En lille historie om at lave stort

Engang foregik det i fællesskab. Nu er det et privat foretagende og tabu i brede kredse. Hver tredje dansker undgik eksempelvis i 2012 at bruge andre toiletter end det derhjemme, har tal fra FDB Analyse vist.

At have mulighed for på hjemmebane at barrikadere sig bag tykke døre er dog for det store flertal en ganske moderne luksus. Engang foregik det mest i det fri.

Det første kendte vandskyllende toilet i Europa stod i græske Knossos på Kreta, der var en central by i den minoiske kultur i perioden 2000-1700 f.Kr. Toilettet, der tilhørte dronningen, bestod af et sæde over et afløb, der bagefter kunne overhældes med vand fra spande.

Oldtidsfolket sumererne i Mesopotamien (ca. 3000-2350 f.Kr.), det nuværende Irak, menes også at have haft vandskyllede toiletter. Det samme gælder babylonerne og assyrerne, som senere holdt til i samme region.

Sidenhen havde grækerne og romerne store offentlige latriner med rindende vand. Her sad de besørgende side om side, og der var adgang for såvel mænd som kvinder og for både fattige og velhavende indbyggere. Til at tørre sig brugte man en pind med en svamp, som alle deltes om.

At lort var en ting, man så på med alvorlige øjne, vidner blandt andet gudedyrkelsen om. Romernes lortegud hed Stercutius, det var hans opgave at gøde jorden, mens Cloacina, den rensende, var skytsgudinde for latriner og afløbskanaler.

Lokumspoesi fandtes også i oldtiden, hvilket man har fundet bevis for på vægge i ruiner fra det romerske rige. På en retirade i den romerske by Herculaneum stod skrevet: ’Apollinaris medicus Titi hic cacavit bene’, på dansk: ’Apollinaris, kejser Titus’ livlæge, sked godt her’.

Mere formanende lød det i Pompeji: ’Skider, vogt dig for ondskaben’, stod der på en graffiti i byen, der ligesom Herculaneum var et livligt bysamfund, indtil vulkanen Vesuv år 79 e.Kr. gik i udbrud. Man var på dette tidspunkt af den overbevisning, at dæmoner beboede lokummerne, en overtro, som gennem historien ikke kun har hørt romerne til, men det vender vi tilbage til. Med Romerrigets fald i midten af 400 e.Kr. forsvandt også ideen om anlæg, der skyllede urin og afføring bort. Det blev begyndelsen på en lang og uhumsk periode, hvad toiletforhold angår. Først i 1775 genopfandt briten Alexander Cummings (1733-1814) det vandskyllende toilet, nogenlunde som vi kender det i dag.

I den mellemliggende periode var renlighed ikke noget, man gik højt op i, hvis man skal tro en stor del af det tilgængelige kildemateriale.

Foto: Fubar Obfusco

Foto: Lars Hansen

Ibn Fadlan, en arabisk gesandt og retslærd, besøgte i 921 floden Volga i det nuværende Rusland, hvor han mødte en flok nordiske vikinger. Et folk, der i Ibn Fadlans øjne var et af de mest uhygiejniske, man kunne forestille sig.

»De er de mest beskidte af Allahs skabninger. De vasker sig hverken efter at have skidt, tisset eller efter seksuelt samkvem, og de vasker ikke hænder efter at have spist«, skrev han om vikingerne, der havde en handelsplads ved floden.

Det betyder dog ikke, at de primitive nordboere ikke forsøgte at reducere mængden af skarn og latrin i gaderne.

Vi ved fra den skånske birkeret, et regionalt ting fra første halvdel af 1200-tallet, at der ikke måtte være ’hysken’ ud til gader eller stræder. Hysken er afledt af det plattyske hyseken, der betyder ’små huse’.

Og i 1269 lød det i Ribe Stadsret, at »når nogen vil bygge en svinesti eller en hemmelighed, er det ham ikke tilladt at bygge nærmere gaden end 5 fods afstand, eller nærmere sin nabo end i 3 fods afstand, eller nærmere kirkegården end i 7 fods afstand eller 5 fods, hvis det er nødvendigt«.

Også i købstaden Bogenses privilegier fra 1514 var det et krav, at latrinerne skulle graves på en sådan måde, »så at der kommer ingen ond lugt ud i byen eller staden til hans naboer der ud af«.

Navne som Skidenstræde, Hyskenstræde og Magstræde vidner dog om, at fænomenet ikke forsvandt ud af det almindelige hverdagsliv. I Magstræde i København lå engang et offentligt toilet for enden af en vandhusbro, og fra Hyskenstræde, der er kendt fra 1460, kunne man komme ned til latrinerne ved stranden. I Aarhus kendes gadenavne som Skidensyg, Skidengyde, Raadengyde og et Skidenstræde som i hovedstaden.

Foto: John Lee, Arnold Mikkelsen/Nationalmuseet

I 1522 bestemte Christian 2. i sin Land- og Bylov, at hver dansk købstad skulle have en rakker, det vil sige en natmand, hvis opgave det blandt andet var at tømme latriner i ly af natten og køre indholdet bort. Tidligere havde man begravet latrinen, når den var fuld, og bygget en ny ved siden af, men med natmandshvervet blev tømningen formaliseret.

At være natmand var ikke et hverv, man stræbte efter. Natmanden huserede på bunden af samfundet, han var en paria, og Sjællands stiftamtmand (en slags fortidens regionsformand) Otto Krabbe kunne i 1698 berette, hvor umuligt det kunne være at få natmændene i købstæderne ordentligt begravet: »... de arme Mennisker (anseis) saa forachtelig som døde Hunde. Ingen wil røre endten Lægener heller Liig Kiste, omenskiøndt jeg hafver forholdt Byefogderne at de effter eders Kongl. Mayts Forordning icke skulde anseis saa u-erlig heller forachtelig ...«.

Selv natmændenes børn var påvirket af fædrenes arbejde i en sådan grad, at det fra 1685 blev forbudt ved lov at drille natmandsbørn med deres ophav. Det blev endda betragtet som en synd at skille sig af med indholdet i latrinen, og det var da også forbudt for almindelige mennesker selv at skaffe sig af med sit affald.

Foto: Christen Hansen

Foto: AP

Afføring blev i konkret forstand betragtet som synd og fordærv. I middelalderen blev det materielle og det moralske set som en og samme ting. Og latrinen blev også betragtet som et grænseområde mellem menneskers jordiske verden og helvede, og det var gængs opfattelse, at selveste djævlen boede i lokummet. I sagaen om den norske konge Olav Tryggvason (ca. 968-1000) møder en af heltene, Thorstein, under et nattebesøg en dæmon, der titter op fra latrinen.

I Danmark blev det første vandkloset installeret i 1863 på Kommunehospitalet i København. Det var dog lollandske Nakskov, der kunne bryste sig af at være den første danske by med vandskyllende toiletter forbundet til kloakken.

Mod slutningen af 1800-tallet blev kloaksystemet i København også opgraderet og udvidet, og velhavende borgere fik installeret vandskyllede toiletter i deres boliger. Mindre bemidlede indbyggere måtte se sig henvist til enten toiletter i opgangene eller lokummer i baggårdene. I 1900 var der stadig kun 1.164 vandklosetter i København til 400.000 mennesker, men siden blev de installeret i hele byen. Først i gården, siden på trappen og til sidst i den ultimative luksusudgave: ens egen private porcelænstrone, hvor ingen mærker hverken bulder eller dunst.