Briterne har vendt kontinentet ryggen, og alliancen med USA fremstår usikker. Rusland udvider territoriet i Ukraine, og EU må finde sig i et utal af fornærmelser fra Tyrkiets side af frygt for en ny bølge af flygtninge fra Mellemøsten. Og så er der Hvideruslands ’flykapring’ i maj.

Samtidig lider man af politisk retningsforvirring på kontinentet. I øst nærmer man sig det autoritære. Tyskland har en stærk økonomi, men ingen hær, mens Frankrig søger at bibeholde sin status som udenrigspolitisk stormagt, alt imens de sociale problemer vokser. Og i Danmark gør vi som altid vores hoser grønne hos amerikanerne.

Det sidste er måske ikke en dårlig idé på kort sigt, for med Joe Biden som amerikansk præsident har verden igen fået et USA, der påtager sig rollen som leder og forkæmper for demokrati og menneskerettigheder. Men hvor længe kan vi regne med den aldrende demokrat i Washington? For var Trumps (og for den sags skyld Obamas) opførsel ikke blot forvarsel om, at de europæiske allierede snart skal stå på egne ben?

Denne udgaves tema er de historiske bevæggrunde for Kontinentaleuropas manglende evne til at finde fælles fodslag i dag.

Vi havde håbet, at temaartiklernes skribenter ville vende tilbage med opløftende ord om Europas muligheder for at blive en vægtig verdenspolitisk spiller.

Men ak. Tyskland, Frankrig og de øvrige EU-lande har alt for forskellige interesser til at finde sammen over for Kina, Rusland og andre magter, der presser deres autoritære agenda igennem over for den øvrige verden.

God læselyst.