Adam Smith ville have gyst over vor tids liberalister 

I en tidligere udgave af denne artikel lød det, at ’The Theory of Moral Sentiments’ ikke er oversat til dansk. Det er den imidlertid. Claus Bratt Østergaards oversættelse, ’Teorien om de moralske følelser’, udkom på Informations Forlag i 2014.

En forsommerdag i 1790 rejste en distingveret ældre herre sig fra bænken foran sit hjem Panmure House i Edinburgh. Pakkede dagens avis sammen og tænkte med tilfredshed – og en smule stolthed – på sin hjemby, Kirkcaldy, på den modsatte bred af den dybe fjord Fife i det nordøstlige Skotland.

Avislæsningen havde endnu en gang bekræftet ham i hans observationer og tolkninger af menneskets natur og samfundets væsen. Han havde været professor i moralfilosofi ved universitetet i Glasgow, men lidt af en fritsvævende polyhistor i en turbulent tid, hvor alt var til diskussion. De mange brikker, som et samfund bestod af, havde været kastet op i luften og var i hans tid landet i et nyt og smukt, men kontroversielt mønster, foreløbig brat sluttende eller i hvert fald sat på pause af Den Franske Revolution, hvor blodet flød i Paris’ gader fra guillotinernes dekapiterede kroppe.

Han kunne ikke vide, at i dag, 300 år efter hans fødsel, ville ikke alene hans observationer og konklusioner, men også selve hans navn være så provokerende, at det tændte stor lidenskab og bastante udsagn i enhver politisk debat verden over, men især i landene i den vestlige civilisation.

Hans navn var Adam Smith.

Hans fag som professor, moralfilosofi, var ikke et veldefineret fag. Og det var tilmed en dårlig betegnelse for det, han forskede og underviste i. Ordet havde den danske forfatter og litteraturprofessor Jens Baggesen (1764-1826) fundet på i sin vaklen mellem at tilhøre oplysningstiden og at tilslutte sig den efterfølgende nationalromantiks kritik af den. Adam Smith brød sig heller ikke selv om ordet. Det, han tilbød, var et undervisningsforløb og en forskning, som lå i grænseområdet mellem filosofi, politologi, psykologi, retslære og økonomi.

Hans gode ven og sparringspartner i universitetsverdenen, skotten David Hume (1711-76) besad en lignende stilling og betegnede sig selv som forsker i den menneskelige natur.

Sammen med blandt andre lægen John Locke (1632-1704), forfatteren François-Marie Arouet (1694-1778) med pseudonymet Voltaire, dommeren og godsejeren Charles de Secondat de Montesquieu (1689-1755), komponisten, pædagogen og drømmeren Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) og ikke mindst fyrtårnet, matematikeren og polyhistoren Immanuel Kant (1724-1804), stod denne filosofiprofessor for et århundredes nytænkning, hvor de hver for sig, men sammen skabte grundlaget for det moderne liberale demokrati og den liberale økonomi.

Selv kaldte de deres tid oplysningstiden, på fransk og engelsk, lysets periode.

Foto: Alexander Stoddart/Stefan Schäfer

Deres modstandere så i dem en flok ansvarsløse radikale rationalister, der søgte at afskaffe Gud og sætte mennesket i stedet, og de følte sig bekræftet i det af Den Franske Revolution. Forfærdet over den skrev det irske medlem af parlamentet i London Edmund Burke sine ’Reflections on the Revolution in France’, som blev et nøgleskrift for den moderne konservatisme, der skulle få en fremtid som liberalismens modspiller helt frem til i dag.

»Vi er bange for at sætte mennesker til at leve og handle hvert på sit private forråd af fornuft, for vi har en mistanke om, at dette forråd hos hvert enkelt menneske er lille, og at enkeltpersonerne ville gøre klogere i at forsyne sig af nationernes og tidsaldrenes fælles bank og kapital. Samfundet bygger på en kontrakt, men staten bør ikke betragtes på linje med et blot og bart kompagniskab vedrørende handel med peber eller kaffe, indisk klædestof eller tobak. Den bør betragtes med en ganske anden ærbødighed. Den er et partnerskab i al videnskab, et partnerskab i al kunst, et partnerskab i enhver dyd og i al fuldkommenhed«.

Der eksisterede en vis form for arbejdsdeling mellem disse oplysningstidens hovedpersoner, alt efter hvilken national, samfundsmæssig og politisk kontekst de udfoldede deres tanker i. Englænderen John Locke lagde grunden til det pluralistiske liberale demokrati, franskmanden Montesquieu til retsvæsenets uafhængighed af den herskende politik med sin magtadskillelseslære, schweizeren Rousseau gjorde menneskeliv ligeværdige og børn til børn i stedet for miniatureudgaver af voksne, mens tyskeren Immanuel Kant, der tænkte systematisk, stod som den store konkluderende skikkelse.

I den sammenhæng blev skotten Adam Smith den liberale økonomis far ved ganske banalt at bytte om på to ord. Hvor fyrster hidtil havde sat deres politik over landets økonomi, satte han økonomien over politikken. Det var den, der satte rammen for, hvilken politik det var muligt at føre. Staten var for ham ikke fyrsten, men folket og mere end det nødvendige onde, som senere tiders liberale politikere anser den for at være.

STATENS OPGAVE VAR FOR HAM at udføre de opgaver, som var nødvendige for fællesskabets opretholdelse, men som ikke økonomisk eller moralsk egnede sig til at blive udsat for konkurrence mellem forskellige udbydere – banalt som eksempel forsvaret mod ydre og indre fjender. Med andre ord er det politikerens opgave at feje op, hvor markedsøkonomien svigter.

For det andet var det statens opgave at gribe ind med regulering og kontrol de steder, hvor et frit marked tenderede i retning af monopoldannelse, idet målet for ethvert samfund var at skabe lykke og tilfredsstillelse for ethvert af dets medlemmer.

