Det fineste fund i den fynske dronningegrav var en bjergkrystalkugle med en tidlig kristen lykkeformular på græsk, som vi ikke kender den præcise betydning af. Ankeret indikerer, at hun var kristen. Diameter 2,9 cm. Foto: Roberto Fortuna & Kira Ursem/Nationalmuseet

Det fineste fund i den fynske dronningegrav var en bjergkrystalkugle med en tidlig kristen lykkeformular på græsk, som vi ikke kender den præcise betydning af. Ankeret indikerer, at hun var kristen. Diameter 2,9 cm. Foto: Roberto Fortuna & Kira Ursem/Nationalmuseet

Læs et uddrag: Det tabte venskab mellem Danmark og Rusland

Der var tætte kulturelle og religiøse bånd mellem Danmark og Rusland, indtil kontakten i løbet af middelalderen kølnedes på grund af politiske og religiøse skel.

Omkring år 370 blev en dronning stedt til hvile i en statelig gravhøj ved Årslev nær Odense. Hun fik pragtsmykker i guld og ædelsten med sig i graven. Udstyret indikerer, at hun kom fra Sortehavs-området og tilhørte det gotiske folk, som danske fyrster på daværende tidspunkt havde haft kontakt med længe.

Dronningegraven viser, at kontakten mellem Danmark og det, vi i dag kalder Rusland, blev etableret tidligt. Relationen mellem landene fylder ikke meget i moderne dansk historieskrivning, men helt op mod år 1200 var der stærke kirkelige, dynastiske og handelsmæssige bånd mellem de to områder. Herefter gjorde religiøse skel og økonomiske barrierer afstanden større.

I 800-tallet begyndte skandinaver for alvor at etablere sig i Rusland, og dermed kom de i tæt kontakt med den østlige kristendom. En fyrste ved navn Rurik blev i 862 inviteret til at blive hersker af lokale folkeslag i det nordlige Rusland, fortæller ’Beretningen om de forgangne tider eller Nestorkrøniken’, som er nedskrevet i Kijev omkring 1113. Det er usikkert, om Rurik kom fra Sverige eller Danmark, hvor flere medlemmer af kongefamilien i 800-tallet hed Rurik, men han fik etableret sig som hersker over en vigtig handelsstation ved Ladoga-søen og snart over Holmgård, forløberen til byen Novgorod. Ruriks efterkommere udvidede riget og flyttede hovedsæde til Kijev.

Betyder det, at Rusland som rige blev skabt af danske og skandinaviske krigere? Den diskussion fik i løbet af 1800- og 1900-tallet bølgerne til at gå højt mellem russiske og skandinaviske forskere, som på nationens vegne ville tage æren for Ruslands fødsel. Ingen af parterne havde helt ret. Nogle herskere i det russiske kom ganske vist fra Skandinavien, men ofte indgik de alliancer med lokale fyrster.

Man kan tale om en decideret kolonisering fra Skandinavien i 800-årene, men slet ikke i samme skala som udvandringen til England og Normandiet. Det er muligt, at lige så mange rejste af sted, men i øst spredte bosætterne sig over langt større områder. De skandinaviske indvandrere satte deres præg på regionen og skabte en del institutioner og byer som eksempelvis Novgorod, men andre byer havde eksisteret langt tidligere. Der var med andre ord tale om en blandingskultur.

I latinske, græske, russiske og arabiske kilder blev folket i området kaldt ’rus’, og det udtryk brugte de også om sig selv i traktater med byzantinske herskere. Rus har nogle få forskere tolket som en gammel etnisk betegnelse fra den tidlige folkevandringstid, men de fleste mener nu, at det bare betyder ’rorkarl’, altså en henvisning til deres skandinaviske ophav, ligesom Sverige i dag på finsk hedder Ruotsi.

