Den danske trekantshandel var en gigantisk maskine af skibe, plantager, søfolk og slaver

TVILLINGERIGETS KOLONIER og handelsforbindelser bestod i praksis af to forbundne dele: en vestindisk og en ostindisk (asiatisk). I 1700-tallet var værdien af de vestindiske kolonier og den vestindiske handel den største af de to, selv om værdien af handlen på Vestindien var mindre end af handlen på Østersøen, Vesteuropa og Middelhavet.

Ikke desto mindre indbragte handlen på Vest- og Ostindien betydelige indtægter til riget, både til staten og til private i såvel hovedstaden som handelsbyerne i provinsen. Det var disse indtægter fra produktionen i kolonierne og den dertilhørende handel, der gjorde kolonisystemet profitabelt.

Hvis vi fokuserer på den vestindiske del af kolonisystemet, så var Rebekka et lyslevende hverdagseksempel på den dansk-norske deltagelse i netop denne del af det globale økonomiske system, også kaldet ’det atlantiske system’. Det forbandt Europa, Afrika og Amerika på tværs af Atlanten og bevirkede cirkulation af varer, mennesker, ideer og penge mellem verdensdelene.

Ofte taler man om trekanthandlen, det vil sige det handelssystem, som bragte varer som krudt og værktøj fra Danmark-Norge til Guldkysten, slavegjorte afrikanere fra Guldkysten til Dansk-Norsk Vestindien og råsukker derfra tilbage til Danmark-Norge. Men det atlantiske system var langt større og mere komplekst end blot en sejlrute med et ben på hvert kontinent.

SYSTEMET KAN SES som en gigantisk maskine bestående af tusinder af forbundne tandhjul i form af mennesker, skibe, plantager, fabrikker og markeder, hvor drivkraften hovedsageligt udgjordes af de slavegjorte afrikaneres dødbringende slid i Amerika og af Europas umættelige appetit på kolonivarer som sukker, tobak og te. Maskinens accelererende svinghjul bragte store indtægter til Europa, og derfor blev systemet en hjørnesten i Europas fortsatte udbredelse af sin magt over verden.

Maskinens produktionslinjer strakte sig år for år dybere ned i samfundene i alle tre verdensdele, ja videre endnu, sådan at eksempelvis tekstiler fra Calcutta i Britisk Indien blev brugt til at købe slavegjorte afrikanere på Guldkysten for, mens schweiziske bankhuse finansierede nederlandske kaffeplantager i sydamerikanske Surinam, og råsukker fra Sankt Croix endte som hvidt sukker på kaffebordene i Lübeck, Rostock og Danzig via raffinaderierne i København.

Rebekka var som slavegjort afrocaribier et produkt af dette vældige atlantiske system og et af dets tusinde tandhjul.

Danmark-Norges placering i det atlantiske system og generelt i det internationale kolonisystem i 1700-tallet var som en magt af anden rang efter Storbritannien, Frankrig, Nederlandene, Spanien og Portugal. Det skyldtes både antallet og værdien af rigets kolonier og handel og i endnu højere grad den militære magtbalance i samtiden.

Tvillingerigets stærkeste militære kort var flåden, som ganske vist var mindre end stormagternes, men dog stor nok til at kunne ændre afgørende på magtbalancen i de krige mellem stormagterne, som fulgte hastigt efter hinanden igennem 1700-tallet.

Som konsekvens af denne position var det muligt for Danmark-Norge at holde sig neutralt og ude af stormagtskrigene, hvilket åbnede store muligheder for handlen, ikke mindst på kolonierne. For de store kolonimagters krige var verdensomspændende og involverede økonomisk krigsførelse, hvor man ødelagde eller beslaglagde fjendens skibe og varer.

Det betød, at leverancerne af de lukrative kolonivarer blev usikre, hvilket fik priserne til at stige voldsomt, og det samme gjorde efterspørgslen på transport af varer på neutrale landes skibe, f.eks. Danmark-Norges.

Dermed medførte hver ny stormagtskrig hektisk aktivitet i Danmark-Norge for at udnytte neutralitetens mange muligheder på enhver tænkelig måde. Når freden vendte tilbage, forsvandt de store fortjenester igen – indtil en ny krig begyndte. Foruden pengene var gevinsten i det lange løb varige markedsandele, nye handelsforbindelser og indsamling af knowhow om handel, finans og varer.

Samlet set skabte neutralitetsudnyttelsen under stormagtskrigene i sidste halvdel af 1700-tallet en højkonjunktur i Danmark-Norge, den såkaldte florissante periode, hvor forhold med velstand bredte sig som ringe i vandet fra især hovedstaden og ud i samfundet. Imidlertid var velstanden bygget på en stærkt opportunistisk udnyttelse af krigskonjunkturerne, som i sidste ende medførte kollaps og katastrofe.

I jagten på mere profit blev tilsidesættelse af internationale regler, lyssky spekulationer, stråmænd og falske skibspapirer dagens orden, mens statens højeste embedsmænd vendte det blinde øje til. Resultatet blev krigen med Storbritannien i 1807 og Danmark-Norges indtræden i Napoleonskrigene, som medførte bombardementet af København og tabet af flåden i 1807, statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814.

