0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Den famøse buste røg i havnen - var det i orden?

Aktionen i november 2020, hvor en gipsbuste blev smidt i Københavns Havn, overså vigtige mellemregninger. For på trods af kolonier på tre kontinenter, en kongelig rytterstatue og et kunstakademi i København, var forbindelserne mellem slaveri og velstand i Danmark knap så direkte, som de ser ud.

31. marts 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Her bliver ingen buster skubbet i vandet. Folkemængden jubler over, at Salys rytterstatue af Frederik 5. (bestilt i 1752) endelig lander på sin piedestal 16. august 1768. Tegning: Peter Cramer, Det kongelige Biblioteks Billedsamling

Lyt til artiklen: Den famøse buste røg i havnen - var det i orden?
Lyt til artiklen: Den famøse buste røg i havnen - var det i orden?

Henter…


Da den 23-årige Frederik 5. i 1746 overtog den dansk-norske trone, udarbejdede hans faderlige rådgiver Adam Gottlob Moltke en plan for hans regeringstid. Kongen skulle understøtte landbrug, byerhverv og handel, han skulle styrke forsvar og infrastruktur, sikre fattig- og sygepleje samt støtte videnskab og kunst.

Videnskaben var nødvendig for udnyttelsen af rigets ressourcer, og kunsten var samfundets udstillingsvindue: Var den af topkvalitet, viste den, at alt andet i riget også fungerede.

Moltke (1710-92) blev overhofmarskal og – som det hed sig – konge af gavn. Frederik 5. derimod var kun enevældig konge af navn, og viste sig at være ude af stand til at regere. Moltke kom derfor selv til at stå for at virkeliggøre sin plan, og meget lykkedes, ikke mindst fordi Frederik 5.s regeringstid faldt i en generel opgangstid.

DET VIGTIGSTE FOR den dansk-norske økonomi var, at riget holdt sig fri af de europæiske krige. Dermed sparede man enorme summer til krigsførelse og tjente samtidig godt på, at de dansk-norske handelsskibe kunne udnytte neutraliteten og sejle på alle havne i Europa, i rigets egne kolonier og i alle andre landes kolonier.

En krumtap i tidens økonomiske politik var at være selvforsynende og helst også have overskud på handelsbalancen. Så meget som muligt skulle produceres i hjemlandet eller i det mindste bringes hjem andetstedsfra på landets egne skibe.

Denne tankegang, som betegnes merkantilisme, førte i 1754 til to vigtige tiltag, som egentlig ikke havde noget med hinanden at gøre: Det danske kunstakademis genstiftelse og den enevældige stats overtagelse af det forgældede Vestindisk-guineisk Kompagni – det kompagni, der administrerede de danske kolonier i Ghana og Vestindien. Kompagniet stod for den danske del af den såkaldte trekantshandel mellem Europa, Vestafrika og Caribien med køb og salg af afrikanske slaver og sukker (læs mere om trekantshandlen i Niklas Thode Jensens artikel her).

Kong Frederik 5.s rådgiver og landets egentlige magthaver, Adam Gottlob Moltke, var dybt involveret i Danmark-Norges kolonieventyr og stod også bag bestillingen af Salys rytterstatue.

KUNSTAKADEMIETS GENSTIFTELSE VAR en direkte følge af den merkantilistiske tankegang. Det var naturligvis også vigtigt for et land at have sine egne kunstnere. I Frankrig var der i 1648 og fremefter blevet grundlagt en hel række akademier, men først i 1738 blev der stiftet et kunstakademi i Danmark.

Det førte en omtumlet tilværelse, indtil dets forstander, den allestedsnærværende Moltke, i 1753 tog initiativ til en ny begyndelse med en ny ramme og et nyt indhold. Charlottenborg på Kongens Nytorv i København blev akademiets nye hovedsæde. Palæet var bygget af Christian 5.s halvbror statholderen i Norge, Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), og havde siden tilhørt Christian 5.s enke, Charlotte Amalie (1650-1714), deraf navnet Charlottenborg.

Efter at Frederik 5. havde boet i palæet et par år som kronprins, havde det ikke haft noget fast formål. Det fik det nu, idet Kunstakademiet med den kongelige støtte blev løftet op til et nyt betydningsfuldt niveau. På Charlottenborg fik institutionen plads til såvel en studiesamling af skulpturafstøbninger som tjenesteboliger til lærerstaben, der blev udvidet med flere udenlandske kunstnere til at dække de områder, hvor der endnu ikke var nogen dansk ekspertise.

