Kan man være en barmhjertig slavenation?

FORESTILLINGEN OM EN særlig mild form for slaveri i Dansk Vestindien var generelt udbredt i tiden og ses i beskrivelser af kolonierne, ligesom den kommer til udtryk i litteraturen på forskellig vis. Den fik betydning for diskussionerne af selve slaveriet, og den har helt op til vore dage været med til at forme danskernes syn på deres lands rolle som kolonimagt.

Samtidig må det fremhæves, at selv om Thomas Thaarup, forfatteren til ’Peters Bryllup’, faktisk har opfattet, at forbuddet kun gjaldt slavehandlen, troede mange danskere fejlagtigt, at det var selve slaveriet, der var blevet afskaffet. Måske har de hyldestdigte, der nævner lænker, der knækker, og sortes frihed, været med til at skabe denne fejlagtige forestilling – en forestilling, der har cirkuleret i dansk regi indtil for ganske nylig.

Virkeligheden bag slavehandelsforbuddet var også knap så filantropisk og menneskekærlig, som den blev udlagt. Slavehandlen var ikke økonomisk rentabel, og i Danmark var man samtidig overbevist om, at det kun var et spørgsmål om tid, inden Storbritannien ville forbyde handlen, og at Danmark som en lille kolonination ville være nødt til at følge trop. Nu kunne man ’indrette sig hensigtsmæssigt’ og samtidig tage æren:

»Lad Britten skamfuldt undre sig og følge efter!«, som hyldestdigtet til Frederik fortsætter.

HVIS DET UDELUKKENDE var humanitetshensyn, der lå bag forbuddet, er det også svært at forklare den 10-årige periode, der forløb, inden forbuddet rent faktisk trådte i kraft i 1803. I disse 10 år boomede handlen med slavegjorte i dansk regi. Man havde regnet på, hvor mange slavegjorte der skulle sejles til Caribien, for at befolkningen kunne forblive konstant. For at sikre dette ophævede man f.eks. monopolet på slavehandlen og sænkede skatten på kvindelige slavegjorte – der skulle jo gerne fødes børn i kolonien.

For selv om selve slavehandlen skulle standses, skulle slaveriet i Dansk Vestindien bestå.

Nok kom Danmark i 1790’erne briterne i forkøbet med forordningen om den transatlantiske slavehandels afskaffelse, men i 1830’erne var Storbritannien i modsætning til Danmark begyndt at afskaffe selve slaveriet.

Man kunne forestille sig, at dette ville få debatten i Danmark til at eksplodere, men selv om der kom nogle indlæg og publikationer om emnet, blev spørgsmålet om slaveriet først rigtig taget op politisk i begyndelsen af 1840’erne.

Interesse for kolonierne var der dog, hvilket ikke færre end fire danske værker, der alle foregår i de caribiske plantagekolonier, viser. Værkerne blev publiceret 1836-1840.

Mens diverse syngestykker fra 1790’erne præsenterede en sort karakter, har tre af de fire værker én eller flere frie farvede karakterer som hovedpersoner. De tre værker er fortællingen ’De Frifarvede’ (1836) af Henrik Hertz, romanen ’Creolerinden. Et Billede af Livet i Dansk Vestindien’ (1838) af den ukendte forfatter C.C.B.B. Franck og H.C. Andersens teaterstykke ’Mulatten’ (1840), som blev citeret i artiklens indledning.

I DISKUSSIONER OM dansk kolonihistorie er der en tendens til at tænke i skarpt optrukne linjer, i hvid og i sort, i fri og slavegjort. Der var dog en tredje gruppe i det caribiske samfund, som ofte bliver glemt i den offentligt kendte fortælling om kolonierne: de såkaldt frifarvede, som man kaldte dem i tiden, frie afrocaribiere.