»Naturens ophavsmand [Adam Smith talte ikke gerne om Gud] har med den moralske følelse, han har indplantet i mennesket, gjort ethvert uskyldigt menneskes lykke hellig og indhegnet mod ethvert andet menneskes fremfærd«.

Allerede her kommer Smith i konflikt med de mange af nutidens selvudnævnte liberale politikere, der nægter at gribe ind over for samfundsskabt ulighed, for eksempel Venstres Eva Kjer Hansen (f. 1964), der som socialminister i 2005 sagde, at uligheden mellem rig og fattig gerne måtte blive større, fordi den skaber dynamik i samfundet. Hun blev straks offentligt irettesat af statsminister Anders Fogh Rasmussen (f. 1953), selv om han formentlig var enig, men da han foretrak magten for sine idealer, måtte han ikke vække vrede hos Pia Kjærsgaard (f. 1947) og hendes nationalkonservative flok, der skaffede ham flertallet i Folketinget.

Synspunktet tilhører den langt senere neoliberalisme, som ikke har meget med Adam Smiths liberalisme at gøre, samt den moderne konservatisme, som opstod som reaktion på oplysningstiden.

Adam Smiths gennemslagskraft bestod blandt andet i, at han var en god fortæller, der kunne historien og strøede om sig med fantasifulde eksempler. Derfor lykkedes det ham ifølge den amerikanske økonom John Kenneth Galbraith (1908-2006) at forfatte det ene af de tre skrifter i verdenslitteraturen, som med garanti er citeret af adskilligt flere, end der er mennesker, som nogensinde har læst dem:

Det ene er Bibelen, samlingen af Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Det andet er Charles Darwins ’Arternes oprindelse’ samt ’Menneskets afstamning og parringsvalget’ om de levende væsners udvikling fra nitrofile bakterier til menneske. Og det tredje værk er så Adam Smiths ’The Theory of Moral Sentiments’ (’Teorien om de moralske følelser’) sammen med ’Nationernes velstand’ med den lange originaltitel ’An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations’ om egeninteressen som drivkraft for økonomisk velstand.

Galbraith har formentlig ret.

Og mens man næppe slipper af sted med at kalde sig teolog ved kun at have læst det ene af testamenterne, går det tilsyneladende udmærket med at kalde sig økonom, selv om man kun har læst ’Nationernes velstand’, på trods af at Adam Smith selv pointerede, at ’The Theory of Moral Sentiments’ var forudsætningen for konklusionerne i ’Nationernes velstand’.

Ja, ’Moral Sentiments’ er først for nylig blevet oversat til dansk, mens ’Nationernes velstand’ udkom herhjemme, allerede fire år efter at den var udgivet i Storbritannien. Det har selvfølgelig ikke gjort debatten om Adam Smiths tanker og forestillinger mere frugtbar, hvor ingen senere til fulde har kunnet udfylde de kløfter, han skabte om politikerens rolle i samfundet. Mange af kløfterne skyldes, at Smiths modstandere lader egeninteresse og egoisme være synonymer.

For Adam Smith dækkede de to ord over to forskellige ting.

»Hvor selvisk man end antager mennesket for at være, så er der nogle åbenlyse principper i dets natur, der får det til at interessere sig for andres situation og gør disse andres lykke nødvendig for det selv, også selv om det ikke opnår andet ved det end tilfredsstillelsen ved at se denne lykke«.

DA EGENINTERESSEN er forskellig fra menneske til menneske, vil summen af egeninteresser medføre, at deres isoleret set selviske handlinger uden den enkeltes viden eller villen resulterer i fælles velfærd. Med andre ord kan den usynlige hånd, som Adam Smidt i øvrigt kun brugte som billede to gange i sit 1.000 sider store værk om nationernes velstand, konkretiseres som katalysatoren for summen af egeninteresser.

Foto: William James Bennett American/The Metropolitan Museum of Art

Den måske endog bevidste tendens til at gøre egeninteresse og egoisme til synonymer er nøjagtig det samme sproglige kneb, som Darwin er udsat for. Darwin taler om den bedst egnede som overleveren, hvilket hos hans kritikere bliver til den stærkeste som overleveren og i pseudodarwinistiske konservative kredse til, at den stærkeste besidder retten til livet – tag for eksempel den danske nobelpristager i litteratur Johannes V. Jensens (1873-1970) digt om vildmændene i rigsvåbenet, hvor vi finder verselinjerne

»Vid, jeg er Vildmanden

i det danske våben!

[…]

Jeg vil slå Fornægteren.

Jeg vil bekræfte de Raske

i retten til riget«.

Blandt oplysningstidens begejstrede tilhængere var den internationalt anerkendte danske litteraturhistoriker, samfundsdebattøren Georg Brandes (1845-1927):

»Med atletisk kraft rejste den menneskelige tanke sig i frihed. Alt, hvad der bestod, måtte retfærdiggøre sin beståen. Man grundede over årsager dér, hvor man før havde bedt om et mirakel. Man fandt en lov, hvor man havde troet på et under. Aldrig før var der blevet tvivlet, arbejdet, undersøgt og oplyst sådan i verden«, skrev han i sin nekrolog over oplysningstiden, da nationalromantikkens konservatisme med folk som tyskeren Johann Gottfried von Herder (1744-1803) og herhjemme Adam Oehlenschläger (1779-1850) og for så vidt også både Grundtvig (1783-1872) og H.C. Andersen (1805-75) for længst havde taget over.

