Gassen lyste storbyens gyder op og besværliggjorde diskret kissemisseri
-
1959. Charmører frygtede, at de kraftige gadelygter ville sætte en stopper for diskrete stævnemøder i nattens mørke. Her er hverken gadebelysning eller opsynsmand dog tilsyneladende i stand til at ødelægge romantikken ved et dansearrangement i Enghaveparken på Vesterbro i København i 1959. Foto: POLFOTO
Lyt
Lyt til artiklen: Gassen lyste storbyens gyder op
Lyt til artiklen: Gassen lyste storbyens gyder op
De graver og graver i København. Altid er der noget, der skal lægges i jorden: kabler, fjernvarme, metroer.
I 1850’erne var de også i gang. Raske mænd gravede, mens engelsktalende ingeniører dirigerede arbejdet. Englænderne var førende udi industri og teknologi, og i København var målet at etablere et system af underjordiske kanaler, der skulle føre gas og rent vand rundt i hovedstaden.
4. december 1857 pulsede gassen for første gang gennem rørene. Næsten 2.000 gadelygter strålede, og københavnerne kunne ikke tro deres egne øjne.
Faktisk var de så begejstrede, at de fulgte lygtetænderne rundt i byen og råbte hurra, hver gang de lod blive lys.
En samtidig vittighedstegner spøgte med, at damerne nu måtte gå med parasol og skyggefuld solhat om vinteren. Ellers ville de jo blive blændet af de nye stærke stråler!
Man kan jo ikke mere stifte Bekendtskab med en lille Dame under de Lygter
Ven af Georg Brandes
EN AF TIDENS STORE ÅNDER, Georg Brandes (1842-1927), huskede siden, hvordan han dinglede kulret rundt i gaslampens skær:
»Hin første Aften, da Gassen tændtes, gjorde den nye, stærke Belysning en forunderlig Virkning paa mine Drengenervers Ømfølsomhed. Alle Kvinder syntes mig pludselig rene Straaleskikkelser, eventyrligt bedaarende«.
Den 15-årige Brandes mistede nærmest kontrollen under alle indtrykkene.
»Ja en smuk, trediveaarig Kvinde, jeg mødte, forekom mig saa overvældende dejlig, at jeg fulgte efter hende som forrykt i vild Beundring og Attraa vel en Time, indtil hun forsvandt for mig, hvorpaa jeg Aften efter Aften travede om paa Gaderne i stadig skuffet Haab om at se hende igen«.
1956. Gaslygter måtte tændes manuelt. Her er Præstøs lygtetænder Gudmund Petersen på arbejde. Man havde gaslys i Præstø indtil 1956.
LYSET BETØD DOG OGSÅ, AT DET BLEV vanskeligere at gemme sig i skyggerne, hvilket en af den unge Brandes’ ældre venner jamrede over:
»En gammel Libertiner, der end ikke overfor Drenge holdt Tand for Tunge, beklagede da, at det stærke Lys vilde forjage Gadernes Tiltrækning, deres Dæmringspoesi«.
»Man kan jo ikke mere stifte Bekendtskab med en lille Dame under de Lygter«, sagde han, ifølge Brandes.
Libertineren fandt åbenbart alligevel en udvej, skønt han med sin unge vens ord var »svært uappetitlig« og – må man formode – så bedst ud i mørke.
Forfatteren Herman Bang var også ambivalent, hvad angik alt det, der kom til syne i lyset, da han beskrev sine indtryk i en tidlig reportage fra 1878.
Bang (1857-1912) så »tykke Proletaransigter med brede Læber og svære Hager, Haaret i Tjavser ned i Panden; og saa Hattene, bulede, fedtede, gamle [...]«.
Til gengæld var der også »Kvindeansigter, unge, smilende og smaa, blinkende Øjne« og ikke mindst uniformsklædte husarer, hvis udstyr imponerede under lamperne:
»[...]Lyset fra Gasblussene spiller paa Sablerne, paa Knapperne, paa Uniformstresserne, paa Hestenes Seletøj ...«.
Der var rigeligt at se på for et par observante øjne som Bangs.
I BEGYNDELSEN BRÆNDTE GASLYGTERNE side om side med de gamle tranlamper, da man endnu ikke helt havde tiltro til gassen som stabil lyskilde.
Men i takt med at tranlamperne blev sendt på pension, kom byen ikke bare til at se anderledes ud, den ramte også næsen på en ny måde: Hvor lyset før havde dunstet af fiskelevertran og hvalspæk, som bragte liv i de gamle tranlamper, blev den gamle lugt erstattet af en sødlig gas-odør.
1962. Oplyst aften på Vesterbrogade i København i 1962. Fråseriet fik en ende under det følgende årtis oliekrise, hvor pærerne blev skruet ud af hver anden gadelygte for at spare på strømmen.
Den første forordning om gadelygter i København kom i 1681, og samme år blev der sat cirka 500 tranlamper op i hovedstaden.
Byen lå nu stadig hen i helt eller delvist mørke, som det sløve tranlys ikke kunne stille meget op imod.
Lamperne gik gerne ud hen på natten, og de blev slet ikke tændt, når månen ifølge almanakken var fuld. At den tit gemte sig bag skyerne, gjorde åbenbart ikke nogen forskel.
Derfor opstod begrebet ’magistratsmåneskin’. Det var Københavns Magistrat, der af sparehensyn tog beslutningen om at lade tranlamperne forblive slukket ved fuldmåne.
