DU KENDER FORMENTLIG PROBLEMET. Den knappe tid og den uoverskuelige mængde information, man umuligt kan nå at optage og fordøje, ikke engang i løbet af et langt liv.
Du har måske også overvejet, om der overhovedet er timer nok i døgnet til både at holde avis og historiemagasin, for ikke at nævne bunkerne af års ulæst sommerferielekture. Man får den tanke, at det var bedre i gamle dage, da der rigtig var tid til fordybelse.
Men ak, bunkerne af skrammel på boghylden har desværre været et problem længe før både bogtrykkerkunst og internetopkobling.
Allerede den store græske filosof Platon (428/427-348/347 f.Kr.) var grundlæggende kritisk over for det skrevne ord. Man risikerede jo, at læseren ville fejlfortolke teksten og blive i sin vildfarelse, når budskabets afsender ikke var til stede til at korrigere eventuelle misforståelser. Så var samtale et bedre redskab, når tanker skulle deles med andre.
Hober papirbunkerne sig op derhjemme? Det har været et problem siden antikken.
Men trods kritikken vandt skriftsproget frem, og i løbet af antikken begyndte bøgerne at hobe sig op. Den romerske filosof Seneca (4 f.Kr.-65 e.Kr.) rystede på hovedet over sin samtids informationsstrøm og blæste til modangreb. Seneca, der selv stod bag en stor filosofisk produktion, var af den overbevisning, at datidens velhavende romere brugte alt for mange penge og for meget tid på bøger, der ikke kunne meget andet end at aflede folk fra det væsentlige.
Han mente, at det var en gammel »græsk syge at undersøge, hvor mange forkarle Odysseus havde, om Iliaden eller Odysseen blev skrevet først« og meget andet, som »ikke får en til at synes mere lærd, men mere pedantisk«. Han syntes også, at romerne nu var blevet »angrebet af denne futile trang til unyttig lærdom«.
SENECAS SVAR PÅ PROBLEMET var ideen om en kanon. Et begrænset antal gode bøger, som man burde vie al sin læsetid til. Og når man var kommet igennem dem, skulle man blot starte forfra.
På den måde undgik man planløs læsning om ligegyldigheder – og man var sikker på kun at bruge sin tid på den allerbedste litteratur.
»Det er os muligt at diskutere med Sokrates, tvivle med Karneades (græsk filosof og leder af akademiet i Athen, red.), slappe af med Epikur, beherske menneskenaturen med stoikerne, hæve os over den med kynikerne. Når naturen tillader os at tage del i alle tider, hvorfor da ikke vende os fra denne kortvarige, forbigående tid og af hele vor sjæl hengive os til det, som er uendeligt, som er evigt, og som vi kan dele med de bedste?«.
Den romerske filosof Seneca mente, at der var alt for mange bøger. Man skulle holde sig til de rigtigt gode.
Det gik dog ikke, som Seneca håbede. Han blev i år 65 myrdet af sin egen elev, den gale kejser Nero, alt imens menneskehedens bogsamling bare voksede og voksede.
Det legendariske bibliotek i Alexandria i Egypten, der menes at have været antikkens største, omfattede på sin storhedstid helt op omkring 500.000 ruller papyrus. Men papyrus er et skrøbeligt materiale med begrænset holdbarhed, og kun få dele af den enorme samling blev overleveret til eftertiden efter bibliotekets ødelæggelse omkring år 400.
De værker, vi kender i dag, findes, fordi de blev oversat til arabisk, og middelalderens sprogkyndige skriverkarle kastede sig i 11-1200-tallet over resterne med stor appetit og genopdagede Aristoteles’ værker og Livius’ historie om det antikke Rom og meget andet.
Læs kun lidt, men bliv fortrolig med det, du læser
Zhu Xi, kinesisk filosof
Også Senecas advarsler om ligegyldig læsning, men middelalderens lærde må have overset netop de passager. Frygten for en gentagelse af antikkens videnstab var for stor. Især spøgte tabet af de mange værker i biblioteket i Alexandria.
Derfor voksede manuskriptbunkerne i klostrene. De skulle ikke nødvendigvis læses med det samme, men bevares for eftertiden – og her begyndte den moderne tradition for at lagre al den viden, man kom i nærheden af. Visionen kom især til udtryk, da europæerne omkring år 1500 opdagede Amerika. Alle fænomener ved de nyopdagede områder skulle beskrives, nedfældes på skrift og gemmes.
Også denne tendens rakte på sin vis tilbage til antikken. Senecas samtidige modstykke, Plinius den Ældre, skal have udtalt, at intet værk er så ringe, at man ikke kan få noget godt ud af det, og i hans ’Naturalis Historia’ samlede han viden fra mere end 2.000 værker i et encyklopædisk værk, der skulle sammenfatte alle tidens videnskaber.
Og når først noget var skrevet ned, havde det en tendens til at blive hængende.
Filosoffen Zhu Xi mente, at for meget information førte til overfladisk læsning og et sløvere intellekt.
FÆNOMENET VAR IKKE BEGRÆNSET til vores del af verden. Også i Kina blev der i middelalderen samlet og redigeret enorme leksika, og også der gav det anledning til bekymring angående det hensigtsmæssige i de store mængder akkumuleret viden.
Filosoffen Zhu Xi (1130-1200) advarede eksempelvis om, at for meget information førte til overfladisk læsning og et sløvere intellekt.
»Læs kun lidt, men bliv fortrolig med det, du læser. Dyk ned i teksten igen og igen. Stræb ikke efter store mængder«, skrev han som et kinesisk ekko af Seneca.
I 1100-tallets Kina stod man ovenikøbet over for udfordringer, som europæerne ikke behøvede bekymre sig om før flere hundrede år senere: bogtrykkerkunsten.
Den lærde embedsmand og poet Ye Mengde begræd det sjuskeri, der fulgte med den nye teknologi og truede den traditionelle videnstilegnelse.
»Da det var så let for lærde at skaffe bøger, blev deres recitation af dem fra hukommelsen også dårligere«, skrev han og beklagede, at der også blev sløset med de trykte tekster, så afvigelser fra de originale manuskripter vandt indpas, mens de oprindelige tekster gik tabt.
»Og så kan fejlene aldrig rettes. Hvor er det ærgerligt!«, sukkede han.
Man tør næsten ikke tænke på, hvad stakkels Zhu Xi, Ye Mengde, Platon og Seneca ville havde tænkt om vor egen tids syndflod af nedfældede ord – og mængden af misinformation på internettet. Men måske kan det være en trøst for nutiden, at også fortidens læsere og forfattere var frustrerede over deres egen tids informationsmængde og -kvalitet. Og har du selv fået svært ved at holde fokus på grund af tidens flimmer, så kan du i det mindste varme dig ved tanken om, at du nu er nået hele vejen igennem denne lille tilføjelse til verdenshistoriens evigt voksende ordflom.
En student er fanget med sine bøger, men sværdet samler støv i hjørnet. Ak!