Adam Smith var enig med den noget ældre John Locke i, at vi har ejendomsret til det, vi har frembragt, men heller ikke til mere. At senere skattenægterbevægelser i hans navn har omformet det til, at man skulle have den fulde ejendomsret til det, man selv har skabt, og at skat derfor var en form for tyveri, anerkendte han ikke, om end han dog næppe heller ville have godtaget den senere socialdemokratiske finansminister Vilhelm Buhls (1881-1954) udsagn om, at man bør betale sin skat med glæde.

Formentlig ville han have foretrukket, at Buhl havde sagt: som en selvfølgelighed.

Det at have skabt med egne hænder lyder som noget, det er enkelt at afgrænse, men det er ikke uden problemer – heller ikke for Adam Smith. For det første: En arv har man jo ikke selv skabt. På den anden side stammer den normalt fra en bare ikke forbrugt eller investeret arbejdsindsats fra forældrenes side.

Adam Smith måtte her slå knude på sig selv, som han i øvrigt gør flere steder i sin bøger, hvor principper støder mod virkelighed. Han er langtfra altid lige stringent, og han ville ikke ende i den situation, at han stod tilbage som den gamle hærfører, der ude i landskabet konstaterer en uoverensstemmelse mellem kort og landskab – og følger kortet.

Arv skal under fradrag af et væsentligt bidrag til løsning af fællesskabets naturlige opgaver være tilladt.

ANDERLEDES SÅ HAN PÅ DET, vi i dag betegner som immaterielle værdier, som for eksempel ophavsret. De eksisterede efter hans mening ikke. Når en H.C. Andersen havde solgt sit manuskript til en forlægger, var han én gang for alle betalt, når en kunstner havde solgt sit billede til et galleri, var han betalt, og når en patentindehaver havde afhændet sit patent til en fabrikant, havde han fået, hvad han skulle have.

Da den danske Rigsdag i 1886 behandlede kultusminister Carl Goos’ (1835-1917) forslag om tilslutning til den første internationale aftale om ophavsret, Berner-konventionen, sagde Venstres veltalende ordfører, den senere så skandaleombruste justitsminister P.A. Alberti (1851-1932), med vanlig sarkasme:

»Jeg mener, at vi ikke her i vort land skylder udenlandske forfattere eller udlændinge i det hele taget noget som helst, og at vi ikke skylder at tage noget som helst hensyn til dem, ud over hvad vores egen interesse kræver. Jeg ved godt, at hvis mit forslag om afvisning af Berner-konventionen bliver vedtaget, vil en del indenlandske og udenlandske forfattere knurre og bruge en del ubehagelige talemåder imod os, men jeg tror også, at når vi blot handler efter, hvad vi anser for det rette, skal vi ikke bryde os om, at folk, som har en anden mening, sender alle disse ubehageligheder efter os. Jeg er allerede blevet kaldt en barbar af kultusministeren, selv om jeg her blot optræder som barber over for ministerens forslag«.

Selv filosoffer og forskere, som søger almengyldige regler om menneskets natur uafhængige af tid og sted, kan ikke frigøre sig helt fra deres tid og sted – heller ikke Adam Smith.

Skotland gik for netop 300 år siden fra at være et selvstændigt kongerige ind i en union med England for at blive en del af Det Forenede Kongerige eller Storbritannien. Kulturelt var Skotland på mange måder foran England, eller sagt på en anden måde: Skotland var meget mere åben over for nye ideer rundtom i verden end England.

Englænderne var også dengang konservative nostalgikere henslængt i den magelighed, som bevidstheden om at være centrum i klodens største imperium gav. Man sang i ’Rule, Britannia! Britannia Rule the Waves’: »Britons never shall be slaves«. Flådens sang, som også fungerede som uofficiel nationalsang, i øvrigt skrevet af skotten James Thomson (1700-1748).

Kirkcaldy, hvor Adam Smith blev født, var dengang en mindre, men driftig havneby med lastning og losning af alle hånde varer først og fremmest fra Østersø-området. Byen havde også taget de første spæde skridt ind i industrialiseringens tidsalder. Vi ved, at havnen optog Adam, da han var barn.

Han var enebarn, men havde en papbror, og vi ved, at hans far var jurist af uddannelse, men at Adam aldrig fik ham at se. Han døde, et halvt år før Margaret Douglas, Adams mor, fødte deres søn, der naturligvis fik faderens navn. Hans nøjagtige fødselsdato kender vi ikke, men vi ved, at han blev holdt over dåben 5. juni i Victoria Church i Kirkcaldy.

Margaret Douglas var proprietærdatter fra det nærliggende Strathendry, men ellers var en stor del af hendes slægt officerer af forskellige grader. Hun var en god og omsorgsfuld mor, som Adam Smith livet igennem havde et nært forhold til.

Han, der aldrig selv officielt stiftede familie, boede i lange perioder af sit liv sammen med sin kusine Janet Douglas. Faderen havde fulgt sin slægtstradition som ansat ved toldvæsnet og var ved sin død regnskabschef i Kirkcaldys toldkammer.

SOM DRENG UDVISTE ADAM en særlig sans for tal. Allerede inden han kom i skole, kunne han toldtariffen for alle de forskellige varer, der blev losset på havnen, han, der skulle blive frihandlens forkæmper og toldafgifters fjende nummer 1. Da tiden var inde, kom han i den lokale skole og fortsatte i gymnasiet, som havde ry for at være et af Skotlands bedste. Forældre langt fra Kirkcaldy med ambitioner på deres børns vegne søgte dertil.

Flere fra Adam Smiths årgang fik senere centrale stillinger i det skotske samfund, og fra sidebemærkninger i deres erindringer ved vi lidt om den unge Adam.

