Det vrede geni Beethoven fylder 250

WIEN VAR EN BLOMSTRENDE MUSIKBY, men politisk set var den kejserlige hovedstad midtpunkt i en politistat præget af spioner, stikkere og censur.

Fra det kejserlige konservative Wien, styret af Habsburgerne, sugede Beethoven tidens nye, revolutionære tendenser til sig, selv om det var forbundet med livsfare at bekende sig til dem. Han talte varmt om frihed og så Napoleon (1769-1821) som en helt, der stræbte efter det samme på sit område, som Beethoven stræbte efter på kunstens.

Den britiske professor emeritus John Clubbe (1938-) formulerer det sådan, at Beethovens ånd var revolutionær – og at den kendte komponist var det samme, både politisk og socialt.

Beethoven opførte sig som en banebryder. Før ham havde det at være komponist groft sagt været at være håndværker. Haydn var ansat i fyrstelig tjeneste hos Esterházy-familien, og selv om Mozart frigjorde sig fra sin ansættelse hos ærkebiskoppen i Salzburg og flyttede til Wien som freelancekomponist, tog han hensyn til publikums smag. Beethoven levede ganske vist af penge fra Wiens musikelskende adel. Men hans musik blev skabt ud fra en personlig trang, og han gik ikke på kompromis. »Hvad rager Deres violin mig?« skal han have vrisset af en musiker, der klagede over, at Beethovens noder var vanskelige at spille.

Foto: Beethovenhaus, Bonn. Public Domain

HAN VAR KOMMET TIL WIEN for med sin velynder fra Bonn, grev Waldsteins ord at modtage den afdøde Mozarts ånd af Haydns (1732-1809) hænder. Et projekt, der hurtigt kæntrede, fordi den stejle Beethoven ikke ville anerkende Haydns autoritet som lærer. Herefter kørte Beethoven sit eget løb. Som Frankrig havde revolutioneret samfundet, ville han revolutionere musikken, og efter at have skrevet to symfonier, der havde flået i publikums ører, var han med sin 3. Symfoni klar til at hylde Napoleon.

Denne symfoni, ’Eroica’, var efter datidens målestok uhørt turbulent. Den skulle udtrykke feltherrens energi og kraft. Men i 1804 lod Napoleon sig krone til kejser, og Beethoven blev rasende. Hans republikanske helt havde afsløret sig som despot. Beethoven kradsede dedikationen på manuskriptets titelblad ud i et anfald af skuffelse, der illustrerer, hvordan hans forhold til Napoleon svingede mellem beundring og afsky.

Noget tyder på, at Beethoven senere besindede sig, for han fortsatte med at omtale symfonien som sin ’Bonaparte’.

Under alle omstændigheder var Beethovens heroiske periode hermed i gang. Komponisten ville kæmpe, og som kunstner så han sig selv som langt mere end håndværker. Det sidste høres allerede i hans alvorsprægede musik til balletten ’Prometheus’ skabninger’ fra 1801, som henter sin eksplosive styrke i Beethovens identifikation med den frie ånd Prometheus, der trodser guderne og bringer ilden – læs den guddommelige kunst – til menneskene.

Illustration: Ritzau Scanpix

BEETHOVEN RESPEKTEREDE VORHERRE. Men ellers var han sikker på sin egen overlegenhed, og en af de mest berømte anekdoter om den indædte komponist siger noget afgørende om hans revolutionære personlighed.

Han havde allerede komponeret sin opera ’Fidelio’, der handler om befrielsen af en politisk fange, og han havde skrevet musik til Goethes tragedie ’Egmont’ om en frihedskæmpers død. Beethoven håbede nu at få Goethe (1749-1832) til at skrive libretto til sin næste opera, og i 1812 mødtes de to, Europas ubestridte åndsfyrster, og spadserede arm i arm ved et fashionabelt kursted i den bøhmiske by Teplitz (Teplice) i det nuværende Tjekkiet, tæt ved det, der i dag er grænsen til Tyskland..

På deres tur mødte de den kejserlige familie. Men mens Goethe trådte til side og blottede hovedet respektfuldt, fortsatte Beethoven uden at vige.

Episoden – der ifølge de fleste forskere nok er mere fabrikation end virkelighed – er afbildet på et senere maleri af Carl Rohling (1849-1922), hvor man ser Goethe stå i vejsiden og bukke, mens Beethoven med hænderne på ryggen, sammenpressede læber og rynker i panden går forbi og ignorerer magthaverne, der modsat ham selv intet havde gjort for at fortjene deres position.

»Goethe holder langt mere af atmosfæren ved hoffet, end det passer sig for en digter«, noterede Beethoven bagefter. Goethe på sin side anerkendte Beethoven som kunstner, men brød sig ikke om hans revolutionære indstilling.

»Hans talent forbløffede mig«, var Goethes kommentar til komponisten Carl Friedrich Zelter (1758-1832): »Men han har desværre en helt igennem utæmmet personlighed.«

De to mødtes i øvrigt aldrig igen, og det blev ikke til noget operasamarbejde.

Foto: Heinrich Hoffmann/Ritzau Scanpix

MENS BEETHOVEN SKREV SIN MUSIK, rasede krigen i Europa. Wiens gader gav genlyd af marcherende tropper, og hører man Beethovens violinkoncert fra 1806 med det i baghovedet, bliver koncertens indledende paukeslag indlysende på fuldstændig samme måde, som de koklokker, der bimlede uden for Gustav Mahlers (1860-1911) sæterhytte i Alperne, hvor han hundrede år senere skrev sin 6. Symfoni og som fandt vej ind i partituret.