FAGLIGT SET FIK akademiet en exceptionel udvidelse. Et kunstakademi var traditionelt et uddannelsessted for malere og billedhuggere. Men det danske kunstakademi blev nu gjort til et af verdens få kombinerede maler-, billedhugger- og arkitekturakademier. Endelig fik det i 1754 en helt ny grundlæggelsesdag, nemlig den enevældige konge Frederik 5.s fødselsdag 31. marts. Så var institutionens betydning for Danmark slået fast.

Den royale forbindelse betød også, at hele akademiets drift fra første færd blev betalt af kongens egen private kasse, det såkaldte Partikulærkammer, som især fik sine indtægter fra Øresundstolden. Derimod var det Rentekammeret, det vil sige statskassen, der måtte punge ud, da kongen erhvervede og opløste Vestindisk-guineisk Kompagni.

Indløsningen af kompagniets gæld og overtagelsen af alle dets aktier til den pålydende værdi kostede staten en sum svarende til halvdelen af, hvad der i 1731-45 var brugt på at opføre det nye kongelige prestigeslot, Christiansborg. Men redningsaktionen sikrede, at alle rigets indbyggere nu frit kunne handle på Ghana og Vestindien. Købmændene lærte hurtigt, at de bedste penge lå i den direkte rute Vestindien tur-retur efter sukker.

Den færdige bronzestatue endte med at koste mere end de fire Amalienborg-palæer tilsammen. Men rytterstatuen blev også en af verdens mest berømte.

DE DRIFTIGE BORGERE udgjorde generelt et vigtigt grundlag for landets økonomi. Det fik et konkret udtryk i det nye kvarter i hovedstaden, som var under opbygning ved Kunstakademiets genstiftelse, nemlig hele bebyggelsen mellem Sankt Annæ Plads og Kastellet. På dette sted havde Frederik 3.s dronning, Sophie Amalie, haft lystslottet Sophie Amalienborg. Det gik dog til i 1689, fire år efter dronningens død, i forbindelse med en forfærdelig teaterbrand, der også dræbte de fleste af tilskuerne og dæmpede lysten til atter at bygge her. Men i 1749 var det 300 år siden, at den første af Frederik 5.s oldenborgske forgængere blev kronet, og det blev fejret ved, at kongen skænkede hele Amalienborg-arealet »til dem, der derpaa vil lade opsætte Bygninger«. Grundene var altså gratis, men både den samlede bebyggelse og de enkelte huse skulle følge et nøje fastlagt arkitektonisk system udformet af hofbygmester Nicolai Eigtved (1701-54).

Det nye kvarter blev også et udtryk for de idealer, som Moltke havde visualiseret i sin plan for Frederik 5.s regering. De to primære gadeforløb blev lagt vinkelret på hinanden med en skæring midt på en ottekantet plads omgivet af fire pompøse palæer beregnet til landets mægtigste – og mest velhavende – mænd.

Pladsens centrum var reserveret til kongen i form af en rytterstatue på vejen fra havnen, der symboliserede rigets velstand, til en monumental kuppelkirke som billedet på Guds gunst. Budskabet var tydeligt: Midtpunktet i den enevældige stat var kongen.

OMKRING HANS PERSON fylkedes såvel adelsfolk som borgere, og det hele var spændt ud imellem det materielle og det åndelige, næringslivet og gudsdyrkelsen. Eigtved skulle også have bygget kirken, men han døde, endnu inden dens fundament var færdigt.

Mens man ventede på afløseren, Nicolas-Henri Jardin (1720-99), blev det i jubel over et par nye fund af marmor i Norge besluttet, at kirken skulle opføres af lutter indenlandske materialer, nemlig især norsk marmor. Transporten af de mægtige marmorblokke fra de nyanlagte brud til København kostede dog dyrt, og i 1770 blev byggeriet sat på pause – og først genoptaget over hundrede år senere.

De borgere, der byggede i den nye bydel, repræsenterede et bredt udsnit af befolkningen. De talte snedkere, smede, murer- og tømrermestre, øltappere, urtekræmmere, tømmerhandlere, justitsråder og renteskrivere.

Palæernes bygherrer var typisk embedsmænd og godsejere. En enkelt havde dog drevet handel som ’supercargo’ (tilsynsførende med et handelsskibs ladning) i Kina. En anden, købmanden Henning Frederik Bargum, var i færd med at bygge sit ’Gule Palæ’, da han i 1765 afkøbte staten retten til at fortsætte trekantshandlen i dens oprindelige form. Det viste sig hurtigt, at denne handel virkelig ikke var rentabel. Bargum nåede dog at flygte ud af landet, før han og hans selskab i 1775 gik fallit.

