Jødehadet ulmede i 1930’ernes Danmark

I JUSTITSMINISTERIET VAR MAN imidlertid i fuld gang med at forberede en retssag mod landets mest fremtrædende antisemitter for at afprøve lovgivningens rammer.

Allerede i oktober 1936 havde den socialdemokratiske justitsminister, K.K. Steincke (1880-1963), rejst en foreløbig sigtelse mod seks personer for overtrædelse af straffelovens paragraffer om injurier og bagvaskelse efter den daværende blasfemilovgivning, der angik »forhånelse af noget her i landet bestående trossamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse«.

Det blev indledningen til en årelang juridisk kamp mod danske antisemitter.

Den retslige undersøgelse stod på i næsten et år, før sagen endelig kom for Københavns Byret i slutningen af august 1937.

Foruden Aage H. Andersen blev tre andre medlemmer af NSAP og to skribenter på den antisemitiske udgivelse Stormen stillet for retten. 7. september blev gruppen idømt mellem 20 og 80 dages hæfte, hvor den strengeste straf blev udløst for overtrædelse af bagvaskelsesparagraffen.

De resterende mentes derimod at have handlet i god tro, det vil sige, at de selv var overbevist om deres påstandes sandhed.

Aage H. Andersen appellerede prompte dommen, mens anklagemyndigheden nedlagde påstand om skærpet straf for samtlige tiltalte, idet man krævede dem alle dømt for bagvaskelse.

APPELRETSSAGEN BLEV INDLEDT I ØSTRE LANDSRET 18. januar 1938 med landsdommer Paul Gammeltoft som retsformand. Det blev et turbulent retsmøde. De sagsøgtes forsvarer lagde ud med at kræve, at Gammeltoft blev skiftet ud, fordi han var inhabil.

De lagde til grund for påstanden, at dommer Gammeltofts bedstemor var datter af jøder.

Han svarede roligt, at hans bedstemor var døbt, og så vidt det var ham bekendt, var hans oldefar ligeså. Men det tilfredsstillede ikke de anklagede. Ifølge de nazistiske antisemitter var Gammeltofts bedstemor, uanset om hun var døbt eller ej, »racejøde«, hvad der gjorde Gammeltoft til »kvartjøde«.

De opfattede derfor Gammeltoft som inhabil, ikke alene fordi han var beslægtet med jøder, men fordi han ikke var »raceren«.

Pressen holdt vejret: Kunne en ’jøde’ efter nazistisk definition dømme antisemitter?

Rettens kendelse blev en pure afvisning af kravet, med henvisning til at sagen angik krænkelse af medlemmer af Det Mosaiske Troessamfund og dermed nøje holdt sig til en religiøs definition på en jøde.

Pressen triumferede. Der var tale om en »klar og kategorisk afvisning af et forvorpent forsøg på at forgifte dansk retsvæsen med nazimetoder«, som det 19. januar 1938 hed i dagbladet Social-Demokraten.

Dagen efter blev byrettens dom stadfæstet med skærpede straffe til to af de dømte. Samtlige beskyldninger mod jøderne blev kendt ubeføjede.

Retshandlingen var en opmuntrende succes, og retssystemet havde vist både modstandskraft og virkemidler. Dommen pacificerede for en tid antisemitternes inderkreds.

Dommen manede dog ikke agitationen i jorden, og retssagen var langtfra den eneste begivenhed, som pegede på nødvendigheden af et øget beredskab.

Grupper af nazistiske uromagere generede forbipasserende på Strøget i København, og politiet måtte beslaglægge antisemitiske løbesedler, fordi de forstyrrede den offentlige orden eller havde anstødeligt indhold.

På samme baggrund blev der bl.a. i august 1938 udstedt forbud mod salg og uddeling af Der Stürmer, men Aage H. Andersen og NSAP havde dog stadig held med at rekruttere nye følgere.

DEN POPULÆRE FORFATTER OLGA EGGERS (1875-1945), der havde skrevet frisindede og vovede romaner om den moderne kvindes splittelse mellem selvrealisering og ægteskab og som aktiv socialdemokrat ført kampagne for frivilligt moderskab, erklærede i 1934 til alles overraskelse, at hun var nationalsocialist. Fire år senere blev hun medlem af Aage H. Andersens parti og i 1940 redaktør på det antisemitiske sladderblad Kamptegnet, en dansk udgave af Der Stürmer, som Andersen begyndte at udgive i maj 1939.

