Tysk ubåd gav danske søfolk en våd grav

Langsomt arbejder det danske fragtskib ’M/S Norden’ sig gennem havet ud for Cape Town på Afrikas sydspids. Det er tidlig morgen, og her på den sydlige halvkugle er det mildt og forårsagtigt. Skibets motor dunker og sender støt sine dieseldampe op gennem den sortmalede skorsten. Stævnen hugger roligt i bølgerne. Besætningen og vagterne om bord har ikke set land i flere uger. De ser frem til at få fast grund under fødderne i det britisk dominerede Sydafrika.

Men sådan kommer det ikke til at gå.

Omkring 60 sømil fra kysten ligger den tyske ubåd ’U-172’ på lur. Ubådskaptajnen, Carl Emmermann, har kort før daggry beordret angreb på en amerikansk damper, der blev sendt til bunds med to torpedoer. Nu lurer han på det danske fragtskib.

Gennem sit periskop ser han konturerne af de amerikanske kampvogne, der står under presenninger på dækket og er en del af skibets last. Carl Emmermann udsteder sine ordrer, og torpedolugerne åbnes. Det er kort før klokken halv ni om morgenen. Datoen er 7. oktober 1942.

Om bord på det danske skib er kaptajn Paul Frølich Schultz og hans mandskab uforberedt på angrebet. Himlen er blå, der er ingen vind, og sigtbarheden er perfekt. De sydafrikanske farvande har hidtil været forskånet for de tyske ’ulvekobler’ af ubåde og deres jagt på allierede skibe i Atlanterhavet.

Fem vagter bemander kanoner og maskingeværer på dækket. De når slet ikke at reagere.

DEN FØRSTE TORPEDO RAMMER I BAGBORDS SIDE – lige under broen – og efterlader et stort hul i skroget. Den anden rammer få sekunder senere maskinrummet, der eksploderer og dræber skibets to danske maskinmestre. Fragtskibet tager store mængder vand ind og synker på under to minutter. Så hurtigt går det, at ingen når at få redningsbådene i vandet.

En lille jolle, de havde haft med på slæb, ligger i havet med bunden i vejret. Nogle af de overlevende klatrer op på den. Andre i vandet binder vraggods sammen til en lille række interimistiske flåder, som de klamrer sig til.

Mens de ligger i havet, brydes havoverfladen pludselig af den aflange stålcigar. ’U-172’ nærmer sig, og lugen i tårnets top går op. En tysk officer råber på gebrokkent engelsk til de skibbrudne. Han vil vide, hvad skibets last havde været. Og hvor det havde været på vej hen. Forkomne svarer de rystede mænd, at de havde været på vej til Suez i Egypten. Med forsyninger til de allieredes kamp mod aksemagterne.

Tyskerne tilbyder intet til gengæld for oplysningerne. Da de har fået deres svar, dykker ubåden igen og efterlader de 49 overlevende til deres skæbne. Med sig i dybet har det danske skib taget 10 besætningsmedlemmer og 2 amerikanske vagter.

’M/S Norden’ havde på tidspunktet for sit forlis ikke været i dansk havn i årevis. Det var et af de i alt 40 danske skibe, som befandt sig i eller på vej til amerikanske havne 9. april 1940, da Adolf Hitler forbrød sig mod den ikkeangrebspagt, Danmark og Tyskland havde underskrevet året inden.

Den tyske besættelse var lige så overraskende for søfolkene som for resten af befolkningen. Den satte de danske rederier og kaptajnerne i USA i et dilemma: Skulle de forsøge at forblive neutrale i konflikten, eller skulle de melde sig under fanerne hos Tysklands fjender og støtte de allieredes krigsindsats?

DEN DANSKE AMBASSADØR i Washington, Henrik Kaufmann, pressede på for at få de danske skibe til at sejle for USA og Storbritannien. Flere af rederne kviede sig dog ved at skulle stryge Dannebrog. USA støttede på dette tidspunkt de allierede med forsyninger over Atlanterhavet, men det japanske angreb på Pearl Harbor lå endnu halvandet år fremme i tiden, og præsident Roosevelts nation stod endnu formelt uden for krigen. I første omgang tilbageholdt amerikanerne derfor kun de danske skibe, for at de ikke skulle falde i tyskernes hænder.

