5. april 1946 forlod de sidste sovjetiske soldater Bornholm

I RESTEN AF LANDET herskede der ingen tvivl om, at Danmark blev befriet 5. maj 1945, men på Bornholm var situationen knap så entydig. Der var fest i gaden både i Rønne og Nexø og på resten af øen 5. og 6. maj, men de tyske soldater havde ordrer til kun at overgive sig til vestallierede tropper. Derfor skød tysk antiluftskyts mod de sovjetiske fly, der overfløj øen, og det hele endte med to dages sovjetisk bombardement 7. og 8. maj, der jævnede store dele af Nexø og Rønne med jorden.

9. maj kunne de første sovjetiske torpedobåde lægge til i Rønne. Da var Nazitysklands betingelsesløse overgivelse trådt i kraft, og russerne mødte ingen modstand. I løbet af et par uger var stort set alle de 16.000-20.000 tyske soldater og civile rejst fra Bornholm.

Amtmanden på Bornholm, P.C. von Stemann, fik først at vide, at de sovjetiske styrker kun skulle være på Bornholm i en kort periode for at sikre, at der ikke var flere tyske soldater tilbage. Men efterhånden stod det klart, at de sovjetiske tropper ikke var til sinds at rejse lige med det samme. Den danske regering ville ikke engang så meget som udtale, at Bornholm var en umistelig del af kongeriget.

I MOSKVA FORHANDLEDE den danske gesandt Thomas Døssing med den sovjetiske udenrigsminister, Vjatjeslav Molotov, men det gik meget trægt. Der herskede oprigtig bekymring for, at Bornholm kunne ende med en permanent sovjetisk besættelse. Endnu i sommer- og efterårsmånederne af 1945 forstod man ikke helt, hvordan et ’jerntæppe’ reelt var faldet ned gennem Europa fra Adriaterhavet til Østersøen.

Det blev først formuleret af den britiske premierminister, Winston Churchill, i en tale på Westminster College i Fulton, Missouri, i USA 5. marts 1946, og verden skulle lige vænne sig til denne nye situation.

Men samme dag, Churchill holdt sin berømte tale i USA, faldt en aftale på plads i Moskva om, at de sovjetiske tropper kunne forlade Bornholm og overlade øen til danske styrker en måned senere.

I månederne inden havde op til 7.000 sovjetiske soldater sat deres præg på den bornholmske dagligdag. De boede rundtom på øen i lejre, dels i den tidligere tyske hovedlejr ved Galløkken i Rønne, dels inde i Almindingen og ved Svaneke og Hammeren. Mange af soldaterne havde været i krig i årevis. De havde set forfærdelige ting på slagmarkerne og savnede familie og hjemstavn.

Nu var de havnet i et smørhul med afgrøder på markerne og kvæg i staldene. Der var mad og sikkerhed, og alle kunne ånde lettet op. Men så meldte traumerne og afsavnene sig, og bornholmerne oplevede, hvordan de russiske soldater konsumerede alkohol i ustyrlige mængder.

I august blev alt salg af alkohol til besættelsesmagten forbudt – selv apotekerne måtte ikke sælge alkohol til medicinske formål, uanset om der forelå recept fra en sovjetisk læge. Det bornholmske politi bistod det russiske militærpoliti med razziaer for at konfiskere snaps og brændevin.

DER FINDES MANGE VIDNESBYRD om de russiske soldater på Bornholm, som gjorde indtryk ved deres fremmedartede udseende og uniformering, deres opførsel (mange bemærkede, at de var gode mod dyr og søde ved børn) og ikke mindst ved det faktum, at der blandt dem var et større antal uniformerede kvinder.

Det generelle indtryk, russerne efterlod, ser ud til at have været positivt, men der var også uregelmæssigheder.

Russernes evner i trafikken var utrolig ringe – muligvis som følge af deres store alkoholforbrug. Det afholdt dem dog ikke fra at stjæle cykler i endog meget stort omfang. Og så blev der også rapporteret om indbrud og overfald og en række voldtægter.

De negative hændelser blev (bortset fra cykeltyverierne) fortiet i dagspressen. De danske myndigheder lod aviserne forstå, at man ikke ønskede at provokere de russiske befriere, og voldtægtssager og anden kriminalitet blev tilsyneladende slet ikke efterforsket.

