Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

’Den skrækkelige stormflod’ oversvømmer en by i 1634. Begivenheden inspirerede senere tiders kobberstikkere. Her i bogen ’Die Größte Denkwürdigkeiten der Welt’ fra 1683. Public Domain.

’Den skrækkelige stormflod’ oversvømmer en by i 1634. Begivenheden inspirerede senere tiders kobberstikkere. Her i bogen ’Die Größte Denkwürdigkeiten der Welt’ fra 1683. Public Domain.

Politiken Historie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den store syndflod

Danmark har altid ligget udsat for vind og vejr. Under den lille istid i 1600-tallet gik det hårdt ud over området ved Vadehavet. Som i dag var der også dengang teorier om menneskelige aktiviteters konsekvenser, hvad angik naturens rasen.

Politiken Historie
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Søndag 12. oktober 1634 tav kirkeklokkerne stille, og der var ingen højmesse i Døstrup Kirke mellem Skærbæk og Bredebro. Også mange af det vestlige Sønderjyllands øvrige kirker stod gabende tomme denne 19. søndag efter trinitatis, for egnens indbyggere havde i nattens løb fået slået livet og landet i stykker. Om lørdagen var det blæst op til vestenstorm, netop da tidevandet nærmede sig højvande. Om natten gik havet over digekronen og pressede sig op ad vestvendte vandløb som Brede Å. Til sidst flød hav og himmel sammen.

Præsten Mikkel Andersen noterede senere i kirkebogen, at stormfloden alene i hans sogn havde kostet 19 menneskeliv. Blandt andre var Mikkel Hyrdes kone i Nørre Vollum druknet sammen med sine fem børn og to fattige kvinder, som havde fået husly hos hyrdefamilien. Foruden tabet af menneskeliv var over 300 af sognets husdyr gået til grunde. Vandet havde ødelagt både brød- og såkorn, og marker og enge var for en årrække skadet NB! – eller: gjort ubrugelige af det salte vand. Flere års økonomisk krisetid fulgte den skæbnesvangre nat. I kirkebogen skrev hr. Mikkel: »Gud trøste alle bedrøvede hjerter og bevar os vel nu og i evig tid for ild og vands nød og for en brat og hastig død for Jesu pines og døds skyld. Vandet stod mindst 2 alen [ca. 1,2 meter] i mit hus i alle stuer, båse og lader, og skadede meget korn og hø, blæste og meget tag af husene. Gud hjælpe os!«.

Danmark er et kystland. Mere end 8.000 kilometer strækker den bugtede overgangszone mellem land og hav sig. En i fortiden uvurderlig kombination af på den ene side havets rigdom af fisk, skaldyr og pattedyr som sæl og marsvin og på den anden side kystenge og overdrev med fortræffelige muligheder for husdyrbrug. Men også et risikabelt sted at slå sig ned. Da man i middelalderen grundlagde nye landsbyer, lagde især sørøverangreb kysten øde. Men gennem det meste af historien var også naturens kræfter en trussel. Når stormen raser, og havet gør oprør, er den flade sandstrand udsat.

Bortset fra befæstede købstæder fandtes der derfor endnu i begyndelsen af 1600-tallet meget få permanente bebyggelser langs den danske kyst. Havfiskeri var sæsonbestemt, og de fleste fiskere ernærede sig primært som bønder. Deres lejer på stranden bestod derfor som regel af små primitive telte og hytter, som blev forladt, så snart sæsonen var forbi.

Størst af alle disse lejer var Sønderside på Skallingens østkant mellem Ho og Oksby. I sæsonen kunne det rumme op imod 1.000 mennesker og 60 både, hver beregnet til omkring 12 mand.

Gennem de sidste 20 år af 1500-tallet havde knap halvdelen af alle Riberhus Lens fiskeskuder hjemme her. Ved siden af fiskeriet udviklede Sønderside sig med tiden til også at udgøre en handelsplads.

Men bortset fra enkelte arkæologiske fund i sandet er der i dag ingen spor tilbage af stedets fordums storhed. Også de forsvandt i stormfloden 1634, hvorefter Hjerting nord for området, hvor Esbjerg siden kom til at ligge, overtog rollen som egnens førende ladeplads.

