Kære Politiken Historie-læser
Man kan med god ret tvivle på, hvorvidt sommeren overhovedet er over os. Jovist, vejret viser sig da fra sin (nogenlunde) sommerlige side, og Roskilde Festival fik med tre års forsinkelse endelig lov til at fejre 50-års fødselsdag og dermed markere begyndelsen på kongerigets industriferie.
Men en af sommerens vigtigste karakteristika, agurketiden, har endnu ikke meldt sin ankomst. Selvom medierne ofte har været udskældt på grund af manglen på egentlige nyheder i sommermånederne, er det da lige før man længes tilbage til de gode gamle 2010’ere, hvor festivaler blev afholdt med regelmæssig kadence, pandemier hørte til i Asien og man overvejede at opsige abonnementet på de aviser, der alligevel aldrig berettede om noget nyt.
Den tid er længst forbi. 2020’erne har indtil videre vist sig at være et begivenhedsrigt årti på den ufede måde. Bare i den seneste uge har der været tryk på. Tragedien i Fields overskyggede fuldstændig det, der ellers skulle have været sommerens store feel-good historie, nemlig Tour de France i Danmark. Mordet på Japans forhenværende premierminister Shinzo Abe overdøvede nyheden om at ellers ukuelige Boris Johnson trækker sig som formand for det konservative parti (men indtil videre ikke fra posten som premierminister, det er vist noget med at han skal nå at holde bryllupsfest på premierministerens officielle landsted Chequers, senere i juli).
Derudover er der strejke i SAS og Inger Støjberg er godt i gang med at ryste den eksisterende politiske orden med sit nye parti, Danmarksdemokraterne. Også, har vi jo slet ikke nævnt det unævnelige: Corona, krigen i Ukraine og et klima på speed i Sydeuropa.
Hvis de gamle romere allerede tænkte at informationsstrømmen var massiv for 2000 år siden, må en skikkelse som Seneca have været ved at gå i opløsning over vore dages nyhedsmaraton. Senecas radikale tilgang var simpelthen at undlade at læse for mange nye tekster, man skulle snarere holde sig til en kanon af få gode klassikere, som man så genlæste, når man var nået hele listen igennem. Her på redaktionen tillader vi os at kopiere Senecas tilgang. For at kunne finde tid til fordybelse i en hektisk verden anbefaler vi derfor (udover selvfølgelig Politiken Historie) tre klassikere indenfor historieskrivningen til sommerferielæsningen.
Barbara Tuchman: Kanonerne i august (1962). Efter sigende havde præsident John F. Kennedy netop læst Tuchmans mesterværk om begyndelsen på Første Verdenskrig samt krigens første måned i sommerferien inden Cubakrisen i oktober 1962, hvilket inspirerede ham til at løse krisen på en alternativ facon. Med utrolig analytisk kraft og sans for den dramatiske fortælling beretter Tuchman om de fejlkalkuler, der førte til katastrofen i 1914. Lad os håbe, at Tuchmans bog også er natbordslekture hos verdens statsledere anno 2022.
Edmund de Waal: Haren med de ravgule øjne (2011). Tja måske er det for tidligt at kalde en bog fra 2011 for en klassiker? Men de Waals erindringsbog om sin families historie fortalt gennem 264 såkaldte ’netsuker’ (små udskårne dyrefigurer fra Japan) opnår det formentlig. Medrivende fortæller de Waal om den velhavende jødiske kornhandlerfamilie Ephrussi, der i det 19. århundrede brød op fra deres hjemby Odessa i vore dages Ukraine og opnåede stor succes som forretningsfolk og bankierer i Wien og Paris og stor ulykke efter nazismens fremmarch. Med krigen i Ukraine fremstår de Waals mesterværk om fordrevne europæere kun endnu mere relevant.
Ernst Kantorowicz: Frederick the Second (1931). Ingen sommerferie uden en biografi. Så hvorfor ikke vælge den tyske historiker Kantorowicz mesterværk om den tysk-romerske kejser Frederik 2. (1194-1250), der regerede over en stor del af middelalderens Europa og forholdt sig til både islam og kristendom? Selvom en næsten 100 år gammel historiebog i sagens natur er forældet på nogle områder, fratager det ikke værket dets grundlæggende kvaliteter.
Slutreplikken
Hvis du også var overrasket over, at BoJo (Boris Johnson) i sidste ende fik kniven, vil du nok finde dette klip interessant. Man kan sige meget om englændere. Men de har en evne til at gøre ting med stil. Også når de vælter deres politiske ledere.