Han har været en splejs, der helst indtog tilskuerens rolle. Ingen var i tvivl om hans intelligens, han brillerede i matematik, men da hans flid var til at overskue, klarede han sig for det meste igennem ved hjælp af en fænomenal hukommelse i en skole, der havde sidestillet almen dannelse og naturvidenskab med datidens fundament for videregående uddannelse, religionsundervisning og latin. Et særkende ved skolen var, at den i stor udstrækning brugte skuespil som pædagogisk redskab, men Adam var ikke nogen fremragende skuespiller. Til gengæld var han en ivrig deltager i den efterfølgende debat om stykkernes dilemmaer.

Adam stillede på universitetet i Glasgow med de højest mulige karakterer i matematik og latin, men havde egentlig ikke mange forestillinger om, hvad han skulle bruge et universitetsstudium til. Han var blevet stærkt fascineret af Newton og dennes videnskabelige metode, men valgte filosofien frem for naturvidenskaberne, dog sådan at han stillede sig selv spørgsmålet om, hvorvidt der eksisterede en form for naturlove for samfund og menneskers måde at optræde over for hinanden på lig de naturlove, som Newton havde opstillet for fysikkens vedkommende.

Den klassiske græske og romerske tænkning viede han ikke megen opmærksomhed, men interesserede sig mere for noget, man kunne kalde anvendt filosofi, grænsende til det, vi i dag kalder psykologi og sociologi.

Det var fag som retorik – han besad i forvejen en fremragende evne til at fortælle og anskueliggøre – og det var moral og etik, han gravede sig ned i. Det første centrale spørgsmål, han stillede sig, var: Hvordan kommer vi frem til eller bliver enige med os selv om at foretrække eller billige én handling frem for en anden uden tilsyneladende at tænke over det? Nærmest pr. refleks ved vi, hvad der er god moral, og hvad der er dårlig moral. Når det forholdt sig sådan, måtte man på en eller anden måde sætte moral på formel, mente han. Det var ikke for ingenting, matematik var hans bedste fag i skolen, og Newton et forbillede.

Foto: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix

Hans studier førte hurtigt til, at han blev tildelt et stipendiat i Oxford, men opholdet på dette hæderkronede universitet i England blev én lang nedtur for ham. Han syntes, at han her tilbragte seks år uden at komme videre. Miljøet på Oxford tiltalte ham ikke, og han rejste derfra uden at have gjort sit studium færdigt og uden afsluttende eksamen.

I Glasgow delte professorerne oplysningstidens optimisme på menneskehedens vegne, mens man i Oxford ikke evnede at forny sig. Adam Smith fik den djævelske tanke, at det kunne skyldes, at professorerne i Glasgow fik løn efter, hvor mange studerende de samlede til deres forelæsninger, mens de i Oxford var på fast gage – et blik på konkurrencens betydning, der blev ved at forfølge ham livet igennem, og som blev et mantra for den politiske liberalisme.

I SIN FORSKNING og sit skrift om moralen begynder Smith med at slå fast, at vi må acceptere for os selv, at moral ikke har noget med fornuft at gøre. Han lægger også til grund, at mennesket fra naturens ophavsmands side hverken er godt eller ondt, men at det gennem sine sanser har erfaret, at det at udvise empati og stræbe mod at leve så harmonisk sammen med andre som muligt fremmer dets egen tilfredshedsfølelse.

Der kan ikke lovgives om god og dårlig moral. Ved afgørelsen af, om en lov er overtrådt, tæller først og fremmest handling isoleret set. Om den samme handling moralsk set har været i orden, handler kun i ringe grad om selve handlingen, men derimod i høj grad om en samlet vurdering af omstændighederne omkring den. Her tæller kun folkets dom – og den vindende del behøver ikke som ved vedtagelsen af love at bygge på konstateringen af et flertal.

Moral handler om følelser og ikke om fornuft, konkluderer Adam Smith. Det nytter ikke noget, at du beder en naturvidenskabsmand – for eksempel en neurolog eller en kardiolog – lokalisere den moralske sans, men der eksisterer en moralsk sans på samme måde, som der findes en synssans.

Moralske domme afsiges efter, hvad vi hver især billiger eller misbilliger ved en observeret adfærd hos en anden. Som optakt til, at vi afsiger en velovervejet moralsk dom, vil vi have sat os i den andens sted ved at leve os ind i hans situationer og de motiver, vi mener han må have, og vi billiger hans adfærd, hvis vi kommer frem til, at vi selv ville have handlet på samme måde i hans situation.

Foto: AP/Ritzau Scanpix

Under denne observeren er vi ikke uvildige, men er under indtryk af sædvanen og normalt også af, hvad vi intuitivt finder må være nyttigt enten for os selv eller for samfundet – eller for begge dele.

Når vi står i den situation, at vi skal tage stilling til, om en handling, vi selv står for at udføre, er i orden moralsk, sidder der inde i os en lille upartisk iagttager. Nogle vil kalde denne upartiske iagttager for tvivlen, men han/hun er andet og mere end tvivlen og også andet og mere end en risikovurdering. Det er heller ikke frygten for, hvad naboen eller en anden vil sige, eller hvordan han vil reagere. Denne lille upartiske iagttager er selve beviset på, at vi – mennesket – er et samfundsvæsen, slår Smith fast.

Ved at handle og vurdere – afsige moralske domme – i overensstemmelse med den upartiske iagttager er vi hver især ubevidst med til at realisere formålet med fællesskabet – staten – nemlig den stadige forbedring af vores eksistensvilkår.

Ført over på økonomien betyder det, at selv den mest selviske eller nydelsessyge rige på grund af den indbyggede upartiske iagttager vil tilstå de fattigere deres andel af den økonomiske vækst:

»Af en usynlig hånd ledes de besiddende til at foretage næsten den samme fordeling af livets nødvendigheder, som ville have forekommet, hvis Jorden havde været delt i lige portioner mellem dens beboere, og derfor fremmer de, uden at ville det, fællesskabets interesser og afgiver midler til artens opretholdelse«.