Ambassadør Kaufmann gjorde, hvad han kunne, for at animere søfolkene.

Foto: uboat.net

I et brev stilet til de danske kaptajner forklarede han, at der var risiko for, at »mange Mennesker Verden over« ville opfatte Danmark som lidt for venligt over for nazisterne på grund af samarbejdspolitikken. Og slå landet i hartkorn med de øvrige aksemagter.

»Det er dem, der er uden for Danmark – dem, der stadig kan tale og handle frit – som det i Dag paahviler i Ord og Gerning at vise, at denne Opfattelse er falsk, og at ogsaa Danskerne er rede til at gøre deres Indsats for deres Lands Frigørelse«, skrev ambassadøren.

Alligevel blev de fleste af de danske skibe liggende uvirksomme i de amerikanske havne. Kaptajnerne mente ikke, at de havde ret til at tage beslutninger på vegne af rederierne, som fra det besatte Danmark ikke kunne eller ville give grønt lys for allieret krigstjeneste.

I sommeren 1941 ændrede vilkårene sig dog. Her besluttede de amerikanske myndigheder at beslaglægge de danske skibe, så de kunne »tjene demokratiets sag«, som det hed i et officielt dokument. Skibene skulle dog sejle under panamansk flag for ikke at skabe juridiske problemer for USA.

DE DANSKE SØFOLK fik tilbud om at blive om bord og få deres hyre udbetalt fra den amerikanske statskasse. Ville de ikke det, lovede USA at betale deres transport til det land, de måtte ønske at rejse til.

Godt 100 danske søfolk tog imod tilbuddet om at få hjemrejsen betalt, men størstedelen valgte at blive. Heriblandt var kaptajn Paul Frølich Schultz, der indvilgede i at blive på ’M/S Norden’s bro.

Kaptajn Schultz havde på dette tidspunkt ikke været hjemme i flere år. Den 50-årige skibsfører var en erfaren sømand, der allerede inden krigsudbruddet havde for vane at opholde sig et andet sted end sin familie i København i lange perioder ad gangen.

Ti år tidligere havde han siddet i sin kahyt et sted på Stillehavet. Det var året, inden Adolf Hitlers nazister kom til magten i Berlin, og verden var endnu et forholdsvis fredeligt sted. Det var den i hvert fald for den danske kaptajn, der fandt et ark papir frem med Dampskibsselskabet Nordens rød-hvide logo i hjørnet.

På det blegede papir skrev han med sirlig håndskrift et brev til »min egen kære lille Sonny« og sendte det via Sibirien til København. Her sad modtageren i skikkelse af kaptajnens 3-årige søn, Poul.

Brevet var fyldt med kaptajn Schultz’ længsel efter familien på Frederiksberg. Drømmende gav han sig hen til forestillinger om, hvordan han og sønnen skulle hygge sig, når de en dag skulle ud at sejle sammen. Nede i de varme lande, skrev kaptajnen i brevet til sin søn, skulle de more sig sammen med de lokale drenge, der var »fuldstændig sorte«:

»Det er Solen, der har brændt dem sorte, og dem skal du ikke være bange for, de er meget rare. Mandfolk som du og jeg skal i det hele taget aldrig være bange for noget som helst, for hvis vi er det, saa er vi ikke rigtige Mandfolk. Men alt det skal du og jeg rigtig tale om, naar jeg nu snart kommer hjem til dig og Moder«.

Nogle måneder senere rejste han hjem til familien, der fik tilføjet en datter. Men snart kaldte havet igen. Kaptajn Schultz pakkede sin kadetdolk og sin revolver og stævnede igen ud for sin arbejdsgiver. Ved besættelsen af Danmark lå han i havn i amerikanske Philadelphia, og da hans skib i sommeren 1941 blev beslaglagt, måtte han se til, mens Dannebrog blev strøget og erstattet af Panamas trefarvede flag.

