Den lånte time
Sommertid er en britisk idé, som det tyske kejserrige førte ud i livet under Første Verdenskrig for at spare energi. Nu er man i EU, hvor vi hvert år stiller urene frem og tilbage, kommet i tvivl: Nytter det noget?
Lyt til artiklen: Den lånte time
Lyt til artiklen: Den lånte time
Selv om mennesket har fået flere og mere præcise måder at måle tidens gang på, er meget stadig til forhandling. Døgnets begyndelse kan variere, og i nogle kulturer begynder ugen officielt om søndagen, i andre om mandagen. Heller ikke året har kunnet undslå sig jævnlig tilpasning i form af skudår og andre gennemgribende kalenderreformer.
Først fra slutningen af 1800-tallet har de fleste lande – herunder Danmark – opereret med en standardiseret tid, der inddeler geografiske områder i specifikke tidszoner. Indtil da var tid et lokalt fænomen, baseret på hvornår solen stod højest på himlen. Hvad klokken er her og nu, er altså noget, vi beslutter os for.
SOMMERTIDEN ER BLOT et af menneskets forsøg på at tæmme tiden. Ideen om at foretage en sådan justering tilskrives normalt den britiske bygningskonstruktør William Willet (1856-1915), hvis kongstanke var, at man skulle sørge for at få mest muligt ud af de lyse timer. Det skulle man ifølge Willet gøre ved at sætte urene 80 minutter tilbage løbende over fire søndage i april. På samme vis skulle uret trinvis sættes 80 minutter frem fordelt over fire søndage i september.
Willets forslag resulterede i den såkaldte Daylight Saving Bill, der i 1908 blev forelagt det britiske parlament. Begrebet daylight saving, der siden er blevet synonym for sommertid i den engelsktalende del af verden, rummer forklaringen på den kronologiske justering. Som Willet beskrev det i en lille pjece i 1907, ville tidsjustering betyde et markant reduceret forbrug af stearinlys såvel som af kul til produktion af gas og el.
Selv om forslaget havde mange fortalere, var der også mange vægtige stemmer – bl.a. redaktørerne på de velrenommerede videnskabelige tidsskrifter Science og Nature – der mente, at der var tale om et helt absurd forsøg på at tilpasse tiden menneskets behov, og forslaget endte med at blive forkastet.
DET BLEV SÅLEDES ikke englænderne, men tyskerne, der i 1916 som de første indførte sommertid. Verdenskrigen havde tæret hårdt på det daværende kejserrige, som nu søgte at reducere energiforbruget ved at udnytte sommerhalvårets lyse morgentimer bedre.
Det skete konkret ved, at man natten til den sidste søndag i april satte uret en time frem. Den lånte time fik man retur, når man 1. oktober stillede urene en time tilbage. En række lande, der enten var allierede eller tætforbundne med tyskerne, heriblandt Danmark, fulgte trop. I Danmark kom forslaget om indførelse af sommertid hurtigt igennem Folketinget, men blev undervejs udsat for voldsom kritik. Flere af samtidens aviser skrev hånligt om ideen og spøgte med, at Rigsdagen lige så godt kunne forsøge at lovgive sig fra Newtons tyngdelov, Arkimedes’ vægtstangsprincip eller slet og ret sætte tiden 20 år tilbage, så læserne kunne genvinde deres tabte ungdom. På denne måde gav medierne udtryk for, at de så indgrebet som et forsøg på at pille ved naturens orden.
De kritiske røster var højest i de aviser, der havde deres læsere i landbobefolkningen, mens lovforslaget generelt faldt i bedre jord i de aviser, hvis læsere boede i de større byer. I landbruget var mange bekymrede for, at sommertiden ville skabe problemer for kornhøsten og køerne. Duggen ville forhindre tidlig morgenhøst, og de nye malketider ville ikke passe køerne, mente man.
Flere politikere udtrykte desuden bekymring for, at det ville gribe forstyrrende ind i arbejdslivet. Venstre mente for eksempel, at det ville være problematisk for dem, der arbejdede i landbruget, mens Socialdemokratiet frygtede, at sommertiden ville føre til længere arbejdsdage i byerne. Alligevel blev forslaget vedtaget med overvældende flertal og blev indført med virkning fra 14. maj 1916. Hensynet til samfærdslen med de omgivende lande vejede alligevel tungest.
OVERGANGEN TIL ’Den nye Tid’, som samtidens aviser hyppigt omtalte sommertiden, blev fejret, som var der tale om et nyt år. Om aftenen 14. maj 1916 forsamlede en stor menneskemængde sig på Rådhuspladsen, hvor de stod i første parket til det planlagte fyrværkeri i Tivoli. Og da viserne på rådhusuret klokken 23 blev rykket en time frem, så »et Par unge forelskede Mennesker [...] hinanden ømt ind i Øjnene og ønskede hinanden glædelig Sommertid«.
Glæden varede dog kun kort. Regeringen besluttede allerede året efter, at man ikke ønskede at stille det lovforslag, der kunne have videreført ordningen. Det skyldtes til dels massive protester fra den så økonomisk betydningsfulde landbrugssektor, dels, at man mod slutningen af verdenskrigen havde indført en række skrappe restriktioner, der gjorde den lille ekstra besparelse, sommertiden måtte afføde, irrelevant.
I første omgang fik sommertiden således kun lidt over seks måneders levetid. Den blev dog midlertidigt genindført i Danmark under Anden Verdenskrig, så danskerne fra 15. maj 1940 opererede synkront med besættelsesmagten.
