Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Bruun Rasmussen
Foto: Bruun Rasmussen
C.W. Eckersberg. ’Udsigt gennem en dør til løbende figurer’. 1845.
Nyhedsbrev - Politiken Historie

Guld og grønne skove i Guldalderen

Et idyllisk diktatur

Nyhedsbrev - Politiken Historie

Kære Politiken Historie-læser


Findes der noget bedre end at fornøje sig med vikingernes bedrifter? Næppe. En af Danmarks førende vikingeeksperter arkæologen Jeanette Varberg har netop udgivet sin nye bog ‘Viking - Ran, ild og sværd’ på Gyldendal. I den forlænger Varberg forlænger vikingetiden betragteligt og placerer dens rødder i folkevandringstiden i 4-500-tallet, hvor Europa var udsat for store religiøse og sociale forandringer.


Kom og hør Jeanette Varberg tale om sin nye bog på torsdag 5. september i Politikens Hus.




Guldalderen


Der har været en hel del guldaldre gennem tiden. De gamle grækere havde en, og romerne kunne selvfølgelig heller ikke undvære en gylden forhistorie. Siden da har det været kutyme, at ethvert folk med respekt for sig selv har haft en guldalder langt tilbage i tiden.


De mytologiske guldaldre er som regel kendetegnet ved et fravær af regler og magthavere. Den slags pjat behøves slet ikke, når harmonien hersker, og samfundet kører af sig selv. Adam og Eva i Edens have er et klassisk eksempel på en sådan guldalder - lige indtil de kom for skade at spise af kundskabens træ.


Den danske guldalder i 1800-tallet kan til gengæld ikke beskyldes for at være en periode, hvor der hverken var regler eller magthavere. Faktisk har der næppe været andre tidspunkter i historien, hvor magthaveren har haft så uindskrænket magt og indflydelse. Den danske guldalder ligger heller ikke særlig langt tilbage i historien.


Og faktisk kan man hævde, at ‘guldalder’ som begreb er en smule misvisende som betegnelse for perioden 1800-50. Men lige så lidt som grækerne 1500 år før Kristi fødsel tænkte, at de levede i en særlig harmonisk tidsalder, lige så lidt var det tilfældet for danskere i første halvdel af 1800-tallet.


Ja, de fleste har såmænd nok været ret utilfredse med den generelle situation: København, landets rige hovedstad, blev brændt af i 1807 mens flåden, statens vigtigste våben, blev stjålet af englænderne. En statsbankerot fulgte i 1813 og Norge blev nuppet af arvefjenden Sverige i 1814. Liberale krav om en fri forfatning blev undertrykt af et tiltagende nervøst enevældigt system og på landet såvel som i byerne var der store sociale problemer. Røverbander huserede i provinsen og i København samt flere andre byer var der flere gange antisemitiske optøjer.


Harmonisk og i et gyldent skær fremstår perioden altså ikke umiddelbart.


Det var først i det 20. århundrede, at man begyndte at tale om en dansk guldalder, og faktisk var det broderfolket på den anden side af sundet, der havde fået øjnene op for perioden.


Og her tænkte de ikke på rigets økonomiske og sociale forfatning, men snarere på de danske kunstnere, hvis navne i dag hører til den kreative kongerække: Eckersberg, Købke, Marstrand og Constantin Hansen. For nu at nævne de mest berømte.


Begrebet guldalder dækker i en dansk sammenhæng altså først og fremmest den kunstneriske periode, der i udlandet går under betegnelsen romantikken. Og selvom denne kunstneriske udtryksform på overfladen forekommer pæn og ordentlig, er kunsten ved nærmere eftersyn fyldt med skyggesider og subtile hentydninger til mere problematiske sider af al idyllen.


Gylden var Guldalderen altså næppe. Den var nærmere lige så voldsom og forvirrende som vores egen tid – hvilket bestemt ikke gør perioden mindre interessant. Så hop da ind på vores hjemmeside politikenhistorie.dk og lyt til Kongerækkens netop afsluttede podcastserie om guldalderen.




Det skal du opleve


5.-22. september åbner historiefestivallen Golden Days. I år er temaet 30-året for Murens Fald i 1989. Kapaciteter fra ind og-udland strømmer til hovedstaden, herunder polakken Lech Walesa. Det fulde program finder du her.


Hos Politiken Historie/Kongerækken er vi såmænd en del af programmet: ’Kongerækken vælter Muren’ afholdes i Balkonfoyeren på Det Kongelige Teater 9. september kl. 17. Her vil vi forsøge at skildre spillet mellem verdenslederne på begge sider af Jerntæppet i de skæbnesvangre dage, og så kan du også stifte bekendtskab med et forvirret amerikansk rockband på turné i Berlin og en ung fodboldspiller fra Rostock, der hoppede af i København i forbindelse med en kamp mod B1903. Det bliver großartig!


Det er gratis, men der er et begrænset antal pladser, så kom i god tid.


I Helsingør sætter de lørdag 14. september fokus på den ældre nordiske litteratur og mytologi. Litteraturkritiker Erik Skyum-Nielsen er vært for et arrangement om Snorre Sturlason og historieskrivning som skønlitteratur, hvor nordmændene Tore Skeie og Thorvald Steen er gæster.


Adressaten ubekendt af Kathrine Kressmann Taylor går for tiden på Det kongelige Teater. Stykker afdækker det uafrystelige dilemma ved totalitære regimers magt over sindene. Hvordan beskytter man sig selv og sine nærmeste uden at gå på kompromis med de mest grundlæggende menneskelige værdier?




Slutreplikken


Trænger du til at få styr hele verdenshistorien siden universets skabelse? Må det kun tage 20 minutter, og skal det helst være rigtigt syret? Led ikke længere, men tjek dette link ud.



På vegne af redaktionen