Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres.
Lyt
Lyt til artiklen: Tysk forlis i Skagerrak skyldtes ubådsangreb
Lyt til artiklen: Tysk forlis i Skagerrak skyldtes ubådsangreb
Det voldsomt brændende tyske troppetransportskib lå midt i Skagerraks mørke, og flere hundrede soldater i redningsveste kæmpede i bølgerne. Situationen blev yderligere forværret, da olie fra skibet begyndte at strømme ud og blev antændt. De desperate soldater forsøgte at svømme væk fra flammerne, men mange omkom eller blev voldsomt forbrændt.
Det synkende skib var ’Pionier’. I alt 338 soldater omkom i det tyske skibsforlis, og det var det største tyske tab under besættelsen 1940-45.
Årsagen til forliset 2. september 1940 har været omstridt. Tyskerne hævdede, at det skyldtes en eksplosion i skibets indre, mens briterne erklærede, at ubåden ’Sturgeon’ havde sænket ’Pionier’.
Nu er sagen tilsyneladende opklaret. I september 2018 lykkedes det Sea War Museum Jutland i Thyborøn at lokalisere et vrag, der sandsynligvis er ’M/S Pionier’, og museets direktør, Gert Normann Andersen, kunne konstatere, at det efter alt at dømme blev revet over af en torpedo. Egentlig var ’Pionier’ et bananskib fra rederiet F. Laeisz i Hamburg, som før krigen sejlede på Afrika. Efter krigsudbruddet blev det brugt til troppetransport mellem Frederikshavn og Norge.
Det er det mest frygtelige syn, jeg nogensinde har set. Ligene blev brutalt smidt op på lastbiler, og soldater blev båret i land med de mest forfærdelige kvæstelser
Skagbo om redningsaktionen
2. september var ’Pionier’ i Frederikshavn blevet fyldt med knap 800 passagerer. Anløbshavnen var Fredrikstad, men ’Pionier’ nåede aldrig frem. Omtrent 25 kilometer nordøst for Skagen blev det torpederet af ’Sturgeon’ og gik til bunds på 177 meters dybde i internationalt farvand, men på svensk ansvarsområde.
Der er ingen planer om at trænge ind i det nogenlunde velbevarede vrag, der betragtes som krigsgrav. Omkring 100 af de omkomne er aldrig fundet, og en del af dem befinder efter alt at dømme om bord.
’Pionier’ havde siden 19. april sejlet mellem Frederikshavn og Norge, og sejladsen var efterhånden blevet en slags rutine. I lang tid havde der været forholdsvis roligt i Skagerrak og Kattegat, og tyskerne havde lagt de første kaotiske uger efter besættelsen bag sig, hvor engelske ubåde havde spredt skræk og rædsel med store tyske tab til følge.
For at undgå en gentagelse udlagde tyskerne et stort antal miner i indgangen til Skagerrak, og bevogtningen til søs blev styrket med indsættelse af fly samt torpedo- og patruljebåde.
Tyskerne kunne derfor i nogenlunde fred og ro sende tropper ad søvejen fra Danmark til Norge.
Der var stort pres på denne overfart, og 1. maj fik ’Pionier’ selskab af den beslaglagte norske færge ’Peter Wessel’, og de to motorskibe sejlede i pendulfart mellem Frederikshavn og forskellige sydnorske havne.
’Pionier’ havde været på værft i København, men var 2. september tilbage på ruten. I Frederikshavn havde der hobet sig et stort antal soldater op. ’Pionier’ blev derfor pakket med 783 passagerer. De fleste var alpejægere fra Østrig og Sydtyskland og de øvrige en blandet skare af sygeplejersker, embedsmænd, piloter og jordpersonel fra Luftwaffe og officerer i flåden. Dertil kom skibets besætning på 40 mand.
Bytte. 'Pionier' i Frederikshavn i begyndelsen af maj 1940. De to andre skibe er tyske torpedobåde.