Navnet blev også malet over. I stedet for ’M/S Norden’ fik det danske skib nu navn efter en amerikansk væddeløbshest. Det kom til at hedde ’Firethorn’.

Til at begynde med fortsatte det omdøbte skib med at sejle kommercielle ture. Det blev til flere rejser op langs den amerikanske østkyst, til Mellemamerika og til Australien.

I august 1942 havde de amerikanske myndigheder dog en ny opgave klar: ’M/S Norden’ blev under sit nye navn sendt syd om Afrika i retning af Suez-kanalen, hvor britiske styrker under general Montgomery kæmpede en hård kamp mod den tyske general Rommels Afrika-korps. Med sig skulle kaptajn Schultz bringe en ladning tanks, flyhangarer i samlesæt og andet militært isenkram. Det var disse tanks, ubådskaptajn Emmermann i oktober 1942 så i sit periskop, og som han besluttede sig for at sende til bunds med torpedoerne fra ’U-172’.

EFTER FORLISET og den tyske officers afhøring af de overlevende lå de 49 mand fra ’M/S Norden’ tilbage i havet. Det hele var gået så stærkt. Besætningen havde ikke nået at sende nødsignal over radioen, som var blevet smadret allerede af den første torpedo. Mændene flød en usikker skæbne i møde.

Seks af dem sad på den omvendte jolle, da besætningen på et militærfly omkring et døgn senere fik øje på dem. Fra flyet gik en melding til et britisk krigsskib, der sejlede til stedet for at samle dem op. Kort efter fandt briterne også resten af de overlevende, som drev rundt på de sammenbundne flåder.

Om bord på krigsskibet kunne mændene fra det danske skib konstatere, at marinesoldaterne havde haft travlt med at fiske forliste sømænd op af havet i slipstrømmen på ’U-172’. Ud over ’M/S Norden’ havde ubåden under Carl Emmermann på mindre end et døgn sænket to andre allierede skibe, og overlevende fra alle de tre skibe sad nu og skuttede sig på det britiske skib.

Dagen efter blev de bragt i land i Cape Town, hvor de afgav forklaring og gjorde status over de 12 døde ved ’M/S Norden’s forlis. Fire af de omkomne var danskere. Den ene var kaptajn Paul Frølich Schultz.

Selv om de overlevende i Cape Town kunne ånde lettet op, var deres trængsler ikke forbi. Et par uger efter at være blevet skudt i sænk af ’U-172’ fik de fleste af søfolkene fra ’M/S Norden’ mulighed for at vende tilbage til USA med det store fragtskib ’Zaandam’.

På sin vej fra Mozambique til New York lagde det hollandske skib til i Cape Town og tilbød at tage omkring halvanden hundrede af de mange ofre for Carl Emmermanns torpedoer med sig tilbage over Atlanterhavet. Blandt de nye rejsende på ’Zandaam’ var den 17-årige matros Nicolaas Hoogendam, der med nød og næppe havde overlevet ’M/S Norden’s forlis.

Det hollandske skib stævnede ud, men ved den brasilianske østkyst gik det galt igen. Denne gang var det den tyske ubåd ’U-174’, der lå og lurede. På få minutter blev den fredelige og solrige eftermiddag forvandlet til et inferno af råben og skrigen. Med syv torpedoer sendte ubåden det store skib i bølgerne med stævnen først.

AF DE 299 MÆND om bord døde næsten halvdelen – heriblandt 8 af de overlevende fra angrebet på ’M/S Norden’.

Ligesom sin kollega Carl Emmermann lod kaptajnen på ’U-174’ efter sænkningen af ’Zandaam’ sin ubåd gå til overfladen og afhørte de overlevende i havet. Hvad havde været skibets rute, last og destination? En god del af mændene havde stuvet sig sammen i skibets redningsbåde, men flere af dem var under forliset kommet på afveje og lå nu og klyngede sig til vraggods i havet.

