Kommunister angreb skibe med tidsindstillede bomber

Han lærte ham også at skrive kodede meddelelser med citronsaft, som var usynligt for det blotte øje og kunne kradses ned på bagsiden eller i hjørnerne af uskyldige breve.

Koderne bestod af en serie tal, der refererede til sidenummer, linje og bogstav i en bog, som begge parter havde. På den måde kunne for eksempel koden 220411 oversættes til side 22, linje 4, bogstav 11.

Til brug for kodemeddelelserne gav Wollweber Gejl spændingsromanen ’Spiel mit Feuer’ (’Leg med ild’), som i dag ligger forseglet i en kasse i Politiets Efterretningstjenestes arkiv på Kalvebod Brygge.

Til sidst lærte Wollweber Kaj Gejl, at han altid skulle kaste et på forhånd aftalt antal tændstikker ind gennem brevsprækken, når han ringede på døren på en af de skiftende dækadresser i København, som Wollweber og andre udenlandske medlemmer af organisationen brugte.

Ellers ville der ikke blive lukket op.

Da Wollweber var færdig med at skole ’Rasmus’, introducerede han ham for ’Fred’.

’Fred’ var dæknavnet for hollænderen Josef Schaap, leder af sabotørcellerne i Holland og af de fleste historikere betragtet som nummer 2 i organisationen efter Wollweber.

Han kom til København for at lære Kaj Gejl at fremstille bomber. ’Fred’ fokuserede især sin undervisning på at lære den danske kommunist at lave en effektiv tidsindstilling af bomberne, så attentatmændene kunne nå i sikkerhed, inden de sprang.

Til det formål havde han medbragt kaliumklorat – en kemisk forbindelse, som brænder hidsigt, hvis det kommer i forbindelse med syre.

Gejl har senere ifølge en politirapport om kaliumkloratet fortalt, at hollænderen »i en til Halvdelen med denne Blanding fyldt Teske lod en draabe Svovlsyre falde, hvorpaa der opstod en lille Brand«.

Pointen med dette, demonstrererede ’Fred’, var, at man kunne fylde en beholder med kaliumklorat. I beholderen lagde man så et messingrør, fyldte det med syre og forseglede det med pergamentpapir. Med tiden ville syren ætse gennem papiret og dryppe ud i kaliumkloratet, som ville udsende en stikflamme, der kunne antænde bomben.

Hvor lang tid der gik, afhang af, hvor mange lag pergamentpapir man brugte til forseglingen.

Gejl øvede sig hjemme i lejligheden og i pauserne på sine ture rundt i Københavns omegn som chauffør i en mælkebil.

I sommeren 1937 sendte Wollweber ham til Rotterdam for at hente et større parti kaliumklorat, som han bragte hjem gennem tolden forklædt som en stor æske Radox Badesalt.

Den danske celle var ved at være klar til sit første angreb.

Mens Gejl var blevet oplært, havde Wollweber ledt efter et egnet mål i Danmark. Meningen med organisationen var at stække fascismen, men da den danske celle i begyndelsen af 1938 for alvor skulle i gang, var det hverken et tysk, italiensk eller spansk skib, der stod for skud. Det var et polsk skib.

Passagerskibet ’Batory’ var en af datidens store ’Amerika-linere’ og sejlede i pendulfart mellem den polske østersøby Gdynia og New York. På sin vej gennem de indre danske farvande gjorde ’Batory’ et stop i Københavns Frihavn, og det var her, Wollweber ville slå til.

Over for Kaj Gejl forklarede Wollweber attentatet med en igangværende grænsestrid mellem Polen og Sovjetunionen, der for nylig havde resulteret i, at polske soldater havde stukket ild på to russiske tog.

Derfor skulle polakkerne have »en lærestreg« i form af en brandbombe skjult på deres kommercielle slagskib, mente Wollweber.

At denne ’lærestreg’ risikerede at koste de 406 passagerer og besætningsmedlemmer om bord livet, var tilsyneladende ikke et tema for den tyske bagmand.

Kaj Gejl gik i gang med at bygge bomben. Den bestod af to æsker med paraffinplader og træuld, en flaske petroleum og en tidsanordning til at få det hele til at fænge.

Da bomben var færdig, gav Gejl den til et højtstående udenlandsk medlem af organisationen, ’Conrad’, der i januar 1938 smuglede den om bord på ’Batory’ og gemte den i en tom kahyt.

Men noget gik galt.

Brandbombens tidsanordning blev aldrig udløst, og i stedet for at starte en brand i skibets indre blev bomben fundet af en rengøringskone, da ’Batory’ nåede i havn i Gdynia. Og på en af paraffinpladerne fandt myndighederne et sæt fingeraftryk, som få år senere blev et problem for Kaj Gejl.