Da ’Pionier’ kl. ca. 18.30 afsejlede fra Frederikshavn med kaptajn Theodor Meyer på broen, var der kun sat en torpedobåd af som eskorte, T4, mens to søfly fra Thisted overfløj området.
Vejret var dårligt. Det blæste fra nordvest med en vindstyrke 7, nærmest stiv kuling, og temperaturen lå på 8-9 grader. Sigtbarheden var til gengæld god.
Det udnyttede den britiske ubåd ’Sturgeon’, der lå på lur ca. 25 kilometer nordøst for Skagen. Kommandant Georg David Gregory havde fået klare ordrer om kun at patruljere i Nordsøen frem til 150 kilometer vest for indgangen til Skagerrak. Han havde dog ignoreret instruksen og sneget sig ind i Skagerrak, hvor han håbede at finde tyske skibe på vej til Norge med tropper.
Han havde heldet med sig. På cirka 5,5 kilometers afstand fik man i ubåden i tusmørket øje på et stort transportskib på nordlig kurs.
Kl. 20.53 affyrede ’Sturgeon’ to torpedoer. Den ene ramte plet efter at have løbet lige under overfladen i næsten 5 minutter. Det var lidt af et lucky punch – afstand og vejrforhold taget i betragtning. Ubåden dykkede straks for at undgå angreb.
En af ubådens officerer beskrev i bogen ’Store øjeblikke’ fra 1945, hvad han så i periskopet nogle minutter efter eksplosionen, da man igen dykkede ud:
»Det var et frygteligt syn. En kæmpemæssig søjle af sort røg steg flere hundrede meter i vejret – og fra skibet rejste der sig flere høje ildsøjler. Det må være ammunitionen, der eksploderede, og som lyste op mod den mørke aftenhimmel«.
I ubåden frygtede man et modangreb, men intet skete. Den enlige torpedobåd, der udgjorde eskorten, undlod at reagere, fordi man få minutter efter torpedotræfferen modtog et signal fra ’Pionier’: »Sandsynligvis motoreksplosion«. Dermed var både en minetræffer og et ubådsangreb udelukket, og torpedobåden koncentrerede sig om at samle overlevende op og lod sine projektører lyse over havoverfladen.
’Pionier’ lå dybt i vandet med agterskibet og med slagside. Torpedoen havde ramt en olietank eller måske et lastrum med ammunition. Det udløste en voldsom eksplosion, der kunne høres viden om, og ilden bredte sig hurtigt på agterskibet.
I panik begyndte soldaterne at springe i vandet. Andre turde ikke og løb skrækslagne rundt, inden de blev beordret i vandet af officererne.
Skibets motor satte ud, da torpedoen ramte, men skibet fortsatte ved egen drift fart, og først da det var kommet et godt stykke væk fra det sted, hvor soldaterne var sprunget ud, blev der smidt gummiflåder i havet. Derfor formåede kun et fåtal af de skibbrudne at komme op i redningsflåderne.
Situationen udviklede sig i aftenmørket til et mareridt for soldaterne i vandet, da udstrømmende olie fra skibet blev antændt, og mange blev frygteligt forbrændt.
Torpederingen blev set fra den tyske overvågningsstation i Skagen, hvor man langt ude mod nordøst hørte et dumpt drøn fra en eksplosion og så et efterfølgende ildskær. Stationen kontaktede kommandanten for det nordjyske område i Frederikshavn. Inden han i bil ilede op til Skagen for at lede redningsaktionen, beordrede han tre flotiller med op mod 15 skibe til at gå til undsætning.
Ude over havet fløj et af de to fly straks nordpå for at gøre en sydgående konvoj opmærksom på ulykken. Det blev redningen for mange af de skibbrudne. 15-20 minutter efter var troppeskibet ’Utlandshörn’ og to minestrygere på stedet for at hjælpe den enlige torpedobåd. De tre skibe alene fiskede 242 overlevende op af vandet, mens T4 reddede 70. Dertil kom, at en lille håndfuld patruljebåde indbragte 175 overlevende og mange døde til Skagen.
