Valdemar den Store uden rød-hvide farver

Den danske middelalder er smykket med stærke rød-hvide farver, og den fælles fortælling om perioden fra 1000-tallet frem til reformationen i 1500-tallet bærer tydeligt præg af at være blevet formuleret i 1800-tallet. Dette århundrede var den nationale vækkelses tid, og netop i de år gjorde historikerne en stor indsats for at granske de kilder til den danske middelalder, der kunne belyse en særlig dansk nationalkarakter.

Derfor er en konge som Valdemar den Store (1131-1182), der centraliserede magten i Danmark, blevet skildret som en ægte nationalhelt – og det endda årtier før Dannebrog (vistnok) faldt ned fra himlen. Men denne opfattelse kunne nok trænge til en nuancering.

I den sidste halvdel af 1100-tallet var det i lige så høj grad kirken med ærkebiskop Eskil i spidsen, der kæmpede for at give de nordiske riger selvbestemmelse, ikke ud fra nationale årsager, men fordi kirkens uafhængighed skulle sikres. Valdemar den Store støttede sig til gengæld til udenlandske allierede og underkastede sig den tysk-romerske kejser for at sikre sin plads på tronen. De omstændigheder er gennem årene blevet overset, fordi de passede dårligt ind i synet på den danske kongerække og i den danske selvforståelse generelt.

Nu bringer vi orden i sagerne, og i denne udgave af Politiken Historie vrister vi Valdemar den Store fri af nationalromantikken og sætter kongen og hans tid i international kontekst. Vi kommer rundt om de mange alliancer, forbindelsen til Kyiv-riget, tidens kulturelle strømninger og den romerskkatolske kirkes fremtrædende rolle.

Denne gang byder vi desuden blandt andet på beskrivelsen af det fascistiske Italiens omklamring af fodbolden i 1938 og på den interessante kulturhistorie om noget så banalt som flyverdragten, og så fortæller vi den dramatiske historie om nytårschampagnens vej fra obskur problemvin til verdens-brand.

Tegn abonnement