En helt exceptionel nation

Det har været vores skæbne som nation ikke at have ideologier, men at være en«.

Sådan skrev den amerikanske historiker Richard Hofstadter i begyndelsen af 1960’erne. Udtalelsen var ment som en nøgtern konstatering af, at det amerikanske samfund havde fulgt et andet udviklingsmønster end europæiske samfund, men den afspejlede også Hofstadters egen forankring i USA’s store fortælling – fortællingen om ’amerikansk exceptionalisme’.

Forfatteren Salman Rushdie har engang bemærket, at »hvad Amerika elsker mest, behøver mest ... er myten om sig selv«, og en central del af den myte har altid været, at USA ikke blot var en europæisk aflægger, men en ny og fundamentalt anderledes nation.

Så sent som i 2010 spurgte Gallup amerikanerne, om de var enige i udsagnet:

»USA har på grund af sin historie og forfatning en unik karakter, der adskiller den fra andre nationer som den mest storslåede i verden«.

Hele 80 procent af de adspurgte tilsluttede sig udsagnet.

Der findes dog også en anden udgave af exceptionalismen, som især fokuserer på de områder, hvor USA adskiller sig negativt fra andre vestlige nationer – antallet af borgere, der lever under den officielle fattigdomsgrænse, den enorme mængde skydevåben og det høje antal amerikanere, der årligt dræbes af skud, den fortsatte anvendelse af dødsstraf, den store sociale ulighed og den omstændighed, at 30 millioner amerikanere fortsat ikke er dækket af sygeforsikring.

Historisk set dækker begrebet exceptionalisme også over det forhold, at amerikanerne trods alle idealer om lighed og frihed baserede en betragtelig del af deres lands økonomi på slaveri, og at det krævede en blodig borgerkrig at afskaffe det, hvorefter der trods forfatningsændringer, der skulle beskytte sorte borgere, fulgte endnu 100 års institutionaliseret racediskrimination i de amerikanske sydstater.

Forestillingen om amerikansk exceptionalisme har antaget forskellige former op gennem nationens historie, og den har i perioder været under pres. Alligevel er der ikke mange amerikanere, som har været parat til at give slip på den.

Det erfarede præsident Barack Obama, da han under et besøg i Strasbourg i 2009 formastede sig til at sige, at nok troede han på amerikansk exceptionalisme, men det var hans formodning, at »briterne troede på britisk exceptionalisme, og at grækerne troede på græsk exceptionalisme«.

Med andre ord: Der var tale om en slags patriotiske følelser, som man også kunne finde i andre lande.

Udtalelsen blev straks mødt med voldsom kritik fra præsidentens politiske modstandere hjemme i USA. Republikaneren Mitt Romney fortalte eksempelvis vælgerne, at »vi har lige nu en præsident, der mener, at USA blot er endnu en nation. USA er en exceptionel nation«.

Romney og andre kritikere undlod at nævne, at Obama efterfølgende havde sagt, at han var utrolig stolt af sit land og »dets rolle og historie i verden«. Kardinalsynden var tydeligvis, at Obama havde antydet, at exceptionalismen var en følelse snarere end et beviseligt faktum.

Den franske samfundsforsker Alexis de Tocqueville får ofte æren for at have lanceret begrebet exceptionalisme. Det gjorde han i sin bog ’Demokrati i Amerika’, der første gang udkom i 1835, og som satte et markant præg på, hvordan amerikanerne opfattede sig selv.

Tocqueville havde fire år forinden rejst rundt i landet og fandt, at det adskilte sig kvalitativt fra de europæiske nationer. Han hæftede sig blandt andet ved en større social lighed og en mere udtalt individualisme i fraværet af de sociale hierarkier, man kendte i Europa. Han beskrev også den større rolle, som religion og religiøse samfund til gengæld spillede i det amerikanske samfund, og fandt en del af forklaringen i den formelle adskillelse af kirke og stat, som i USA havde givet religiøse vækkelsesbevægelser langt større gennemslagskraft

Er Tocqueville ophavsmand til begrebet exceptionalisme, så sporer mange selve ideen om Amerika som et exceptionelt land – et land med en særlig mission – helt tilbage til ’den store migration’ af puritanere til New England, der begyndte i 1630. Den hyppigste reference er til lederen John Winthrops prædiken, hvor han udtrykte sit ønske om, at deres koloni måtte tjene som »en by på en bakketop«.