Det mislykkede attentat tog ikke modet fra Wollweber, men han begyndte at se sig om efter en anden end Kaj Gejl til at lave bomberne.

Til det formål faldt valget på den 32-årige søfyrbøder Alberti Hansen, som gik med til at blive den danske celles ’tekniske mand’. Han fik i organisationen dæknavnet ’Karen’.

Alberti var som resten af gruppens medlemmer radikaliseret kommunist og så også attentaterne som en nødvendig måde at svække Sovjetunionens fjender på inden den uundgåelige storkrig.

Han indvilgede derfor ikke bare i at fremstille en ny brandbombe, som skulle placeres på ’Batory’, men også i at lave bomber af dynamit, som Wollwebers organisation var begyndt at stjæle fra malmminerne i den nordsvenske mineby Kiruna.

Heroppe langt mod nord sneg to svenske kommunister med dæknavnene ’Lars’ og ’Kalle’ sig flere gange ind på det enorme sprængstoflager, som mineselskabet LKAB havde i Kiruna. Og som Nazityskland i øvrigt finansierede, fordi den svenske malm i stor stil blev udskibet til Tyskland og var afgørende for opbygningen af den hær, der snart skulle tromle ind i Polen og for alvor antænde Anden Verdenskrig.

Det må have glædet kommunisterne, at Hitler selv betalte for den dynamit, der snart skulle ramme aksemagternes skibe.

’Lars’ og ’Kalle’ stjal dynamit i bunker af 50 kilo per gang og gav det videre til organisationens dygtigste tekniker, Johan Edvard Nyberg, der gik under dæknavnet ’Sten’.

Nyberg gemte i første omgang den stjålne dynamit i en forladt minegang, og herfra blev det i mindre partier gemt i kufferter med dobbeltbund og smuglet til Narvik, Oslo, Hamburg, Antwerpen, Rotterdam og København.

I København endte det nu hos Alberti Hansen, der i samarbejde med et andet af organisationens medlemmer, Gustav Longfors, begyndte at eksperimentere med de kraftigere dynamitbomber.

Det foregik i første omgang i Geels Skov ved Holte.

Med en lille del af dynamitten tog Alberti Hansen og Gustav Longfors ud i skoven og fandt en træstub med et hulrum under. Her lagde de dynamitten og en tidsanordning med flere lag pergamentpapir for at teste, hvor længe syren var om at dryppe igennem og antænde de rødlige dynamitstænger.

Testbomben sprang efter cirka 18 timer.

Efter eksperimentet i den nordsjællandske skov var den danske celle klar til at prøve igen. Denne gang var der tale om to skibe, der skulle angribes omtrent samtidig.

Først var der ’Batory’, som i april 1938 igen lagde vejen forbi København. Denne gang på vej til New York med 932 mennesker om bord.

Alberti byggede en brandbombe og fik en pakhusarbejder i frihavnen til at lægge den i en trækasse med antikviteter og hø, som skulle med i ’Batorys’ last.

Brandbomben gik af efter 40 timer, da det store passagerskib lå og vuggede i Skagerrak, men til held for de mange mennesker om bord lykkedes det kaptajn Borkowsky og hans folk at få bugt med ilden, før den greb om sig.

Det andet skib, der skulle angribes, var den italienske damper ’Felce’, som skulle fra København til Bremen.

Til denne aktion havde Alberti Hansen konstrueret den danske gruppes første dynamitbombe. Af 7 kilo dynamitstænger fra de svenske malmminer.

Kaj Gejl fik til opgave at placere bomben i ’Felce’s last. En nat i april 1938 mødtes han med Gustav Longfors på pissoiret ved Langebro i København.

Longfors havde bomben med i en redningsvest, hvor de normale opdriftselementer i vestens lommer var erstattet af dynamitstænger og lommerne syet til.

De to mænd gik ind på pissoiret, hvor Gejl trak ’bombevesten’ på og tog sin jakke ud over den.

Så cyklede han ud til sojakagefabrikken på Islands Brygge, hvor det italienske skib lå fortøjet.

Han stak cyklens Nefa-lygte i lommen og kravlede om bord via den yderste fortrosse. Om bord tændte han lygten og klatrede lydløst ned i skibet. Gejl havde været kahytsdreng på et lignende skib, så han fandt nemt vej i mørket.

Han udså sig maskinrummet, som lå et godt stykke under vandlinjen, og skjulte bomben op ad skibssiden.

Og her fandt to italienske fyrbødere den næsten tre måneder senere under en bunke kul i havnebyen Taranto i Syditalien.

Igen var det slået fejl for den danske celle.