Det var hele Vadehavsområdet fra Sønderjylland over Tyskland til Holland, som blev ramt af stormfloden 1634. Den gik over i historien som ’Burchardiflut’, opkaldt efter biskop Burchard af Würzburg. Man regner med, at stormfloden i hele området tog 10-15.000 liv. Og rygtet om det frygtelige uvejr løb hurtigt landet rundt. I Odense skrev biskoppen seks dage senere i sin dagbog, at »der meldtes om en beklagelig skade, hvortil hin forfærdelige storm [...] blev angivet som grund«. Som vistnok den eneste gang i historien trængte stormfloden ind i Ribe Domkirke, hvor vandet stod mandshøjt, før det atter trak sig tilbage. Et mærke på en af kirkens søjler viser i dag, hvor højt det gik ’Anno 1634’. Gamle folk på egnen brugte endnu 100 år senere uvejret til at tidsfæste vigtige begivenheder: »Det var vel en snes år efter den store vandflod«.

Når Vadehavet blev særlig hårdt ramt den oktobernat, skyldtes det ikke mindst, at folk her bevidst havde bosat sig ved landets yderste rand. For tidevandets pendulerende bevægelse aflejrede værdifulde næringsstoffer på den blotlagte sandflade. Den i perioder tørlagte havbund gav derfor en særdeles frugtbar græsning til de stude, som netop på denne tid var Danmarks helt store eksportvare. Og for at udnytte denne naturlige mulighed optimalt havde befolkningen siden middelalderen bidraget til tørlægningen med kanaler og lave sommerdiger. Sidenhen var der på nogle strækninger bygget højere diger, og marsklandet var på den måde vokset betydeligt.

Men livet bag digerne fordrede en nidkær gensidig kontrol. For enhver bonde måtte give sit bidrag til vedligeholdelse af digerne, ellers gik det ud over dem alle. »Den, der ikke vil dige, må vige«, sagde man.

Storbonden Peder Sax i Ejdersted var valgt til rådmand og var altså en af dem, der skulle holde øje med digerne. Han skrev begejstret om hjemegnen, hvordan dette »skønne land« ikke blot ligger »velforsikret og velforvaret« bag gode havdiger, men at gårdene også var opført på små menneskeskabte bakker, såkaldte værfter, i det flade land. Så alt burde være godt. En overmodig digegreve satte efter byggeriet af endnu et dige ligefrem sin spade i jorden med ordene: »Trods os nu, Blanke Hans!«. ’Blanke Hans’ var den lokale betegnelse for havet. Men også Ejdersted og Peder Sax blev ramt af oktoberstormen i 1634. Digerne var næppe så godt vedligeholdt, som de burde være, men folk levede med risikoen. I det lange løb steg antallet af ødelæggelser som følge af oversvømmelser faktisk i takt med digebyggeriet. Bjærgsomhed og dumdristighed gik hånd i hånd.

Hårdest ramt af alle Vadehavets småsamfund blev øen Nordstrand umiddelbart nord for Ejdersted-halvøen. Den havde hidtil hængt sammen med den vestligere beliggende Pellworm, men stormfloden lavede gennemgribende om på områdets geografi. Af øer og halvøer skabtes nye mindre og store øer. Det var også ved denne lejlighed, Langli i Ho Bugt blev til en ø. Og samtidig lagde store mængder sand sig til ro langs Skallingen og gjorde halvøen tydeligt større.

På Nordstrand boede den hollandske ingeniør Jan Adriaansz Leeghwater (1575-1650). Også han gennemlevede stormfloden, som slog hul på øens beskyttende diger hele 44 forskellige steder. Efterfølgende skrev han om skaderne, at adskillige skibe den følgende dag havde ligget strandet i den nærliggende købstad Husums gader. »Jeg har været på strandene, hvor jeg har set forfærdelige ting. Et utal af døde kroppe af dyr og mennesker side om side med hustømmer, smadrede vogne og en masse træ, tagrør og skidt og møg«. To tredjedele af Nordstrands befolkning eller hen ved 6.000 mennesker druknede den nat.