Budskabet var, at det guddommelige forsyn havde givet Winthrop og hans trosfæller muligheden for »en ny begyndelse«, en chance for at tjene som moralske forbilleder i en syndig verden.

Da de 13 amerikanske kolonier under den britiske krone 146 år senere løsrev sig fra moderlandet, blev der føjet en politisk dimension til puritanernes religiøse mission: USA skulle med forfatningsfaderen James Madisons ord være »frihedens værksted« – et politisk forbillede.

I tidens mest læste bog, ’Common Sense’, hævdede Thomas Paine i 1776, at den nye nation havde det i sin magt »at få verden til at begynde forfra«. Amerika havde angiveligt frigjort sig fra historiens malstrøm, og Paine så revolutionen som begyndelsen på en verdensomspændende proces, der billedligt talt kunne gøre Amerika til »hele verdens forælder«.

Det simple, sunde og rustikke liv i de kolonier, der nu ønskede at stå på egne ben, blev sat i skarpt modsætningsforhold til dekadence og despoti i moderlandet og resten af Europa. ’Common Sense’ tjente også et praktisk formål: Den var et led i bestræbelserne på at få folk, der i generationer havde følt sig som briter (og en slags europæere), til nu i stedet at føle sig som ’amerikanere’.

Mens Uafhængighedskrigen endnu rasede, beskrev franskmanden Hector St. John de Crèvecoeur nogle år senere, i 1782, i sin bog ’Letters from an American Farmer’ Amerika som et sted, hvor »den ledige kan finde arbejde, den unyttige kan blive nyttig, og den fattige kan blive rig ...«.

Forestillingen om et samfund, som måske ikke var klasseløst, men dog domineret af en stor middelklasse og kendetegnet af stor social mobilitet, blev i de følgende århundreder tæt forbundet med begrebet den amerikanske drøm. Ideen kom ikke ud af ingenting: Den sociale ulighed og fattigdommen var mindre i USA end i de fleste europæiske lande. Muligheden for at komme til at eje jord var langt bedre, frihedsrettighederne var bedre sikret, og USA var det første land, hvor en betragtelig del af den hvide mandlige befolkning havde ret til at stemme og på andre måder deltage i det politiske liv.

Immigranter blev også i langt højere grad end i de fleste europæiske lande budt velkommen her. At befolkningen blev stadig mere sammensat, skabte med mellemrum religiøse og etniske spændinger, men alligevel blev det en central del af den nye nations store fortælling, at den adskilte sig fra de europæiske nationer ved at være ’en nation af immigranter’.

Den dominerende metafor blev billedet af USA som en smeltedigel, der skabte nye amerikanere ved at blande og koncentrere de bedste egenskaber fra alle egne af kloden. Det var denne version af amerikansk exceptionalisme, Barack Obama trak på, da han i sin store gennembrudstale på demokraternes nationale partikonvent i 2004 sagde, at »i intet andet land på kloden er min historie overhovedet mulig«.

USA overhalede i slutningen af 1800-tallet de europæiske stormagter økonomisk og blev verdens førende industriland. I kølvandet fulgte voldsomme konflikter mellem arbejdere og virksomhedsejere, men i modsætning til i de europæiske lande ikke en nævneværdig socialistisk bevægelse og intet decideret arbejderparti.

Den tyske sociolog Werner Sombart forsøgte i bogen ’Hvorfor findes der ikke socialisme i USA?’ fra 1906 at forklare, hvorfor USA så klart skilte sig ud. Han konkluderede, at det i høj grad var de amerikanske arbejderes egen tro på exceptionalismen og den amerikanske drøm, der havde forhindret dem i at udvikle klassebevidsthed.

Denne tro blev understøttet af, at deres levestandard for det meste også var bedre end europæernes. Som Sombart bemærkede, »blev alle socialistiske utopier til ingenting over for roastbeef og æbletærte«.

Hans konklusioner er dog senere blevet anfægtet af blandt andre historikeren Sean Wilentz, der efter omfattende studier af hele perioden fra 1790 til 1920 konkluderede, at der faktisk var »en klassebevidsthed i USA, som var sammenlignelig med den, man kunne finde i arbejderbevægelser i Storbritannien og på det europæiske kontinent«.