Foto: mille-sabords

En af dem var Nicolaas Hoogendam. For anden gang på mindre end en måned havde en tysk ubåd skudt et skib væk under fødderne på ham. Og denne gang var der ikke et britisk krigsskib i nærheden til at samle ham op.

Efter et par dage på vraggodset fandt den unge hollænder og fire andre overlevende fra ’Zandaam’ en redningsflåde fra det sænkede skib, der flød ubemandet rundt. De fik fat i den og klatrede om bord. Til deres store begejstring fandt de i en nødhjælpskasse på flåden en smule chokolade, dåser med kondenseret mælk og lidt drikkevand.

Glæden fortog sig dog snart. Forsyningerne slap hurtigt op, og de få skibe, de så i horisonten, var altid for langt væk til at få øje på dem, når de viftede med flag eller sendte nødraketter op. De fangede lidt fisk, en enkelt albatros, og de samlede regnvand. Men timer blev til dage og uger, og ingen kom dem til undsætning.

Mismodet begyndte at brede sig, husker en amerikansk skibsvagt, der var blandt mændene på flåden:

»Tiden gik langsomt, og nogle gange måtte vi klare os uden mad i to eller tre dage. Nogle gange uden vand i fire dage – det længste, vi var uden vand, var i seks dage«.

EFTER 65 DAGE DØDE DEN FØRSTE af de fem på flåden. 10 dage senere døde den næste. De tre tilbageværende begravede de døde til søs og drev halvt bevidstløse videre nordpå. Indtil en dag i slutningen af januar 1943.

På denne dag kom en amerikansk konvoj af krigsskibe sejlende sydover fra Caribien. De tre mænd rejste sig, kravlede op på skuldrene af hinanden og viftede febrilsk med alt, hvad de kunne finde på flåden. Og denne gang var der bid. Amerikanerne så dem og sendte en patruljebåd i deres retning. Efter 83 dage på havet blev Nicolaas Hoogendam og de to andre reddet ud for Venezuelas østkyst.

Den unge matros havde tabt mere end halvdelen af sin kropsvægt, siden han næstens seks måneder tidligere var stævnet ud med ’M/S Norden’ fra New York.

På samme tid som de tre halvdøde mænd blev bragt om bord på den amerikanske patruljebåd, satte en repræsentant for Dampskibsselskabet Norden i København et stykke papir i sin skrivemaskine og forfattede et brev til det danske udenrigsministerium.

Af brevet fremgår, at rederiet netop havde fået en henvendelse fra en pårørende til kaptajn Schultz, og at denne havde fortalt, at ’M/S Norden’ var forlist og havde taget fire danske liv med sig.

Rederiet havde ingen nyheder fået om sit skib, siden de amerikanske myndigheder under US Maritime Commission indlemmede det i sin krigstidsflåde. Repræsentanten for Dampskibsselskabet Norden tillod sig derfor »høfligst at anmode det høje Ministerium«, om det kunne finde ud af, om det var rigtigt, at skibet var tabt.

Udenrigsministeriet vidste i januar 1943 godt, at ’M/S Norden’ var gået ned, mens det var i amerikanernes varetægt. Ministeriet havde allerede – via gesandtskabet i Bern i det neutrale Schweiz – henvendt sig til USA for at få at vide, hvad der var sket med det beslaglagte skib.

AMERIKANERNE HAVDE ERKENDT forliset, men sagt, at danskerne måtte vente med detaljerne. Krigen rasede stadig, og omstændighederne omkring sænkningen af det beslaglagte danske skib var nødt til at forblive en militær hemmelighed.

Efter den høflige anmodning fra rederiet spurgte gesandtskabet imidlertid igen om nyt i Washington, og nu bekræftede amerikanerne officielt, at det danske skib var forlist »i efteråret 1942«. De tilføjede ifølge gesandtskabet, at »følgende Medlemmer af Besætningen ikke befandt sig blandt de overlevende«:

Paul Frølich Schultz, kaptajn.

