Danske nazister var, som folk var flest
Mellemkrigstidens danske nazister beskrives ofte som særlinge på kanten af samfundet, men det holder ikke.
En overbevist dansk nationalsocialist med hagekors på hjelmen. Han forsøger på Strøget i København at sælge bladet National-Socialisten. Læg mærke til tuschstregerne, der i datiden blev lagt på for at sikre fotoets skarphed i avisen. Foto: Tage Christensen/Polfoto
Lyt til artiklen: Hvem var de danske nazister?
Lyt til artiklen: Hvem var de danske nazister?
I forfatteren Hans Scherfigs (1905-1979) roman ’Frydenholm’ (1962), der foregår på Sydsjælland under besættelsen, møder man nazisten Bukse-Marius. Øgenavnet har han fået som følge af en noget uheldig vane med at stjæle kvinders underbenklæder fra tørresnorene.
Marius er lidt af en klodrian. Han spilder marmelade ned ad den fine uniform, og man kan næsten ikke undgå at få lidt ondt af den småtbegavede Bukse-Marius, der naturligvis ender med at få tæsk af rasende københavnere under en nazistisk demonstration i hovedstaden.
Hans Scherfigs skildring af de danske nazister som en blanding af dumrianer og griske godsejere stemmer imidlertid ikke overens med, hvem de første nazister var, som blev valgt ind i Folketinget i 1939. Her fik DNSAP 1,8 procent af stemmerne og blev i overensstemmelse med gældende regler repræsenteret med 3 mandater.
Ikke overraskende var den danske fascisme og nazisme tæt forbundet med udviklingen i resten af Europa, hvor der i mellemkrigsårene blev udkæmpet en intens politisk kamp om, hvordan man skulle indrette samfundet og staten.
Allerede kort efter den italienske fascistleder Benito Mussolinis magtovertagelse i Italien i 1922 opstod en række fascistiske organisationer og partidannelser i Danmark. Størst opsigt vakte Nationalkorpset, der i midten af 1920’erne iklædte sig sorte skjorter og gik til kamp mod venstrefløjen.
De fascistiske grupper formåede dog aldrig at mobilisere ret mange, og ved udgangen af årtiet var de reduceret til ubetydelige politiske sekter på den yderste højrefløj. Det fascistiske tankegods kunne nok inspirere, men kun ganske få blev deciderede fascister.
I 1930’erne blev blikket i højere grad rettet mod Tyskland. Udviklingen syd for grænsen var direkte årsag til dannelsen af Danmarks første nazistpartier, og her lå også det indbyggede problem for de danske nazister, som de aldrig overvandt: De fleste opfattede de nazistiske partier som en tysk importvare, som en håndfuld på den yderste højrefløj kritikløst havde taget til sig.
... Danskerne var ikke immune over for de store totalitære ideologier
DANMARKS FØRSTE NAZIST VAR tysklæreren Einar Vaaben (1902-1997). Hans interesse for ideologien blev vakt allerede i 1923, da han besøgte München og blandt andet fik kontakt med den kendte tyske racebiolog Hans Günther (1891-1968) og en række toneangivende nazister, herunder ingen ringere end Adolf Hitler, der gav ham en personlig rundtur i partihovedkvarteret.
Fem år senere dannede Vaaben Dansk Nationalsocialistisk Parti, som mere havde karakter af studiekreds end egentligt parti. Selv om Vaaben havde bedre kontakter i Tyskland end andre danske nazister, var han mere ideolog end partileder. Den samme tendens kan man se hos en række andre fremtrædende nazister, der i mange tilfælde var mere optaget af at være revolutionære end af at lede et parti.
Det betød også, at der i mellemkrigstiden opstod en stribe nazistiske partier, der ofte blot havde et medlemsblad og en håndfuld aktive medlemmer. I tiden før Anden Verdenskrig eksisterede der hele 14 nazistpartier i Danmark, hvilket har affødt bemærkninger om, at Danmark var det land, som havde flest nazistpartier og færrest nazister.
De mange partier og deres førere hævdede alle, at de havde udviklet en helt særlig form for dansk-nordisk nazisme.
Belgien. Belgiske Léon Degrelle var chef for den meget succesrige belgiske nazistbevægelse. Han gik under krigen i tysk tjeneste.
DEN VIGTIGSTE LEDER VAR københavnske Wilfred Petersen (1905-1981), der i 1935 omdøbte sit parti til Dansk Socialistisk Parti for at distancere sig fra de øvrige nazister. Hans trumf var at afskaffe hagekorset som partisymbol og erstatte det med et lyntegn.