HVIS DE ØKONOMISKE KRÆFTER i et frit marked får lov til at gøre sig gældende i indbyrdes konkurrence, og når arbejdsdelingen fungerer, så vil ikke alene statens velstand øges, men hvert enkelt medlem af samfundet vil opnå en højere grad af lykke og tilfredsstillelse.

Kreativiteten vil vokse, eksotiske varer fra fjerne lande vil bryde vanernes magt, hvis tolden fjernes, og vi begynder at handle med fremmede folk. Befolkningers eller nationers velstand skabes ikke ved at puge guld og sølv sammen i kongens eller finansministerens kasse, som det havde været den fremherskende forestilling under merkantilismen i århundredet før Adam Smiths, men ved at skabe mest mulig værdi i samfundet som sådan under rationel anvendelse af den arbejdskraft, der er til rådighed.

Og det bringer os tilbage til begyndelsen af denne artikel. For når professor emeritus Adam Smith den forårsdag i Edinburgh havde et lille smil på læben, da han foldede The Times sammen, skyldtes det, at han efter læsningen følte sig bekræftet i den liberale økonomis velsignelser.

Fra Philadelphia rapporterede bladets korrespondent, at Kongressen i De Amerikanske Fristater, som USA blev kaldt, havde besluttet at bygge en præsidentbolig i en ny by på et neutralt sted, nærmere betegnet i det sumpede moseområde ved Potomac-floden mellem Virginia og Maryland ikke langt fra Mount Vernon, hvor staternes første præsident, George Washington (1732-99), havde sin ejendom.

Man havde hidkaldt en ung fransk ingeniør, Pierre Charles l’Enfant (1754-1825), til at planlægge den nye by midt i dette malariahærgede helvede, og hans udgangspunkt var intet mindre end det imposante slot i Versailles uden for Paris. Som arkitekt på Det Hvide Hus, som præsidentboligen siden blev kendt som, tilkaldtes den irsk-amerikanske James Hoban (1755-1831), der gennem alle byggeriets faser måtte leve tålmodigt med George Washingtons interesse for enhver detalje.

En af disse var gulvbelægningen i den del af bygningsværket, som skulle rumme præsidentens kontor og hans sekretariat. Det traditionelle valg ville være plankegulve mere eller mindre dækket af uldne tæpper med kraftige slyngede mønstre inspireret af indisk eller orientalsk kultur.

Men Washington ville det anderledes. Der skulle lægges voksdug, græsgrøn voksdug, det produkt, der senere blev til linoleum, over det hele. Det var ikke alene det sidste nye inden for gulvbelægning. Det var også billigere end uldne vævninger, og det var i det hele taget meget om at gøre for Kongressens medlemmer fra de forskellige stater, at der ikke blev ødslet med pengene til deres føderale overbygning.

Netop voksdug kendte Adam Smith en hel del til. Washingtons rationelle valg ville som en sidegevinst skabe velstand i fødebyen Kirkcaldy. Det havde et stykke tid været trenden i overklassen at lægge uldne gulvtæpper på rummenes plankegulve for ikke at fryse så meget om tæerne i vintermånederne. Man erfarede imidlertid hurtigt, at disse dyre vævede tæpper blev slidt uens i rummene, så hele rummet kom til at virke slidt og dårligt vedligeholdt. Derfor begyndte man at lægge små stykker slidstærk voksdug oven på gulvtæppet på udsatte steder.

GENNEMBRUDDET KOM, da den engelske tapetser- og malermester Nathan Smith i 1763 tog patent på et stykke lærred, hvorover der, som angivet i patentansøgningen, er bredt en flydende blanding af harpiks, tjære, spansk brun (et billigt surrogat for umbra udvundet af brunkul), bivoks og hørfrøolie, hvorefter blandingen ved hjælp af en tung varm jernvalse tvinges ind i stoffet, så det forener sig til en fast masse.

Når denne var dampet af, kunne den bemales med forskellige mønstre til dekorative stykker. Han begyndte selv at fremstille små hånddekorerede stykker af det, når ordrebogen var tom, og det blev en succes. Og med Washingtons beslutning ville det få et stort marked i USA.

Mange malermestre begyndte at kopiere disse gulvduge, og en af de mere innovative havde sin forretning i Kirkcaldy. Først lykkedes det ham at skifte hånddekoreringen ud med en slags stencils og trykke mønsteret på dugene, og næste skridt lykkedes også: Mønsteret blev lagt på tapettrykvalser, og så var vejen åbnet for produktion af voksdug i metermål. Han byggede en fabrik, hvor hver ansat udførte sin nøje beskrevne del af processen igen og igen, hvorved prisen blev holdt nede, så voksdugen blev en vare for alle og ikke blot for overklassen. Helt frem til midten af 1950’erne var byen det europæiske centrum for voksdug- og linoleumsproduktion.

De Amerikanske Fristater havde ikke indført told på varer fra det gamle moderland, og indkøbet fra Skotland viste, hvad tolden betød: Den skotske virksomhed fik et større marked at tilbyde sine varer på, nye produkter spredtes hurtigere landene imellem, og arbejdsdelingen holdt prisen nede, så eksportvarer kunne konkurrere på trods af for eksempel større udgifter til transport.