At Burchardiflut som en af de allerværste kendte stormfloder ramte Vadehavsområdet på netop dette tidspunkt, var ikke tilfældigt. I årene fra 1590’erne til 1630’erne var hyppigheden af stormflod i Sydskandinavien hele otte gange højere end i det foregående århundrede. Og det fik talrige konsekvenser. Borgen Vosborg ved Nissum Fjord blev eksempelvis i slutningen af 1500-tallet ramt af en eller flere oversvømmelser, der var så voldsomme, at den måtte opgives. Dog blot for senere at blive genopført på mere sikker grund. Et sagn fortæller om opførelsen af det første Vosborg, at bygmesteren havde lagt sig ud med ejeren, Niels Bugge, ved at kræve for meget i betaling. »Hr. Niels Bugge udredede vel summen, men bød en af sine svende at følge efter bygmesteren; når han så var kommet tæt bag ved denne, skulde han råbe: »Mester, Mester, Tårnet hælder!«. Hvis manden da så sig tilbage, skulde svenden dræbe ham og føre hans penge hjem med sig; det ville nemlig være et vidnesbyrd om, at han ikke havde skilt sig godt ved arbejdet. Men bygmesteren så sig ikke tilbage; derimod sagde han: »Nej, Tårnet luder ikke imod sit fald; men der skal komme en mand fra vesten i en blå Kappe, og han skal tvinge tårnet og hele borgen til at falde«.OBSOBS – det er et mærkeligt citat på den måde, af f.eks. ’Tårnet’ og ’Kappe’ er med stort, hvorimod de fleste andre substantiver er med lille ... skal det være sådan?

Når ’manden med den blå kappe’ besøgte landets kyster så hyppigt og voldsomt i årtierne omkring 1600, udgjorde det en del af en generel forværring af klimaet i forhold til den noget varmere middelalder. Ikke uden grund kalder man perioden fra ca. 1300 til omkring 1850 ’den lille istid’. For i vor del af verden var vejret i disse århundreder koldere, mere stormfuldt og vådere end i tiden forud. Det er altså ikke kun et modefænomen, når mange af de nederlandske landskabsmalerier, der i første halvdel af 1600-tallet blev voldsomt populære hos det købedygtige publikum overalt i Europa, gengiver sneklædte vinterscener.

Der er flere mulige forklaringer på, at kuldeperioden kom, men det havde ikke noget at gøre med de faktorer, som bestemmer de ’rigtige’ istider; det vil sige variationer i Jordens hældning, i dens elliptiske bane og ’snurretopbevægelsen’, som skyldes, at jordkloden ikke er fuldstændig kugleformet. Snarere synes det at have haft betydning, at der ikke mindst i den stærkeste kuldeperiode ca. 1645-1715 stort set ingen nordlys var. For nordlys er et resultat af solaktivitet, som igen kan have indflydelse på dannelsen af skyer og dermed på vejret.

En anden mulig forklaring er vulkanudbrud. Fra senere udbrud, især de to indonesiske vulkaner Tamboras og Krakataus udbrud i henholdsvis 1815 og 1883, ved vi, at askeskyer kan lukke så meget af for solen, at det påvirker det globale vejr i årevis, og askespor i den grønlandske indlandsis vidner om ganske hyppige udbrud under den lille istid.

Endelig kan man ikke helt udelukke, at den markante forværring af periodens klima indirekte var menneskeskabt. Først voldsomme tilbagevendende pestepidemier i Østasien, Europa og Mellemøsten siden 1300-tallet og siden andre epidemiske sygdommes rasen blandt den oprindelige amerikanske befolkning efter mødet med europæere i 1500-tallet kan tilsammen have ført til en så gennemgribende reduktion i landbrugsproduktion og aktivitet i det hele taget, at skovene bredte sig, og drivhuseffekten blev reduceret.

Og uden nogen drivhuseffekt overhovedet ville Jordens temperatur overalt være 33 grader lavere end nu.

Naturvidenskabelige forklaringer på kulde og fatalt uvejr lå imidlertid datiden fjernt. Da en meget voldsom stormflod i 1615 havde ramt Vadehavsområdet, beskrev den kongelige hofastrolog, -astronom og -matematiker Niels Heldvad (1564-1634) malende, hvordan »intet menneske kunne gøre det andet nogen hjælp eller bistand: Børnene fandtes døde ved moderens bryst, mange børn lå døde og hængende faderen og moderen om halsen, somme havde faderen udi skægget, og drev således jammerlig med hinanden til landet, udi store hobe, ved nogle hundrede, ja ved tusinde. Kirkerne i landet skamferedes og kuldkastedes«. Men han mente, at det skete med et formål. Stormfloderne hørte til de plager, som Gud brugte til at advare menneskene mod synden.

