Den udemokratiske grundlov

Denne udgave af Politiken Historie tager livtag med en sejlivet myte i den nationale selvforståelse: at Danmark i 1848-49 på fredelig vis og med opbakning fra et enigt folk erstattede enevælde med folkestyre; at vores land med ét blev et demokrati.

Overgangen var nemlig hverken hurtig eller fredelig. Den varede mange årtier og var præget af politisk uro og voldelige sammenstød, og de blodige slagmarker, som kendetegnede de to slesvigske krige, er også en del af historien om transitionen fra enevældig helstat til demokratisk nationalstat.

De fleste vil nok være enige i, at grundloven i 1849, som gav blot omtrent 15 procent af danskerne politisk medindflydelse, ikke gjorde Danmark til et fuldt udviklet demokrati.

Men i temaets åbningsartikel bringer skribenten René Karpantschof denne anke et skridt videre. Han ser grundloven af 1849 som et decideret værn mod et ægte demokratisk samfund med deltagelse af de bredere samfundslag.

Vi sætter også fokus på de samfundskræfter, der i årene efter grundlovens indførelse kæmpede for indflydelse. Dem, der i 1848 ønskede at give langt flere borgere politiske rettigheder, kvindernes lange vej til optagelse i det demokratiske fællesskab og Folketingets bitre magtkampe mod kongen og Landstinget.

Artiklerne nuancerer blikket på udviklingen af det danske folkestyre. Danmark blev nemlig ikke med et trylleslag og i fredelig overensstemmelse mellem konge og folk det demokrati, vi kender i dag. Vejen var lang og ujævn, og flertallet var længe udelukket fra folkestyret.

Foruden temaet om grundloven byder vi blandt andet på den fascinerende historie om en af modstandskampens oversete kvinder og om Tyrkiets historiske balancegang mellem Vesten og Rusland. En balancegang, der efter invasionen af Ukraine er blevet udfordret.

Tegn abonnement