Omkring år 1000 blev rus betegnelsen for alle, der boede i Rusland, mens danskere og skandinaver nu blev kaldt ’varæger’. Mange af dem skabte sig en karriere i kejserstaden Konstantinopel, det nuværende Istanbul, eller i Kijev som frygtede elitekrigere i den kejserlige eller fyrstelige paladsgarde. Nogle har nok slået sig ned og er blevet helt assimileret, men mange vendte efter en årrække hjem med rigdomme og erfaringer fra det fremmede. Dette særlige system opstod senest i 800-tallet og fungerede med skiftende intensitet helt til omkring 1200, og varægerne i Rusland og i Byzans havde hele tiden tæt forbindelse med hinanden.

Med tiden blev skandinaverne kristne, og gennem varægerne kom den religiøse påvirkning ikke bare fra Rom, men også via det russiske område fra Konstantinopel.

I Gualövs kirke i Skåne ses blandt kalkmalerierne en kriger med en hovedbeklædning svarende til varægernes i Konstantinopel. Fra 1100-tallet. Foto: Herman Andersson

I Gualövs kirke i Skåne ses blandt kalkmalerierne en kriger med en hovedbeklædning svarende til varægernes i Konstantinopel. Fra 1100-tallet. Foto: Herman Andersson

Den russisk-byzantinske indflydelse ses stadig på kirkerne i Danmark. I flere af de ældste og falmede kalkmalerier fra begyndelsen af 1100-tallet aner man, hvordan billederne af kirkens stiftere fremstiller dem i tunge silkedragter med russiske eller græske broderier eller med krigerudstyr og hjelm som en varægergarder. Nogle af afbildningerne er tydeligvis inspireret af ortodokse ikoner, og billedernes oprindelige dybe blå farve stammer fra den ekstremt dyre sten lapis lazuli, som kom fra Det Byzantinske Rige. Disse kalkmalerier er særlig talrige på Sjælland og i Skåne og optræder i kirker, som er blevet udsmykket af kongefamilien eller af de absolut rigeste og mest indflydelsesrige stormandsslægter. Nu kan det være svært at eftervise i detaljer, ad hvilke snørklede veje den kulturelle og kunstneriske indflydelse er kommet til Danmark. For så vidt kan interessen for ortodokse billeder have været en del af en almindelig mode i Vesteuropa i 1100-tallet og være kommet via Italien, men forbindelsen mellem Danmark og varægerne i Rusland må under alle omstændigheder have haft stor betydning. Det samme gælder den kirkearkitektur, som har russiske eller byzantinske forbilleder, mest oplagt Vor Frue Kirke i Kalundborg fra slutningen af 1100-tallet.

Den ortodokse liturgi – det vil sige gudstjenestens forløb og ritualer – var også i middelalderen på flere måder mere sprælsk end den katolske og havde eksempelvis en helt anden sangtradition. Det appellerede til sanserne og til danskerne, og i slutningen af 1000-tallet eksperimenterede Nordens ærkebiskop, Adalbert af Hamburg-Bremen (død 1072) – det var, før de skandinaviske lande havde fået deres egne ærkebisper – med ortodokse forløb under gudstjenesten. Der var duft af røgelse, glitrende lys og torden af alle de syngendes stemmer, beretter den samtidige krønikeskriver Adam af Bremen (død ca. 1081). Gudstjenester i Danmark blev ikke ortodokse, men at selveste ærkebiskoppen har kunnet forestille sig det, viser, hvor nære forbindelserne til øst var.

Skandinaverne i Rusland dyrkede de vanlige helgener i den russiske kirke, men de var også med til at få skandinaviske helgener ind i den russiske tradition. Den mest populære var kong Olav den Hellige af Norge (død 1030), som nærmest blev en slags skytshelgen for varægerne. De mente, at han fra sin plads i himlen greb afgørende ind i vigtige slag.

Mere forunderligt er det, at også Knud den Hellige af Danmark (ca. 1042-1086) og hans bror Benedikt blev optaget i en russisk bøn til den hellige Treenighed. Da Knud i år 1100 blev helgenkåret af paven, var splittelsen mellem den latinske og den græskortodokse kirke allerede 50 år gammel, og paven og patriarken i Konstantinopel havde gensidigt bandlyst hinanden. I princippet skulle det være umuligt for den russiske kirke at dyrke en latinsk helgen fra Danmark. At det alligevel fandt sted, viser, at forbindelserne mellem øst og vest var stærkere og varede længere i Østersø-området end omkring Middelhavet. Det skyldtes et langt stykke af vejen også de tætte personlige forbindelser, som blev etableret i form af giftermål på tværs af det ortodokse og latinske skel.