Det var som nævnt frihandelen og arbejdsdelingen, der var de vigtigste af Adam Smiths byggeklodser til den liberale økonomi. Men samtidig var han ikke uden blik for, at en udbredt arbejdsdeling havde en menneskelig bagside:

»Med den fremadskridende udvikling af arbejdsdelingen bliver beskæftigelsen af langt størstedelen af dem, der lever af deres arbejde, hvilket vil sige størstedelen af befolkningen, reduceret til nogle få enkle operationer, ofte til en eller to. Imidlertid er de fleste menneskers intellekt uundgåeligt formet af deres naturlige beskæftigelse. Den, hvis hele liv tilbringes ved at foretage et par enkle operationer, har ingen grund til at gøre brug af sit intellekt eller sin snilde til at finde måder at fjerne vanskeligheder på, som aldrig opstår. Altså mister han ganske af sig selv vanen med den slags aktivitet og bliver normalt så dum og uvidende, som det er muligt for et menneskeligt væsen at blive. Hans sløve sind betyder ikke blot, at han bliver ude af stand til at glæde sig ved en fornuftig samtale eller deltage i den, men forhindrer ham også i at nære en storsindet, ædel eller kærlig følelse og fratager ham derved muligheden for at danne en retfærdig vurdering vedrørende mange af selv de mest almindelige af privatlivets forpligtelser«.

Derfor ville det efter hans mening være en opgave, som påhvilede det offentlige, at sørge for, at virksomhedernes arbejdere med jævne mellemrum fik tilbud om en eller to ugers ’højskoleophold’ af den karakter, de måtte ønske.

Her ville en nutidig liberal dansk politiker studse og undrende spørge: En offentlig opgave? Til det ville Adam Smith sige, at det for ham var uden betydning, om denne samfundsmæssige opgave blev løst af det offentlige eller privat, bare ingen fabriksejer unddrog sig den, og bare kvaliteten var i orden. For det andet var det selvfølgelig fabriksejeren, der skulle betale. Den skarpe skelnen mellem offentlige løsninger og private er politisk liberalisme, ikke økonomisk liberalisme.

»En nations velstand øges ved den dygtighed, snilde og dømmekraft, med hvilken dens arbejdskraft i almindelighed anvendes, og for det andet ved forholdet mellem antallet af dem, der er beskæftiget med nyttigt arbejde, og antallet af dem, der ikke er beskæftiget således«.

Sådan skrev Adam Smith. Han skrev ikke, som vore dages liberalister synes at mene, om forholdet mellem antallet af offentligt ansatte og antallet af privatansatte.

DERIMOD INTERESSEREDE ADAM SMITH sig for, hvem der skulle betale en offentlig ydelse – var det fællesskabet eller brugeren? Han gik ind for, at offentlige opgaver, så langt det var rationelt, skulle betales ved brugerbetaling, og gav et kuriøst eksempel på, hvor brugerbetaling ikke ville være rationelt.

Det var klart en offentlig opgave at opstille fyrtårne, men det ville være irrationelt, at hver gang et fragtskib sejlede forbi et fyrtårn, skulle en lille båd sejle ud og kræve gebyret betalt.

Adam Smith lagde som økonomer før ham til grund, at enhver produktion bygger på tilstedeværelsen af tre faktorer, kapital, arbejde og plads, og at de skal aflønnes på hver sin måde. Han lagde også som andre økonomer til grund, at den produktionsfaktor, der var størst risiko for knaphed på, kunne indkassere et beløb, der lå over en almindelig forrentning – en samfundsskabt værdi.

Foto: John Kay/Library of Congress

Af de tre faktorer ville det altid være sådan, at arbejdsudbuddet og adgangen til kapital svingede op og ned som oftest i takt med konjunkturerne, mens den plads, der var til rådighed, til stadighed ville være konstant. Skotland havde den størrelse, Skotland nu engang havde, og pladsen pr. person ville blive mindre og mindre og knapheden dermed større og større, så det var dér, pengene ville søge hen for at opnå den maksimale forrentning.

Plads, jord, har imidlertid den dobbelthed i sig, at den for bønder både er kapital og plads. Det er klart, at værdien af det korn, en bonde høster, er hans ejendom. Det er også klart, at den kapital, han investerer i at forbedre jorden, så han kan høste endnu mere, skal forrentes.

Men resten af prisen på jord, jorden som plads – hvis var den? At det kunne være svært at bestemme jordrenten, hang sammen med, at man for plads’ vedkommende ikke skelnede mellem ejendomsret og brugsret. Det var brugsretten, der i et liberalt samfund skulle stadfæstes som ukrænkelig.

Adam Smith måtte bruge hele 114 af ’Nationernes velstand’s 1.000 sider på at endevende spørgsmålet, før han kom til den konklusion, at den måtte tilskrives fællesskabet, fordi det i virkeligheden var i kraft af det, at værdien eksisterede. Locke havde ikke været i tvivl om, at jordrenten ikke tilkom bonden. Franskmanden Jean-Jacques Rousseau havde heller ikke været i tvivl:

»Det første menneske, der efter at have indhegnet et stykke jord fandt på at sige: Det er mit, og opdagede, at folk var dumme nok til at tro ham, var den sande grundlægger af det civile samfund. Hvor mange forbrydelser, krige, mord, hvor megen elendighed og rædsel ville menneskeheden ikke være sparet for, hvis en eller anden havde trukket pælene op, fyldt grøften og råbt til sine fæller: Hør ikke på denne svindler. I er fortabt, hvis I glemmer, at jordens frugter tilhører alle, og at jorden selv ikke tilhører nogen«.

DA MENNESKET I TIDERNES MORGEN opgav nomadetilværelsen og blev bonde (bonde betyder fastboende), dyrkede landsbyfællesskabet et stykke jord, som man fordelte mellem sig. Når jorden var udpint, flyttede man simpelthen hele landsbyen nogle kilometer, ryddede skoven og fortsatte, hvilket rigsantikvar Steen Hvass (f. 1946) har dokumenteret ved at kortlægge landsbyen Hoddes beliggenhed mellem Varde og Grindsted fra jernalderen til vore dage.

