Den evige hovedpine: Sådan slipper vi ud af skandalerne hos skat

Jeg har de sidste 20 tønder land

så en dag bliver jeg en meget holden mand

jeg har ikke salt til æggene, kun lidt ondt i læggene

af at stå på mine tyve tønder land …«

Osvald Helmuth udødeliggjorde i 1962 Ida og Bent Froms vise om bonden, som ejede den sidste jord på Sjælland, det sidste areal, der ikke var lagt planer for. Visen blev modtaget med samme smil, latter og stille eftertanke som de fleste af Osvald Helmuths mesterlige præstationer som visefortolker.

I dag er smilet væk. De nye ejendomsvurderinger er endnu ikke blevet udråbt til at være en skandale oven på de andre i Skat, men det kan vi roligt kalde den, selv om vurderinger altid har medført proteststorm. I 127 år har ejendomsskatterne været mere et tallotteri end et rimeligt grundlag for skatteudskrivning.

Det store problem er, at Danmark er blevet for lille. Vores 42.952 kvadratkilometer er ikke nok til at imødekomme ønskerne om flere nationalparker, urørt skov, solcelleparker, motorveje, udtaget lavbundsjord og vindmøller. Og udsigten til, at landet bliver ret meget større, er minimal – en energiø her og der batter ikke meget.

Tina Mandrup i Lejre Kommune har regnet ud, at hun godt kunne bruge 40 procent mere plads for at tilgodese alle ønskerne, som ikke bare er fantasifostre, og hun står ikke alene.

Det har godt nok gennem historien ikke skortet på ideer til at gøre landet større, også efter at officeren Enrico Dalgas fra ingeniørtropperne, som var blevet udråbt til nationalhelt og dekoreret med Fortjenstmedaljen i guld, men forkastet som folketingsmedlem af Venstre-vælgerne i Herning, havde tilplantet heden.

DEN INTERNATIONALT ANERKENDTE geografiprofessor Johannes Humlum forudså i 1966 den situation, vi er på vej til:

»Jord vil i højere og højere grad blive en mangelvare i Danmark, og at indvinding af store arealer fra havet bliver aktuelt inden år 2000, holder jeg for en given ting«.

Han fandt det realistisk at øge landets areal med omkring 10.000 kvadratkilometer eller 20-25 procent. Læsø og Anholt kunne gøres landfast med Jylland, Smålandsfarvandet og Det Fynske Øhav tømmes for vand, og noget tilsvarende gjaldt i Vesterhavet, hvor Fanø, Manø og Rømø kunne føjes til Esbjergs opland. Og til sidst skulle der sættes en prop i hullet mellem Hundested og Rørvig, så Isefjorden og Holbæk og Roskilde Fjorde kunne tørlægges.

Sandheden er, at meget få landvindinger er blevet til noget siden den første kendte i 1530, hvor man tømte Snaremose Sø på Langeland. Det danske landareal blev ved den operation øget med 25 hektar (35 fodboldbaner).

I mere end 30 år sad der ligefrem en ministeriel kommission, som skulle skaffe mere plads først og fremmest til planteavl og militært øvelsesområde, og den fik Kalvebod Fælled på Amager ud af det.

Landbrugsarealet toppede i 1938, og få begræd, at den socialdemokratiske fiskeriminister Christian Thomsen, under hvem sagen hørte, i realiteten satte en stopper for yderligere landvindingsplaner i 1971. Den slags var kommet i modvind, erkendte Venstres ordfører, valgt i Holstebro, gårdejer Kristen Østergaard:

»Selv om jeg er tilhænger af gode landvindingssager, og selv om jeg personlig nyder menneskenes forskønnelse af naturen ved moderate reguleringer af sumpe og slige ting, må jeg da også indrømme, at meget er forandret i de senere år«.

Det var gået op for Kristen Østergaard, at landbruget ikke længere ubetinget havde førsteret til jord. Pladsen skulle bruges til andet end hvede og kanoner. Nu efterspørges der yderligere plads til skove, vindmøller, vådområder, grusgrave og solcelleanlæg for slet ikke at tale om nationalparker – med eller uden store planteædere, men uden tvivl med adgang for dyrevenners skødehunde og gadekryds.

VI MÅ NØJES MED vores 42.952 kvadratkilometer, hvilket dags dato i hvert fald ifølge en af liberalismens grundlæggere, den schweiziskfranske filosof Jean-Jacques Rousseau, burde give hver af os ret til 7.240 m² svarende til 8-10 almindelige parcelhushaver:

»Det første menneske, der efter at have indhegnet et stykke jord fandt på at sige: Det er mit, og opdagede, at folk var dumme nok til at tro ham, var den sande grundlægger af det civile samfund. Hvor mange forbrydelser, krige, mord, hvor megen elendighed og rædsel ville menneskeheden ikke være sparet for, hvis en eller anden havde trukket pælene op, fyldt grøften og råbt til sine fæller: Hør ikke på denne svindler. I er fortabt, hvis I glemmer, at jorden tilhører alle«.

