Bornholm befandt sig i en mærkelig situation. Tyskerne var væk, men der var stadig fremmede soldater i gaderne. De danske myndigheder håndterede situationen med største forsigtighed. De mange såkaldte ’russersager’ (typisk sager om vold, voldtægt og tyveri) blev tysset ned og slet ikke omtalt i lokale medier, men det blev dog indskærpet, at bornholmerne skulle passe bedre på deres cykler, og at salg af alkohol til soldater var strengt forbudt.
På alle niveauer fra Statsministeriet over amtmand Paul Christian von Stemann (1891-1966) i Rønne og ned til de enkelte politibetjente på gaden herskede en nervøs og afventende stemning. Man måtte udvise tilbørlig taknemmelighed for, at russerne havde befriet Bornholm, og man måtte tolerere en vis grad af uro med de op til 8.000 soldater på den lille ø. De sovjetiske officerer måtte ikke provokeres eller fornærmes. Tænk nu, hvis de ikke rejste hjem igen.
I Moskva forhandlede den danske gesandt Thomas Døssing (1882-1947) med USSR’s udenrigsminister Vjatjeslav Molotov (1890-1986). Døssing havde været aktiv i modstandsbevægelsen og var blevet udpeget af Frihedsrådet til det frie Danmarks repræsentant i Moskva. Han nærede sympati for Sovjetunionen og sendte rosenrøde beskrivelser af Stalins styre hjem til København, hvilket har fået historikere til at sætte spørgsmålstegn ved, om Døssing egentlig varetog danske interesser i Sovjetunionen eller Stalins interesser i Danmark. Det spørgsmål var særlig relevant i forhold til Bornholm. Hvad ville Stalin egentlig med øen i Østersøen?
Bliv abonnent på Politiken Historie, og få adgang til hele artiklen
Intropris: 29 kr.Allerede abonnent? Log ind her