Petersen var revolutionær, antikapitalist og antiliberalist og inspireret af den såkaldte venstrenazisme, der i en periode havde medvind i det nordlige Tyskland. Petersen var overbevist om, at hans særlige nordiske nationalsocialistiske revolution ville begynde i arbejderklassen og derefter brede sig til det øvrige samfund.
Selv om disse nazister som antisemitiske Aage H. Andersen (læs mere i Sofie Lene Baks artikel side 54-61), den revolutionære Wilfred Petersen og den intellektuelle Einar Vaaben mente, at de havde udviklet en helt særlig ideologisk form, delte de, hvis man gennemgår deres partiprogrammer, overordnet set de værdier, der er karakteristiske for nazismen.
De ønskede alle en korporativ stat, der skulle løse konflikten mellem klasserne ved at lade arbejdsgivere og arbejdstagere indgå i statsstyrede brancheorganisationer. De forskellige grupperinger og partier havde også alle en forkærlighed for antimarxisme, raceteori, antisemitisme, den karismatiske mandlige førerskikkelse og forestillingen om en særlig nazistisk mennesketype til fælles.
Også den ydre politiske kultur i form af uniformering, masseoptrin og symboler var markante fællestræk.
MEN KUN DNSAP, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, fik egentlig betydning.
Partiets stifter, Cay Lembcke (1885-1965), havde i det foregående årti gjort sig i det lille fascistiske miljø, men i den brede offentlighed var han kendt som stifter af Det Danske Spejderkorps i 1910.
Som følge af bevægelsens ringe evne til at mobilisere danskerne til en fascistisk samfundsomvæltning var der stille omkring ham i en længere periode, men det ændrede sig, da det tyske nazistparti ved valget i efteråret 1930 gik voldsomt frem fra 12 til hele 107 mandater (ud af 577) i rigsdagen.
Opmuntret af udviklingen udsendte han 2. oktober 1930 et opråb i pressen om, at der skulle oprettes et nyt dansk nazistisk parti.
Kun ganske få mødte frem til det stiftende møde, hvor Lembcke tiltrådte som fører for DNSAP. Det første offentlige møde foregik i Grundtvigs Hus i København få dage senere, og her fremlagde han sin politik. Mødet var ganske velbesøgt, men blev i vid udstrækning forstyrret og domineret af en gruppe kommunister.
Pressen var også til stede og bragte ironiske bemærkninger om »den danske Hitler«, og det blev hurtigt klart, at der hverken lå en velovervejet eller gennemarbejdet politik bag stiftelsen af Lembckes parti. Partiprogrammet var næsten ord for ord skrevet af efter de tyske forbilleder, ligesom man valgte det samme symbol i form af hagekorset.
Ganske vist havde Lembcke en fortid som ritmester ved Gardehusarregimentet, men på trods af sin erfaring var han aldeles uegnet til at lede et parti. Lembcke var et impulsivt og excentrisk gemyt, og hans fremtoning forekom til tider aparte, da han holdt af at gå med monokel.
Hans impulsive natur var også årsagen til, at han under indtryk af Hitlers succes besluttede at forsøge sig med noget tilsvarende på dansk jord. Nu skulle det være.
... Var de mennesker, der havde valgt at træde ind i DNSAP, fjolser og mærkelige godsejere, som Hans Scherfig beskrev det i ’Frydenlund’?
I 1932 VAR DER VALG I BÅDE Tyskland og Danmark. Det tyske blev en ny succes for nazisterne, og kort efter blev Hitler udnævnt til rigskansler. I november blev det danske valg så afholdt, men her gik det ikke nær så godt for DNSAP som for søsterpartiet i syd. Nazisterne formåede ikke engang at indsamle underskrifter nok til at blive opstillingsberettigede.
Det blev ikke bedre af, at DNSAP’s distrikt i hovedstaden stort set smeltede ned, som følge af at Wilfred Petersen trådte ud og tog en stor del af medlemmerne med sig over i sit eget nye parti.
Fiaskoen resulterede i et kup mod Cay Lembcke i sommeren 1933, hvorefter den betydeligt mere kompetente Frits Clausen (1893-1947), der tidligere havde fungeret som partiets distriktsleder i Sønderjylland, overtog magten.
Frits Clausen forsøgte at samle de forskellige fraktioner og småpartier i DNSAP. Han bejlede især til den dynamiske afhopper Wilfred Petersen, som stod stærkt i København med en kerne af vældig aktivistiske og voldsparate medlemmer.
Tilnærmelser blev dog afvist, og det lykkedes aldrig at samle nazisterne i et enkelt stort parti.