Brandes’ libertiner-ven havde mange mørke kroge at møde små damer i, inden han blev indhentet af gaslygternes stråler.
Herman Bang. Forfatteren Herman Bang var ambivalent over for gaslygternes oplysning af gadens »tykke Proletaransigter«, men satte pris på de uniformsklædte husarer, hvis udstyr imponerede under de nye lamper.
DER VAR NU TID NOK TIL AT VÆNNE SIG TIL det stærke lys, for gaslamperne bredte sig kun ganske langsomt i København.
Historikeren Poul Duedahl skriver i ’Nattens gerninger’ fra 2015, at det hele begyndte med blikkenslageren og opfinderen Johannes Irgens, der tændte to gaslamper uden for sin butik i Købmagergade.
Det var i vinteren 1814-15, og i sommeren 1819 installerede han gas i fysikeren H.C. Ørsteds (1777-1851) spisestue i den nærliggende Nørregade.
Byens forlystelsessteder var også tidligt ude: Hippodromen, som også lå i Nørregade, blev oplyst af gas fra 1846 og banede dermed vejen for flere dansesteder, der gerne ville have, at de festende gæster blev hængende til solopgang.
Ifølge Duedahl tilbød Irgens også kommunalbestyrelsen i Helsingør at tænde lys i hele byen, men det blev et nej tak.
TIL GENGÆLD GAV DET FREMTIDSFORELSKEDE handelsmænd og politikere i København en lys idé. Men det var et risikabelt og dyrt projekt at oplyse hele hovedstaden, og i Odense var man de første til at begynde at grave.
Det var et privat initiativ, der stod bag, og allerede i 1853 var rigets dengang næststørste by oplyst af 150 gaslamper. Snart fulgte flere provinsbyer i hælene på Odense, bl.a. Silkeborg og Slagelse, der altså overhalede København.
I København krævede etableringen af forsyningsnettet såvel ny kontrol med som planlægning af byudviklingen, skriver historiker Jakob Ingemann Parby i ’Storbystrømme: Københavnernes vand, varme, lys og latrin gennem 150 år’ fra 2007.
Det enorme anlægsarbejde krævede et brud med byens liberale politik, hvor hensynet til den private ejendomsret ellers plejede at veje tungere end almenvellet.
Omkostningerne og behovet for beskyttelse krævede mere opsyn, og oprettelsen af de kommunale værker var udtryk for en ny parathed hos det borgerligt valgte bystyre til at styre uden om det private initiativ og i stedet drive og organisere dele af hovedstadens liv selv.
Georg Brandes. »Alle Kvinder syntes mig pludselig rene Straaleskikkelser« . Den unge Georg Brandes var begejstret, da gaslamperne begyndte at lyse nattens København op.
DERFRA GIK DET STÆRKT. Mens københavnerne havde famlet rundt i tranlampens matte skær i århundreder, var skridtet fra gas til elektricitet kun kort.
Byens første elværk åbnede i Gothersgade i 1892, og to dage senere var mødesalen på rådhuset, som dengang lå ved Nytorv, oplyst af 75 glødelamper.
De var kun tændt i et kvarter, for det blev ikke anset som passende at holde møde i så stærk belysning, og man var desuden bekymret for magistratens ældre medlemmer, hvis sarte øjne jo nok heller ikke havde godt af det voldsomme lys.
Byens natteravne havde dog allerede set det elektriske lys 10 år tidligere, hvor det nye underholdningspalads National havde placeret elektriske projektører på taget, som kastede stråleglans langt ud på Vesterbro.
INDUSTRIEN VAR OGSÅ TIDLIGT UDE – Burmeister & Wain havde allerede installeret et permanent elektrisk lysanlæg i 1879 – og snart fulgte flere virksomheder.
Byens lys og nye liv, virakken og folkemængden, skabte også nye lidelser. Neurastheni, eller nervesvækkelse, fik sit navn af en amerikansk læge i 1868, og symptomerne – bl.a. øjenflimren, øresusen og trang til stimulanser – var altså tegn på en sygdom, der var »forårsaget af den moderne civilisation især i det 19. århundrede [...]«.
Ifølge historikeren Karin Cohr Lützen sad nerverne også uden på tøjet hos de danske storbyboere, og hun citerer psykiateren Knud Pontoppidan (1853-1916), der i 1886 skrev om forvirringen og uroen, de »fortumlende Indtryk«, som belastede sanseorganerne og altså medførte alvorligt nerveknas.
I dag er det lyset og indtryk fra vores individuelle skærme, fra smartphones og Netflix, der er under mistanke for at virke ’fortumlende’ og gøre os forvirrede og urolige.
100 år senere, da 1970’ernes oliekrise kradsede, blev der skruet ned for lyset i hovedstaden. Butikkerne blev mørkere efter lukketid, og hver anden gadelygte blev afmonteret. Og i dag har en række kommuner landet over i deres spareiver slukket gadebelysningen i nattetimerne.
Havde libertineren stadig været i live, var der altså igen gode muligheder for lidt diskret kissemisseri i de mørke kroge.
Sarah von Essen er historiker og journalist.
Skribenten anbefaler:
Poul Duedahl og Ulrik Langen (red.): ’Nattens gerninger’. Gads Forlag, 2015
Karin Cohr Lützen: ’Byen tæmmes. Kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallets København’. Hans Reitzels Forlag, 1998
Jakob Ingemann Parby: ’Storbystrømme: Københavnernes vand, varme og latrin gennem 150 år’. Københavns Bymuseum , Københavns Energi, 2007
