0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Politiken Historie #20

Redaktion:

Anders Olling, ansv. chefredaktør

Hans Erik Havsteen, redaktør

En historie om festaber og afholdsfolk


Danskerne er et tørstigt folkefærd. De unge drikker igennem, når de går i byen, og derhjemme får deres forældre sig gerne et godt glas vin. Næsten hver femte voksne dansker drikker mere end det anbefalede, og en europæisk skoleundersøgelse viste i 2020, at 40 procent af eleverne i de danske 9.-klasser havde været fulde inden for den seneste måned. Det samme gjaldt færre end hver 10. af deres svenske og finske jævnaldrende.

Som man kan læse inde i magasinet, stod det nye parti Kristeligt Folkeparti (i dag Kristendemokraterne) i 1970’erne alene med ønsket om at indskrænke de unges adgang til alkohol, og selv de ellers reguleringsglade socialdemokrater kørte sammen med Folketingets øvrige partier en liberal linje.

Danskerne drak, bryggerierne bryggede, og politikerne holdt fingrene for sig selv.

Udviklingen er imidlertid gået i en ny retning de seneste årtier. Øl i frokostpausen er i dag en sjældenhed, der er kommet alderskontrol med salg af alkohol i detailhandlen, og en række undersøgelser foretaget for Kræftens Bekæmpelse viste tidligere i år, at en stadig større andel af danskerne ønsker at indskrænke adgangen til alkohol. Og forbruget af alkohol falder faktisk.

Måske var Kristeligt Folkeparti blot forud for sin tid? I hvert fald varsler politikerne nu yderligere restriktioner i forhold til unges omgang med alkohol.

I dette nummer er vores tema danskernes omgang med de våde varer gennem historien. Mød beduggede munke, tag på druk på renæssancens herre- og bondegårde, og du kan, måske med gru, læse om dengang, da et forbud mod udskænkning af alkohol i Danmark rent faktisk var inden for rækkevidde.

Vi byder også på en selvhjælpsbølge fra 1920’erne, ’mismodets vinter’ i 1970’ernes Storbritannien, slaveoprør og meget mere.

God læselyst.