En væsentlig årsag var, at flere af de politiske førere egnede sig meget dårligt til at indordne sig i en partistruktur med en autoritær ledelsesform, medmindre de selv stod i spidsen.
En anden årsag var deres ideologiske og revolutionære selvforståelse som ægte nazister i modsætning til de falske profeter i DNSAP, der blot imiterede tyskerne.
England. Briterne havde Oswald Mosley, der dog aldrig fik den store gennemslagskraft i offentligheden.
DET VAR I SAGENS NATUR ET problem for DNSAP, at partiet ikke formåede at indlemme de øvrige fraktioner under Frits Clausens ledelse. Ikke så meget på grund af det relativt beskedne antal medlemmer, der kunne hentes her, men fordi de politiske angreb fra konkurrerende nazister blev ført med en hensynsløshed, der ofte overgik angrebene fra antifascistiske kredse.
Ved valget i 1935 lykkedes det dog partiet at stille op og få omkring 1 procent af stemmerne. Og ved valget i april 1939, hvor DNSAP fik lidt over 31.000 stemmer (1,8 procent), og partiet kom så endelig ind i Folketinget.
Som følge af sin størrelse – partiet havde i 1939 omkring 5.000 medlemmer – formåede DNSAP også at opbygge et egentligt partiapparat og et partimiljø. Partiet var organiseret i såkaldte sysler, der i større eller mindre grad svarede til de eksisterende amter, mens hovedkvarteret blev flyttet til den sønderjyske landsby Bovrup, hvor Frits Clausen boede.
Der blev etableret et SA-korps (kort for Sturmabteilung, også kendt som brunskjorter), hvor mænd mellem 18 og 35 år modtog sports- og halvmilitær træning, mens partiets drenge og piger indgik i Nationalsocialistisk Ungdom. De organisatoriske tiltag gav mulighed for at efterligne de tyske nazisters masseoptrin som ved partiets landsstævne i Kolding i sommeren 1939. På trods af at omfanget og midlerne slet ikke kunne måle sig med det, NSDAP kunne præstere i Tyskland, forsøgte man på bedste beskub at eftergøre det nazistiske politiske teater på dansk jord.
Var de mennesker, der havde valgt at træde ind i DNSAP, fjolser og mærkelige godsejere, som Hans Scherfig beskrev det i ’Frydenlund’?
MAN KAN UNDERSØGE SAGEN NÆRMERE ved hjælp af partiets arkiv, der i vid udstrækning er bevaret. Af indmeldelsesblanketter fremgår det, at partiets højborg i mellemkrigsårene var Sønderjylland, hvor omkring 2 procent af befolkningen var medlemmer, og herefter fulgte det østlige Jylland med de store provinsbyer Aalborg og Aarhus i spidsen.
På Sjælland stod DNSAP stærkest i Københavns og Frederiksborg Amter.
Når Sønderjylland var overrepræsenteret, skyldtes det landsdelens særlige historie efter Første Verdenskrig. Årsagen skal dog ikke findes i det tyske mindretal, der var organiseret i sit eget parti, NSDAP-Nordschleswig, som var tæt forbundet med søsterpartiet i Tyskland og gennemgående havde et anstrengt forhold til DNSAP.
Derimod havde det helt sikkert en betydning, at sønderjyden Frits Clausen var kendt af mange som en populær læge og ’en god dansk mand’.
At der samtidig blev drevet en mere intens nazistisk propaganda i Sønderjylland, medførte muligvis også, at partiet formåede at mobilisere blandt de såkaldt ’blakkede’, en befolkningsgruppe, som ikke havde nogen klar dansk eller tysk national identitet, men var mere regionalt orienteret.
Det havde desuden afgørende betydning, at den økonomiske krise i denne del af landet ramte landbruget hårdere end andre steder. Det kan også forklare, at det især var i landdistrikterne, DNSAP høstede sine stemmer. Efter Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 vendte tendensen dog, og partiet fik efterhånden sit tyngdepunkt i hovedstaden.
Det har været populært at se de danske nazister som outsidere på kanten af samfundet, men det holder ikke, hvis man undersøger det nærmere. Faktisk er det svært at pege på en fællesnævner for de mange tusind mennesker, der i Danmark betragtede sig som nationalsocialister. Intet erhverv var overrepræsenteret, selv om det er tydeligt, at DNSAP var et parti domineret af mænd. I mellemkrigstiden kom kun lidt over 10 procent af indmeldelserne fra kvinder, hvoraf mange var bosat i byerne.
