Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
’Den skrækkelige stormflod’ oversvømmer en by i 1634. Begivenheden inspirerede senere tiders kobberstikkere. Her i bogen ’Die Größte Denkwürdigkeiten der Welt’ fra 1683.
Nyhedsbrev - Politiken Historie

Klima og katastrofe

Hvem har skylden?

Nyhedsbrev - Politiken Historie


Kære Politiken Historie-læser


7. februar udkommer årets første udgave af Politiken Historie. Denne gang kredser temaet om det omskiftelige klima, der til alle tider har påvirket mennesket og ikke mindst menneskets syn på sig selv. Det markerer vi samtidig med et livearrangement i Politikens Hus på Rådhuspladsen på torsdag, 7. februar.




Trods os nu, Blanke Hans!


I perioden 1300-1850 var der mere end almindelig koldt i Europa. Som Bo Fritzbøger skriver i sin artikel i næste udgave af Politiken Historie, var vintrene koldere end tidligere med tilfrosne bælter til følge (hvilket i 1658 blev skæbnesvangert for Danmark, da svenskerne vandrede over isen) og korte, våde somre. Med det kolde vejr fulgte også kraftige storme, hvilket var et problem for et land som Danmark med sin umådelig lange kystlinje.


Danskerne boede i høj grad ved vandet. Her kunne man både dyrke landbrug og fiskeri og få fingre i kostbart vraggods fra skibbrudne. Det betød dog også, at man igennem en fælles indsats måtte bygge diger for at holde det oprørske hav på afstand. Med digerne steg selvsikkerheden og en bonde udbrød overmodigt efter færdiggørelsen af et dige: »Trods os nu, Blanke Hans!«. Sådan betegnede man dengang havet.


Men hovmod står for fald, og Blanke Hans trodsede i den grad digerne. I 1634 gik det helt galt, da en usædvanlig voldsom storm 12. oktober pludselig ramte vadehavsområdet ved højvande. Det afstedkom en katastrofal oversvømmelse, hvor 10-15.000 druknede på en enkelt nat. Den hollandske ingeniør Jan Adriaanz Leeghwater bevidnede skaderne, der leder tankerne hen på tsunamikatastrofen i Sydøstasien i 2004: »Jeg har været på strandene, hvor jeg har set forfærdelige ting. Et utal af døde kroppe af dyr og mennesker side om side med hustømmer, smadrede vogne og en masse træ, tagrør og skidt og møg«.


Hvem havde så skylden for denne redelighed? Storbonden Peder Sax fra Ejdersted var ikke i tvivl: »Guds særlige straf«, skulle bringe menneskene »til bod og vende dem fra deres syndige liv og vandel«, mente han. Dog var Vadehavsindbyggerne også klar over, at Vorherre ikke sådan byggede havdigerne personligt. »Den, der ikke vil dige, må vige«, sagde man. Tro på Gud gjorde det ikke alene. Hårdt arbejde skulle der også til for at undgå en lignende katastrofe.


Stormfloden i 1634 er kun én blandt mange i Vadehavet, men hører så absolut til blandt de værste. Naturkatastroferne havde i det hele taget stor indflydelse på menneskets selvopfattelse og forhold til religion og videnskab. Som årene skred frem, fik man et mere skeptisk forhold til Guds indgriben i naturen. Dette var tilfældet, da et ødelæggende jordskælv i 1755 ramte Lissabon. Efter de indledende konklusioner om Guds straf, begyndte forskellige røster så småt at argumentere for, at katastrofen måske skulle forstås videnskabeligt snarere end religiøst. Det handlede ikke længere om Guds straf, men nærmere naturens luner. Med 1800-tallets industrialisering og følgende forurening blev menneskets indflydelse på naturen pludselig tydelig, som Louise Skyggebjerg skriver i sin artikel, som du kan læse her.


Spørgsmålet er så, i hvilket omfang mennesket kan forebygge den lurende katastrofe. Det er ikke let at svare på, så i lyset af denne problemstilling tager vi i den kommende udgave af Politiken Historie fat på menneskets historiske forhold til skyld og ansvar overfor natur og klima.




Det skal du opleve


Det er ikke nogen ringe filmsæson for historieinteresserede danskere. Michael Noers aktuelle Før frostenmed Jesper Christensen i hovedrollen skildrer et ludfattigt Danmark omkring 1850, hvor en fattig bondefamilie går igennem mangt og meget i kampen for overlevelse og social opstigning. Lad os bare sige, at filmen ligger langt fra Guldalderens romantiske skildringer af det 19. århundrede.


Se også Yorgos Lanthimosstjernebesatte komediedramaThe Favourite om beskidte intriger ved den britiske dronning Annes (enke efter danske prins Jørgen) hof i begyndelsen af 1700-tallet. Filmen er en feministisk skildring af et hofliv, hvor magt og luksus på slottet med et vink kan blive byttet ud med et liv i rendestenen eller en seng på bordellet. Olivia Colman, Emma Stone og Raschel Weisz giver den hele armen, og udstyrsstykket er nomineret til intet mindre end 10 Oscars.


I anledning af 100-året for afslutningen på 1. Verdenskrig har Ringenes Herre-instruktøren Peter Jackson skabt dokumentaren Theyshall not grow old. I filmen bringes de gamle sort-hvide stumfilm fra skyttegravene ved fronten til live med både farve og lyd – og gør en fjern konflikt levende for os i dag. Med god grund - 1. verdenskrigs vidtrækkende konsekvenser påvirker os stadig i dag. Filmen kan ses i en uges tid i slutningen af februar og begyndelsen af marts i biografer landet over. Vi har allerede købt billet.




Slutreplik

Ok, i sidste måneds nyhedsbrev gav vi et lille svirp til Brexit og havde derfor forsvoret at holde os fra emnet i denne gang. Men altså, se nu lige dette klip fra den britiske tv-serie ‘Javel, hr. minister’. De er skøre de anglere!


På vegne af redaktionen