De var ofte børn af hvide fædre og afrocaribiske mødre, men betegnelsen dækkede dog også frie sorte. Fra 1795 til 1815 oversteg antallet af frie afrocaribiere i kolonierne antallet af eurocaribiere. Denne gruppe var ikke slavegjort, men var helt til 1834 underlagt forskellige love og særordninger.

I 1834 blev de frie afrocaribiere dog tildelt borgerlige rettigheder på lige fod med den hvide befolkning.

I forordningen tilskrev man ligestillingen kongens »landsfaderlige Omhue« samt de frie afrocaribieres »Fremskridt i Dannelse, Sædelighed og Hengivenhed til Os [Kongen] og Fædrelandet«.

Set i lyset af den engelske emancipation var det nok nærmere frygten for slaveoprør og ønsket om at skaffe sig forbundsfæller, der var primus motor for forordningen.

I ’DE FRIFARVEDE’ peger Hertz lige ind i denne konflikt, idet han pointerer, at netop forskelsbehandlingen var skyld i, at denne gruppe under Den Haitianske Revolution (1791-1804) – verdens første slaveoprør, der endte med staten Haitis udråbelse – tilsluttede sig slaveoprørerne og ikke de hvide, som de havde mere til fælles med. Hertz roser den danske regering for ved sit fornuftige og oplyste tiltag at sikre fredelige tilstande i Dansk Vestindien.

At der ligger 30 år imellem Den Haitianske Revolution og ligestillingen af de frie afrocaribiere i Dansk Vestindien, er et faktum, der ikke berøres. I denne stilhed aner man en ambivalens i fremskrivningen af Danmark som en oplyst kolonistat. Nogle ting må forblive ubeskrevne, hvis dette billede skal fremstå intakt.
Værkernes fokus på de farvede karakterer – der står imellem hvide og sorte og imellem frie og slavegjorte – afspejler et kolonialt samfund, hvor det skarpt cementerede hierarki baseret på race er i opbrud, og hvor grænserne for, hvem der anses som værdige til rettigheder og social anerkendelse, er under forhandling og forvandling.

De tre værker er meget forskellige i genre, tone og stil, men de kan anskues som undersøgelser af forholdet mellem politiske og retslige idealer (forordningen af 1834) og socialt og kulturelt indkodede praksissers betydning for menneskers følelsesliv og deres indbyrdes relationer. De tematiserer alle kolonialsamfundets grove fordomme, udskamning og undertrykkelse af værkernes farvede hovedpersoner, som fuldt ud kan måle sig med europæiske bedsteborgere, hvad angår moral, uddannelse, intellekt og social status.

I TO AF FORTÆLLINGERNE, ’De Frifarvede’ og ’Mulatten’, indgår en farvet mand endda giftermål med en hvid europæisk kvinde – noget, man aldeles ikke så i kolonierne, og som man i perioden kun kender et enkelt eksempel på i Danmark.

Værkerne kritiserer, hvordan de frie farvede diskrimineres på grund af deres farvede ophav, men samtidig er det bemærkelsesværdigt, hvordan de farvede hovedpersoner, der fremstår dannede og som de hvides ligemænd, alle beskrives som ’næsten hvide’ (om end de stadig benævnes ’mulatter’). Ligeledes dyrker nogle af værkerne en række racistiske fordomme om sorte og farvede.

’Creolerinden’ er bygget op over dannelsesromanens form med den mørke Bobbys lange rejse rundt i Caribien, hvor han bl.a. bor hos både pirater og bortløbne slavegjorte. Denne rejse modner ham dog ikke til at blive et fornuftigt subjekt, der kan træde ind i det borgerlige koloniale samfund. Tværtimod ender Bobby med at blive overmandet af sine følelser, blive gal og begå selvmord – og han synes dermed at bekræfte fordommene om farvede og sorte som værende i deres følelsers vold.

Og i H.C. Andersens ’Mulatten’ modsvares den ædle og åndrige frie farvede mand Horatio af den ligeledes farvede, men slavegjorte Paléme.