Henning Frederik Bargum var direktør i Vestindisk-guineisk Kompagni fra i 1765-74 og boede i Det Gule Palæ. Hans involvering i trekantshandlen førte til hans økonomiske ruin.

ALT IMENS KOLONIHANDLEN til Ghana og Vestindien altså ikke fik nogen direkte betydning for privathusene i det nye kvarter, kom handlen til Asien til at spille en afgørende rolle for virkeliggørelsen af den nye bydels omdrejningspunkt, rytterstatuen af Frederik 5. Sejladsen til Indien og Kina blev varetaget af Asiatisk Kompagni, der havde en helt anden succes end det vestindisk-guineiske. Især handlen på det ukoloniserede og selvstændige Kina havde enorm værdi (se i øvrigt faktaboksen om Danmark-Norges udenrigshandel på side 46).

Blandt selskabets 262 aktionærer var flere fra kongefamilien, hvortil selvfølgelig kom Moltke, der sad i direktionen. Han var også direktør for Partikulærkammeret, kongens privatkasse, som på dette tidspunkt var bundet op på udgifterne til det nye kvarters dyre kirke. Derfor konkluderede Moltke, at Asiatisk Kompagni var den eneste anden instans i riget, der kunne betale en næsten lige så bekostelig bronzestatue.

Til at stå for udførelsen af den vigtige statue valgte man den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly, som kom til Danmark i 1753. Han fik allerede fra 1754 et ekstra og krævende job, idet han blev direktør for kunstakademiet. Sideløbende med sit arbejde som akademidirektør modellerede han buster af Frederik 5., og en gipsafstøbning af en af disse blev altså smidt i Københavns Havn i efteråret 2020.

Saly studerede også heste fra alle tænkelige vinkler, overvejede positurer, klædedragt, stigbøjler; lavede større og større modeller af statuen, hesten og dens rytter, planlagde dens omgivelser, sørgede for forarbejdet til den kritiske støbeproces og var – efter at den færdigstøbte 22 tons tunge statue var bragt på plads på sin piedestal – med til den afsluttende afpudsning frem til værkets indvielse i 1771.

Billedhuggeren Jacques-François-Joseph Saly blev hentet til Danmark for at udføre sit hovedværk, rytterstatuen af Frederik 5. Han kom samtidig til at præge dansk kunstliv markant.

OMKOSTNINGERNE VAR HØJE Men i forhold til kvaliteten af værket var de ikke urimelige. En rytterstatue i naturlig størrelse, støbt i bronze, var et arbejde, kun få kunstnere nåede at se afsluttet. Og så blev rytterstatuen af Frederik 5. endda en af verdens bedste.

Den neutrale dansk-norske søfart i 1700-tallets anden halvdel var med til at skabe økonomisk vækst og styrke den begyndende nationale stolthed, der brød igennem efter Frederik 5.s død i 1766. Det nystiftede kunstakademi passede smukt ind i denne tid.

Dets internationale lærerkræfter havde held med at uddanne unge danske kunstnere og viderebringe de idealer om harmoni og naturlighed, som sidenhen skulle blomstre i den berømmede danske guldalderkunst. Disse idealer fik et af deres fornemste udtryk i rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads.

Historien har mange ansigter. Asiatisk Kompagni, der finansierede rytterstatuen, opstod af hensyn til de danske kolonier i Indien. Men dets største overskud kom fra handlen på det ikkekoloniserede Kina. Det er kinesisk porcelæn, te og silke, der er omstøbt i bronze til ære for kong Frederik 5. Ikke sukker fra De Vestindiske Øer, produceret af afrikanske slaver. Det er vigtigt ikke at blande tingene sammen.


Ulla Kjær, Dr.phil. i kunsthistorie og inspektør og seniorforsker ved Nationalmuseet



Skribenten anbefaler:

Knud V. Jespersen m.fl.: ’Moltke. Rigets mægtigste mand’. Gads Forlag, 2010

Erik Gøbel: ’Vestindisk-guineisk Kompagni 1671-1754’. Syddansk Universitetsforlag, 2015

Ulla Kjær: ’Fransk elegance og dansk snilde’. Syddansk Universitetsforlag, 2017