Med andre ord: Exceptionalismen var på dette område en myte. Man kunne tilføje, at såvel ’den progressive bevægelse’ (1900-1920), 1930’ernes reformer under Franklin Delano Roosevelts ’New Deal’ som Lyndon B. Johnsons reformer under ’The Great Society’ i 1960’erne udsprang af en form for socialdemokratisk tankegods, men selve begrebet socialdemokrati blev anset for at være i konflikt med forestillingen om amerikansk exceptionalisme og måtte derfor erstattes med ’liberalisme’.

Når det gælder forholdet til omverdenen, har exceptionalismen altid skabt et dilemma: Har USA et ’ærinde i vildnisset’ – en moralsk forpligtelse til at forsøge at eksportere sine værdier – eller bør det tværtimod holde sig på sikker afstand for at bevare en særlig uskyld?

Med andre ord: Skal amerikanerne selv komme ned fra bakketoppen og deltage aktivt, eller skal de blive deroppe og udelukkende tjene som eksempel? Modsat andre nationer har USA ofte, med rette eller ej, haft en opfattelse af, at det var et valg, de selv frit kunne træffe. »Amerika«, advarede udenrigsminister John Quincy Adams i 1821, »tager ikke ud i verden på jagt efter monstre at tilintetgøre ... Hun kunne blive verdens herskerinde, [men] hun ville ikke længere regere over sin egen ånd«.

Op gennem amerikansk historie har nationens ledere ofte hævdet, at deres udenrigspolitik havde en ganske anden karakter end den, europæiske magter førte. De har også haft en forestilling om, at den i højere grad krævede moralsk legitimering og tjente uegennyttige hensyn. Det, på trods af at det meste af 1800-tallet var kendetegnet af voldsom amerikansk ekspansion, ofte med magtanvendelse. Den blev legitimeret som et resultat af nationens ’manifest destiny’ – et pålæg fra det guddommelige forsyn om at mangedoble den amerikanske befolkning og sprede den over det nordamerikanske kontinent. Målet var angiveligt at udvide demokratiets territorium.

I denne udlægning banede den amerikanske regering vejen for nybyggere tværs over et ’tomt’ kontinent. Det var selvfølgelig aldrig tomt, og de indianske stammer var formelt set fremmede nationer, som USA havde indgået traktater med – traktater, som for de flestes vedkommende blev brudt.

Andre udvidelser af demokratiets territorium skete i kraft af en erobringskrig mod Mexico i 1846-48 og trusler om krig mod Storbritannien i Oregon-territoriet. Amerikanske ledere fastholdt, at den kontinentale ekspansion var noget ganske andet end det kapløb om kolonier, som de europæiske stormagter praktiserede. På den anden side af Atlanten kunne de imidlertid finde fortalere for kolonisering, der argumenterede på nøjagtig samme måde. Også her blev koloniseringen forsvaret som en ’mission civilisatrice’.

I hele 1800-tallet var USA såvel økonomisk som politisk langt tættere forbundet med de europæiske magter, end fortællingen om amerikansk exceptionalisme gav indtryk af. Bag beretningerne om alle dets fortrin lå der også tit et lurende kulturelt mindreværdskompleks.

Det ansporede stærk modstand mod ideen om, at amerikansk kultur dybest set blot var en lidt forsimplet udgave af den europæiske kultur, immigranterne havde medbragt og forsøgt at omplante. Det var måske derfor, et essay udgivet af historikeren Frederick Jackson Turner i 1893 fik så stor gennemslagskraft.

’The Significance of the Frontier in American History’ lød titlen, og hovedbudskabet var, at amerikansk identitet ikke blot var resultatet af kulturelt arvegods fra Europa, men derimod noget, der var blevet skabt i immigranternes møde med udfordringer ved kolonisationsgrænsen – the frontier.

Det var omgivelserne og selve kampen, der havde transformeret disse europæere og gjort dem til amerikanere.

Skønt de færreste amerikanere reelt har mødt vildnissets udfordringer, har denne forestilling om, at det er omgivelserne, der har skabt et særlig hærdet folkefærd, været en central del af westernmytologien og den amerikanske selvforståelse. Præsident Kennedy talte i begyndelsen af 1960’erne om »the New Frontier«, hvor den amerikanske pionerånd atter skulle udfordres, og præsident Reagan talte i 1980’erne om »the High Frontier« – de udfordringer, der ventede i rummet.

