Danske
Dandrige
USA’s første rigtige ambassadør i Danmark spillede skak med H.C. Andersen og kaldte sin datter ’Danske’. Danske Dandridge blev siden en berømt digter, men herhjemme er hun helt ukendt.
Fra boghandlen strakte køen sig langt ned ad Købmagergade, da han signerede sin selvbiografi i efteråret 2015. Og få uger tidligere havde modemagasinet Vogues fotografer fulgt den amerikanske ambassadør og hans partner, Stephen DeVincent, helt ind i bryllupssalen på rådhuset, da overborgmester Frank Jensen viede dem ved en ægte københavnerbegivenhed. Klædt i skarp smoking, med sit drevne smil og hårets sølvstænk ved tindingerne tilførte Rufus Gifford ambassadørposten en næsten Kennedy-agtig glamour og blev en yndling i den danske offentlighed.
Efterfølgeren Carla Sands fik også skabt stor opmærksomhed om embedet, men huskes nok mest for sine hårdnakkede påstande om, at stemmesvindel var skyld i Donald Trumps valgnederlag i november 2020 – og ikke mindst hendes bizarre forsøg på flugt fra færøske journalisters kritiske spørgsmål under et besøg i Thorshavn kort efter.
Gifford og Sands gav begge ambassadørposten en bevågenhed, vi ikke har været vant til i Danmark. Men for 150 år siden opnåede den første rigtige USA-ambassadør her i landet også stor popularitet. Han var et kendt ansigt i selskabslivet og forhandlede vigtige aftaler på plads, mens hans datter, som blev en berømt digter hjemme i USA, blev kendt under det kælenavn, hendes far gav hende, da hun blev født i København for 165 år siden: Danske.
HENRY BEDINGER III kom til København sidst i maj 1853. Det tidligere kongresmedlem fra Virginia var netop blevet udnævnt til chargé d’affaires af præsident Franklin Pierce, og hans primære opgave var at få fritaget amerikanske skibe for at betale sundtold, når de sejlede i Øresund, Skagerrak og Kattegat.
I slutningen af september, da sommerens koleraepidemi var ved at dø ud, fulgte Henry Bedingers kone, Caroline, efter med datteren Mary og deres nyfødte søn, Henry Jr.
13. oktober kunne Bedinger præsentere sine diplomatiske akkreditiver ved hoffet, og de næste fire år boede familien midt i den danske hovedstad. Undervejs blev han forfremmet og fik titel af Minister Plenipotentiary, ministerresident, som dengang var den højeste titel i det amerikanske diplomati.
Selv om selve titlen formelt set først blev taget i brug i 1890, var han reelt USA’s første ambassadør i Danmark.
Under opholdet, i 1854, fødte Caroline Bedinger endnu en datter. Hun blev døbt Caroline, som sin mor, men hendes far kaldte hende Danske – og det kælenavn brugte hun resten af sit liv.
DEN LILLE PIGE tilbragte de første år af sit liv sammen med familien i en rummelig lejlighed tæt på Sankt Annæ Plads midt i København. Den præcise adresse kendes ikke, men at dømme ud fra Mary Bedingers efterladte ’Erindringer’ boede familien sandsynligvis i Amaliegade »i det tredje hus fra hjørnet af Sankt Annæ Plads«.
Med den adresse var de naboer til gehejmekonferensråd Jonas Collin, der især er kendt som en af H.C. Andersens vigtigste velyndere, og genboer til kronprins Christian i Det Gule Palæ.
Danske selv har ikke skrevet om sine allertidligste år i København, men hendes storesøster, Mary, husker levende barndommens gade:
»København, som jeg husker den, var en glad og ren lille by med brede gader og tilsvarende lave huse, masser af torve og plads til at trække vejret og generel rummelighed og komfort. Husene i gaden, hvor vi boede [...], var meget lig dem, man finder i tyske byer, bygget omkring en indre gård og beboet i flere lejligheder eller etager. Vi boede på anden sal – det vil sige: Vi havde en familie boende under os og en over os. Nu til dags er amerikanere helt fortrolige med ’lejligheder’ i alle byer, men i 1854 fandt vores venner – selv dem fra New York – det meget spændende, at vognen kørte helt op til gadedøren, satte husets Frue af, hvorefter hun besteg trapperne, ringede på sin egen hoveddør og blev lukket ind i sit eget ’hus’, hvor hun forefandt alt, fra salon til køkken, på samme etage!«.