Eggers’ demonstrative accept af antisemitismen og racismen stod i kontrast ikke alene til hendes offentligt kendte kærlighedsforhold til jødiske mænd, heriblandt litteraten Georg Brandes, men også til hendes bøger, hvor hun tidligere havde stillet sig solidarisk med de udstødte og anderledes.

De åbenlyse selvmodsigelser styrkede ikke antisemitternes agitation.

Justitsministeriet og politiet ønskede alligevel strengere straffe, som rakte ud over bøder for gadeuorden og opløb, og retssagen i 1938 havde vist, at det eksisterende retsgrundlag var utilstrækkeligt.

Injurielovgivningen beskyttede ganske vist enkeltpersoner, men fordi angrebene skyldtes påstanden om, at jøder tilhørte en mindreværdig race, var den daværende blasfemiparagraf, der beskyttede deres tro, ikke til megen hjælp.

I januar 1939 fremsatte justitsminister Steincke lovforslag om ændringer og tilføjelser til ’Borgerlig Straffelov’ (i dag straffeloven) med henblik på at øge demokratiets slagkraft over for de nye og stadig mere aggressive politiske kampformer.

FORSLAGET INDEHOLDT BL.A. tilføjelsen paragraf 266 b:

»Den, der ved udspredelse af falske rygter eller beskyldninger forfølger eller ophidser til had mod en gruppe af den danske befolkning på grund af dens tro, afstamning eller statsborgerforhold, straffes med hæfte eller under formildende omstændigheder med bøde. Er rygterne eller beskyldningerne fremsat i trykt skrift eller på anden måde, hvorved de er nået ud til en større kreds, er straffen hæfte eller under skærpede omstændigheder fængsel indtil et år«.

Her var straffelovsparagraffen, som både kunne dømme forhånelse og forfølgelse af en gruppe – jøder – og straffe racismen, som ramte alle af nazismen definerede jøder uanset deres religiøse overbevisning.

Når ordet race ikke indgik i paragraffens formulering – ordet kom først med ved en lovrevision i 1971 – afspejlede det netop usikkerheden om selve begrebet race.

Episoden omkring dommer Gammeltoft havde netop vist, hvor tvivlsom, men også politisk sprængfarlig påstanden om ’den jødiske race’ var.

OPPOSITIONEN VAR KRITISK OVER FOR Steinckes samlede lovforslags indskrænkning af presse- og ytringsfriheden og mente ikke, at ændringerne var nødvendige.

Da blev Steincke rasende.

»Man kan jo ikke sige, at man ikke er advaret, eller at man ikke ved, hvad det drejer sig om«, sagde justitsministeren efter fra Landstingets talerstol at have citeret Adolf Hitlers ’Mein Kampf’ og propagandaminister Joseph Goebbels:

»Vi har vel alle sammen læst Hitlers berømte værk, ’Mein Kampf’. I denne bog står der: »Demokrati er i bedste fald et middel, som man anvender for at lamme modstanderen og for at skaffe sig fri bane til sin egen handlen«. Og to år efter at denne betragtning var trængt igennem i Tyskland, udtalte en anden ledende og meget kendt nationalsocialistisk politiker, hr. Goebbels: »Vi nationalsocialister har aldrig påstået, at vi var repræsentanter for et demokratisk standpunkt; nej, vi har åbent erklæret, at vi kun betjente os af demokratiske midler for at vinde magten, og at vi efter magtens erobring hensynsløst ville nægte vore modstandere alle de midler, som man havde indrømmet os, da vi var i opposition««.

Oppositionen måtte understrege, at deres kritik af lovpakken udtrykkeligt ikke gik på nødvendigheden af paragraf 266 b, som angik beskyttelsen af danske jøder. Straffeloven blev alligevel vedtaget uden oppositionens stemmer og trådte i kraft 1. juli 1939.

Racismeparagraffen var en realitet. Danmark havde vedtaget at gøre det strafbart at forhåne og forfølge jøder.

Paragraffen var kun lidt over ni måneder gammel, da Tyskland besatte Danmark 9. april 1940. Fem år senere blev racismeparagraffen for første gang taget i brug under retsopgøret med landssvigerne, og da blev det anset for en skærpende omstændighed, at det jo allerede efter gældende borgerlig straffelov var strafbart at bedrive antisemitisk virksomhed.