Hvis den amerikanske kultur, som Frederick Jackson Turner beskrev, var baseret på fortsat ekspansion og søgen efter nye muligheder, hvilke konsekvenser ville det så få, at USA, da han skrev sit essay, allerede havde bredt sig over hele kontinentet fra kyst til kyst? Hvor kunne pionerånden finde nye udfordringer?

Mange har siden hæftet sig ved, at det netop var i disse år, USA for alvor vendte blikket ud mod verden. Mere specifikt fokuserede det i første omgang på den svageste europæiske kolonimagt Spaniens besiddelser. En eksplosion på det amerikanske krigsskib ’USS Maine’ i Havanas havn i januar 1898 – en ulykke, som Spanien intet havde med at gøre, men alligevel blev anklaget for at stå bag – blev påskuddet for, hvad udenrigsminister John Hay kaldte »en glimrende lille krig«.

Efter sin hurtige sejr valgte USA at bevare kontrollen over flere af de tidligere spanske besiddelser, blandt andet Guam, Puerto Rico og Filippinerne. Erobringerne blev imidlertid legitimeret i exceptionalismens ånd: Præsten Alexander Blackburn så dem som manifestationer af en »retfærdighedens imperialisme«, mens en af tidens mest markante amerikanske historikere, Samuel Flagg Bemis, mente, at der var tale om en »imperialisme mod imperialismen«.

Langtfra alle amerikanere var dog enige i den udlægning, og den politiske strid, som fulgte, blev af mange opfattet som en kamp om selve nationens sjæl.

På sin vis var det en kamp mellem to forskellige forestillinger om amerikansk exceptionalisme: Det Demokratiske Partis ledende skikkelse William Jennings Bryan sammenlignede USA med en teenager, der efter puberteten var fristet til at bruge sin nyvundne muskelkraft. Hvis USA som nation bukkede under for fristelsen, ville nationen miste sin uskyld og dermed også den indflydelse, som han mente netop var bundet til rollen som moralsk forbillede. USA skulle med andre ord blive oppe på bakketoppen og ikke efterligne Europas imperialistiske magter.

Hans modstandere – blandt dem den kommende præsident Theodore Roosevelt – så det derimod som USA’s moralske forpligtelse at indtage sin retmæssige plads blandt verdens stormagter.

Dilemmaet viste sig igen ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914. Woodrow Wilson, som var præsident 1913-1921, var oprindeligt modstander af, at USA trådte ind i krigen. Selv da tyske ubåde i maj 1915 sænkede passagerskibet ’Lusitania’, og mere end 1.200 druknede, fastholdt Wilson, at ligesom en mand kunne have så meget ret, at han ikke behøvede slås for at bevise det, kunne en nation have ret: Man behøvede ikke slås for at bevise det.

Da Wilson i 1916 blev genvalgt til præsident, var et af hans kampagneslogans: ’Han holdt os ude af krigen’. Men ikke længe efter skiftede han mening. Den vigtigste årsag var måske en ny erkendelse af, at hvis man ønskede at forhindre fremtidige gentagelser af det igangværende mareridt, krævede det etableringen af en form for kollektiv sikkerhed i det internationale samfund – en erkendelse, der først og fremmest blev udmøntet i hans forslag om oprettelsen af Folkeforbundet.

Da præsident Woodrow Wilson i begyndelsen af april 1917 var parat til at sende amerikanske tropper over på den anden side af Atlanten for at kæmpe, skete det ikke med henvisning til USA’s nationale interesse, men med henvisning til den særlige moralske mission, som det guddommelige forsyn nu havde pålagt USA, nemlig »at gøre verden sikker for demokratiet«:

»Vi skabte denne nation for at gøre mennesker frie, og vi begrænsede ikke vores udvikling og formål til Amerika, og nu vil vi gøre mennesker frie. Hvis vi ikke gjorde det, så ville al Amerikas berømmelse gå til spilde, og al hendes magt ville være formøblet«.

Efter krigens afslutning blev præsident Wilson hyldet som en befrier, da han tog til Paris for at deltage i Versailles-konferencen, men efter sin hjemkomst måtte han med stor bitterhed se republikanerne i Senatet nedstemme amerikansk deltagelse i det Folkeforbund, han var ophavsmand til. Ikke alene tabte demokraterne det efterfølgende præsidentvalg: Den liberale internationalisme, Wilson var blevet en førende talsmand for, led et afgørende knæk.

