Monumentet i Allinge: Russiske soldaters omgang med farlig alkohol endte i tragedie

De sovjetiske troppers 11 måneder på Bornholm har ikke efterladt sig mange spor i landskabet. Man leder forgæves efter militæranlæg og monumenter rundt om på øen.

Der er dog en enkelt markant undtagelse, nemlig krigerkirkegården i Allinge, hvor en en obelisk med femtakket sovjetisk stjerne på toppen rækker op mod himlen. En indskrift på russisk og dansk hylder »de russiske helte, der ofrede livet i kampen mod tyske okkupanter«.

Ved siden af obelisken finder man en granitvæg, hvori der er indhugget navnene på 30 døde soldater.

Monumentet og gravstenens indskrift kan forlede én til at tro, at de gravlagte er blevet dræbt under kampe på Bornholm. Det er dog langt fra tilfældet. Den sovjetiske landgang og efterfølgende besættelse af Bornholm 9. maj 1945 foregik helt uden skudvekslinger – i skarp kontrast til de voldsomme flybombardementer af Rønne og Nexø få dage inden.

Soldaterne mistede livet af helt andre årsager, og deres død har igennem årene været omgærdet af en del rygter og misforståelser.

Ved at konsultere de officielle lister over sovjetiske krigergrave, som er tilgængelige på internettet, er det på 75 års afstand muligt at kaste lys over soldaternes skæbne.

Oplysningerne afslører en menneskelig katastrofe i maj 1945, der tilsyneladende blev godt og grundigt hemmeligholdt, og som siden er gledet ud i glemslen.

Men først de omkomne soldater, hvis skæbne vi allerede kender:

Den russiske kirkegård i Allinge blev anlagt, efter at embedslægen på Bornholm, Svend Erik Kofoed, i midten af maj havde besigtiget en russisk lejr i Nordskoven ved Rønne. Han fandt fire helt friske grave med russiske soldater og en officer. Sådanne uautoriserede gravpladser var uhensigtsmæssige, og med amtmand von Stemanns mellemkomst blev der indgået en aftale med den russiske general Jakuscheff om at genbegrave de fire og eventuelt andre på en samlet begravelsesplads. Man blev enige om, at et område bag kirkegården i Allinge ville passe godt til formålet, omend de kommunistiske ateister betingede sig, at det ikke skulle være i indviet jord i en kristen kirkegård.

Kirkegården blev hurtigt taget i brug.

29. maj stødte skibet Vesterhavet på en sømine ud for Kolbergs havn (det nuværende Kolobrzeg i Polen). Om bord var 11 bornholmske søfolk og mere end 200 sovjetiske soldater på vej til Bornholm. Kun en enkelt af de danske søfolk overlevede, og næsten samtlige soldater omkom.

Kun 18 lig af russere blev bjærget og begravet i Allinge. Vesterhavets forlis hører til de mindst kendte danske skibskatastrofer, selvom det i tab af menneskeliv er et af de største – formentlig skyldes dette, at det hovedsagelig var russere og ikke danskere, der omkom. Forliset vakte opsigt og sympati blandt bornholmerne, der jo også havde en andel i tragedien.

De 18 omkomne fra Vesterhavet udgør altså over halvdelen af de begravede på kirkegården i Allinge. Hvem var så de andre? En af dem var en løjtnant Nikolaj Erastov, der døde af et hjertetilfælde en uge før skibsforliset. Han var først blevet begravet oppe ved Hammerens Fyr, hvor der også var sovjetiske tropper.

Først årtier senere, i 1984, fandt man hans gravsten med navn og rang og dato, ligesom der er indhugget en primitiv femtakket stjerne. Stenen er formentlig væltet i forbindelse med flytningen af graven til Allinge.

I nyere tid er der knyttet en lokal vandrehistorie til stenen, at den skulle være rejst over en soldat, der var blevet udpeget som voldtægtsmand. Det har dog intet på sig. Erastovs død er den bedst belyste af de døde russere, idet hans familie siden har besøgt graven, og korrespondancer og dødsattest godtgør, at han døde af en hjertesygdom.

Men fortællingen om, at Erastov skulle have været voldtægtsmand, knytter an til en række rygter, der har verseret om russertiden på Bornholm.

Det vides med sikkerhed, at der blev anmeldt 20 tilfælde af voldtægt i perioden.

Der er flere udsagn, der tyder på, at i hvert fald en soldat blev skudt ved en standret, der var foregået på den måde, at soldaten blev skudt ned på stedet umiddelbart efter at være blevet udpeget af voldtægtsofferet. En stærkt traumatiserende oplevelse for kvinden og hendes familie, som oven i forbrydelsens ydmygelse nu også skulle leve med chokket og ansvaret for soldatens død.

Blandt de begravede findes en sergent Chizov, som blot anføres som »dræbt« 11. maj. Men om det var ham, er ikke helt sikkert.

Ud over Erastov og Chizov og de omkomne fra skibsforliset, er der en kaptajn Stepantjenko, om hvem det er anført, at han blev »mast af en bil«. Ud fra de udsagn, der kendes om de sovjetiske soldaters horrible evner i den bornholmske trafik, kan det undre, at der ikke er andre trafikdræbte på gravpladsen.

Ovenfor er der redegjort for 21 af de gravlagte i Allinge. Deres skæbne har før været kendt i grove træk.