Beethovens violinkoncert afspejler livet i en belejret by, og på nye indspilninger med violinister som Christian Tetzlaff (1966-) og Leonidas Kavakos (1967-) – der begge benytter sig af den solokadence med indlagte paukeslag, Beethoven skrev til sin version af koncerten for klaver og orkester – bliver det tydeligt.

Nyere forskning peger på, at der selv i Beethovens sidste store værker, 9. Symfoni og ’Missa solemnis’ gemmer sig klang af magtudøvelse i form af marcher, og måske gemmer der sig også der en forklaring på, at Beethovens 9. Symfoni har været brugt og misbrugt politisk i et utal af sammenhænge. Fra nazi-æraens Tyskland til Kina under Kulturrevolutionen. Magthavere har taget den til sig i et omfang, så sociologen og filosoffen Slavoj Zizek (1949-) har kaldt værket »en beholder, man kan hælde hvilken som helst ideologi i«.

NAPOLEONSKRIGENE HÆRGEDE EUROPA, og Beethoven ændrede politisk synspunkt. Sikkert også, fordi han personligt led under de krigeriske tider. »Intet andet end trommer, kanoner, menneskelig ulykke af enhver art!«, som han skrev i et brev til sin musikforlægger i 1809.

Ti år efter ’Eroica’ var han på banen med et monstrøst værk, der med marchtrommer, geværsalver og en hel lille hær af trompeter mindes Napoleons bror Joseph Bonapartes(1768-1844) nederlag til hertugen af Wellington (1769-1852). ’Wellingtons sejr’ hedder det usædvanligt larmende stykke med undertitlen ’Slaget ved Vitoria’. Her høres ’Rule Bitania’ og ’God Save the Queen’, mens franskmændenes ’Mallebrok er død i krigen’ rives fra hinanden. ’Marseillaisen’ skånes dog. Måske havde Beethoven alligevel bevaret et blødt punkt for det revolutionære Frankrig.

Med årene blev Beethovens politiske holdninger i al fald tilsyneladende mere diffuse. Men sit kunstneriske selvværd bevarede han intakt, og da en kritiker tillod sig på skrift at mene noget negativt om ’Wellingtons sejr’, noterede Beethoven med sædvanlig grovhed i marginen ud for anmeldelsen: »Hvad jeg skider, er bedre end noget, du nogensinde har tænkt«.

FORUDEN AT LEVE I EN POLITISK revolutionær tid levede Beethoven, mens oplysningstiden veg for romantikken. Geniet, eneren og den store outsider var den nye tids kunstnerhelt, og Beethoven var komponisten, der bedre end nogen passede i rollen. Han er blevet kaldt ’Kolossen’ og ’Titanen’, og han er blevet sat på piedestal af kunstneriske meningsdannere som digteren E.T.A. Hoffmann (1776-1822), der allerede i Beethovens samtid beskrev ham som den første helt igennem romantiske komponist med guddommelig kraft.

I dag er Beethoven-receptionen nået til et punkt, hvor fordums helgenkåring er ved at vige for en helhedsvurdering. Førhen forkætrede værker som ’Wellingtons sejr’ er med til at gøre billedet af den politiske Beethoven mere nuanceret og gøre vores forståelse af de ’seriøse’ værker, der har udgjort Beethoven-kanonen, dybere.

Et andet glemt lejlighedsværk fra Beethovens hånd, ’Det glorværdige øjeblik’ – ’Der glorreiche Augenblick’ – passer heller ikke ind i billedet af den revolutionære skæbnebetvinger. I denne stort anlagte festkantate, som Beethoven skrev året efter ’Wellingtons sejr’ til fejring af Wienerkongressen, der blev holdt i 1814 for at skabe orden efter Napoleonskrigene, fremstår Beethoven mest af alt som opportunist, når han rider med på den patriotiske bølge.

HAN VAR PÅ DETTE TIDSPUNKT ved at komme til kort i sin personlige kamp mod skæbnen. Fire år senere må han begynde at føre sine iltre samtaler med venner og bekendte ved hjælp af såkaldte konversationshæfter, fordi han ikke længere kunne høre. Men selv Beethovens sene strygekvartetter, der længe blev opfattet som indadvendt musik og som typisk for den sidste af Beethovens tre kreative perioder – efter den heroiske – er af forfattere som Stephen Rumph blevet udsat for analyser, der godtgør, at man også i disse ’gale kvartetter’ møder en politisk kunstner.

26. marts 1827 under en voldsom snestorm døde Ludwig van Beethoven, 56 år gammel, i Wien. Tilsyneladende af følgerne af en kronisk leversygdom, vist nok kompliceret af gulsot og væske i bughulen. Komponisten, som hverken ville vige for kejseren eller acceptere Napoleons kroning, var på det tidspunkt så berømt, at der ifølge øjenvidner kom mellem 10.000 og 30.000 mennesker til hans begravelse.

Det kan godt være, Goethe syntes, Beethoven med fordel kunne have opført sig mere medgørligt. Men netop det kompromisløse og idealistiske i hans musik har gjort, at den også i dag, 250 år efter Beethovens fødsel, er forblevet på repertoiret med al sin personlige, politiske og revolutionære kraft.