I den tidlige middelalder var ingen i tvivl om, at jorden var kongens. Nogen egentlig administration fandtes imidlertid ikke, så det var så som så med at få opkrævet skat, landgilde. For at skaffe penge udlejede kongen dele af landet som len og levede af lejeafgiften, mens lensejeren typisk fik skatteindtægterne fra lenet. Danske konger udviklede over middelalderen fem forskellige måder at udleje landsdele på.

Det var den spanske konge Ferdinand 2. af Aragonien (1452-1516), som satte lensvæsenet i system, efterhånden som spanierne tilbageerobrede landet fra muslimerne. Han fordelte landet mellem stormændene, på den betingelse at de støttede ham med liv, blod og gods. Og på den betingelse at det tildelte land ikke måtte sælges eller pantsættes, men gik videre udelt til ældste søn i familien i stedet for at følge de normale arveregler, der ofte førte til en opsplitning af ejendommen, fordi alle arvinger skulle tilgodeses ligeligt. Var der ingen arveberettiget ældste søn, kunne det såkaldte kongelige erektionspatent indeholde en anden arving, men ellers havde kronen hjemfaldsret – det vil sige, at besiddelsen gik tilbage til kongen.

Med grundloven af 1849 blev det bestemt, at det system skulle ophøre i Danmark, hvilket blev endeligt opfyldt i 1919. Jorden blev udstykket, og kongen kom på finansloven. Spørgsmålet om ejerskabet til jordrenten glemte man ved den lejlighed. Bortset fra en beskeden grundskyld overgik den fulde værdi af jorden som plads til den fæstebonde, der tilfældigvis var bruger af jorden på det tidspunkt, hvor han blev selvejer, takket være Venstres leder J.C. Christensen (1856-1930), der fra 1901 de facto var statsminister alene af den grund, at Christian 9. (1818-1906) ikke kunne forlige sig med, at landet skulle have en simpel vestjysk degn som regeringschef, og derfor gjorde J.C. Christensens partifælle juraprofessor J.H. Deuntzer (1845-1918) til regeringens leder.

Hvor danskerne tidligere havde haft godsejerstyre og med Venstres overtagelse af regeringsmagten forventede at få et liberalt demokrati, omdannede J.C. Christensen fra den ene dag til den anden sit parti, så vi fik et styre af gårdejere, der overtog de fleste af godsejernes vaner.

Hans skattereform af 1903, hvor han indførte indkomstskat, havde først og fremmest til formål at vælte hovedparten af den samlede skattebyrde over på byernes borgere og give gårdejerne skattelettelser.

I en række år havde de radikale inddragelse af jordrenten til fællesskabet på programmet, og det samme gjaldt Socialdemokratiet, men efterhånden blev parcelhusejeren en så stærk magtfaktor, at de opgav det. Eller som den slagkraftige økonomiminister Per Hækkerup (1915-79) formulerede det i 1960’erne:

»Så snart en dansker råder over en altankasse, begynder han at opføre sig som en godsejer«.

End ikke Enhedslisten tør i dag tale om skat på den arbejdsfrie samfundsskabte jordværdistigning. Tilbage som fortalere for en inddragelse står nu kun skiftende økonomiske overvismænd, der mener, at den kontraproduktive indkomstskat, der fungerer som en skat på flid, krone for krone over en årrække skal erstattes af en inddragelse af jordrenten.

En sådan skat på plads ville samtidig være mangefold billigere at administrere end den nuværende indkomstskat, hvilket i høj grad ville have tilfredsstillet Adam Smith. Vi kender nemlig – blandt andet takket være det matrikelsystem, som Christian 5. (1646-99) i 1681 indførte – den nøjagtige beliggenhed af hver eneste jordlod i Danmark.

Opmålingen og vurderingen tog syv år, og heldigvis er dette enorme arbejde blevet vedligeholdt lige siden.

Med planlovgivningen ved vi også, hvad hvert enkelt matrikelnummer bliver anvendt til. Nu er det blot op til politikerne at afgøre, hvilke objektive kriterier der skal tages i betragtning ved udregningen af beliggenhedsværdien, på nøjagtig samme måde som politikerne fastsætter kriterierne for fordelingen af statens bloktilskud til kommunerne.

Afstanden til en jernbanestation tæller med en faktor på plussiden, det samme gør afstanden til et rekreativt område, afstanden til et indkøbscenter med dagligvarer, til en børnehave, et plejehjem og et lægehus. På minussiden tæller for eksempel en kort afstand til en støjende virksomhed. Kun fantasien sætter grænser for, hvad der har indflydelse på beliggenhedsværdien – for mig vil afstanden til et centralbibliotek tælle på plussiden, men hvis et flertal i Folketinget sætter den til en nulværdi, så har den ingen værdi.

Det bliver et politisk slagsmål af dimensioner, men når det først er taget og revideret for eksempel hvert fjerde år, er det bare at gange hver enkelt kvadratmeter med udskrivningsprocenten. Om det er en luksusvilla eller en knaldhytte, der ligger på matriklen, er ligegyldigt for din brugsret til jorden – bebyggelsen er skabt med menneskehånd, så den har du ejendomsret til.

Venstre gentog denne bortødslen af fællesskabets ressourcer i 2005, da EU besluttede at lægge loft over mængden af fangede fisk, så havene ikke tømmes. Der er næppe nogen, som vil bestride, at havet ingen ejer har og derfor er fællesskabets – statens.

Landene måtte selv om, hvordan de ville administrere deres kvoter. Fødevareminister Hans. Chr. Schmidt fra Venstre og regeringspartneren Det Konservative Folkeparti støttet af Dansk Folkeparti indgik en aftale, hvorefter hver enkelt kommerciel kutter fik sin egen fartøjskvoteandel udregnet efter hver enkelt kutters fiskeri gennem de seneste tre år. Kvoterne skulle være omsættelige gennem en statslig byttehandelsbørs for salg, køb og udlejning fiskerne imellem. Fiskernes formand, Bent Rulle (f. 1943), var chokeret. Det ville, advarede han, føre til, at nogle få kapitalstærke og innovative skippere kom til at sidde på det meste af fiskeriet.

