Danskerne vendte vreden mod jøderne

Da den senere verdensberømte fynbo H.C. Andersen ankom til »Kjøbenhavn min Verdens Stad« i september 1819, var fanden virkelig løs i Laksegade. Voldsomme optøjer var i gang i byen – og de var rettet mod en bestemt befolkningsgruppe: jøderne.

Den 14-årige H.C. Andersen tænkte i situationen ikke nærmere over tumulten. Den slags ballade hørte vel til livet i en storby, ræsonnerede den unge digterspire, og deri havde han ikke helt uret. Selv om Jødefejden er et af de mørkere kapitler i hovedstadens historie, var det absolut ikke et ukendt fænomen at kanalisere social nød over i organiseret forfølgelse af mindretal.

Da der i 1819 ikke var mange minoriteter at tage af, gik det ud over byens lille jødiske mindretal. Det talte næppe mere end et par tusind individer ud af Københavns cirka 120.000 indbyggere, men i de antisemitiske skrifter, der florerede i samtiden, blev deres antal ofte stærkt overdrevet, og det lykkedes at opildne til optøjer. Så mens den nyankomne Andersen så sig benovet omkring i hovedstaden, smadrede en ophidset folkemængde ruderne i jødiske forretninger, der blev malet antisemitiske slogans på husmurene, og jøder blev overfaldet, så soldater måttes sættes ind.

Den antisemitiske vold var som så meget andet importeret fra udlandet. I sommeren 1819 var jødiske butikker og boliger samt synagoger blevet overfaldet af rasende menneskemængder bl.a. i Frankfurt am Main og flere byer langs Rhinen. I september svirrede hele København af rygter. Den indestængte energi bekymrede Københavns kommandant, grev von der Schulenburg (1755-1828). Rasende folkemængder var svære at styre, og hvis pøblen først så sig gal på soldater og politifolk, kunne situationen udarte.

Illustration: Det Kgl. Biblioteks billedsamling

Siden middelalderens korstog og pestens hærgen i 1300-tallet havde jøderne jævnligt fået skylden for alskens ulykker og blev diskrimineret på stort set alle tænkelige områder. I oplysningstidens tidlige fase i 1600-1700-tallet blev jødernes retsstilling i samfundet kun i ringe grad forbedret.

Gamle fordomme og antipatier hang ved i brede dele af befolkningen. Det var netop de gamle forestillinger om jøderne, der foldede sig ud i 1819, da samfundet skulle finde sig selv efter krigen 1807-14, der var endt i et smerteligt nederlag for Danmark med statsbankerot og tabet af Norge.

Den urgamle forestilling om den pengegriske jøde blev straks efter bankerotten i 1813 bragt i spil: Jøderne havde fusket på børsen, de havde i smug eksporteret sølvreserver ud af landet og således forværret krisen. Selv intellektuelle, der normalt brystede sig af selvstændig tankevirksomhed, kastede sig ud i hård tilsvining af jøderne.

Tegning: P. Klæstrup, 1877. Det Kongelige Bibliotek

I januar 1813 oversatte det tidligere medlem af direktionen for Det Kongelige Teater Thomas Thaarup tyskeren Friedrich Buchholz’ stærkt antisemitiske skrift ’Moses og Jesus eller om Jødernes og de Christnes intellektuelle Forhold’.

Skriftet indeholdt passager om, at jøderne »i deres ualmindelige Vindesyge driver en Aager (ulovlige renter)«, der fastholder franske statsborgere i »Slaveri«. Thaarups oversættelse udløste en debatstorm, der blev kendt som ’den litterære jødefejde’. Digtere som Jens Baggesen og St.St. Blicher forsvarede jøderne, mens andre støttede Thaarup. Selv om fejden forblev litterær, gødede den på mange måder jorden for den ’korporlige’ jødefejde seks år senere.

I 1814 var jødernes retslige status i samfundet blevet forbedret med Frederik 6.s jødiske ’frihedsbrev’. Det sikrede jødernes retsstilling samt retten til frit at udøve erhverv. Men frihedsbrevet var upopulært i andre dele af befolkningen, da det truede kristne borgeres konkurrenceevne.

