0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stauning poserer for kameraet med kaptajnen på ’Disko’ og finansminister Bramsnæs, inden turen gik mod det høje nord og Grønland-Danmarks eneste koloni.

Grønland: »Da følte jeg Baandet, som aldrig maa brydes«

Grønland var en dansk koloni. Det står klart, når man gransker statsminister Thorvald Staunings tanker om sin grønlandsrejse i 1930.

Politiken Historie

Lyt til artiklen: »Da følte jeg Baandet, som aldrig maa brydes«
Lyt til artiklen: »Da følte jeg Baandet, som aldrig maa brydes«

Henter…

Den 10. august 1930 lå Den Kongelige Grønlandske Handels skib ’Disko’ klar til afsejling fra København. Det var skibets tredje rejse dette år, og lastrummet var som sædvanlig fyldt med varer og andet gods til handel og drift af kolonilandet Grønland. Imidlertid afslørede tilstedeværelsen af en større menneskemængde på kajen, at ’Disko’ også havde en opsigtsvækkende passager om bord.

Da fløjten lød, og maskinen satte i gang, var det ingen ringere end Thorvald Stauning (1873-1942), der som den første danske statsminister stævnede ud på en rejse til Grønland.

Da Stauning i 1929 blev statsminister for anden gang, havde han længe haft opmærksomheden rettet mod Grønland. Som ordfører og udvalgsmedlem havde han i en længere årrække beskæftiget sig direkte med alle love vedrørende Grønland, og under Danmark og Norges uenighed om suveræniteten over Østgrønland var han i 1920’erne med til at forhandle på Danmarks vegne. Foruden at være statsminister indtog Stauning posten som minister for søfart og fiske ri, og her var Grønland en del af ressortområdet.

Ints Kalnins/Reuters
Foto: Ints Kalnins/Reuters

Den nyvalgte statsminister Mette Frederiksen (S) kom hurtigt i karambolage med Trump over Grønland. Skal hun udtænke en ny strategi for Rigsfællesskabet?

Det var altså også som minister for Grønland, at Stauning om bord på ’Disko’ passerede Skagen klokken 3 om morgenen den følgende dag og 11 dage senere kom til Julianehåb (Qaqortoq) i det sydlige Grønland. Som Stauning selv formulerede det, havde han dermed taget »den lange rejse til Polarlandet, til Danmarks eneste Koloni«.

I ’Min Grønlandsfærd’ skildrede Stauning sine oplevelserne i landet, hvor »et lille Eskimofolk nu i Aarhundreder har levet under det lille Danmarks Varetægt og Beskyttelse«. I bogen kan man følge turen, som gik fra Syd- til Nordgrønland med besøg i blandt andet Holsteinsborg (Sisimiut) og Jakobshavn (Ilulissat). Her fik Stauning blandt andet lejlighed til at se nordboernes gamle ruiner, kryolitbruddet ved Ivigtut, Færingehavn, som færøske fiskere brugte, og kulminebyen Qullissat. Vi får et tværsnit af Grønland i 1930, hvor omstillingen fra sælfangst til fiskeri var undervejs, og hvor en begyndende industrialisering enkelte steder satte sit præg.

Bogen er interessant som rejseskildring, men endnu mere spændende er den, fordi statsministeren Stauning – den store landsfader – ganske udførligt beskriver det danske engagement i Grønland.

Statsministerens skildring afspejler tidens terminologi og forståelse af forholdene: De grønlandske byer var kolonier med omgivende kolonidistrikter, og tilsammen udgjorde Grønland et koloniland. Man fornemmer tydeligt, at Danmarks suverænitet over hele Grønland var udfordret af Norge, hvis aktiviteter på østkysten i stigende grad underminerede den danske autoritet, indtil den territoriale strid blev afgjort til Danmarks fordel ved domstolen i Haag i 1933.

Staunings grønlandsbesøg udfoldede sig under indtryk af det spændte forhold til Norge, men også i lyset af tidens voksende selvstændighedsbevægelse på Færøerne. Skildringen tjente dermed i høj grad til at synliggøre de tætte relationer mellem Danmark og Grønland.

Naina Helén Jåma
Foto: Naina Helén Jåma

Grønlands landsstyreformand Kim Kielsen (Siumut) øjner muligheder i den globale opmærksomhed omkring Grønland. Men er det i Grønlands interesse med øget amerikansk tilstedeværelse?

Det markeres også tydeligt i bogen, at Grønland efter salget af Dansk Vestindien til USA i 1917 var Danmarks eneste koloni. I samme periode fremstillede det officielle Danmark ivrigt Grønland på internationale koloniudstillinger og fik dermed del i den anseelse, som det i første del af 1900-tallet gav at være en moderne vestlig (koloni-)magt.