Selv om dekretet kom fra Tyskland, blev tanken støttet af københavnske handelsorganisationer. 30. april 1940 vedtog man forslaget om at indføre en times sommertid fra 15. maj samme år. Kun to landstingsmedlemmer – begge fra Venstre og rundet af landbruget – stemte imod, og vedtagelsen vakte ingen særlig opsigt i befolkningen, der denne gang havde forventet en sådan siden 1. april, da man havde indført sommertid i det tyske rige.
William Willet kæmpede en intens kamp for at indføre sommertid i Storbritannien. På den måde kunne man udnytte de kostbare solskindstimer bedre. Det var dog ikke alle, der gik ind for at ændre naturens orden.
I AUGUST 1940 vedtog Folketinget i al hast, at sommertiden skulle løbe hen over vinteren, så man også i den henseende fulgte tyskerne, der havde truffet en tilsvarende beslutning. På denne vis kom sommertiden til at løbe uden afbrydelse helt til 2. november 1942. Da sommertid i 1949 blev helt afskaffet, vakte det glæde hos mange danskere, idet man dermed fik afviklet endnu en af krigens mange restriktioner.
Sommertiden fik en international renæssance i 1970’erne, da oliekrisen atter aktualiserede energibesparelse. USA indførte i begyndelsen af 1974 sommertid hele året rundt. Også i Danmark foreslog statsminister Poul Hartling (1914-2000) i januar 1974, at man indførte sommertid for perioden 16. maj til 28. september. Datoerne var i overensstemmelse med DSB’s køreplansskifte for henholdsvis forår og efterår. En sådan periode med sommertid ville ifølge forslaget give en kærkommen nedgang i elforbruget på omtrent 0,5 procent.
Fremsættelsen af forslaget skete efter anmodning fra Fremskridtspartiet, der under ledelse af Mogens Glistrup (1926-2008) netop var blevet valgt ind i Folketinget. Det nye parti opfattede sommertid som en mærkesag og foreslog først en tidsforskydning på to timer, men modererede det senere til en time. Der skulle dog gå et par år, før det endelig efter forhandling i Folketingets Erhvervsudvalg blev muligt at genindføre sommertiden.
FØRST I 1980 valgte man at gøre brug af muligheden. Denne gang var der mindre lydhørhed over for landbrugets protester, og der var nu opmærksomhed på den tiltrækning, de forlængede lyse sommeraftener ville have på udenlandske turister.
Sommertidsperioden forløb indtil 1995 fra sidste søndag i marts til sidste søndag i september. I 1996 blev den standardiseret i EU, hvor alle medlemslande gik over til såkaldt normaltid sidste søndag i oktober. EU-standardiseringen betød dog ikke, at kritikken af overgangen mellem normaltid og sommertid forstummede. Men den ændrede karakter.
Siden begyndelsen af det 20. århundrede var sommertiden generelt blevet kritiseret med afsæt i landbrugets behov. I takt med at denne sektor fik mindre økonomisk indflydelse, kom kritikken fra andet hold. I begyndelsen af det 21. århundrede begyndte forskningsresultater at pege på, at sommertid ikke resulterede i en energibesparelse, men derimod i en lille stigning i energiforbruget. Det var første gang, der for alvor blev sat spørgsmålstegn ved den begrundelse, som hele det 20. århundrede havde legitimeret bøvlet med at stille urene frem og tilbage.
HERPÅ FULGTE EN lang række undersøgelser, der påviste andre mere eller mindre kuriøse effekter af sommertiden. I 2000 kunne forskere publicere resultatet af en undersøgelse, der viste, at omstillingen til både sommer- og normaltid gav sig udslag i signifikante fald på aktiemarkedet – noget, forskerne forklarede med søvnforstyrrelser hos de internationale børsmæglere.
Anden forskning viste, at amerikanske dommere, der præsiderede på ’sleepy Monday’ – den første hverdag efter overgangen til sommertid – uddelte hårdere straffe, end de gjorde årets øvrige dage. I 2008 fremlagde det svenske Karolinska Institutet resultater, der viste, at overgangen til sommertid ligeledes gav en signifikant stigning i antallet af hjerteanfald. Flere følgende studier kunne ligeledes bekræfte, at den radikale tidsforskydning resulterede i en række forstyrrelser i kronobiologien.
Det var ikke kun forskere, som var optaget af tidsforskydningens ulemper. I 2000 blev den danske Landsforeningen mod Sommertid stiftet, og med internettets udbredelse er der på tværs af nationale skel blevet dannet flere onlinegrupper, der harcelerer over den påtvungne tidsforskydning.
I 2018 VISTE et rundspørge blandt 4,6 millioner borgere i EU, at hele 84 procent af europæerne mente, at overgangen mellem sommer- og normaltid burde afskaffes.
Marts året efter stemte Europa-Parlamentet for at droppe tidsforskydningen i 2021 og i stedet lade det være op til medlemslandene, om de ønsker permanent sommer- eller normaltid.
Hvordan og om dette vil blive implementeret i Danmark, må (sommer)tiden vise.
Caroline Nyvang, ph.d. i historie og seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek
Skribenten anbefaler:
David Preraud: ’Seize the Daylight: The Curious and Contentious Story of Daylight Saving Time’. Thunder’s Mouth Press, 2005
E.G. Richards: ’Mapping Time: The Calendar and Its History’. Oxford University Press, 1999
Poul Duedahl: ’Gudhjemtid’. Aarhus Universitetsforlag, 2017