truende sult og hollandsk sabotage.

Der var derfor ingen grund til at lade sig afskrække af Egedes planer og trusler.

Bernhard Grodtschilling:: Portræt af Poq og Qiperoq, 1724. Nationalmuseet

SKULLE KOLONIPROJEKTET LYKKES, måtte andre og mere listige metoder i spil. En løsning blev at så splid imellem grønlænderne og deres åndemanere. Det virkede. I takt med at sprogkoden blev knækket, begyndte åndemanerne således at modarbejde Egede. Åndemanerne var en magtfuld gruppe kvinder og mænd, der formidlede kontakt mellem den fysiske og den åndelige verden. Derudover arbejdede de som medicinkyndige, når ulykke eller sygdom forstyrrede samfundet. I kraft af deres ikkekristne virksomhed stod de i vejen for Egedes koloni- og missionspolitik.

Egedes mission udgjorde på den anden side en trussel mod deres position og monopol på at fortolke verden og ånderiget. Han indså, at han måtte udmanøvrere åndemanerne, hvis hans budskaber skulle vinde gehør.

Dårlig hvalfangst og utilstrækkelig handel med grønlænderne medførte dog, at Bergenskompagniet gik konkurs i 1727.

Hans Egedes arbejde blev nu på alle måder endnu mere besværligt og usikkert.

Frederik 4. (1670-1730) overtog resterne af Bergenskompagniet, og i 1728 besluttede han at flytte kolonien fra Håbets Ø og længere ind i det tilstødende fjordsystem.

KORT TID EFTER BLEV GODTHÅB (Nuuk) anlagt, og der blev endda givet ordre til at genopføre Nipisat. I denne omgang blev Nipisat opført som en blanding af en hvalfangststation og en kaserne – ca. 30 soldater fulgte med til at beskytte stedet.

Men blot tre år senere besluttede den nye kong Christian 6. (1699-1746) at standse kolonisationen, med henvisning til at det var for dyrt.

Da danskerne for anden gang forlod Nipisat, sørgede hollænderne igen for, at stedets bygninger brændte ned. Hans Egede og nogle andre kolonister blev tilbage i Godthåb. Egede gav ikke op.

ÅNDEMANDERNE FORSØGTE AT UDNYTTE den kaotiske situation til at underminere danskerne. En åndemaner tog f.eks. æren for en række sygdomme og dødsfald, der havde plaget Godthåb i vinteren 1728-29.

Hans Egede, der efterhånden var blevet dygtig til grønlandsk, afviste åndemanerens »hekseri«, og i stedet for at »prygle dem flittigt« fremlagde han sit syn på sagen. Åndemanerens »hekseri kunne ikke skade os«, fordi han umuligt besad de evner, som han påstod at have. Han holdt derimod alle grønlænderne for nar med sit lumske »abespil«, forklarede Egede.

Samtidig begyndte han at håne dem, der troede på åndemanerne. Egede havde efterhånden knækket sprog- og kulturkoden, og nu kunne man ikke længere håne ham for hans dårlige grønlandske. Nu kunne han debattere på grønlændernes præmisser.

For de fleste grønlændere var det imidlertid ikke nok, at en fremmed sagde, at åndemanerne tog fejl. De ville have konkrete beviser, og mens Hans Egede hverken kunne tilkalde Gud eller Djævlen, kunne åndemanerne fremmane deres hjælpeånder under stor ståhej.

Samtidig kunne kongen ikke forventes at beskytte kolonisterne, måske heller ikke grønlænderne på sigt, når hollænderne uden modstand f.eks. et par gange fik mulighed for at brænde Nipisat af. Egedes gamle vision om, at grønlænderne skulle anerkende kristendommen, kongens myndighed og hans lokale lederskab, krævede mere end gebrokne ord og storladent pral.

Blandt andet derfor skulle grønlændernes tillid til deres åndemanere undermineres og ødelægges.

Illustration: Det Kongelige Bibliotek

TRADITIONELT TILHØRTE SYGDOMSBEKÆMPELSE åndemanernes hovedopgaver, og selv om patienterne vel sjældent blev direkte helbredt, var det før europæernes ankomst den eneste behandlingsmulighed. I bestræbelserne på at vinde grønlændernes tillid forsøgte Hans Egede sammen med sønnerne Niels og Poul at give åndemanerne konkurrence. Én løsning blev at uddele alkohol til syge grønlændere.

»Man kan ellers kun sjældent«, havde Hans Egede bemærket i 1722, »få dem til at prøve noget af vores drik«.

Årsagen var, at grønlændere havde set danske matroser drikke sig fulde og blive ’gale’, så det skulle de ikke nyde noget af. 15 år senere var meget i opbrud. Måske kunne danskerne vinde gehør i den brede befolkning, hvis de mirakuløst var i stand til at helbrede folk, der lå på deres yderste? Derfor blev dansk alkohol præsenteret som en sidste udvej, når åndemaneren opgav den syge. Som medicin.

Som håbets købmand var missionæren Hans Egede ikke bleg for at falbyde nye varer. Og miraklet indtraf.

I midten af 1730’erne blev en dødssyg grønlænder således »til alles forundring« helbredt, umiddelbart efter at han havde drukket lidt alkohol. Måske var galmandsvandet ikke så slemt?

DEN HELBREDTE FORSIKEREDE DANSKERNE OM, at han »var nu bleven så stor en hader af heksemestrene«, at han ville gøre alt for at bekæmpe dem, og historien om mandens mirakuløse helbredelse spredtes langs kysten lige så hurtigt, som kajakkerne og konebådene kom frem. Egede, som havde haft så svært ved at få tag i grønlænderne, var tilsyneladende ved at få en smule vind i sejlene.

Åndemanernes monopol var ved at blive brudt. I de følgende år efterspurgte flere grønlændere danskernes alkoholdrikke som mirakelmidler til at helbrede sygdom, ophæve åndemanernes trolddom og hjælpe kvinder med at føde børn.

Det skabte efterspørgsel. Fra 1750’erne og frem fandt kolonimagten sig nødsaget til at indføre flere alkoholforbud, der med større eller mindre held blev opretholdt helt frem til 1955.

Ingen bekymrede sig om alkoholforbud i 1730’erne. Specielt ikke når alkoholiske drikke var almindelige at indtage for samtidens danskere, og når de tydeligvis bidrog til at fremme koloniprojektet.

GRØNLÆNDERNES TILLID TIL OG VELVILJE over for danskerne blev efterhånden øget blandt andet altså ved hjælp af den danske ’medicin’. Sprækker ind til grønlændernes verden begyndte at vise sig.

Sideløbende blev hollænderne tvunget i defensiven. I 1734 overtog den nordjyske storkøbmand Jacob Severin (1691-1753) handelsmonopolet fra kongen. Han besluttede at bibeholde Godthåb, samtidig med at han valgte at anlægge Christianshåb (Qasigiannguit) ud til Diskobugten, hvor meget af hollændernes hvalfangst foregik.

Lidt nord for Christianshåb blev Jakobshavn anlagt i 1739, efter at danskerne kort tid forinden havde vundet en sejr over hollænderne i et søslag i Diskobugten.

Hans Egede kom imidlertid ikke til at se frugterne af sit hårde arbejde ved selvsyn. Selv om han forblev interesseret i grønlandske forhold til det sidste, rejste han 1736 efter hustruens død tilbage til Danmark. Imens var den dansk-norske tilstedeværelse i Grønland godt på vej til at blive konsolideret.