Han beskrives som uciviliseret, som værende i sine passioners vold og med et brændende ønske om at tage blodig hævn over de hvide, om end han ikke evner at forestille sig et samfund på den anden side af kaos og nedbrænding af plantagerne.

»Elske og hade, dræbe og drikke. Nei, for andet skabtes vi ikke«, lyder en af hans indledende replikker. En sådan fremstilling peger ikke blot på et problem i forhold til kolonierne og faren for oprør i et samfund, hvor de slavegjorte var i overlegent flertal. Beskrivelsen peger også indirekte på et problem for en mulig frigivelse – for hvad stiller man op med sådan en vild natur?

’DE FRIFARVEDE’ OG ’MULATTEN’ fremhæves ofte som værker, der taler imod slaveriet. Men selv om de tager afstand fra forskelsbehandlingen af de frie farvede og hylder idealer om frihed, er de anderledes ambivalente i deres beskrivelse af slaveriet.

Slaveri fordømmes, men kritikken får ingen rigtig konsekvens. Det kommer til udtryk i beskrivelser af både selve slaveriet som institution og af de enkelte slavegjorte – eller måske nærmere: i den manglende beskrivelse.

Langt de fleste slavegjorte optræder nemlig i værkerne som ansigtsløse underdanige og ofte taknemmelige figurer, der tjener deres herskab trofast, en integreret og umiddelbart uproblematisk del af det koloniale miljø.

Selv hos Hertz, der beskriver Den Haitianske Revolution som »en Frihedens Sag«, aner man en ambivalens over for de slavegjorte. Hertz tilskriver nemlig alene revolutionens succes de frie afrocaribieres deltagelse i konflikten, og han iscenesætter disse som de egentlige borgere i Haiti. I 1789 bestod befolkningen i Haiti i runde tal af 450.000 slavegjorte og 30.000 frie afrocaribiere, foruden 30-40.000 hvide. Langtfra alle deltog i revolutionen, og Hertz’ udlægning skal også ses i relation til den politiske situation i Haiti i 1836, men det er dog tydeligt, hvordan de slavegjortes vigtige rolle i revolutionen fuldstændig underkendes.

Samtidig med at de slavegjorte ynkes, tages der afstand fra dem.

RACISTISKE FORDOMME GLIDER sammen med beskrivelser af slaveri som et moralsk problem, der nedsænker folk i uvidenhed og fratager dem evnen til at handle som selvstændige individer:

»I Stedet for frie Mennesker, som ere sig sine menneskelige Fortrin bevidste, er jeg omgiven af lutter Trælle, i hvis frygtsomme Miner det indgroede Had titter frem«, som den gode William i ’Creolerinden’ tænker.

Han er europæer og er som Cecilie i H.C. Andersens ’Mulatten’ lige ankommet til kolonierne. Det er gennemgående for værkernes kritik af slaveriet: Den ytres altid af en europæer.

SOM SYMBOL PÅ slavesamfundets grusomhed introduceres i alle tre værker ’den onde plantageejer’ som figur. En pengegrisk og følelseskold karakter, som behandler sine slavegjorte frygteligt, og hvor selv de nærmeste familierelationer er gennemsyret af en økonomisk logik, der handler om udbytte og maksimering. Plantageejeren har ingen særlige bindinger til sit (gamle) hjemland – og dét var et skidt karaktertræk midt i romantikken, hvor det nationale fællesskab stod i centrum.

Den manglende fædrelandskærlighed er med til at udfase ’den onde plantageejer’ af det nationale fællesskab: Hvad denne karakter repræsenterer, er ikkedansk (eller ikkeeuropæisk). Kolonisamfundets store problem synes udtrykt i denne karakter, og det bliver en måde at tage afstand fra volden på, som dog samtidig bliver knyttet til enkeltpersoner og derved ikke kan tilskrives systemet som sådan.