... Faktisk må man konkludere, at partiets medlemmer overordnet udgjorde et temmelig almindeligt gennemsnit af danskerne
NAZISMEN APPELEREDE I SIN agitation og propaganda til de unge, hvilket også afspejlede sig i medlemssammensætningen. Ser man nærmere på, hvilke sociale samfundslag der var tiltrukket af partiets ideologi, ændrede det sig over tid. I begyndelsen var der mange landbrugsmedhjælpere og selvstændige, mens andelen af både faglærte og ufaglærte byboere efterhånden begyndte at stige.
Man kan heller ikke betegne DNSAP som et overklasse- eller underklasseparti. Faktisk må man konkludere, at partiets medlemmer overordnet udgjorde en temmelig gennemsnitlig forsamling danskere.
Danskerne var ikke immune over for de store totalitære ideologier, og generelt blev den politiske kultur i perioden radikaliseret. Langt ind i Det Konservative Folkeparti lod politikere sig inspirere af antiparlamentariske tendenser, og partiets ungdomsorganisation, KU, begyndte at marchere i uniform med grønne armbind og hilse med højre arm strakt som nazisterne.
I KU kaldte man det den oldnordiske hilsen, men i formen lignede deres optræden den, nazisternes stormtropper praktiserede (læs mere i Charlie Krautwalds artikel side 48-53).
I mellemkrigstidens Danmark kunne man godt slippe af sted med at sætte spørgsmålstegn ved, om demokratiet var den rigtige styreform, og stadig være en del af det gode selskab. Kulturpersonligheder som digterpræsten Kaj Munk (1898-1944) og den populære højskolemand og gymnastikleder Niels Bukh (1880-1950) er eksempler herpå.
Truslen om en kommunistisk eller socialistisk magtovertagelse syntes for mange at stå som en realistisk mulighed, og her havde totalitære regimer som det i Tyskland tilsyneladende vist sig effektive til at bremse den røde fare. Men alligevel blev dansk nazisme i mellemkrigstiden aldrig en succes, og selv DNSAP forblev et miniatureparti.
Hvorfor det gik sådan, er det lettere at svare på, når det gælder tiden efter besættelsen, hvor de fleste satte lighedstegn mellem nazister og landsforrædere.
Holland. Anton Mussert anførte den hollandske nazistbevægelse Nationaal-Socialistische Beweging.
FØR KRIGEN VAR SITUATIONEN mere kompliceret.
Selv om mange allerede i 1930’erne forbandt nazisterne med noget udansk, er det kun en del af forklaringen. Her er det værd at kaste et blik på situationen andre steder i det nordlige Europa, hvor fascister og nazister heller ikke formåede at gribe magten. Partierne varierede i størrelse, men havde det til fælles, at det ikke lykkedes dem at overtage magten.
Med Holland og Belgien som de eneste undtagelser fik ingen af dem i mellemkrigsårene meget over 2 procent af stemmerne.
I Norge og Sverige opnåede henholdsvis Nasjonal Samling og Svensk Socialistisk Samling nogenlunde samme størrelse som DNSAP. I Storbritannien formåede ’den britiske Mussolini’, Oswald Mosley (1896-1980), heller ikke at eftergøre det, som var sket i Italien, og British Union of Fascists var politisk set marginaliseret allerede før Anden Verdenskrigs udbrud.
En af de mest succesrige fascistiske bevægelser var den belgiske Rexist-bevægelse under ledelse af Léon Degrelle (1906-1994), der i 1936 opnåede lidt over 11 procent af stemmerne. De blev dog hurtigt tabt igen, da en bred koalition fra venstre til højre gik imod ham og hans bevægelse.
I Holland fik Nationaal-Socialistische Beweging i 1935 over 7 procent af stemmerne, men mistede dem i lighed med Rexisterne hurtigt igen, uden at de havde været tæt på regeringsmagten.
OVERORDNET VAR DER I DE nordeuropæiske nationer en række forhold, der gjorde livet besværligt for nazisterne, og som rustede demokratierne mod ekstremisternes trussel.
Helt afgørende var det, at demokratiet var relativt rodfæstet. Men hertil kom en række sociale og økonomiske forhold såsom en forholdsvis ligelig fordeling af velstand, en generelt høj levestandard og økonomisk tryghed – trods den økonomiske krise.
Alt sammen forhold, der gjorde en nationalsocialistisk revolution mindre tillokkende.
En række politiske forhold var også med til at gøre nazisternes handlerum mindre. Der var i de højreorienterede partier i de nævnte lande ikke tendens til, at man inviterede nazisterne med i regering for at bekæmpe venstrefløjen, ligesom de respektive demokratier indførte love, der skulle stække antidemokratiske partier og bevægelser.
I Danmark foregik det gennem de såkaldte urolove, f.eks. unifor