FORUDEN SIN ROLLE som en neutral handels- og kolonimagt af anden rang i det generelle europæiske koloniale system indtog Danmark-Norge også en helt anden og mere fremtrædende rolle i den koloniale verden, nemlig som udsender af kristne missionærer. På dette område var Danmark-Norge i 1700-tallet den absolut førende protestantiske magt, mens de katolske magter længe havde haft missioner i deres kolonier.

Således blev den første protestantiske mission i verden grundlagt i kolonien Tranquebar i 1706, støttet økonomisk og logistisk af den dansk-norske krone og med personale og ideologi fra et af pietismens kraftcentre i byen Halle lidt nord for Leipzig.

Pietisterne fra Halle-missionen stod for en særlig ’inderlig’ version af kristendommen.

Senere blev missionsvirksomheden udbredt til Dansk-Norsk Vestindien i 1732, Grønland i 1733, Guldkysten i 1736 og Nicobar-øerne i 1768, men her med missionærer fra den ligeledes pietistiske brødremenighed fra Herrnhut i Sachsen. Missionerne på Guldkysten og Nicobar-øerne blev senere opgivet, men i Tranquebar, Vestindien og Grønland fik missionærernes arbejde en dyb og varig indflydelse.

Desuden bredte Halle-missionen sig videre i Sydindien til britisk- og indiskkontrollerede områder, mens Brødremenigheden ekspanderede til andre landes kolonier i Caribien, Nordamerika og Australien.

DE PIETISTISKE MISSIONÆRER i kolonierne kom tidligt til at spille en rolle for synet på slaveri og slavehandel, fordi de allerede i første halvdel af 1700-tallet blev tvunget til at tage stilling til disse emner.

For det første arbejdede Halle-missionen allerede fra sin begyndelse i 1706 for et forbud mod salg af kristne slavegjorte i Tranquebar. Slaveri og slavehandel var almindelige fænomener i Indien og Tranquebar.

De slavegjorte kom oftest fra kastesystemets nederste lag, hvorfra mange af Halle-missionens indiske kristne også kom. I missionærernes øjne var det en synd at sælge en kristen som slavegjort, uanset etnicitet og stand. I 1744 fik missionen udvirket et forbud mod eksport af alle slavegjorte fra Tranquebar. Imidlertid vedblev selve slaveriet og den interne handel med slavegjorte i Tranquebar at være lovlig og fortsatte. Nogle missionærer ejede endda selv slavegjorte.

For det andet mødte Brødremenigheden i Vestindien fra begyndelsen i 1732 en frygt hos koloniens slaveejere for, at missionen skulle føre til slaveoprør eller frigivelse af de slavegjorte afrikanere. Men det var ikke brødrenes hensigt at ændre på samfundsordenen. Ud fra Paulus’ skrifter i Det Nye Testamente ræsonnerede de, at slaveri var en stand, som Gud havde sat de slavegjorte i, og som derfor måtte accepteres.

Også slavehandlen accepterede de som en del af samfundsordenen i kolonien. Til gengæld anså de alle mennesker for at være skabt af Gud, og derfor havde de slavegjorte afrikanere samme adgang som europæere til at blive kristne og frelst af troen.

MED ANDRE ORD var missionens mål at frelse sjæle, ikke at afskaffe slaveriet eller slavehandlen. Den tilgang gjorde Brødremenigheden til de slavegjortes kirke frem for nogen anden, et nyt, stærkt netværk i en fremmed og nådesløs verden. Med tiden erhvervede Brødremenigheden i Vestindien selv plantager med slavegjorte arbejdere for at kunne brødføde den voksende mission. Det afstedkom stor intern diskussion i menigheden, men sikrede missionens videre eksistensgrundlag.

Mens de pietistiske missionærers tilgang til slaveri og slavehandel i Tranquebar og Vestindien således primært havde betydning for de slavegjorte lokalt, afspejlede den pietistiske synsvinkel sig også hjemme i Danmark-Norge, for eksempel hos Erik Pontoppidan, en fremtrædende pietistisk teolog, hofpræst, biskop og senere prokansler for Københavns Universitet.

I 1760 fremførte Pontoppidan i et forord til et værk om handlen på Guldkysten, at nok blev afrikanerne dér bortført fra deres hjem og gjort til slaver, men til gengæld fik de dels bedre levevilkår i Vestindien, dels fik de forkyndt evangeliet og blev døbt: »Dersom disse Hedninger ikke af de Christne Herrer faar og høre meget forargeligt, da komme vel de fleste af dem til bedre Kundskab om Gud og hans Rige, (og) følgelig blive de Christi Frigiorte, skiønt Menniskens Tienere«.

Igen var det centrale at frelse sjælen fra synd og fortabelse gennem den kristne tro – det var vigtigere end lidelserne i slaveriet.