Modsætningen til ’den onde plantageejer’ præsenteres også, nemlig ’den gode plantageejer’. En oplyst og kærlig mand eller kvinde, som med fornuft og empati driver sin plantage, der fremstår som en idyl. Forholdet mellem ejer og slavegjort beskrives eufemistisk i familiære termer; de »har ham som en Fader kjær«, og generelt er glæde, sympati og hengivenhed en grundfølelse hos de slavegjorte.

HER ER DEN INDIREKTE fortælling, at slaveri ikke nødvendigvis er så problematisk, og at de sorte måske har det bedre under en kærlig og oplyst herre, der kan tage sig godt af dem. Tilfredse slavegjorte gør heller ikke oprør – noget, man virkelig frygtede i kolonierne. På mange måder kan forestillingen om ’den gode slaveejer’ ses som et svar på den problematik, som blev rejst i begyndelsen af artiklen. Hvis blot de slavegjorte behandles godt, vil de i tilfredshed producere de varer, som Europa hungrer efter, og europæernes selvbillede som humane og oplyste kan bestå.

I det fjerde værk, ’Lindormen’ (1840), skrevet af den ukendte forfatter G. Suhr, beskrives kun gode plantageejere. I romanen, som bl.a. omhandler slaveoprøret på Sankt Jan i 1733, fremføres et forsvar for slaveriet. Både ved at beskrive en sand plantageidyl hos en smuk og god enke, der leder tanken hen på enken i ’Peters Bryllup’, og idet det direkte pointeres, hvordan de slavegjorte har det bedre end nogen dansk daglejer, foruden en relativering af spørgsmålet om frihed:

»Et Afhængighedsforhold kan vel aldrig ophøre blandt Menneskene, hvorfor man aldrig kommer paa det Rene med Begrebet om Frihed«.

I denne roman optræder også en farvet mand. I modsætning til i de tre andre værker er hans position dog ikke til forhandling: Han regnes blandt de sorte. Et værk, der taler for slaveriet, kan ikke have en figur, der sætter spørgsmålstegn ved det racebaserede hierarki og den skarpe skelnen mellem hvid og sort, som slavesamfundet var etableret på.

At de tre andre værker fokuserer på en farvet karakter, demonstrerer altså en åbenhed imod et andet samfund – om end vejen dertil er lang.

LITTERATUREN, dens tematikker og brudflader giver et indblik i nogle af de ideologiske sammenstød, skjulte konflikter og modsætninger, der lå i tidens opfattelse af kolonierne, det koloniale slaveri og forestillingerne om race. Som nedslagene viser, var litteraturens fremstilling af slaveri og race ambivalent og pegede i forskellige retninger.

Racistiske fordomme kolliderer med frihedsidealer. Dannelsesidealer bruges som argument for at tildele rettigheder til nogen, men underkende frihed til andre. Fortællingerne går ikke op. Logikkerne kan ikke altid føres til dørs. Men litteraturen giver os et indblik i nogle af de narrativer, der blev skabt om kolonierne i en brydningstid, og i, hvordan slaveriet kunne eksistere, samtidig med at selvbilledet af danskerne og Danmark som en oplyst nation kunne bestå.

Sine Jensen Smed, Ph.d. i litteraturhistorie med speciale i dansk koloni- og litteraturhistorie i første halvdel af 1800-tallet

Skribenten anbefaler:

Frits Andersen og Jakob Ladegaard (red.): ’Kampen om de danske slaver: Aktuelle perspektiver på kolonihistorien’. 2017

Thorkild Hansen: ’Slavernes kyst’, ’Slavernes skibe’ og ’Slavernes øer’. Gyldendal, 1967-70

Pernille Ipsen: ’’Plant ikke et Upas-træ om Vor Bolig’: Colonial Haunting, Race, Interracial Marriage in Hans Christian Andersen’s Mulatten (1840)’ i Scandinavian Studies 88