Nøjagtig samme forklaring dukkede op 19 år senere efter stormen i 1634. På Nordstrand mente præsten Mathias Lobedantz således, at det var »ved Guds skæbne«, at den »anrettede stor jammer«. Og i Ejdersted forklarede Peder Sax katastrofen, hvor Vorherre »lod det tordne, regne, hagle, lyne og vinden blæse så stærkt, at jordens grundvold bevægede sig«, som »Guds særlige straf«, som skulle bringe menneskene »til bod og vende dem fra deres syndige liv og vandel«.

Dermed var han helt på linje med biskoppen i Ribe, som i en lille bog om mirakler nogle år forinden blandt andet havde beskrevet, hvordan Satan er Guds redskab i sådanne sager. »Ligeså råder Satan i det andet mægtige element, som er vejret, at han rejser den heftige storm på husets fire hjørner og kaster det i et øjeblik i en hob, at Jobs børn derunder bliver kvalt. Så er hans magt i lige måde udi det vilde, stormende hav, over hvis brusende bølger dog Herren alene råder. Det er Satan en ringe umage, at rejse det med storm og uvejr og kuldkaste skibene, som der udi sejler«.

Blot 9 år tidligere var det gået hårdt ud over Lolland-Falster. Præsten i Nakskov, Anders Pedersen Perlestikker, fortalte dengang, hvordan »om torsdagen den 10. februar var det et forfærdeligt vejr med storm og sne, som jeg ikke mindes tilforn i mine dage. Det nye spir på kirken [...] omblæste og faldt først på skolen, dernæst på Johan Frosts gård, som ligger næst skolen«. Alene i Nakskov blev 5 mennesker derved dræbt, og omkring Rødby druknede 400 kreaturer på de lavtliggende kystoverdrev. Hr. Anders konkluderede akkurat som sine embedsbrødre, at »Om dette spir såvel som om den store vandflod, der kom samme dag, skulle vi betænke det [...] at den ikke har strakt sig længere end Guds vilje er, eftersom der ikke falder et hår af vort hoved uden vor himmelske fars vilje [...] Dog ikke så at forstå, at de mennesker, som blev ihjelslagne af spiret eller druknede og fik skade af vandfloden skulle være syndere for alle mennesker, men det er sket for, at vi der af skulle se og kende Guds vrede for syndens skyld, at dersom vi ikke omvender os, da må vi forvente sådan eller værre straf«.

Naturkatastrofer var altså udtryk for, at Vorherre som en streng far straffede sine ulydige børn for at tvinge dem til omvendelse. Men undertiden blev der i denne forklaring indskudt et mellemled i form af hekse og troldfolk.

Da Skotlands konge James 6. (1566-1625), der senere også blev engelsk konge, i 1590 ventede på at modtage sin brud, Christian 4.s søster Anne, med skib fra Danmark, tvang et voldsomt uvejr flåden ind til Norge. Her valgte det kongelige selskab at vente i flere måneder, indtil brudgommen resolut rejste til Oslo og fik brylluppet gennemtrumfet.

Som reaktion på den delvis diplomatiske storm fik den handlekraftige danske svoger efterfølgende 13 personer dømt og brændt som hekse. Og 7 år senere skrev samme James i en bog om trolddom, hvordan disse kunne »rejse storme og uvejr i luften enten på land eller til havs, dog ikke overalt men på bestemte steder og inden for de grænser, som Gud vil tillade dem«.

Vorherre var imidlertid ingen urimeligt hævngerrig despot. Han sendte faktisk varsler om, hvad han havde i sinde, så de troende kunne nå at føje ham, inden straffen ramte. Og derfor var der i datiden en stærk interesse for ved at iagttage sådanne varsler at kunne forudsige eksempelvis kommende uvejr. En præst skrev således i 1635 om de varsler, der angivelig også var gået forud for det foregående års katastrofe, at »De vil advare menneskenes børn endnu at omvende sig. Omend ikke alle, så måtte der vel findes nogle få, som slår sig for brystet og beder Gud være barmhjertig og nådig«.

