0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Jublende berlinere på toppen af Muren ved Brandenburger Tor 9. november 1989. Det begyndte som en misforståelse og kunne være endt blodigt.

Kontrafaktisk: Det berlinske blodbad, som udeblev

For 30 år siden faldt Berlinmuren, og byens borgere kunne færdes frit efter en generations indespærring. Det kunne dog nemt være endt i en massakre som på Den Himmelske Freds Plads et halvt år forinden. Heller ikke i Berlin er det sandsynligt, at Vesten ville gribe ind.

Kontrafaktisk
FOR ABONNENTER

Forandringens vinde blæste gennem Berlins gader i efteråret 1989. Østtysklands mangeårige leder Erich Honecker (1912-94) var i oktober blevet afsat og erstattet af Egon Krenz (1937-) som generalsekretær for Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED), men da var det alt for sent at reformere den skrantende østtyske økonomi.

Honecker havde selv tilbage i 1961 stået for opførelsen af Berlinmuren, som skulle forhindre indbyggerne i at forlade landet, men på trods af massiv overvågning, svært bevæbnede grænsevagter og nultolerance over for flugtforsøg var det i slutningen af 1980’erne stadig mere end vanskeligt for det østtyske regime at holde på sine borgere.

Især efter den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjovs (1931-) indførelse af glasnost (åbenhed) og perestrojka (reformer) havde utilfredsheden med manglen på frihed og velstand i Østtyskland bredt sig, og i november 1989 indså styret i Berlin, at noget måtte gøres.

Bliv bagklog

Som abonnent hos Politiken Historie kan du få adgang til hele vores digitale univers.

Læs mere

Annonce