Socialistkandidaten, der endte i spjældet

Socialisme er republikanernes foretrukne skræmmebillede, når de skal beskrive et USA med demokraterne ved roret, og som regel skorter det ikke på sammenligninger med stater som Venezuela, Cuba og Sovjetunionen.

Men for mange amerikanere i dag er begrebet socialisme ikke på samme måde som under den kolde krig et skældsord. En generation af unge, der ikke oplevede truslen fra Sovjetunionen, har i stedet mærket følgerne af en finanskrise og lever med udsigten til klimaforandringernes omfattende konsekvenser. For dem kan socialismen tilbyde en løsning på nogle af de udfordringer, som USA og deres generation står over for.

Gennem to valgkampe har Bernie Sanders præsteret at skaffe socialisme en mere fremtrædende plads i den politiske debat i USA. Unge demokrater blev tiltrukket af den 78-årige erklærede socialist, og næsten 10 millioner stemte på ham ved primærvalgene i 2020. Opbakningen var ikke nok til at gøre Sanders til præsidentkandidat, men alligevel var hans succes lysår fra den virkelighed, som mødte hans socialistforgænger Eugene Debs i begyndelsen af det 20. århundrede.

Det sidste af fem forgæves forsøg på at blive præsident som socialistisk kandidat placerede ham nemlig i en fængselscelle.

Immigrantsønnen Eugene Victor Debs forlod i 1869 som 14-årig skolen for at skrabe maling og smørelse af de tog, som fra midten af det 19. århundrede kørte på kryds og tværs af den fremvoksende nation. Dernæst blev han forfremmet til fyrbøder med ansvar for at skovle kul på lokomotiverne. Arbejdsdagene var 16 timer lange, og ton efter ton af kul skulle kastes i flammerne, så passagerer og varer kunne transporteres rundt i USA.

Arbejdsgiveren var jernbanemillionæren George Pullman, hvis store togfabrik, Pullman Company, stod for byggeriet og driften af mange af passagervognene på de amerikanske jernbaner. Pullman var blevet en af USA’s rigeste mænd, og hans luksustogvogne havde sikret ham national berømmelse, ikke mindst da han i 1865 stillede vogne til rådighed for transporten af præsident Lincolns lig fra Washington, D.C., til Illinois.

Netop Lincoln var en stor inspiration for Pullman, og han gjorde meget ud af at ansætte nyligt frigivne slaver i sit firma. Men hans idealistiske tilbøjeligheder havde det med at vige for hensynet til indtjeningen. Det skulle senere gøre Debs og Pullman til modstandere i et vældigt opgør.

Foto: Library of Congress/Public Domain

Selv om Eugene Debs siden stillede op som præsidentkandidat for det amerikanske socialistparti, indledte han sin politiske karriere som demokrat med fuld tiltro til topartisystemet. Som 23-årig blev han valgt til bystyret i hjembyen Terre Haute, Indiana, men især jernbanearbejdernes forhold fik ham efterhånden til at sætte spørgsmålstegn ved systemet.

Over 2.000 mennesker blev hvert år dræbt i arbejdsulykker på de amerikanske jernbaner, og mere end 10 gange så mange kom til skade. I første omgang var Debs’ tanke ikke, at svaret på denne situation skulle være socialisme, men han var overbevist om, at strejker var en effektiv og faktisk også meget amerikansk måde at skabe forandring på. I hans optik havde Den Amerikanske Revolution nemlig i begyndelsen også været en slags strejke.

I utilfredshed med arbejdsforholdene stiftede Debs i 1893 American Railway Union – en fagforening for alle, som på den ene eller anden måde arbejdede ved de amerikanske jernbaner. Hidtil havde faggrupperne været organiseret i hver sin fagforening, men nu søgte Debs at samle kræfterne, så man bedre kunne stille krav til arbejdsgiverne.

Det førte året efter til det store opgør mellem Eugene Debs og George Pullman.

Foruden at drive fabrikkerne søgte Pullman at opbygge et idealsamfund ved siden af dem. Derfor byggede han en hel by tæt på Chicago, hvor hans ansatte kunne bo. Reglerne i byen var dikteret af George Pullman, og en af tankerne bag var, at hvis man forsynede borgerne med rene, pæne og strukturerede omgivelser, ville det resultere i bedre borgere.

Problemet var imidlertid, at med huslejen for Pullmans huse, der var udstyret med moderne fornødenheder, blev det særdeles dyrt at bo i den arbejdsgiverskabte by. Og da Pullman Company begyndte at fyre folk og reducere lønningerne for at sikre overskuddet uden samtidig at sætte lejen tilsvarende ned, kogte situationen over.

Medarbejderne indledte en strejke, og da de ikke var organiseret i en fagforening, trådte Debs’ American Railway Union, ARU, til. Næsten en kvart million arbejdere i 27 delstater nedlagde arbejdet, og 30 personer mistede livet i en række sabotageaktioner. I løbet af de to måneder, strejken varede, blev der ødelagt værdier for mange millioner dollars.

