En af de mere spektakulære personer i den danske modstandsbevægelse var Bopa’s Jørgen Jespersen, eller som hans kodenavn lød: KK.
Han var blot 14 år, da Danmark blev besat 9. april 1940, men var fra begyndelsen indigneret over det officielle Danmarks tilsyneladende betingelsesløse overgivelse. Han følte, at det etablerede samfund og ’de gamle’ havde svigtet Danmark og dets ungdom.
Jørgen Jespersen kom fra et borgerligt hjem med en kongetro far og med råd til vaskekone en gang om ugen. Her var det holdningen, at man burde sætte sig til modværge mod besættelsesmagten, om end forældrene ikke så noget behov for, at nogen familiemedlemmer skulle gå aktivt ind i kampen.
Det sidste var Jørgen uenig i, og han skulle et par år efter blive en af de mest markante frihedskæmpere i Danmark.
Der er en myte om, hvor brave danskerne var under krigen, hvordan hele befolkningen stod sammen mod tyskerne. Det er efter min mening en solid løgn
KK
I 1942 fik Jørgen Jespersen en ny klassekammerat ved navn Hans Edvard Teglers eller HC, som hans kodenavn kom til at lyde. Teglers’ far var omkommet, da en tysk ubåd havde torpederet det skib, som faderen var maskinmester på.
De to unge drenge fandt hurtigt hinanden i vreden mod besættelsesmagten. Og da to sabotører en aften tilfældigt søgte tilflugt hos Teglers og hans mor, fik drengene mulighed for at tilslutte sig den aktive modstand mod tyskerne. KK og HC var nogle af de første, Bopa rekrutterede.
Inden da havde modstandsgruppen udelukkende bestået af kommunister, men nu rekrutterede man bredere. Dog var der strenge regler om, at medlemmerne ikke diskuterede politik.
På trods af at drengene kun var henholdsvis 16 (KK) og 17 (HC) år gamle, havde de to deres første aktion allerede i februar 1943. Den var rettet mod et autoværksted, men blev ikke nogen succes, eftersom det kun lykkedes drengene at brænde et enkelt bilsæde af.
I det hele taget var drengenes første måned som aktive modstandsmænd præget af deres manglende erfaring; således kunne de efter 30 dage kun skrive en ødelagt tagrende og et vådeskud i benet på et gruppemedlem på deres generalieblad.
24. juni 1943 havde KK og HC som mål udset sig virksomheden Alliance, som de stak ild til. På vej fra aktionen blev de stoppet af to politibetjente. HC gik i panik og løb af sted med politiet i hælene, mens KK slap væk. Da KK og HC havde levet et dobbeltliv som sabotører om natten og gymnasieelever om dagen, vidste deres familier intet om deres aktiviteter. Det ændrede sig nu.
HC var ganske vist den eneste, der blev fængslet. Men han havde opgivet KK’s adresse, da han blev forhørt, og KK måtte gå under jorden. 24. juni satte han for sidste gang under besættelsen sine fødder i sit eget hjem. Resten af krigen boede KK mere end 40 forskellige steder. I juli blev han forfremmet til gruppefører og i september til gruppeleder med flere grupper under sig.
Han var da stadig kun 16 år gammel.
Hans Edvard Teglers alias HC (til venstre) i 1945. Efter krigen blev han udenrigsredaktør på Berlingske Tidende og senere chefredaktør på Information.
HC, der var blevet overført til Vestre Fængsel, fingerede sindssyge og gjorde det så overbevisende, at han blev overført til sindssygehospitalet Sankt Hans i Roskilde.
Her kunne han dog ikke føle sig sikker. Eftter urolighederne i august 1943 indførte besættelsesmagten krigsret, og sabotage kunne nu straffes med døden. Til trods for at HC kun havde indrømmet sabotagen mod Alliance, risikerede han at blive stillet for en sådan krigsret, såfremt han nu blev sat i forbindelse med andre sabotageaktioner.
Det skete dog ikke. 21. oktober blev han befriet af KK og en anden modstandsmand.
Med HC som næstkommanderende udførte KK og hans folk herefter en stribe sabotageaktioner over hele København. Tyskernes modtræk var at øge bevogtningen af en række vigtige virksomheder, og modstandsfolkene måtte derfor konstant finde på nye måder at udføre sabotage på.
Det gjorde man blandt andet ved at benytte de ansatte på virksomhederne som informanter, hvis de ikke ligefrem hjalp med at smugle sprængstof ind. Havde man ikke held til at hverve folk, der allerede arbejdede på de udsete sabotagemål, var en anden strategi at få ansat egne sabotører på virksomhederne. En tredje strategi var at anskaffe sig grundplaner over sabotagemålene. Det kunne man eksempelvis gøre gennem virksomhedernes forsikringsselskaber.
Sabotageaktionerne fortsatte året ud, og Bopa udgjorde et voksende problem for besættelsesmagten.
12. januar 1944 blev hele Bopa’s ledelse arresteret, og den nu 17-årige KK blev forfremmet på ny. Det gjorde HC også, men grundet samarbejdsvanskeligheder med sin chef, Jørgen Bøgh, den ene af de to nye ledere af Bopa, valgte HC i marts 1944 at skifte til gruppen Holger Danske. Her blev han hurtigt leder af sabotageindsatsen.
Bopa’s mange sabotageaktioner krævede en stor mængde sprængstof, og dermed opstod et behov for flere depoter, så man ikke mistede alt, hvis et depot blev opdaget. 17. februar skulle KK mødes med en kontakt, der angivelig kunne hjælpe. Da KK mødte op på Gl. Kongevej, blev han arresteret af en Gestapo-betjent, der beordrede KK til at følge med til Gestapos hovedkvarter i det nærliggende Dagmarhus.