Men de sidste ni grave rummer en overraskende historie, der ikke før har været kendt. På gravpladsens mindemur er det kun de begravedes rang og navne, der er anført – i hierarkisk rækkefølge med kaptajnen først og almindelige menige til sidst. Hvad der ikke er anført, er datoen for dødsfaldene. Det er formentlig årsagen til, at tragedien 24. maj 1945 indtil nu har været ukendt.

For de ni af dødsfaldene skete på denne ene dag.

Den bevarede liste begynder med menig Mikhail Trofimovich Vlasov, der var født i 1902 i Petrinevskij Distriktet i landsbyen Nesterovskaja. Årsagen til soldatens død anføres: »Død af alkoholforgiftning«.

Den samme årsag anføres for de næste seks soldater. Ved den ottende soldat står »forgiftet« og ved den niende står »dræbt« – men disse to er formentlig også døde af alkoholforgiftning. At ni soldater omkom den samme dag og af denne årsag har ikke før været nævnt hverken i de samtidige aviser eller i senere historiske værker og artikler.

Vi kan ikke vide med sikkerhed, hvad der har været årsagen til mørklægningen, men det må antages, at de forgiftedes foresatte ikke har været stolte over dette massive svigt i disciplin og hygiejne.

Allerede i de første dage efter russernes landgang havde man bemærket, at det var tørstige gæster, der var kommet til øen. Amtmanden ankom en dag til den i øvrigt bevogtede amtmandsbolig i Rønne og konstaterede, at den russiske skildvagt var helt ligeglad med, at en større gruppe soldater var trængt ind og nu var travlt optaget med at konsumere hans beholdning af vin, cognac og snaps.

Rundt om i forretninger og blandt andet frisørsaloner oplevede man, at soldaterne tog for sig af alt, hvad der lugtede af sprit – inklusive hårvand og barbersprit. Og i løbet af sommeren 1945 blev indsatsen mod drukkenskab blandt soldaterne en af de største bekymringer for den sovjetiske ledelse på Bornholm.

Det bornholmske politi blev ligefrem inddraget i brændevins-razziaer i russiske lejre. Bornholmerne var til gengæld stærkt interesseret i at handle med de tørstige russere. Når de ikke havde snaps at bytte med, så fandt de på andre løsninger, og russerne var ikke kræsne.

Politiet indskærpede 20. juli, at handel med kogesprit var strengt forbudt og strafbart. Netop kogesprit var potentielt stærkt sundhedsskadeligt, hvis det ikke blev kraftigt fortyndet.

Kort tid efter blev salg af alkohol til russerne en gang for alle forbudt. Fra apoteket i Rønne er der bevaret en officiel instruks fra Bornholms Amt, som er ledsaget af en maskinskrevet russisk oversættelse:

»Da der er stor Mangel paa spiritus til medicinsk Brug skal man herved meddele, at det er Apotekerne forbudt at sælge dette til Brug for de russiske Soldater, uanset om de har en af en russisk Læge udstedt Rekvisition herpaa«.

De alkoholrelaterede dødsfald var langt fra enestående i denne afsluttende periode af Anden Verdenskrig. Fra samtidige russiske kilder kender vi til flere samtidige eksempler.

Følgende oplysninger, der er hentet fra russiske internet-ressourcer, tegner et bekymrende billede:

23. april havde oversergenten ved et batteri ved artilleriregiment Vlasov fået fat i en tønde alkohol, og de foresatte officerer arrangerede uddeling af drikkevarerne i stedet for at konfiskere det og deltog selv i det følgende drukgilde. Hele batteriets besætning på 72 mand blev forgiftet, de 34 af dem døde, og ni blev blinde.

30. april og 1. maj var der et tilfælde i Bad Freienwald, hvor de 133 tjenestegørende i det 215. armé-reserveregiment havde fået fat i en mængde methyl-alkohol. Her døde 41 og 15 blev blinde. 5. maj var det det 26. Tunge Morter-Brigades folk, det gik ud over. 11 mand drak erobret alkohol, alle 11 omkom.

Der er flere eksempler på, at russiske besætninger deltog i massive drukgilder, som ikke alle kunne holde til. Uden at overdrive kan man fastslå, at den russiske alkohol-tragedie på Bornholm føjede sig ind i et større mønster af alkohol-dødsfald i Den Røde Hær i de sidste dage af Anden Verdenskrig.

Desværre kender vi ikke de nøjere omstændigheder ved dødsfaldene på Bornholm.

Blandt de spørgsmål, der presser sig på er, om de russiske soldater havde byttet sig til den alkohol, de drak, eller om det var noget, de havde fundet eller stjålet. I givet fald kan bornholmske sortbørshajer have haft et ansvar. Det er også en mulighed, at den dræbende alkohol var blevet medbragt fra Polen om bord på et sovjetisk skib.

Under alle omstændigheder nuancerer de nye oplysninger om de begravede på krigerkirkegården i Allinge vores indtryk af de sovjetiske soldater og deres tid på Bornholm. Mange af dem havde været med i flere års hårde kampe og var arrede på sjæl og legeme. De savnede deres familier, og de vidste, at de om kort tid kunne se frem til hjemsendelse, hvilket alt sammen gjorde det svært at opretholde disciplinen blandt tropperne.

Det var skæbnens ironi, at soldaterne efter alt, hvad de havde været igennem, skulle dø, netop som de skålede for deres sejr over Hitlers Tyskland.

Jakob Seerup, historiker og inspektør på Bornholms Museum