500 års russisk imperialisme

Det tog landene i Vesteuropa flere hundrede år at erkende, at fred nu engang er bedre end krig, og at sikkerhed og velstand er at foretrække frem for storhed og lidelse. Igen og igen blev kontinentet sølet til i blod for at flytte grænser, indtil de to ødelæggende verdenskrige i det 20. århundrede gjorde os klogere, og vi begyndte at samarbejde frem for at bekrige hinanden.

I Rusland har man ganske tydeligt endnu ikke lært lektien. Her drømmer man om med vold at genetablere tsarernes gamle imperium og igen vinde kontrol over de gamle sovjetrepublikker. Efter passivt og forbavset at have set til, mens krigen i Georgien foregik i 2008, ved annekteringen af Krim i 2014 og de senere års ulmende krig i det østlige Ukraine, har Vesten i 2022 endelig forstået, at Rusland er et land, hvor man lever i en anden tid, end vi andre gør. En tid, hvor nationerne befinder sig i en evig kamp for overlevelse. Måtte de snart komme over det.

I denne udgave af Politiken Historie ser vi på temasiderne nærmere på den russiske imperialisme og fokuserer naturligvis særligt på dens betydning for Ukraine – et land, som den ene gang efter den anden har kæmpet for at slippe ud af Kremls kløer og nu gør det igen.

Den kamp udspiller sig også i udlægningen af fortiden. Her på Politiken Historie har vi allerede flere gange skildret Putins mildt sagt problematiske tilgang til sit lands historie, og det har efter den russiske invasion af Ukraine affødt en debat om også vores forståelse af Østeuropas historie. For har den russiske fortælling smittet af på vores? Det har den nok, og det råder vi bod på denne gang.

Læs også om de danske kanonkvinder, der omkring 1900 kastede sig ind i forsvarssagen, om SAS’ storhed og fald og om 1400-tallets kinesiske ekspeditioner, der kunne have ændret historiens gang.

Tegn abonnement