Netop de fyrstelige ægteskaber er det tydeligste bevis for de nære dansk-russiske kontakter i middelalderen. Giftermål mellem danske og russiske kongefamilier var hyppige og en del af et netværk, som strakte sig fra Kijev over hele Skandinavien til Northumbria i England.

Ægteskaberne viklede fyrstefamilierne ind i hinanden generation for generation, hvilket fik betydning for middelalderens danske kongerække. Også her fik Rusland stor betydning.

Efter normannernes erobring af England i 1066 gemte den angelsaksiske kongedatter Gyda (død 1098 el. 1107) sig hos sin danske slægtning kong Svend Estridsen (død 1076). Han skaffede hende en ny ægtemand fra de højeste internationale politiske cirkler, og hun blev gift og fik en stor børneflok med Vladimir II Monomach af Kijev (1053-1125). En af deres efterkommere, Ingeborg af Kijev, blev et par generationer senere gift med Svend Estridsens barnebarn Knud Lavard, som var hertug i Slesvig. Sammen fik Ingeborg og Knud en søn, som siden fik en prominent plads i danmarkshistorien. Vi kender ham som Valdemar den Store (1131-1182), men Knud Lavard kom aldrig til at møde ham. Blot en uge inden Valdemars fødsel blev Knud Lavard i januar 1231 dræbt i et forræderisk baghold af sin egen fætter Magnus den Stærke i Haraldsted Skov nord for Ringsted.

Mordet resulterede i borgerkrig mellem forskellige linjer af kongefamilien, men hvad skete der egentlig med Ingeborg fra Kijev og den spæde Valdemar? Ifølge historikeren Saxo Grammaticus, som skrev lige efter 1200, blev sønnen sat i pleje hos stormanden Asser Rig (død i 1140’erne) i Fjenneslev mellem Sorø og Ringsted og voksede op sammen med den senere ærkebiskop Absalon (død 1201). Det passer godt ind i Saxos åbenbare tendens til at fremstille Absalon som verdens centrum, men der er en anden mulighed. Den islandske Knytlingasaga fra midten af 1200-tallet bygger på tidligere kilder og er på flere punkter mere troværdig end Saxo, og her berettes det, at Ingeborg gemte sig hos sin far i Kijev efter mordet. Det kunne også forklare, at sønnen kom til at hedde Valdemar. Han var opkaldt efter sin oldefar Vladimir Monomach fra Kijev.

I kilderne dukker Valdemar først op i Danmark som 15-årig. 11 blodige borgerkrigsår senere – i danmarkshistorien kendt som striden mellem Svend, Knud og Valdemar – var rivalerne i 1157 ryddet af banen, og Valdemar blev enekonge.

Undervejs havde Valdemar giftet sig med tronrivalen Knuds halvsøster Sofie – som også kom fra Rusland, nemlig fra Minsk. Det var ganske kontroversielt, for Sofie var barnebarn af Magnus den Stærke, som havde slået Valdemars far ihjel.

Det er svært at forklare, hvorfor Valdemar gjorde sådan. Saxo spinder en fin historie om, at hun simpelthen var så smuk, at han var nødt til det. Det er muligt. En anden historiker, Sven Aggesen, skrev omkring 1185, at Sofie var så veldrejet, at selv den store romerske elskovspoet Ovid ikke ville have haft ord nok til at prise hendes skønhed. Hvad forklaringen nu end er, har Valdemars giftermål i alle fald været politisk særdeles opportunt og medvirkede til at skaffe ham eneherredømmet i Danmark.

Spørgsmålet er, hvilket sprog Valdemar og Sofie har talt med hinanden. Ja, noget dansk har de vel måttet lære sig. Sofie har næppe hørt et ord på dette sære sprog, før hun var 8-10 år gammel, og Valdemar ved vi intet sikkert om, før han pludselig som 15-årig er i Ringsted. Han var veluddannet og læste latin og talte det måske, hvad der er mere usikkert i Sofies tilfælde. Begge har sikkert kunnet en del tysk. Men i privaten på Vordingborg Slot har det mest naturlige været at tale russisk sammen eller måske en blanding af Kijev-russisk, polsk og lidt Minsk-russisk.