Lige lidt hjalp det. Til sidst gik forbundsregeringen med præsident Grover Cleveland i spidsen ind i sagen og krævede, at Debs og hans fagforening standsede strejken og blandede sig uden om forholdene i Pullman Company. Militæret blev sat ind for at bryde strejken, og Debs og den øvrige ledelse af ARU fik ordre til at stoppe deres foretagende – en ordre, som blev stadfæstet af højesteret.

Foto: Ukendt fotograf/Public Domain

Da de nægtede, blev de arresteret, og en række anklager blev rejst mod dem bl.a. for sammensværgelse med henblik på at hindre levering af post og for ikke at adlyde en ordre fra domstolene. Debs blev idømt 6 måneders fængsel. Fængslingen blev enden på American Railway Union.

Fængselsopholdet var dog relativt komfortabelt. Fængslet i Woodstock i delstaten Illinois var placeret bagerst i et almindeligt toetagers hus, og fangerne boede på almindelige værelser og spiste hver aften middag med den lokale sherif. Debs havde ovenikøbet tilladelse til at forlade fængslet mod at love at vende tilbage. Han har endda berettet om en gang, han selv måtte låse sig ind om aftenen, da hans vogtere var gået i seng.

Efter tiden i fængsel skiftede Debs politisk standpunkt. Det hævdes, at bl.a. læsning af Karl Marx’ ’Das Kapital’ under afsoningen var med til at gøre Debs til fortaler for socialismen i USA, mens andre historikere mener, at den endelige omvendelse skete under valgkampen i 1896, da William McKinley, stærkt støttet af pengestærke erhvervsfolk, vandt præsidentvalget.

Pengenes store indflydelse på politik fik endegyldigt Debs til at miste tiltroen til to-partisystemet – som han skrev i 1897, så »udgjorde penge ingen basis for civilisation«.

Debs blev en fremtrædende skikkelse i den amerikanske socialistbevægelse og var med i ledelsen af en række partier, mens bevægelsen søgte sin identitet og mål. Nogle talte for egentlig indførelse af socialistisk styre i visse områder for at vise omverdenen et eksempel, andre ønskede en omstyrtelse af det politiske system i hele USA, mens en tredje fraktion talte for, at man skulle opnå indflydelse gennem valgsystemet ved valg.

På sit højeste i begyndelsen af 1900-tallet havde Socialist Party i USA omkring 135.000 medlemmer.

Ved præsidentvalget i 1900 stillede Debs for første gang op som kandidat. Denne gang dog ikke i spidsen for det socialistiske parti, som senere skulle udgøre hans base, men som repræsentant for en splittet bevægelse. Han opnåede lige under 88.000 stemmer, hvilket udgjorde blot 0,6 procent af stemmerne, men ved de efterfølgende præsidentvalg steg hans tilslutning markant.

Den højeste procentvise andel af stemmerne opnåede Debs ved valget i 1912, hvor han fik 6,0 procent af stemmerne, hvilket svarede til lige over 900.000 styk. I 1920 opnåede han sit højeste stemmeantal nogensinde, men på grund af en udvidelse af valgretten betød et godt resultat med 913.000 stemmer ved dette valg, at hans andel kun udgjorde 3,2 procent af stemmerne.

En medvirkende årsag til den procentvise nedgang kan være, at Debs måtte føre sin valgkamp fra en fængselscelle på grund af endnu en strid med myndighederne.

Denne gang var det Debs’ modstand mod amerikansk deltagelse i Første Verdenskrig, som havde bragt ham i problemer. Som Debs selv sagde, var han »imod alle krige undtagen én. Jeg er for den krig med hjerte og sjæl, og det er den verdensomspændende krig for social revolution. I den krig er jeg klar til på enhver måde at bekæmpe den herskende klasse«.

Men USA burde ikke deltage i verdenskrigen, og han talte offentligt imod værnepligtens indførelse. Hans modstand blev så intens, at præsident Woodrow Wilson omtalte Debs som en »fjende af staten«.

I en tale 6. juni 1918 i Canton, Ohio, opfordrede Debs til direkte modstand mod værnepligten. Det fik ham 30. juni anholdt og anklaget for undergravende virksomhed. Netop fordi myndighederne anså hans tale for at være til skade for den nationale sikkerhed, måtte de amerikanske medier ikke gengive talen, og den generelle antagelse i befolkningen var, at når der var tale om en socialist, så måtte det være rigtig slemt.

Debs’ udtalelser faldt i den indledende fase af kommunistforskrækkelsens første bølge i slutningen af Første Verdenskrig, og konsekvensen blev hård.

I en alder af 63 år blev han idømt 10 års fængsel med strafarbejde. Debs nægtede at bede om strafnedsættelse, og de mange hårde år i fængsel satte sine spor.

Men trods indespærringen førte han i 1920 valgkamp fra fængslet under sloganet ’From the jail house to The White House’.

Det blev Debs’ sidste forsøg på at blive præsident. Efter fem år tidligere at være blevet benådet af præsident Warren Harding døde han i 1926, afkræftet af tiden bag tremmer.

Socialismen i USA havde trange kår de næste mange årtier, men den samfundsmæssige udvikling i de seneste årtier har ændret dens status – ikke mindst med hjælp fra en af Eugene Debs’ største beundrere: Bernie Sanders.