Den blev først fuldt genoplivet, da USA trådte ind i Anden Verdenskrig efter det japanske angreb på Pearl Harbor 7. december 1941.

Fra Anden Verdenskrigs afslutning og de næste 71 år tilsluttede alle præsidenter sig ideerne om liberal internationalisme og en klar national interesse i at forpligte sig til at spille en ledende global rolle. De opfattede USA som ’den uundværlige nation’. Den ideologiske magtkamp under den kolde krig gjorde prioriteringerne i amerikansk udenrigspolitik særlig klare: I en bipolær verden med atomvåben var det ikke længere en reel mulighed at blive oppe på bakketoppen, for som Harry S. Truman, præsident 1945-1953, udtrykte det i 1947:

»Verdens frie folk ser til os efter støtte til at bevare deres frihed. Hvis vi fejler i vort lederskab, så kan vi bringe verdensfreden i fare – og så vil vi i sandhed også bringe vor egen nationale velfærd i fare«.

Med den kolde krig nåede dyrkelsen af amerikansk exceptionalisme et nyt højdepunkt – dels fordi USA virkelig var blevet en international rollemodel ikke blot politisk, men også kulturelt, dels fordi den udgjorde en skarp kontrast til den ’gudløse’ kommunistiske verden.

At langt hovedparten af den amerikanske befolkning havde accepteret, at USA indtog rollen som ’den frie verdens leder’, stod klart, da præsident John F. Kennedy (han sad på posten 1961-1963) i sin indsættelsestale i 1961 erklærede, at USA ville »betale enhver pris og bære enhver byrde ... for at sikre frihedens overlevelse og succes«.

Også hans modkandidat i den forudgående valgkamp, vicepræsident Richard M. Nixon, havde følt sig kaldet til at erklære, at »USA kom ikke kun til verden for 180 år siden for selv at opnå frihed, men også for at bringe den til resten af verden«.

Først med valget af Donald Trump til præsident i 2016 oplevede amerikanerne et markant brud med retorikken om amerikansk exceptionalisme.

Trump havde faktisk allerede under valgkampen givet udtryk for, at han ikke kunne lide begrebet, som han mente »fornærmede« den verden, man gerne ville gøre forretninger med.

Hans hovedindvending syntes dog at rette sig imod selve ideen om, at USA har forpligtelser i verden. Da han efter en telefonsamtale med Tyrkiets præsident, Erdogan, i oktober 2019 pludselig besluttede at trække amerikanske tropper ud af det nordlige Syrien og dermed svigte de kurdiske allierede i kampen mod Isis, imødegik Trump den efterfølgende kritik ved i et tweet at skrive:

»Alle, som ønsker at hjælpe i Syrien med at beskytte kurderne, er o.k. med mig; om det så er Rusland, Kina eller Napoleon Bonaparte. Jeg håber, de klarer sig fint, vi er 7.000 miles væk!«.

At Trump talte til andre forestillinger om USA’s rolle i verden end sine forgængere, stod også ganske klart, da han kort efter at være rykket ind i Det Hvide Hus på Fox News blev spurgt om sin tilsyneladende store personlige beundring for Ruslands leder.

Intervieweren, Bill O’Reilly, spurgte, om ikke det gav præsidenten forbehold, at Putin var »en dræber«.

»Der er mange dræbere«, svarede Trump, »tror du, vores land er så uskyldigt?«.

Det opsigtsvækkende ved interviewet var ikke så meget, at der her var en amerikaner, som ikke så nogen moralsk forskel på et autoritært regimes adfærd og sit eget lands – dem var der sikkert en del af. Det overraskende var, at netop denne amerikaner var nationens leder, og at hans tilhængere tilsyneladende satte pris på, at han havde droppet alle henvisninger til en højere national målsætning.

Skønt millioner af amerikanere tydeligvis er tiltrukket af Trumps kyniske stil og hans vilje til at skyde traditionelle normer for præsidentiel adfærd i sænk, er det dog næppe exceptionalismens endeligt.

Selv Trump var i sine bestræbelser på at blive genvalgt i november 2020 klar over, at den ikke uden videre kunne lægges i graven. Da Det Hvide Hus i slutningen af august 2020 udsendte en liste med 50 generelle målsætninger for de kommende fire år, lød et af de to punkter, der vedrørte uddannelse: »undervisning i amerikansk exceptionalisme«.