Ved åbningen af koloniudstillingen i Rom i 1931 kunne man eksempelvis se direktøren for Grønlands Styrelse Jens Daugaard-Jensen (1871-1938) optræde ved siden af gesandt Helge Wamberg (1888-1959). Det danske bidrag til koloniudstillingen viste i montrer med artefakter og tableauer Grønland frem, og over et kæmpestort grønlandskort på endevæggen hang teksten ’Groenlandia. Colonia della Danimarca’ – altså: ’Grønland. Danmarks koloni’.

Der var altså intet opsigtsvækkende ved, at Stauning fremhævede Grønlands status som dansk koloni.

Staunings beskrivelse af koloniprojektet i Grønland var også tidstypisk. Han beskrev ikke et af de brutale og undertrykkende regimer, som samtiden var rig så på på. Men hans forståelse af rollefordelingen mellem de koloniserende danskere og de koloniserede grønlændere var typisk for et koloniforhold. I Staunings optik var grønlænderne »primitive, stemningsrige Folk«, som danskerne havde ansvaret for at føre frem i udvikling.

Stauning konkluderede: »Jeg havde nu set, hvorledes det System, der har været grundlæggende for dansk Styre i Grønland, var anvendt til Værn og Beskyttelse for det grønlandske Folk, og jeg følte mig overbevist om, at dette System har sikret Befolkningen Livet og Muligheden for en Udvikling, der fører Naturfolket frem til vort eget Folks højere Kultur og større Glæde ved Livet«.

I bund og grund er det en stor ejendomshandel – Grønland koster Danmark 700 millioner dollars om året

Staunings konklusion er sigende, fordi den på samme tid afspejler følelser for grønlændernes skæbne og en alfaderlig holdning til det ’primitive naturfolk’. Den vidner således om en dansk kolonialisme, som i lang tid var baseret på dyrkelse af sælfangerkulturen. Den administrative linje var præget af skepsis over for indgriben i grønlændernes levevis, idet myndighederne var nervøse for at svække den sælfangst, der var grundlaget for handel i Grønland.

Ulempen ved den strategi var en ulige magtfordeling mellem europæere og grønlændere og en vedholdende skelnen mellem disse grupper, der kom til at fastfryse og begrænse handlerummet for grønlændere, på områder som sprog, uddannelse, økonomi, retsstilling og politik.

I de passager af bogen, der omhandler besøget ved den nordligst beliggende koloni, Upernivik (Upernavik), formidler Stauning sin bevægelse over grønlændernes hengivenhed: »da Grønlænderen Hans Hansen i sin Tale krævede mere Dansk og vidnede om Grønlændernes Kærlighed til det Land, der værnede og beskyttede det lille Folk igennem Aarhundreder, da følte jeg Baandet, som aldrig maa brydes«.

Jonathan Ernst/Reuters
Foto: Jonathan Ernst/Reuters

Donald Trump har set sig lun på Grønland - men hans interesse har resulteret i et historisk lavpunkt i det dansk- amerikanske forhold.

Stauning var klar over Danmarks begrænsede evne til at forsvare Grønland. Eksempelvis skrev han, med skræmmende aktualitet, at det måske var »Landets forholdsvis ringe Værdi, der har sikret Danmark denne Besiddelse igennem saa lang Tid«.

At Grønland ikke længere har en ’ringe værdi’, blev for nylig klart for den danske offentlighed, da USA’s præsident, Donald Trump (1946-), uden smålig skelen til den grønlandske befolknings ret til selvbestemmelse ville købe Grønland. Den amerikanske præsidents interesse er opstået i en tid, hvor et varmere klima kan skabe nye muligheder for at udnytte ressourcer i Arktis, og hvor den geopolitiske situation øger Grønlands militærstrategiske betydning. Interessen for Grønland er eksploderet.

Samtidig er samhørigheden i rigsfællesskabet udfordret. I Grønland og på Færøerne har selvstændighedstanken tag i såvel politikere som befolkninger.

Der er noget underligt aktuelt over Staunings skildring af rejsen i Grønland. Grønlandsfærden handlede nemlig i høj grad om at bekræfte forbindelsen mellem Danmark og Grønland. På samme måde kan vi opfatte Mette Frederiksens linje i forhold til Grønland og hendes nylige besøg i Nuuk. Frederiksen har med sine afbalancerede udmeldinger vist sig anerkendende over for at forholde sig til Grønlands fortidige status som Danmarks koloni og imødekommet det grønlandske ønske om at spille en større rolle i udenrigspolitikken. Hvis rigsfællesskabet skal bevares – og det kan der i lyset af Trumps udmelding være gode grunde til – er det klogt af Danmarks statsminister.

Den lyttende og anerkendende tilgang til såvel fortid som nutid fremstår som Danmarks eneste mulighed for at bevare det bånd, som ifølge Stauning »aldrig maa brydes«.

Annonce