Straffeloven var året før besættelsen blevet vedtaget på trods af en udbredt tilbøjelighed til at bagatellisere antisemitismen.

DEN SOCIALDEMOKRATISKE IDEOLOG Hartvig Frisch (1893-1950) fremstillede allerede i sit opgør med de totalitære ideologier i bogen ’Pest over Europa’ fra 1933 det nazistiske jødehad som lavpandede skrøner for svagtbegavede individer, mens antisemitterne i NSAP i Ekstra Bladet 23. november 1936 blev latterliggjort som »den lille Bande tummelumske Jødeforfølgere«.

Sandt er det da også, at de danske nazister aldrig appellerede til den brede befolkning og blev opfattet som en stødende efterligning af deres tyske forbilleder. Forsøg på at drage nytte af antisemitismen til politiske formål blev socialt og politisk ødelæggende, i takt med at det nazistiske regime i Tyskland konsoliderede sin magt og intensiverede de antijødiske angreb.

Antisemitiske tilbøjeligheder i de etablerede politiske partier blev heller ikke tolereret, og en række medlemmer blev smidt ud af Det Konservative Folkeparti, af ungdomsorganisationen KU og af partiet Venstre.

Men det betyder ikke, at antisemitisme ikke fandtes herhjemme.

Ofte åbenbarede diskussioner af det såkaldte jødeproblem en række fordomme og endda i flere tilfælde en mere eller mindre helhjertet accept af Tysklands politik. Og man kunne sagtens hævde, at Danmark – et land, hvor den jødiske del af befolkningen var forsvindende lille – ikke havde et jødeproblem, mens man samtidig tilsluttede sig de gældende fordomme om jøder.

’Jødeproblemet’ havde mange betydninger i datidens debat. Foruden en religiøs betydning, som angik spørgsmålet om, hvorvidt jøderne ville acceptere Kristus som deres Messias, var den mest almindelige fortolkning af social og økonomisk karakter og drejede sig om jødernes status i det moderne samfund.

Navnlig den borgerlige presse udtrykte stærk modvilje mod jødisk indvandring. Man frygtede at skabe et ghettoproblem med et isoleret og ikkeassimileret proletariat af jøder i byerne. Tilmed trivedes en mistillid til den fremmedartede og mytiske ortodokse jødedom, man associerede med Østeuropa. Her var stereotypen ’ghettojøden’ eller ’østjøden’ i spil.

HELLER IKKE FORDOMME OM JØDEN som hæmningsløs kapitalist og fribytter, ’pengejøden’, udeblev af den danske debat.

Den konservative Vestlollands Avis vendte sig 21. juli 1941 mod overrepræsentation af jøder, som »på en utålelig måde oversvømmede industri, handel, embedsstand og videnskab, [og] ikke var i stand til at tage de udmærkelser og høje embeder, som mange af dem opnåede, med den samme takt og stilfærdighed som deres medborgere«.

Dette gjaldt vel at mærke i Tyskland og ikke i Danmark.

Ideen om overrepræsentation var udtryk for manglende tillid til jødernes nationale og kulturelle sindelag. Selve religionen var ikke stridens genstand, understregede den konservative kritiker Henning Kehler i 1935 i bogen ’Konservative Kronikker’.

»Den store vanskelighed er de emanciperede jøder og de, som hverken er det ene eller det andet og derfor nærmest ingenting. Det er lettere at have 10 millioner i Tyskland, som er jøder og ikke vil være andet, end et mange gange mindre antal, som under en langvarig emancipations- og assimilationsproces spreder den onde udsæd af deres misfornøjelse og mindreværdsfølelse, deres had og tilintetgørelseslyst omkring sig«.

Datidens frygt for kommunismen kunne samtidig smidigt forenes med fordomme om jøders politiske sympatier. Fordommene næredes af associationen mellem den kommunistiske bevægelse og personer med jødisk baggrund. Det hyppigst nævnte eksempel var Karl Marx, hvis bedstefar ganske vist var rabbiner, mens hans fader lod hele familien døbe.