Til grund for de teologiske forklaringer på vejrfænomener fandtes en forestilling om dybe sammenhænge mellem natur og menneskeliv, som gik igen i tidens astronomi. Og astronomien indbefattede faktisk på denne tid alt, der gik for sig i himmelrummet, herunder vejrforholdene.

Derfor var der ikke nogen afgørende forskel på, når Tyge Brahe NB! Gyldendal: Tycho; de skriver også hellere Ven end Hven(1546-1601) på sit observatorium på Hven 10. november 1583 noterede, at det var »mørkt og hårdt stormende vejr af sydøst den ganske dag, om aftenen begyndte det at regne noget, og sneede om natten«, og når han 6½ år forinden havde lagt horoskop for den nyfødte prins, som sidenhen blev Christian 4.

Og alt imens den store videnskabsmand gjorde sig notater om vejrets variationer og planeternes indflydelse på livets gang, udgav hans assistent, Peder Flemløse (1554-1598), i 1591 en samling af gamle vejrvarsler. De handlede om, hvordan man ved at betragte himlen ikke alene kunne forudsige morgendagens vejr, men også udvælge sig de tider på året, der passede bedst til bestemte gøremål. Oplysninger, der også indgik i den almanak, som Københavns Universitet allerede ved sin grundlæggelse i 1479 blev pålagt at udgive.

Den oplyste eksempelvis om, hvorvidt det blev sne eller tåge på en bestemt dag. Men hvor disse astrologisk baserede vejrudsigter næppe havde den store sandhedsværdi, var der lidt bedre hold i nogle af de varsler, som Flemløse skrev ned. For eksempel, at »Når løv, dun og andre sådanne tingester flyver hid og did udi stille vejrlig, da har de stormens tegn med dem«.

Tanken om, at ulykkerne var Guds advarende påmindelse til mennesker om at holde sig på dydens smalle sti, var livskraftig. Langt ind i 1700-tallet var det ganske almindeligt at forklare vejrfænomener med Guds håndfaste pædagogik.

Den jyske godsejer Hans Hansen Rosborg mente således i 1743, at koldere vejrlig umiddelbart hang sammen med den tilbagevendte forekomst af nordlys (altså egentlig en naturvidenskabelig forklaring). Men han tilføjer: »Samme Guds straf kan jeg ikke udgrunde til andet uden den af Skaberen er overkommet mennesker for uretfærdigheds skyld. [...] Nu storme, frost og kulde, som dæmper afgrøden alt for synds og uretfærdigheds skyld, had og avind mellem folket, [som] i disse tider grasserer«. Men med rationalismens indtog i århundredets anden halvdel blev det i stigende grad videnskabens opgave at forklare naturfænomener

For de flestes vedkommende er Gud i dag taget ud af ligningen, når vi skal forklare det hastigt forandrede klima. Men vor lutherske syndsbevidsthed er intakt: Det er vores skyld. Videnskaben er ikke i tvivl. Ikke som en moralsk domfældelse, men som udtryk for, at at vi er blevet så mange og så dygtige, at vi kan rykke ved selve jordklodens geofysiske grundlag.

Den moderne verden har med sin tilsyneladende naturbeherskelse gjort sig selv lige så udsat som de marskbønder, der i 1600-årene valgte at se stort på risikoen for oversvømmelse, fordi det betalte sig godt at opfede stude på den tidligere havbund.

Den dybe indbyrdes afhængighed, som bød dem at vedligeholde de livsvigtige diger mod Nordsøen »en for alle og alle for en«, er i dag blevet global. Også vores fortsatte tryghed er helt afhængig af, at alle i hele verden bidrager til at svække drivhuseffektens vækst.

Men vi danskere tilhører samtidig den rige del af verden, som indtil nu – billedligt talt – har tørlagt den største del af marsken for os selv. Bjærgsomhed og risiko går stadig hånd i hånd.

Bo Fritzbøger
Historiker, dr.phil. og lektor ved Københavns Universitet