Arnold V. Sørensen, maskinmester.

Asmus C. Hansen, maskinmester.

Frederik Emil Frederiksen, ’Commissaire’.

Efter dette fik de pårørende bekræftet deres tab, og rederiet gik i gang med at forberede et krav om kompensation for det mistede skib. Skibsførerforeningens Medlemsblad bragte en nekrolog over kaptajn Schultz, mens Maskinmestrenes Medlemsblad fortalte om tabet af de to danske medlemmer, der var omkommet, efter at torpedoen fra U-172 havde ramt maskinrummet.

»De naaede ikke at komme hjem, men maatte blive ude i Fart«, hed det i omtalen.

Mens de pårørende sørgede over de døde i Danmark, afmønstrede ubådskaptajn Carl Emmermann.

Han forlod U-172 på en base i Lorient i Bretagne, som Tyskland havde besat. I månederne efter torpederingen af ’M/S Norden’ havde Emmermann fortsat sit dødbringende togt og sænket i alt ikke færre end 26 allierede skibe. Heriblandt en britisk troppetransport, der forsvandt i bølgerne med mere end 1.000 soldater om bord.

Da Emmermann gik i land, blev han derfor modtaget som en helt og dekoreret. Blandt flere ordner fik han en særlig ærefuld udgave af det tyske ridderkors, hvorefter han rejste til Hamburg for at lede uddannelsen af nye flådeofficerer.

Den tyske krigshelt var derfor ikke på broen, da U-172 i december 1943 blev lokaliseret af en gruppe amerikanske krigsskibe i havet vest for De Kanariske Øer. De amerikanske skibe indledte en nådesløs jagt og slap gennem mere end et døgn flere hundrede dybhavsbomber. Ubåden zigzaggede i 27 timer mellem eksplosionerne, mens mandskabet forsøgte at udholde de 50 graders varme i ubådens indre ved at slubre saften fra konserveret frugt i sig.

DRIKKEVANDSTANKENE VAR ØDELAGT, så besætningen drak løs af de øl, der ellers havde været reserveret til de yngstes ’linjedåb’, når de passerede ækvator.

Til sidst fik krigsskibene ram på ubåden. Stærkt beskadiget steg den op til overfladen og åbnede lugerne. Ligesom ofrene fra ’M/S Norden’ kastede de overlevende fra U-172 sig i bølgerne kun iført redningsvest. De blev samlet op af amerikanerne og behandlet som krigsfanger.

En af tyskerne var blevet om bord og åbnede ventilerne i ubådens tanke. Med en susende lyd forsvandt U-172 for sidste gang i det sydlige Atlanterhav. På dens vej mod bunden registrerede en amerikansk sonarbøje tre store eksplosioner.

Skroget af den tyske ubåd ligger den dag i dag stadig på havbunden. Det samme gør ’M/S Norden’ – lidt over 100 kilometer fra den sydafrikanske kyst. Ligene af kaptajn Paul Frølich Schultz og de tre andre danskere, der døde om bord, er aldrig blevet fundet.

Dermed blev de nogle af de godt 1.000 danske krigssejlere under Anden Verdenskrig, der blev derude.

Foto: National Archives

I 2017 indviede den daværende danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen, i Mindelunden i København monumentet ’Sortladne hav’ til ære for de danske krigssejlere. I den forbindelse understregede statsministeren i sin tale, hvor vigtig indsatsen fra de danske søfolk havde været:

»I deltog i kampen mod nazismen. I ydede jeres til, at de allierede vandt. Og I var med til at placere Danmark på den rigtige side. Både under og efter krigen«.

I alt sejlede godt 6.000 danske søfolk for de allierede krigsmagter under verdenskrigen.

Artiklen er blevet til på baggrund af forfatterens research blandt private breve og i myndighedsdokumenter fra den amerikanske flåde og det danske udenrigsministerium.

• Kopiér link