Nogle år efter begivenhederne skrev amtslæge S.E. Kofoed, at han vurderede, at en række voldtægtsanmeldelser i virkeligheden havde været dække for ønske om abort. Svangerskabsafbrydelse var på det tidspunkt ulovligt, medmindre der var anmeldt voldtægt, og når gerningsmanden var afrejst til USSR, var det svært at efterforske. Her var altså en mulighed for, at bornholmske kvinder kunne få en abort på russernes bekostning. I dag er det svært at vurdere, hvad der er sandt og falsk i disse sager.

De sovjetiske soldater blev i stigende grad forsøgt isoleret fra den lokale befolkning. Det var svært at opretholde disciplinen blandt soldaterne, som bare gerne ville hjem til deres familie. Bortset fra relativt få sociale begivenheder såsom fodboldkampe og koncerter var der ikke mange anledninger til at mødes.

I APRIL 1946 overtog danske soldater så forsvaret af Bornholm. Et vældigt opbud af mennesker på kajen i Rønne ville se russerne rejse, og det var helt klart en festdag.

Men var det ’Bornholms egentlige befrielse’? Det var i hvert fald ikke en formulering, man kunne møde i 1946. Selv om glæden over russernes afrejse var stor, var det ikke sådan, at man på nogen måde ville drage sammenligning mellem de 11 måneder, russerne var på øen, og så de 5 år, hvor Bornholm var besat af tyskerne.

Selv om befrielsen havde været voldsom, og bomberne anrettede stor skade på Rønne og Nexø, blev russerne set som befriere.

Folkeretligt er der ikke nogen tvivl om, at Bornholm i de 11 måneder var besat af sovjetiske tropper. Men den form for besættelse var ikke usædvanlig i kølvandet på Anden Verdenskrig. Danmark var selv en besættelsesmagt i Tyskland i den samme periode, hvor danske soldater havde ansvar for sikkerheden i dele af Nordtyskland. Ordet besættelse kan indikere, at situationen var den samme som efter 9. april 1940. Men det var den ikke. Synet på russerne var et ganske andet end synet på tyskerne. Og også på Bornholm fejrede man årsdagen for Danmarks befrielse 4. maj 1945 med lys i vinduerne og taler og optog f.eks. i 10-året i 1955.

MEN FORTIDEN ER IKKE, hvad den har været, og i dag støder man på den ahistoriske sammenligning mellem den tyske og den sovjetiske besættelse.

Det skyldes formentlig flere ting. Dels en generel mangel på historisk indsigt, dels en ændring i synet på det moderne Rusland, som jo i dag er en besættelsesmagt på Krim og flere gange har truet Danmark med brug af atomvåben.

Men der er også en historiografisk forklaring, som navnlig skyldes historikeren Antony Beevors bog om de sovjetiske styrkers hærgen i Berlin i 1945. Her blev glorien i den grad pillet af de russiske befriere, som havde hærget og voldtaget i uhørt omfang. Og man kan godt få en mistanke om, at danske historikere har følt sig fristet til at projicere Beevors forskning fra Berlin over på Bornholm, også selv om det reelt var to meget forskellige situationer på to meget forskellige dele af østfronten.

Historikeren Bent Jensen har kaldt perioden 9. maj 1945-5. april 1946 »den lange befrielse« i sin bog af samme navn. Ved den årlige kransenedlægning på den sovjetiske soldaterkirkegård i Allinge lagde man sig fra dansk side fast på at omtale perioden som ’den sovjetiske tilstedeværelse’. Ordet besættelse lød for negativt. I dag er man ikke så diplomatisk, men uanset hvilket ord man bruger, er det vigtigt at kende konteksten.

Jakob Seerup, historiker og inspektør på Bornholms Museum

Skribenten anbefaler:

P.C. von Stemann: ’En dansk embedsmands odyssé’. Gyldendal, 1961

Ann Vibeke Knudsen: ’Bornholm i krig 1940-1946’. Bornholms Museum, 2000

Bent Jensen: ’Den lange befrielse, Bornholm besat og befriet 1945-46’. Syddansk Universitetsforlag, 1996