Denne udgave af Politiken Historie tager livtag med en sejlivet myte i den nationale selvforståelse: at Danmark i 1848-49 på fredelig vis og med opbakning fra et enigt folk erstattede enevælde med folkestyre; at vores land med ét blev et demokrati.

Overgangen var nemlig hverken hurtig eller fredelig. Den varede mange årtier og var præget af politisk uro og voldelige sammenstød, og de blodige slagmarker, som kendetegnede de to slesvigske krige, er også en del af historien om transitionen fra enevældig helstat til demokratisk nationalstat.

De fleste vil nok være enige i, at grundloven i 1849, som gav blot 15 procent af danskerne politisk medindflydelse, ikke gjorde Danmark til et fuldt udviklet demokrati. Men i temaets åbningsartikel bringer skribenten René Karpantschof denne anke et skridt videre. Han ser grundloven af 1849 som et decideret værn mod et ægte demokratisk samfund med deltagelse af de bredere samfundslag.

Vi sætter også fokus på de samfundskræfter, der i årene efter grundlovens indførelse kæmpede for indflydelse. Dem, der i 1848 ønskede at give langt flere borgere politiske rettigheder, kvindernes lange vej til optagelse i det demokratiske fællesskab og Folketingets bitre magtkampe mod kongen og Landstinget.

Artiklerne skulle gerne nuancere vores blik på udviklingen af det danske folkestyre. Danmark blev ikke med et trylleslag og i fredelig overensstemmelse mellem konge og folk det demokrati, vi kender i dag. Vejen var lang og ujævn.

Foruden artikler om dette tema kan man læse den fascinerende historie om en af modstandskampens oversete kvinder, om Tyrkiets historiske vaklen mellem Vesten og Rusland og antik litteraturforstoppelse. God læselyst.