Politiken Historie #13
Redaktion:
Anders Olling, ansv. chefredaktør
Hans Erik Havsteen, redaktør
Sidste udkald for en splittet nation
Hvor mange gange har du sukket og rystet på hovedet over USA på det sidste? Ville den store nation mod vest ikke blive mere harmonisk og ligetil, hvis den droppede cowboyattituderne og indførte et velfærdssystem a la det danske? Måske.
Men det kommer nok aldrig til at ske, selv om den amerikanske venstrefløj har vind i sejlene. For nok har den amerikanske offentlighed og det politiske liv ramt et uhørt lavpunkt med præsident Donald Trump, og det er i skrivende stund svært at forestille sig USA i rollen som den vestlige verdens leder - men USA vil nun nok blive ved med at være USA.
Volden, dyrkelsen af showmen som Trump og en udbredt afsky for nordeuropæiske velfærdsydelser er en dybtliggende del af amerikansk tradition og historie.
I dette nummers tema går vil tilbage til arnestederne for den amerikanske identitet; frontiermyten, socialistforskrækkelsen og de forfulgte religiøse sekter, der fandt et helle i det forjættede land.
Det hele handler naturligvis om at få det mærkelige kæmpeland til at fremstå en anelse mere forståeligt.
Læs også om 250-året for den danske trykkefrihed, og bliv klogere på en dødsensfarlig filosof i 1200-tallet i Paris, ’Danske-Bo’.
God læselyst.
Med Donald Trump har amerikanerne oplevet et markant brud med retorikken om amerikansk exceptionalisme
Forestillingen om amerikansk exceptionalisme er blevet brugt som argument for amerikansk dominans på den verdenspolitiske scene, men ideen kan også bruges som grund til at isolere sig. Med Donald Trump går USA efter alt at dømme i den sidste retning.
'Det hvide guld' var utilgængeligt for sorte slaver: Og selv den dag i dag er sukker stadig symbol på raceforskelle
Amerikanernes begejstring for søde sager er legendarisk, men historien om ’det hvide guld’ er langtfra sukkersød. For den knytter sig tæt til USA’s mørke fortid som slavenation, hvor den hvide overklasse spiste det sukker, som den sorte slavebefolkning udvandt på sukkerplantagerne.
Kender du heller ikke Boethius? Her er den store danske filosof, du aldrig har hørt om
500 år før Søren Kierkegaard forsøgte ’Danske Bo’ at forene filosofien med religionen. Hans små bøger om videnskab og tro var med til at udløse et voldsomt verbalt slagsmål mellem filosoffer og teologer i 1200-tallets Paris.