Det bemærkelsesværdige var ikke, at hver kutter fik sin kvote. Det bemærkelsesværdige var, at kutterne fik dem ganske gratis af staten. Enhver med blot lidt forstand på økonomi kan sige sig selv, at med fisk som en begrænset ressource vil et ligeledes begrænset antal frit omsættelige kvoter være penge værd. Mange penge. Der var tale om en foræring til fiskerne i milliardklassen. Mellem 4 og 10 milliarder, alt efter hvordan man regner, kom vismændene i Det Økonomiske Råd frem til.

Hans Chr. Schmidt var også blevet advaret af blandt andre EU-Kommissionens videnskabelige rådgiver i fiskerispørgsmål, professor Poul Degnbol, mod at »forære det danske folks ejendom væk«. Kvoterne skulle selvfølgelig have været lejet ud for en række år ad gangen på en statslig auktion.

Resultatet udeblev da heller ikke: Efter de første to år var prisen på en kvote tidoblet. Økonomerne talte om piratisering, og statistikkerne viste, at i 2014 fangede 18 fartøjer tilsammen halvdelen af alle fangede fisk. De to største af kvotekongerne blev noteret som nummer 73 og 77 på Berlingske Business’ liste over de rigeste danskere hver med en formue på over 1 milliard kroner.

Adam Smith ville have været enig med de økonomiske vismænd, alene af den grund at nok var det et arbejde at fiske fiskene op, men fiskeren havde ikke skabt dem – han havde ikke ’sået’ dem eller haft arbejdet med at pleje dem under hele opvæksten, som bonden havde med sit korn.

Forestiller vi os, at vi i dag fik kaldt Adam Smith op af sin grav på Canongate i Edinburgh for at bede ham tage et vue over, hvordan hans økonomiske liberalisme bliver brugt af politikerne og erhvervslivet i dag, så ville han være smigret over, at tidsskriftet Libertas uddeler en Adam Smith-Hæderspris, men efter en kort gennembladring af et par numre ville han være overbevist om, at han aldrig selv ville blive indstillet til prisen. Han ville lægge pressemeddelelserne og rapporterne fra Cepos væk med en stille hovedrysten.

HAN VILLE UNDRE SIG OVER den højt berømmede danske model, der bygger på den såkaldte arbejdsmarkedets grundlov fra 1899. Kollektive overenskomster er en kortslutning af den frie konkurrence. Han ville også undre sig over bemandingen af Erhvervsministeriets monopolmyndighed, der er så beskeden, at den ikke er i stand til at kontrollere det store antal hemmelige kartel- og prisaftaler, der må eksistere, så ens priserne er fra forretning til forretning. Han ville heller ikke forstå, at arbejdsgiver- og erhvervsorganisationerne ikke ekskluderer medlemmer, der påfører andre af deres medlemmer ublu konkurrence ved at overtræde regler om for eksempel arbejdsmiljø.

For ham ville det se ud, som om Folketingets to såkaldt liberale partier er mere optaget af at minimere staten og uddele skattelettelser end af at skabe den konkurrence, der virkelig ville føre til velstandsstigning. Minimalstaten og skattenægtelsen, talen om det offentlige som frihedsbegrænsende er falsk. Det er ligegyldigt, hvem der løser opgaverne, bare der er en konkurrence, som bygger på gennemskuelige, tilstrækkelige og sammenlignelige oplysninger om løsningen.

For Anders Fogh Rasmussen (f. 1953) og Lars Seier Christensen (f. 1963) er der nærmest tale om en tilståelsessag, i og med at de berømmer den amerikanske forfatter Ayn Rand (1905-82), der står for så radikal en liberalisme, at hun nærmer sig anarkiet ved netop at forveksle egeninteresse med egoisme. Samme Ayn Rand dyrkes i dag nærmest som en gudinde i den amerikanske Tea Party-bevægelse, og Donald Trump (f. 1946) har også erklæret, at hendes 700-siders dystopiske roman ’Og verden skælvede’ har været ham en kilde til inspiration.

Han ville kunne give et eksempel. Det offentlige har bestemt, at alle skal have en bankkonto for at få penge udbetalt fra det offentlige og for bedre at kunne opspore hvidvaskning, men bankerne en bloc nægter visse mennesker en konto. Det forstår man godt – de er formentlig en underskudsforretning.

Når det lader sig gøre, skyldes det, at konkurrencen mellem bankerne er utilstrækkelig. Løsningen er simpel: Jævnt over landet skal Nationalbanken/staten åbne små filialer, hvor borgerne kan få en lønkonto og ordne en families normale bankforretninger. Nationalbanken lukkede faktisk først i 1967 den funktion at ordne almindelige menneskers almindelige bankforretninger.

Filialerne behøver ikke ligge på dyre adresser. De skal ikke bruge midler på markedsføring af mere eller mindre risikable forretninger. De skal bare være der som havkatten i hyttefadet. Måske skal de også tilbyde de lokale forretningsdrivende at veksle sedler til mønter, så de har byttepenge. Det vil være økonomisk liberalisme i Adam Smiths ånd.

Tilbage på Adam Smiths bord med de politiske programmer ligger Radikale Venstres og SF’s – og han sidder med det fra Moderaterne i hænderne og ved ikke rigtig. Han tør ikke afvise, at den tidligere Venstre-fører er på vej mod den klassiske liberalisme. Men ellers findes den nærmest et sted mellem de to andre, siger han.

Topillustration: Originalfoto: James Tassie/Vanderblue Collection/Harvard University.

Tegninger: Caroline Niegaard.