Ægteskabet mellem Valdemar den Store og Sofie var det sidste dansk-russiske i middelalderen. Danske konger så herefter oftere mod Vesteuropa, når de skulle finde en ægtefælle. Det kan skyldes politiske forhold, men også, at afstanden mellem katolsk og ortodoks opfattelse af kristendommen blev større. Rusland blev fra omkring 1200 i stadig højere grad fremstillet som modstander af den sande kristendom.

Det gamle venskab blev efterhånden til fjendskab.

Det Første Korstogs erobring af Jerusalem i 1099 blev begyndelsen til en ny religiøst og militært ekspansiv periode i Vesteuropas historie. Den var ikke specifikt rettet mod islam, men mod alle den sande kristendoms fjender. Dem blev der flere af med tiden, og gradvist forværredes forholdet mellem den katolske og den ortodokse kirke.

I 1230’erne begyndte paven at omtale russerne som kættere, altså nogle, som mod bedre vidende tager afstand fra fundamentale læresætninger om sandheden og ikke blot har en lidt anderledes gudstjeneste. Det blev indledningen til en række pavelige opfordringer til korstog mod russerne, som fik støtte fra skandinaviske og ikke mindst danske konger.

I Sæby kirke på Sjælland ses en kvinde med byzantinske øreringe. Kalkmaleri fra 1100-tallet. Foto: Hermann Andersson

I Sæby kirke på Sjælland ses en kvinde med byzantinske øreringe. Kalkmaleri fra 1100-tallet. Foto: Hermann Andersson

I sommeren 1240 blev bystaten Novgorod angrebet af korsfarere fra Estland, som havde været en dansk provins siden 1219. De brændte kirker, bøger og ikoner, men formåede ikke at erobre selve byen. Krigen trak ud hen over vinteren, og der blev bygget fæstning i det dansk-russiske grænseområde. Nu fik indbyggerne i Novgorod tilkaldt en af deres fyrster, Aleksandr Nevskij (død 1263), som organiserede forsvaret og gennem 1241 vandt en række mindre slag mod danske korsfarere og deres allierede fra Estland og Litauen, hvoraf en del i øvrigt stadig var hedninge. 5. april 1242 kom det afgørende slag mellem Novgorod og danske og tyske korsfarere på den tilfrosne sø Peipus, der ligger ved det nuværende Estlands østlige grænse.

Slaget på isen blev afgørende. Det trak en grænse mellem den latinske og den ortodokse kirke for resten af middelalderen, og det sikrede den russiske hærfører Aleksandr Nevskij helgenkåring og hans eftermæle som hele Ruslands frelser. Ifølge traditionen gik de tungt pansrede tyske og danske riddere igennem isen og druknede, da de flygtede fra Aleksandrs hær, men den udlægning af begivenhederne opstod først i 1500-tallet. Sikkert er det dog, at russerne vandt slaget.

Rusland har ikke fyldt meget i forskningen i dansk middelalder. Det skyldes især tre ting. Den ene er et særlig stærkt nationalt perspektiv i historieskrivningen siden slutningen af 1800-tallet, som har fokuseret på indre danske forhold og ikke forbindelserne udadtil. Den anden er et mentalt jerntæppe, som siden Anden Verdenskrig helt automatisk har rettet historikernes blik mod vest og ikke mod øst, når de skulle forstå Danmarks historie. Det tredje forhold er nok rent praktisk. Kendskabet til slaviske sprog i Danmark har været forsvindende lille sammenlignet med kendskabet til vesteuropæiske sprog.

I middelalderen var det anderledes. Da var Rusland langt tættere på.

Kurt Villads Jensen er professor i middelalderhistorie på Stockholms Universitet.

Artiklen er forkortet. Læs hele udgaven i første udgave af Politiken Historie, som udkommer til oktober.