Pressen mindede regelmæssigt om ledende kommunisters jødiske slægtsforhold, uden at det var sagen vedkommende, og tilføjede gerne, som i Ekstra Bladet 18. februar 1934, »at talrige jøder ifølge deres natur er kommunismens tilhængere og befordrere«.

I den højreorienterede presse blev marxismen ligefrem udnævnt til en egentlig jødisk bevægelse.

DER VAR IMIDLERTID BRED ENIGHED, at Danmark ikke havde et ’jødeproblem’. Hovedsagen var at forhindre, at der opstod et.

Dels imødeså man med interesse bestræbelserne på at omskole den jødiske bybefolkning til landbrug, i Danmark såvel som i Palæstina, for dermed at inddæmme ’ghettoeffekten’ i mentalitet og erhverv.

Dels – og navnlig – var der bred opbakning til regeringens bestræbelser på at begrænse indvandringen. Fænomenet var ikke noget særlig dansk. Overalt i Europa vægrede man sig imod at modtage de jødiske flygtninge fra Tyskland med samme begrundelse som i Danmark.

Fælles for diskussionen var tilbøjeligheden til at anerkende antisemitismen som et rationelt fænomen, der bundede i karakterforskelle og skyldtes jødernes egen adfærd. Men samtidig benægtede man hårdnakket antisemitismens relevans i Danmark og undsagde den nazistiske form.

Alligevel blev grænsen for, hvad man kunne sige om jøder, i 1930’erne gradvist indskrænket som følge af udviklingen i Tyskland, og overskred man grænsen, blev man brændemærket som nazist.

I 1930’erne hang modstanden mod diskrimination af den jødiske befolkningsgruppe uadskilleligt sammen med kampen for demokratiets friheds- og borgerrettigheder. Den offentlige debat var præget af meget frontale forsøg på at oplyse om raceideologiens absurditeter og de nazistiske raceteoriers uvidenskabelighed.

Historikere, biologer, præster og politikere indgik i en stærk alliance, som gjorde ’videnskabelighed’ og kristen medmenneskelighed til det objektive grundlag i den politiske debat mod antisemitismen.

DET BLEV AFGØRENDE FOR AT forhindre den racistiske antisemitisme i at vinde fodfæste og politisk organisering i Danmark. Men det havde også konsekvenser.

For det første stod de jødiske flygtninge fra syd uden for det definerede fællesskab og udgjorde tilmed en trussel mod samfundets sammenhængskraft, idet politikerne frygtede at skabe et ’jødeproblem’ i Danmark.

For det andet blev antisemitismen synonym med den nazistiske racisme, og det har i eftertiden givet et forkert billede af danskernes syn på jøder i 1930’erne.

Antisemitismen blev med tiden anskuet som »frø af ugræs føget over hegnet« sydfra og som noget fremmed for dansk kultur, en fortolkning, der blev overtaget af historikere.

Det er ikke blot en fejlfortolkning. Det hæmmede dengang og hæmmer stadig forståelsen af antisemitismens årsager og levedygtighed.

Antisemitisme var ikke et marginalt fænomen, som udelukkende dyrkedes af politiske pariaer, nej, det var langt mere udbredt i mellemkrigstidens samfund, end vi bryder os om at indrømme.

Men fænomenet blev ikke mødt af passivitet. Videnskabsfolk pegede på usikkerheden omkring racebegrebet og afviste postulatet om rene racer. Politikere og meningsdannere sammenlignede nazismen med middelalderens overtro, latterliggjorde racismen og ændrede rammerne for den offentlige debat.

Og imens indførte regeringen en af verdens første lovparagraffer, der beskyttede grupper mod forfølgelse og forhånelse på grund af deres afstamning.

Først 26 år senere, i 1965, vedtog FN en konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Danmark tiltrådte konventionen i 1971, og det var ved den lejlighed, ordet race blev tilføjet paragraf 266 b.

Da havde racebegrebet for længst udspillet sin rolle, skandaliseret af de nazistiske forbrydelser og af folkedrabet og undermineret af den videnskabelige udvikling, som afviste, at menneskeheden kunne klassificeres.

K.K. Steinckes formulering om »udspredelse af falske rygter eller beskyldninger, [der] forfølger eller ophidser til had mod en gruppe af den danske befolkning på grund af dens tro, afstamning eller statsborgerforhold« er til gengæld mere relevant og aktuel end nogensinde.