Kritikken nævner sjældent den pris, man havde måttet betale for en heltemodig kamp mod Nazityskland i april 1940. Faktum er, at den knap så ærefulde danske samarbejdspolitik skånede landet for mangt og meget, og Danmark blev faktisk det tyskbesatte land, der slap nådigst gennem verdenskrigen. Og da krigen sluttede, blev Danmark trods de godt tre års samarbejde stadig regnet for en allieret nation.
Selv om Danmark 9. april 1940 mødte en stor overmagt, kunne man godt have valgt at gøre modstand i længere tid end de få timer, som kostede 16 danske soldater livet i kampe i Sønderjylland.
Der var udbredt kampvilje i den danske hær, og mange soldater var efterfølgende i chok over politikernes beslutning. Hærens øverstkommanderende, general William Wain Prior, var blandt de tilstedeværende, da beslutningen om at stoppe kampene i Sønderjylland blev taget på Amalienborg tidligt om morgenen 9. april, og som den eneste i forsamlingen ønskede han at fortsætte modstanden.
Så lad os forestille os, at general Prior havde fået sin vilje. At Danmark af nationale og udenrigspolitiske årsager havde givet den hele armen mod den tyske overmagt.
DET FØLGENDE ER SÅLEDES FIKTIVT: Da den tyske ambassadør Cecil von Renthe-Fink kl. 4.30 bankede på døren på P. Munchs hjemmeadresse på Øster Allé i København med et tysk ultimatum til den danske regering, blev der ikke lukket op. Den danske udenrigsminister var (som i virkelighedens verden) ikke hjemme.
Regeringen var allerede samlet på Kastellet for at diskutere den videre strategi med forsvarets chefer.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her