VED EN BERØMT FORORDNING forbød Danmark-Norge i 1792 som den første stat import af slavegjorte fra Afrika til Dansk-Norsk Vestindien med virkning fra 1803. Men trods de nævnte tidlige pietistiske erfaringer og synspunkter på slaveri og slavehandel var det ikke dem, der dannede grundlag for 1792-loven. Inspirationen kom i stedet fra den offentlige debat i navnlig Storbritannien og Frankrig, hvor slaveriet i stigende grad blev forkastet som umoralsk, umenneskeligt og i strid med både kristendom og menneskerettigheder.

I den danske presse begyndte diskussionen om afskaffelse af slaveri og slavehandel så småt i midten af 1780’erne, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at den britiske bevægelse mod slavehandlen var meget aktiv først i 1780’erne. Desuden kan det også have haft betydning, at kronprinsen – den senere Frederik 6. – overtog regeringsmagten i 1784, hvilket medførte en relativt stor pressefrihed.

I den danske presse var debatten om slavespørgsmålet især livlig i årene 1788-1793 og igen i 1803-1807. De to perioder falder sammen med henholdsvis udstedelsen af loven om afskaffelse af slavehandlen i 1792, med lovens ikrafttrædelse i 1803 og den britiske lov om afskaffelse af slavehandlen i 1807.

I modsætning til f.eks. den britiske debat om slavespørgsmålet, som mobiliserede en bredere folkelig bevægelse og grupper i Parlamentet, blev debatten i den dansk-norske presse ført næsten udelukkende af en kreds af embedsmænd og personer knyttet til regeringskredse i den enevældige stat.

DET VAR FORTRINSVIS de samme kredse og samfundslag, som befolkede tidens patriotiske selskaber, hvor spørgsmål om slaveri også blev debatteret. Selvsagt tilhørte kongens ministre, som udformede 1792-loven, den samme gruppe.

Generelt var den dansk-norske debat præget af afstandtagen fra slaveriet som system, men alligevel blev der ikke formuleret et krav om afskaffelse af selve slaveriet. Debatten drejede sig hovedsagelig om, hvorvidt det var muligt at afskaffe slavehandlen. Sådan var det også i den tilsvarende britiske og franske debat.

Afskaffelse af slaveriet ville betyde indgreb dels i den private ejendomsret, dels i selve fundamentet for plantageøkonomien i Vestindien, som bidrog med betydelige indtægter til samfundet. Det ønskede man ikke at rokke ved.

Derfor er det heller ikke overraskende, at 1792-loven rettede sig mod netop den transatlantiske slavehandel. Hensigten med loven var at komme tilsvarende love i forkøbet, som på det tidspunkt blev diskuteret i både Storbritannien og Frankrig. Hvis de to stormagter indstillede deres slavehandel, ville de ikke tillade, at Danmark-Norge fortsatte sin – en handel, som i øvrigt gav underskud.

Derfor anså den enevældige regering det som en bedre strategi at indlede en koordineret afskaffelse af slavehandlen med en 10-årig overgangsperiode frem til 1803. I overgangsperioden skulle antallet af slavegjorte i Dansk-Norsk Vestindien øges så meget som muligt via billige statslån, så der var nok arbejdskraft til sukkerproduktionen i lang tid fremover. Derudover var der så de humanistiske motiver om at bedre de slavegjortes kår. Men de kom altid i anden række efter de økonomiske.

TILBAGE I STORE KONGENSGADE i 1787 var der næppe nogen, som så noget problem i, at Rebekka var slavegjort. Det, man debatterede i byens patriotiske og oplyste cirkler, var den transatlantiske slavehandel, ikke slaveriet. Måske var Rebekkas ejer, enkefru Ingwersen, slet ikke opmærksom på den slags filosofiske diskussioner, for de lokale aviser omtalte oftere slavegjorte i forbindelse med, at de var blevet døbt eller måske stukket af fra deres ejer.

Det var praktiske problemer, som viser, at de slavegjorte i hverdagens Danmark-Norge både blev set som mennesker – ellers gav dåb ingen mening – og selvsagt også kunne bruge deres fri vilje som mennesker til f.eks. at løbe væk fra det hele.

Men samtidig var de ejendom, og der skulle gå årtier, før selve slaveriet blev det centrale i debatten i Danmark-Norge. Da slaveriet i 1848 omsider blev ophævet, var det betegnende nok, fordi de slavegjorte i Dansk-Norsk Vestindien fik nok af at vente, gjorde oprør og selv gennemtvang deres frigivelse.

Niklas Thode Jensen, Ph.d. i historie og seniorforsker på Rigsarkivet

Skribenten anbefaler:

Mikkel Venborg Pedersen (red.): ’Danmark: en kolonimagt’. Gad, 2017

Erik Gøbel: ’Det danske slavehandelsforbud 1792. Studier og kilder til forhistorien, forordningen og følgerne’. Syddansk Universitetsforlag, 2008

Henning Højlund Knap: ’Danskerne og slaveriet. Negerslavedebatten i Danmark indtil 1792’, i Peter Hoxcer Jensen (red.): ’Dansk kolonihistorie: Indføring og studier’. Forlaget Historia, 1983