Nu ville det være ganske uhensigtsmæssigt at fordele det danske land på den måde. For så skulle der, hver gang en jordemoder eller en bedemand havde passet sit job, flyttes skelpæle. Men i dag kan vi se, at de gode liberale grundlovsfædre i 1848-49 glemte at reflektere dybere over ejendomsretten ved at skelne mellem ejendomsret og brugsret ved overgangen fra enevælde til folkestyre. Det havde deres ideologiske ophav ellers brugt megen energi på i 1700-tallet, og det havde landets første historikere i 1200-tallet også.

Plads er den eneste af produktionsfaktorerne, vi overordnet set ikke kan skabe mere af, og derfor den ultimativt begrænsende.

I en liberal økonomi betydet det, at prisen over år kun vil kende én vej: opad, med en relativ vækst, der er større end væksten i værdien af den samlede vareproduktion.

Det står lidt uklart, hvordan det er kommet dertil. Historikeren Sven Aggesen skrev omkring 1186 ’Brevis Historia Regum Dacie’ (Den korte historie om Danmarks konger), hvori han på det nærmeste begår karaktermord på Gorm den Gamle, som han kalder Gorm den Dvaske, og hvor han gør Thyra til den egentlige magthaver – noget, som hans nogenlunde samtidige fagfælle Saxo tog afstand fra.

Det er imidlertid ikke det interessante ved ’Brevis Historia’. Det er til gengæld en sidebemærkning om Gorms – eller statens – indtægter: »… thi i hine tider besad vore konger al jord i kongeriget med herskabs ret«.

Man måtte altså som jordbruger leje sin jord af kongen – man ejede den ikke. Dengang var der jord/plads nok til at dække efterspørgslen, hvilket betød, at kongen måtte fastsætte lejen i forhold til det udbytte, brugeren kunne få af lejemålet.

VI VED, at i tiden før Gorm – i vikingernes storhedstid – var Danmark delt mellem adskillelige småkonger, og at tiden efter sønnen Harald Blåtand var præget af uroligheder og småkrige, måske et sidste opgør med resten af småkongerne.

Det kunne hænge sådan sammen, at Gorms, Thyras og Haralds bedrift i virkeligheden bestod i gennem krige og alliancer at udradere de mange småkongers kongeriger, og at et herred, hvis egentlige oprindelse er uklar, var betegnelsen for en af disse småkongers kongerige.

Da der intet administrationsapparat fandtes, før den katolske kirke fik sat skik på landet, vandt kongemagten ejendomsretten, mens småkongerne fortsatte som en slags forpagtere med brugsretten i behold.

Det giver god mening senere i middelalderen, hvor begrebet ’len’ opstår. Bortset fra den jord, som kongen havde foræret kirken – lige op til reformationen i 1536 en tredjedel af landets dyrkbare areal – kunne han på forskellig måde leje dele af landet ud for at få penge i statskassen. Ordet len kommer af at låne ud, på samme måde som det engelske lend, men ikke låne af, jævnfør det engelske borrow.

Da enevælden blev indført i 1660, skyldes det ifølge konge, kirke og den fremvoksende borgerstand i byerne, at en stor del af disse lensherrer, godsejerne, havde svigtet landet ved ikke at stille med det antal soldater, som var en del af lejen. De blev fjernet fra indflydelse, men beholdt deres jordarealer, som de som et uudtalt modsvar begyndte at betragte som deres ejendom. Tilmed var det dårlige tider, og mange godser begyndte at sælge ejendomme fra til en ny tids bønder, som af gode grunde betragtede den købte jord som deres ejendom.

Kongen tog godsernes skatteudskrivningsret fra dem i 1664, men det gik dog hurtigt op for ham, at med de mange nye ejere måtte grundlaget for skatten/brugsretten gøres mere præcis for at være bare nogenlunde retfærdigt.

I 1688 iværksatte han en opmåling af de enkelte ejendommes jordtilliggende og tilføjede et skøn over dets dyrkningsværdi. Det arbejde tog 150 år. Den fungerede, men blev langsomt temmelig værdiløs, blandt andet fordi det indimellem kneb med ajourføringen, og i 1802 satte kongen arbejdet med en ny matrikel i gang.

Denne gang tog det kun 42 år at få den færdig, men så havde han også, om man så må sige, fod på hver en kvadratmeter. Man kunne med egne øjne se landets bedste jord, som helt præcist var Niels Nilausens 38 ha på Vendalsgaard, der stadig ligger skråt over for kirken på matrikel 16m i Karlslunde nord for Køge.

Man kunne tage jorden op i hænderne, mærke på den, lugte til den. I princippet har hvert stykke jord i Danmark stadig et matrikelnummer fra dengang.

