Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Claus Nørregaard
Tegning: Claus Nørregaard

Det huede ikke islændingene, at Christian 10. i 1920 ankom til øen i sin danske livgarderuniform.

Det er sket før: Island forlod rigsfællesskabet

Island var længe en uadskillelig del af det danske kongerige, men ’de små ting’ fik Island og Danmark til at glide fra hinanden. På grund af fodfejl, misforståelser og arrogance kappede islændingene i sidste ende fortøjningerne.

Politiken Historie
FOR ABONNENTER

I 1874 fejrede Island tusindåret for den første skandinaviske bosættelse på øen. Samme år aflagde Christian 9. (1818-1906) officielt besøg. Han var den første danske konge, der gæstede Island, og det skulle markeres. Foruden at han deltog i festlighederne, benyttede Christian 9. anledningen til at markere Islands nye forfatning.

Tidsskriftet Illustreret Tidende konstaterede, at den islandske forfatningskamp var afsluttet i kraft af loven af 5. januar 1874.

»Ved denne lov er Altinget kommet i besiddelse af al den myndighed, der kan tilstås det, såfremt Island skal vedblive at være en del af riget«. Kongebesøget blev et sandt triumftog, men snart begyndte de små ting at gnave og øge islændingenes irritation over danskerne.

Den islandske vej mod selvstændighed var lang og snørklet. Hver gang islændingene stillede krav, føjede den danske regering sig i håb om at bevare rigsfællesskabet. Undervejs i det lange forløb anbefalede den danske jurist Knud Berlin (1864-1954) gang på gang, at politikerne stod fast. Danmark måtte ikke give efter, for hvis Island først begyndte at stræbe efter selvstændighed, ville resultatet blive »Islands fuldstændige løsrivelse fra Danmark«.

I 1952 udgav Knud Berlin en erindringsbog om sit lange liv i statens tjeneste, hvori et kapitel omhandler Islands forhold til Danmark. Berlin betragtede det islandske spørgsmål som sit livs store kærlighed. »Desværre skulle det arte sig således, at jeg i lange tider mere udholdende end nogen anden dansk mand måtte gå Islands selvstændighedsstræben imod, den, der i 1944 er resulteret i, at Island ensidigt ophævede forbindelsen med Danmark og erklærede sig for republik. Som følge deraf blev jeg i lange tider på Island opfattet som islandsfjendtlig, endog til tider lagt for had som Islands hovedfjende. Min kærlighed til Island blev da for så vidt nærmest en ulykkelig kærlighed«.

Berlin ønskede at bevare rigsfællesskabet. Hjemmestyreordningen, som var trådt i kraft i 1904, sikrede, at Island var en del af det danske rige. Fremover fik islandsministeren hovedsæde i Reykjavik og udformede Islands politik i samarbejde med Altinget, men hjemmestyrets første minister, Hannes Hafstein (1861-1922), måtte dog rejse til København og forelægge vigtige regeringssager for statsrådet og kongen. Det varede ikke længe, før islændingene var utilfredse med ordningen. Ifølge Berlin begyndte de igen at klage over »ret uvæsentlige ting«.

Læs resten af artiklen ved at blive abonnent på Politiken Historie

Køb abonnement