Samtidig gav kongens beslutning anledning til splittelse blandt de danske jøder. Frihedsbrevet betød, at de skulle underkaste sig statslig kontrol og acceptere danske arveregler, domstole samt skolegang. Flere jøder gennemskuede statens ønske om at begrænse den traditionelle jødiske kultur, hvilket dog passede de mere liberalt indstillede jøder, som hilste reformen velkommen.

En ting var dog sikkert. Frihedsbrevet betød ikke, at jøderne forskånedes for fremtidige overgreb, hvilket blev åbenlyst i 1819. Det har dog næppe været en følelse af samhørighed, der drev statsmagten til at beskytte jøderne. Men når centralmagten én gang havde risikeret sin autoritet for jødernes skyld, tålte den ikke opsætsighed fra borgere, der måtte være uenige.

4. september brød de første uroligheder ud i København akkompagneret af de berygtede ’hep-hep’-råb. Det er ikke helt klart, hvad tilråbet betyder, men det dækker enten over en forkortelse for ’hebræer’, over udtrykket ’Hierosolyma est perdita’ (Jerusalem er tabt) eller blev brugt, fordi man i området Franken i tyske Bayern råbte ’hep’ efter geder og mente, at jødernes skæg var gedeagtigt.

I Østergade fulgtes tilråbene af baldrede ruder i jødiske forretninger og antijødisk graffiti på husmurene. Gardehusarerne blev sat ind og fik med hiv og sving spredt den hærgende pøbel i løbet af aftenen. Ødelæggelserne var alvorlige, men endnu værre var, at selveste den enevældige fyrste heller ikke gik ram forbi, men blev kaldt ’jødekonge’. Den fornærmelse kunne Frederik 6. ikke sidde overhørig. Overgrebene på de danske jøder begyndte at ligne et oprør mod selve statsmagten personificeret ved Frederik 6., hvis popularitet havde lidt under modgangen i århundredets begyndelse: Københavns bombardement og det følgende tab af krigsflåden i 1807, det ødelagte handelsliv samt tabet af Norge havde rystet troen på det enevældige monarki.

Kongen tog det vidtgående skridt at forbyde folk at forsamles på gader og stræder. Det var et stort indgreb, da mange indbyggere i København var samlet på meget lidt plads og derfor automatisk tilbragte meget tid på gaden. Der blev også udlovet en dusør på 4.000 rigsdaler for udlevering af de formastelige folk bag følgende skrift:»Saalænge der er Jøder i Landet, vil vort Rige blive ruineret; derfor lader os alle være enige; [...] ja enhver Retsindig Dansk-mand komme og drive Jøderakket ud af Landet«.

Selv om Københavns stærke garnison de følgende dage var i alarmberedskab, kunne den ikke forhindre, at jødeforfølgelserne fortsatte, om end det ikke kom til drab. Enevældens indsats mod optøjerne kanaliserede dog delvis vreden væk fra jøderne og over mod enevælden selv.

Snart cirkulerede skrivelser rundt både i hovedstaden og i mindre købstæder, der protesterede mod enevælden og krævede en fri forfatning indført. Flere domme blev afsagt, og de skyldige måtte en tur i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn.

Det var dog ikke nok til at lægge låg på protesterne. Meget sigende for optøjernes blanding af jødehad og systemkritik var der igen uro i byen 28. oktober på selveste dronning Maries 29-års fødselsdag. Dagens optøjer gik ud over det rige jødiske handelshus Meyer & Trier, der fik smadret ruder, mens en vægter, der forsøgte at stoppe mængden, blev gennembanket.

Volden blussede op gentagne gange i de følgende måneder. Den pressede regering så oprør overalt, men fik langsomt dysset sagerne ned. Enevælden købte sig endnu et par årtier; 28 år senere brast systemet, men fordommene om jøder hang ved – eksempelvis hos Danmarks nationalfilosof, Søren Kierkegaard (1813-55), der som 6-årig oplevede Jødefejden. Kierkegaard istemte som voksen selv hep-hep-råbene og fik også udtalt, at jøderne en dag ville »slå deres europæiske værter ihjel«.

• Kopiér link