I 1928 var entertaineren Josephine Bakers vovede optræden i København i nogles øjne en skandale (i andres en kilde til begejstring). Det var at »lede kloakvand ind over den københavnske ungdom«, mente de kyske, mens andre i den fransk-amerikanske stjerne så vejen til noget oprindeligt og naturligt, som det moderne menneske havde glemt.

Debatten om Josephine Baker viser den enorme kulturelle splittelse, samfundet oplevede i årtiet, som siden er blevet betegnet ’de brølende 20’ere’.

Efter Første Verdenskrigs ødelæggelser og den spanske syges hærgen var der overalt et udbredt ønske om forandring.

Det sås på Ford-fabrikken i Københavns Sydhavn, hvor samlebåndet forandrede arbejdernes hverdag, og de biler, der trillede ud på de danske veje, blev symbol på fart og forandring – uanset om man selv havde råd til en eller ej.

Men forandringerne var også individuelle. En ny generation af kvinder satte spørgsmålstegn ved tidens snævre kønsidealer og forsøgte med korthårsfrisurer og kørekort at gøre sig til herre over eget liv – og med seksualoplysning og fosterfordrivelse at vinde kontrol over deres egen krop.

Også her så man et sammenstød mellem gammelt og nyt. Individualistiske unge ønskede fri livsudfoldelse, men blev mødt med forargelse af en ældre generation, der havde svært ved at forstå de unges opgør med normer, de anså for naturlige.

Det lugter bestemt af vor egen tid, hvor unge søger helt at opløse kønnene og vinde kontrol over egen krop og i høj grad bruger kunst og populærkultur som rampe for radikale opgør med fastgroede normer.

Er sammenligningen søgt? Læs, og døm selv. Vi lover, at du undervejs vil blive underholdt og måske endda også en lille smule klogere.