»Det er det mest frygtelige syn, jeg nogensinde har set«, fortalte en skagbo, der havde gemt sig bag nogle fiskekasser, siden til Skagen Avis. »Ligene blev brutalt smidt op på lastbiler, og soldater blev båret i land med de mest forfærdelige kvæstelser«.
Under redningen forhindrede flammerne redningsskibene i at komme tæt på ’Pionier’, og derfor endte langt hovedparten af de godt 800 ombordværende i bølgerne. Det lykkedes dog ombordværende på ’Pionier’ at sætte en enkelt redningsbåd og smide nogle flere flåder i vandet, og det blev redningen for mange.
To timer efter torpederingen sank ’Pionier’ med kaptajn Meyer om bord, men redningsaktionen fortsatte hele natten frem til næste morgen.
De omkomne soldater fra ’Pioniers’ forlis blev bisat i en massegrav på kirkegården i Frederikshavn.
I alt overlevede 487, omkring 300 af dem var såret. Redningsprocenten var forbløffende høj, set i lyset af at næsten alle ombordværende havnede i vandet.
Nu begyndte kampen om sandheden. Den tyske krigsmarine ville ikke tro, at skibet var blevet sænket af en engelsk ubåd, og mente, at der var sket en dampeksplosion i maskinrummet. Påsejling af en mine eller sabotage udført under skibets værftsophold i København blev heller ikke udelukket.
Som det var sædvane, udsendte tyskerne ingen meddelelse om hændelsen til offentligheden. Men denne hemmeligholdelse holdt kun i to dage, for 4. september skrev den svenske avis Göteborg Handels- og Sjöfartstidning, at »et tysk transportfartøj var torpederet ved Skagen«, og at mange soldater var omkommet.
Kilden var nogle fiskere i den lille fiskerby Gravarne, der med egne øjne havde set forliset på afstand, da de var ude at fiske. Nyheden blev straks sendt ud i den frie verden og bragt i engelske aviser og sandsynligvis også i svensk radio ogi BBC’.
6. september fulgte svensk presse op på historien og skrev, at der formentlig var druknet 3.000-4.000 soldater, og at skibet hed ’Marion’.
To dage senere måtte tyskerne indrømme, at et tysk skib ganske rigtigt var sunket, men at navnet var ’Pionier’. Det blev pointeret, at ulykken »skyldes ikke fjendtlig indvirkning«, og at tabet af menneskeliv havde været ganske lille. Dette dementi blev trykt i alle danske aviser og bragt i radioen. I dag ved vi, at tyskerne talte usandt.
På den engelske ubåd blev sænkningen fejret med et festmåltid – æg og ristet skinke – og 13. september stod ’Sturgeon’ ind i havnen i nordengelske Blyth. Det engelske admiralitet fastslog en uge senere, at ubåden med sikkerhed havde sænket ’Pionier’ nord for Skagen. Ubådskommandant Gregory var tæt på at ende i en krigsret for groft at have ignoreret ordren om at blive ude af Skagerrak, men han blev tilgivet og modtog en medalje for sin indsats.
Propagandaministeriet i Berlin var lidt tid om at reagere. Et dementi var udelukket, og i stedet udsendte det en fædrelandskærlig og heroisk beretning om den heltemodige indsats, som nogle overlevende havde udvist for at redde deres kammerater, da skibet gik under i dårligt vejr. Den historie blev efter tysk ordre slået stort op, bl.a. i Jyllands-Posten 3. oktober.
To uger senere ophørte troppetransporterne fra Frederikshavn. De blev flyttet til den vigtige færgeoverfart mellem tyske Sassnitz og svenske Trelleborg, som tyskerne i stigende omfang benyttede. Fra Trelleborg kørte tropperne med svensk tilladelse i lukkede tog til Norge.
Senere i krigen genoptog man transporter mellem Danmark og Norge, men ikke fra Frederikshavn, før krigen var næsten slut. ’Pionier’ lå på havets bund, men nu kender vi sandheden om skibets skæbne.
