Kære Læser
Der var et øjeblik natten til 8. december 1991, hvor sovjetlederen Mikhail Gorbatjov kunne have taget drastiske midler i brug og muligvis forhindret Sovjetunionens fald.
Hans evige rival, Ruslands præsident Boris Jeltsin, sad i et fly med retning mod Moskva. Han havde netop været i Belarus og var på vej tilbage til byen, der ikke bare var Sovjetunionens, men også Ruslands hovedstad. Og hans ærinde i nabolandet havde været et grundskud mod Gorbatjov: Jeltsin havde indgået en aftale med Ukraine og Belarus om at opløse Sovjetunionen, og mens flyet hang i luftet, var det store spørgsmål, hvad Gorbatjovs modtræk mon ville være. Kunne han f.eks. beordre nedskydningen af flyet?
Ombord dulmede den russiske præsident nerverne med våde varer i en sådan grad, at han skulle bæres ud af efter landingen. Og båret ud blev han, for nedskydningen skete aldrig, og 25. december kastede Gorbatjov endegyldigt håndklædet i ringet, trådte tilbage som Sovjetunionens præsident og erklærede unionen for opløst.
Boris Jeltsins beduggede flyvetur er et de mange øjeblikke i perioden 1989-91, hvor begivenhederne kan siges at have balanceret mellem forskellige udfald. Østblokkens pludselige sammenbrud kom som en overraskelse, og at selv Sovjetunionen, der havde været en fasttømret sammenslutning siden 1922, braste sammen var vel endnu mere uventet.
Der kan ikke herske tvivl om, at en mand som Vladimir Putin nok i modsætning til Gorbatjov ville have forsøgt at få flyet skudt ned – det endte han jo også med at gøre ved Wagner-lederen, den 62-årige Jevgenij Prigosjin, hvis fly endte som en flammehob 23. august sidste år.
Du kan blive klogere på det dramatiske forløb i 1991 i Vibe Termansens artikel fra den sidste udgave af Politiken Historie, som netop er udkommet. Historien begynder med et kupforsøg på Krim.
Det skal du også læse:
Morgenmad. Havregryn, mysli og cornflakes anses i dag for at være en fast bestanddel af danskernes morgenrutine. Men der ligger store tanker bag produkterne, og ikke mindst havregrynene delte vandene herhjemme. Læs om den hellige morgenmad her.
Japan-feber. Efter den japanske sejr over Rusland i krigen 1904-05 kom Japan på mode i Danmark. Og interessen begrænsede sig ikke til kunst og design. Den japanske livsstil blev af mange anset for bedre og sundere end den europæiske, og hvis øriget kunne slå det mægtige Rusland, så måtte japanerne jo have fat i den lange ende. Læs om det tidlige 1900-tals japanske hype lige her.
Missionær. Anne Marie Petersen skulle egentlig have omvendt inderne til kristendommen, men hun endte med at slutte sig til Indiens kamp for selvstændighed - og så blev venner med ingen ringere end Mahatma Gandhi. Læs den interessante fortælling om en dansk skæbne i den store verden, og bliv klogere på slægtskabet mellem det koloniserede Indien og lilleputstaten Danmark, der levede i skyggen af de europæiske stormagter. Klik her.
Slutreplikken:
Se lige de gamle fotografier taget af J.F.Meyer i fotoarkivet for Historie & Kunst i Københavns Kommune. Denne samling indeholder ikke meget info om tid og sted, men selve billederne kompenserer med masser af stemning fra svundne tider.