Wollweber var rasende. Den trinde tysker var på dette tidspunkt flygtet videre til Oslo, men vendte i foråret 1938 for en kort bemærkning tilbage til København. Nu ville han se resultater.

Denne gang så tyskeren mod Jylland for at finde et egnet bombemål. På værftet i Frederikshavn var to af verdens største fisketrawlere netop bygget færdig og klar til at blive sendt til det spanske rederi Pysbe, der havde bestilt dem.

Problemet var imidlertid, at siden rederiet bestilte skibene, havde oprørere under general Franco overtaget magten i San Sebastian, hvor rederiet havde hovedsæde.

Derfor var der en udbredt forventning om, at skibene var på vej i armene på den fascistiske generalissimo, som formentlig ville pansre dem og bruge dem i borgerkrigen mod den folkevalgte regering.

Det gjorde dem i Wollwebers optik til et legitimt mål, og han sendte derfor Alberti Hansen til Malmø for at hente endnu en kuffert med dynamit.

Kufferten havde en kurer fragtet fra Kiruna til herreekviperingshandler Holmströms forretning i Admiralsgatan.

Karl Gustav Eugen Holmström var kommunist og lod ved flere lejligheder kammeraterne benytte sin butik, når forskellige leverancer af illegalt gods diskret skulle skifte hænder.

Alberti hentede kufferten og byggede endnu en bombe. Denne gang var det planen at sabotere skibene fra ydersiden, fordi vagterne ved værftet i Frederikshavn gjorde det svært at komme om bord på trawlerne.

Derfor skulle bomben kunne antændes under vand. Til dette formål fulgte der med dynamitten en rulle med 20 meter såkaldt stubintråd, der kan brænde under vand.

Alberti Hansen overtalte den arbejdsløse kommunist Kaj Tandrup Christensen til at være med til sabotagen. Og igen besluttede Alberti Hansen at lave en testsprængning, inden turen gik til Frederikshavn.

Denne gang tog duoen til Lyngby Sø med cirka 100 gram af sprængstoffet og en rulle stubintråd. Fra søbredden så de testbomben detonere og sende en meterhøj vandsøjle i vejret, før de skyndte sig hjem til København for at gøre klar til afrejsen.

Vel fremme i Frederikshavn tog de to københavnere kontakt med den lokale formand for kommunistpartiet, der indlogerede dem og hjalp dem med at stjæle fiskeeksportør Christian Kjelds jolle ved et pakhus.

I jollen roede de i ly af natten op på siden af de enorme skibe og fastgjorde med en tørresnor bomben og dens 7 kilo dynamit til ankerkæden på den ene trawler. Så roede de skyndsomst i land og prajede en taxa til Aalborg for at tage lyntoget tilbage til København.

Søndag morgen 22. maj 1938, mens de sad i toget på vej østover, sprang bomben i Frederikshavn.

På et nærliggende skib stod opsynsmand A. Rønnest, der havde morgenvagten.

»Det var et fuldkomment Helvedesbrag, som om alle onde Aander var sluppet løs«, fortalte han til avisen Social-Demokraten.

Bomben havde sprængt et stort hul i siden på den ene trawler, men de indvendige skodder havde forhindret skibet i at synke. Den anden trawler havde kun fået overfladiske skader.

Alligevel var attentatet forsidestof på alle landets aviser mandag morgen: »Helvedesmaskine sprænger Hul i den spanske Trawler ’Abrego’ i Frederikshavns Havn«.

Allerede i de første avisomtaler af attentatet blev der gættet heftigt på, at det var kommunister, der stod bag.

Og da de to københavnske attentatmænd både havde taget en taxa midt om natten og involveret de lokale partifæller, tog det ikke lang tid for politiet at finde frem til dem.

Alberti Hansen og Kaj Tandrup Christensen blev anholdt og indrømmede hurtigt, at de stod bag bomben.

De fortalte i første omgang ikke om de andre i Ernst Wollwebers organisation, men attentatet mod trawlerne i Frederikshavn blev alligevel fatalt for den danske celle.

For braget vækkede Gestapo i Hamburg. Her sad Kriminalrat Peter Kraus og samlede rapporter om de mange attentater på aksemagternes civile skibe, og efter bomben i Frederikshavn besluttede han sig snart for at rejse til Danmark. På politigården i København blev han godt modtaget af det danske kriminalpoliti, der, selv efter at tyskerne havde besat Danmark, ingen problemer havde med at indlede et samarbejde med nazisternes hemmelige politi.

Det blev begyndelsen til enden for de danske bombemagere.’

Læs anden del af Wollweber-føljetonen her: I en uhellig alliance hjalp dansk politi Gestapo med at fange skibssabotører.