På vej derhen stak KK hånden i lommen under påskud af at skulle bruge sit lommetørklæde og afsikrede sin pistol. Da de krydsede gaden kort før Dagmarhus, råbte KK »Pas på bilen!«, og da Gestapo-manden kiggede sig omkring, skød KK ham gennem sin frakke. Han trak pistolen op af lommen for at gøre det endeligt af med Gestapo-betjenten, men der var kommet lommeuld i mekanikken, og pistolen ville ikke skyde.
KK stak af i en kugleregn af skud fra den sårede betjent.
Han blev ikke ramt, men efter at være nået i sikkerhed så han, at den blafrende frakke var blevet godt gennemhullet under flugten.
Efter krigen forærede KK frakken til Frihedsmuseet, hvor man undrede sig over, at der ikke var huller i den. Det forklarede KK med, at han havde stoppet hullerne igen, da det ellers havde været spild af god frakke.
Befrielsesdagene var kendetegnet ved et brutalt opgør med formodede nazisympatisører. Her ved Vartov, ganske tæt på rådhuset i København.
Hen over foråret og sommeren 1944 foretog KK og Bopa med succes en lang række sabotageaktioner. En af de mere spektakulære var angrebet på virksomheden Globus, der producerede flydele for det tyske luftvåben. Virksomheden var bevogtet af tidligere østfrontfrivillige, der var garvede veteraner.
De var svært bevæbnede, og man havde anlagt flere bunkere ved indgangene til virksomheden. For overhovedet at komme i nærheden af virksomheden måtte vagterne nedkæmpes.
Sabotørerne angreb med mere end 50 mand fra flere forskellige placeringer. 30 af dem var delt op i dækningsgrupper, der beskød Globus, imens godt 20 mand skulle trænge ind og placere 3 bomber med i alt 125 kilo sprængstof.
Trods ildkampen med de erfarne soldater lykkedes det at sprænge Globus i luften.
Under flugten stjal sabotørerne en bus, der blev ført af Bopa’s læge, doktor Erik Hagens. Han omkom – aktionens eneste tab – da bussen kom under beskydning fra sabotagevagter fra en anden bevogtet virksomhed, som bussen passerede under flugten.
Da Danmark blev befriet, var KK 19 år gammel og havde kommandoen over 40 mand i sin egen afdeling: Afdeling KK.
Der er ingen tvivl om, at folk som KK og HC under besættelsen ydede en ualmindelig stor indsats, som ikke bør forklejnes. Det er takket være få modige mennesker som dem, at man i dag mindes den danske modstandskamp som en stor og bred folkeligt elsket bevægelse, der gik i krig mod tyskerne fra besættelsens første dage.
KK skrev senere om denne udlægning: »Der er en myte om, hvor brave danskerne var under krigen, hvordan hele befolkningen stod sammen mod tyskerne. Det er efter min mening en solid løgn«.
Efter befrielsen søgte det politiske establishment at genvinde magten fra den politisk stærke modstandsbevægelse, men bevægelsen udgjorde et paradoks. De gamle partier havde brug for at understrege vigtigheden af modstandsbevægelsens virke for at blive anerkendt som en del af de sejrende allierede og for at positionere sig stærkt i befolkningen. Dog kunne man ikke støtte bevægelsen for meget, da man i så fald risikerede at miste grebet om den politiske magt.
Der arbejdedes fra politisk side derfor på en ny sandhed om Danmark under krigen: et Danmark samlet i modstand mod den tyske besættelsesmagt.
Den udlægning vandt hurtigt indpas både politisk, folkeligt og kulturelt. At de gamle partier havde det held, skyldes, at den danske befolkning efter krigen ikke vidste synderlig meget om modstandsbevægelsen. I Danmark var der kun 4.000-6.000 aktive modstandsfolk indtil oprettelsen af undergrundshæren i krigens allersidste tid.
Til sammenligning kæmpede over 6.000 danskere på østfronten på tysk side (læs om opgøret med dem i artiklen ’Retsopgøret overså danske krigsforbrydelser’, red.).
Der var altså meget få til at sige det ’bredt kæmpende og folkelige Danmark’ imod.
Under den kolde krig forsvandt interessen for frihedskampen, men med Murens fald voksede den frem på ny. Nu var besættelsen og modstandsbevægelsen ikke længere noget, man selv havde oplevet eller var nysgerrig over for. Dette medførte en kraftig vækst i film, tv og litteratur om emnet, og jubilæer er de seneste årtier blevet større og dækket bredere i medierne.
Eftersom fortællingen om modstandskampen ikke har ændret sig i populærkulturen siden umiddelbart efter krigen, bliver den samme fortælling gentaget i dag. Derfor ser man nu tilbage på modstandsbevægelsen som stor, tidligt tilstedeværende, velorganiseret og elsket af folket.
Forskningen på området har derimod ændret sig fra umiddelbart efter krigen at dele den fortælling til at gå imod den. Men den historiske forskning er på nuværende tidspunkt, som Danmark var det 9. april, oppe imod overmagten. Der er forsket meget nuanceret i frihedskampen, men det er svært at konkurrere med populærkulturens heltedyrkelse.
De, der kæmpede, skal ikke glemmes for deres indsats, men realiteterne var dog langtfra det glansbillede, man kan få indtryk af, hver gang der er jubilæum eller udkommer en film om emnet.
