Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Benoit Tessier/Ritzau Scanpix
Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix
Spiret på Notre Dame i flammer. En overgang så det ud til, at hele bygningen ville kollapse.
Nyhedsbrev - Politiken Historie

Klokkerne ringer for Notre Dame

Men de hænger endnu

Nyhedsbrev - Politiken Historie

Kære Politiken Historie-læser


Der er stadig godt en måned til næste udgave af Politiken Historie udkommer med et tema om høflighed og god opførsel gennem tiderne. Men det betyder ikke, at vi ligger på den lade side herinde på redaktionen. I dit podcastfeed eller her finder du de nyeste afsnit af vores serie om antikkens Rom. Derudover kan vi godt love, at flere podcastserier er på vej i 2019!




Notre Dame brænder!


Ordene fik det til at løbe os koldt ned ad ryggen. Overalt i verden vidste man straks, at der var tale om Paris’ gamle gotiske middelalderkatedral, bare man nævnte de franske ord for ‘Vor Frue’, altså jomfru Maria, Jesu mor.


Så stærk er katedralens kulturelle gennemslagskraft, og præcis derfor var reaktionen også så voldsom, da kirken brød i brand om aftenen mandag 15. april 2019. Bygningen, der har været vidne til både den franske revolution, Napoleons kejserkroning og overlevet to verdenskrige, var i fare for at blive totalt ødelagt. Den ultimative katastrofe udeblev dog, og da morgenen gryede, stod kirkens to ikoniske tårne og ydermurene stadig. Det oprindelige rosevinduer fra middelalderen havde endda overlevet branden.


Men den mere end 800 år gamle bygning var stadig noget maltrakteret. Det 30 meter høje spir var braset sammen og stort set hele taget gået op i flammer – en tagkonstruktion, der vel og mærke stammede helt tilbage fra kirkens opførelse. Notre Dame er kun en af mange franske gotiske katedraler, men hørte før branden til blandt de mest velbevarede. De franske kongers gamle kroningskatedral i Reims blev eksempelvis godt hærget under Første Verdenskrig.


Straks væltede pengene ind. Knap var branden slukket, før mere end en milliard kroner var blevet doneret til kirkens genopbygning. Med rette spurgte nødhjælpsorganisationer: Hvor er den slags penge henne, når fattigdom og sult truer rundt om i verden? Det kan umiddelbart forekomme svært at svare på. For et menneskeliv må jo i sagens natur altid være mere værd end en bygning, uanset hvor ikonisk den måtte være.


Men det kan måske lette den dårlige samvittighed, at en ikonisk bygning netop ikke bare er en bygning. Og slet ikke Notre Dame.


Den går langt ud over vores egen tid. Notre Dame stod på Île de la Cité før os, og det gør den forhåbentlig også efter os. Derfor ramte branden så hårdt. Det var vores opgave at passe på den til de fremtidige generationer. Notre Dame er både Paris’ katolske domkirke, nationalt vartegn for Frankrig, symbol på europæisk kultur og et stykke arkitektonisk verdensarv.


Notre Dame er ikke bare sten, træ og farvet glas. Notre Dame repræsenterer hele menneskeheden i fortidig, nutidig og fremtidig forstand.




Det skal du opleve


Med tanke på Notre Dames brand kan du jo passende slå vejen forbi et af Danmarks svar på Frankrigs middelalderkatedraler, nemlig Roskilde Domkirke. Roskilde Domkirke var i 1968 udsat for en brand, der på mange måder minder om Notre Dames. Under et renoveringsarbejde gik der ild i det middelalderlige Margretespir og først efter mange års arbejde, var kirken atter hel igen. De ser solide ud, men de middelalderlige mesterværker kan hurtigt forsvinde, hvis ikke man er varsom.


Et monument, man kun kan begræde overhovedet eksisterer, er nazisternes dødslejr Auschwitz-Birkenau. Et skændigt monument over menneskelige forbrydelser så ufattelige, at selv Dantes helvede forekommer at være selve himlen. Der er netop kommet et mammutværk på dansk om rædselslejren af Peter Langwithz. Selvom ‘Dødens bolig – Auschwitz-Birkenau’ godt nok ikke er munter læsning, er det stadigvæk vigtigt at forholde sig til Holocaust.


Det har lige været 1. maj og især arbejdsdagen på 8 timer en af arbejderbevægelsens vigtigste sejre. I dag (5. maj) åbner en ny udstilling på Arbejdermuseet med tredelingen af hverdagen i ‘8 timers arbejde – 8 timers hvile – 8 timers frihed’.




Slutreplikken


2. maj var det 500 år siden, at Leonarda da Vinci døde. Det er lidt tid siden, men geniet huskes stadig for sine geniale kunstværker og ufattelige opfindsomhed. Udover at tilhøre flokken af verdenshistoriens store énere, er han dog også centrum for en ret hidsig konflikt. Nemlig mellem de to store kulturlande Italien og Frankrig.


»Leonardo er italiensk. Han døde bare i Frankrig«, hvæsede Italiens kulturminister Lucia Borgonzoni for nylig. Italienerne fandt at de gæve gallere stjal opmærksomheden omkring fejringen fra Leonardos fødeland. Dejligt at kultur stadig spiller en vigtig rolle syd for Tryggevælde Å. Men man kunne vel godt være de aggressive nationalistiske undertoner foruden.


På vegne af redaktionen,