EN AF RENÆSSANCENS BETYDELIGSTE jurister ved overgangen til oplysningstiden var hollænderen Hugo Grotius, som interesserede sig for konsekvenserne af de store opdagelsesrejser og den begyndende kolonilisering af de nyfundne landområder. I sit store retsfilosofiske værk gav han kapitel 12 overskriften ’Mare liberum’ (Om havenes frihed), hvor han argumenterede for, at det åbne hav var allemandseje. Det var ret nemt at blive enige om for alle sømagter, for der var endnu ingen, der for alvor havde sat magt bag et krav om ejendomsret til et bestemt område i havet, og Grotius’ betragtninger danner stadig grundlaget for FN’s Havretskonvention.

Det, Grotius kom frem til for havets vedkommende, var det samme, som Rousseau allerede er citeret for i begyndelsen af artiklen om ejerskab til jord/plads. Men med jorden var det ikke nemt. Den liberale oplysningsfilosof John Locke, der var læge af uddannelse, formulerede liberalismens udgangspunkt for ejendomsret temmelig firkantet: Man har ret til det, man frembringer – til udbyttet af sin jord, men jorden/pladsen som sådan er fælleseje i den forstand, at man må leje den af fællesskabet.

Det kunne moralfilosoffen Adam Smith, der beskæftigede sig med et liberalt samfunds økonomi, i princippet tilslutte sig, men på to områder gav det problemer, som han beskrev i sit hovedværk om nationernes velstand: Arv og jordens/pladsens værdi. En arveret var for en stor dels vedkommende udtryk for opsparet arbejde og måtte opretholdes. For jordens/pladsens vedkommende var den nok fælleseje, men der skulle tages højde for, at den både kunne forbedres og udpines.

BAG KRAVET I 1848 om en fri forfatning i Danmark stod Bondevennerne og De Nationalliberale, som begge byggede på oplysningsfilosoffernes liberalisme. Men de ’glemte’ at tage debatten om ejendomsret/brugsret og kaldte det hele ejendomsret, da de skrev grundloven.

Den, der tilfældigvis i 1848 havde retten til en matrikel, beholdt sin ret. Det blev yderligere slået fast i 1901, hvor Bondevennerne/Venstre første gang dannede regering, og hvor Venstre fra den ene dag til den anden behændigt begravede sin liberalisme og overtog Højres agrarpolitik – forskellen var, at man varetog gårdejernes interesser i stedet for godsejernes.

1903’s skattereform handlede udelukkende om at vælte en så stor en del af skattebyrden over på bybefolkningen som muligt. Til det var indkomstskatten fremragende, og ved at lægge de menneskeskabte bygningers værdi til jordværdien kunne gårdejerne i endnu højere grad tilgodeses.

Det betød intet for Venstre, at indkomstskatter er direkte kontraproduktive, for jo flittigere man er, des mere kommer man til at betale i skat, og det gjorde heller ikke noget, at de er dyre og komplicerede at administrere. Der findes næppe en lov her i landet, til hvilken der er udstedt flere bekendtgørelser og cirkulærer end ligningsloven, som hvert år tilmed forsynes med en flere centimeter tyk ligningsvejledning.

BEDER MAN I DAG en ejendomsmægler om at nævne tre ting, som betyder noget for vurderingen af en ejendoms værdi, svarer han beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Købere af parcelhuse er i stor stil begyndt at købe velfungerende 1960-ejendomme til dagsprisen, rive huset ned og bygge nyt bare på grund af grundens beliggenhed i forhold til infrastruktur som skoler, sygehuse og transport- og indkøbsmuligheder.

Beder man de økonomiske vismænd om at nævne tre ting, som betyder noget for at skaffe den arbejdskraft, der er en mangelvare, ligesom pladsen er ved at blive det, svarer de indkomstskattelettelser, indkomstskattelettelser og indkomstskattelettelser.

Vejen frem synes således klar: Skrot tankegangen fra 1903, og flyt over en række år skattebyrden krone for krone over på jorden/pladsen, hvor der, som liberalismens grundlæggere gjorde, ses bort fra værdien af de menneskeskabte bygninger, og så bygninger ikke skattemæssigt behandles anderledes end investering i Krøyer-malerier eller guldsmykker.

Overfør så modellen fra fordelingen af statens bloktilskud til kommunerne, hvor en række politisk fastsatte objektive kriterier afgør, hvor stor en del af årets bloktilskudspulje hver kommune skal have. Vi ved, hvem der ejer hver en kvadratmeter af landet, opstil de objektive kriterier gældende for et antal år – afstanden til sygehuset, afstanden til skoven, afstanden til detailhandelsbutikker af en vis størrelse eller et vist antal varenumre, fraregn begrænsende byrder som støjgener – alt sammen noget, der har med beliggenhed at gøre, men kan fastslås objektivt og behandles maskinelt. Sandsynligvis skal der konstrueres en håndfuld kriterielister, for hvad der tæller på minussiden for plads til beboelse, kan tælle på plussiden for plads til erhverv, en motorvej for eksempel.

Vupti. Pludselig er vi ude af skatteskandalernes æra.

• Kopiér link