Mary husker også familiens husholderske, frk. Smitzer, som flink og rar – og en glimrende kok, ikke mindst. Særligt husker hun øllebrød (beer soup) og rugbrød (»hårdt og surt og bagt af grov rug, men det faldt i min barnlige smag«), som hun huggede fra spisekammeret og delte med sine yngre søskende, Henry Jr. og Danske.
HENRY BEDINGER havde succes som diplomat. Han fik forhandlet en afskaffelse af sundtolden for amerikanske skibe igennem. Måske hang det sammen med, at han også havde succes i selskabslivet, takket været en veludviklet evne til at ryge cigarer, spille kort og fortælle historier. Ambassadøren var en flittig gæst i ved hoffet, og han blev ofte indbudt til selskaber, tafler, rideture og anden selskabelighed sammen med de kongelige.
Kongefamilien holdt meget af den amerikanske diplomatfamilie, og på deres daglige tur gennem gaden passerede kronprinseparrets unge døtre, Alexandra og Dagmar, altid familien Bedingers hus med en hilsen. Fra vinduet kiggede Danske og Mary misundeligt efter prinsessernes smukke hatte med store strudsefjer. Senere blev de to henholdsvis dronning af England og kejserinde af Rusland.
Men en særlig gæst ved hoffet var også hyppig gæst i huset hos Henry Bedinger – en lang, ranglet digter. H.C. Andersen fik ofte et parti skak med ambassadøren.
»Jeg sov sandsynligvis sødt, som en god lille pige, når han kom på besøg om aftenen«, skrev Mary Bedinger om Andersens besøg.
»Jeg kender ham kun fra, hvad min mor fortalte, og hvad alle andre ved – at han var enormt udannet, følsom og sky, men meget godhjertet og meget elskværdig og gemytlig, når han følte sig vel tilpas ... Jeg er ked af at sige, at jeg slet ikke selv husker den store fortryller, hvis bøger efterfølgende blev læst i laser i vores hus«.
Og selv om Marys søster, Danske, heller ikke har oplevet eventyrdigteren – hun var for længst lagt i seng – fik han stor betydning for hendes udvikling som forfatter, og i sine dagbøger skrev hun om fornøjelsen ved at læse H.C. Andersen, som hun i øvrigt mente egnede sig særlig godt til hængekøjen.
White and silent the maiden lies;
White and still is the shaded room;
Closed to earth are her curtained eyes;
Sweet is the air with a faint perfume.
White are the roses on her breast;
White is the soul
of the maid at rest;
Drop a tear on her lovely brow;
Naught of Earth can stain her now.
’The Roses’ af Caroline Danske Dandridge
PÅ ET TIDSPUNKT fik Henry Bedinger tilsyneladende nok af det sociale liv i den danske hovedstad. I flere breve klagede han over for lange aftener ved de royale middagsborde. Men han passede sin dont som diplomat, både professionelt og i selskabslivet. I juni 1858, tre måneder før han forlod Danmark for sidste gang, skrev han til sin kone, der var rejst i forvejen:
»Storslåede middage med musik, ’Yankee Doodle’ hele tiden og kort og billard (...) I sidstnævnte havde jeg en helt særlig kamp: Hans Majestæt og jeg selv mod den franske og den svenske ambassadør. Tænk engang, Henry Bedinger, der spiller billard med en konge!«.
Men på trods af fornemme makkere i både billard, kortspil og skak havde Henry Bedinger meget hjemve.
Han blev løst fra sit ansvar i København, forlod Sankt Annæ Plads’ fornemme rokokopalæer og returnerede til West Virginia. De støvede landeveje førte ham forbi Blue Ridge Mountains og Shenadoah River, og han ankom til sit hjem i Shepherdstown i slutningen af september 1858.
Men hans tid her blev kun ganske kort. 1. november, aftenen inden midtvejsvalget, var der stor fest i Shepherdstown med bål i gaderne og taler af prominente folk, bl.a. den hjemvendte ambassadør. Henry Bedinger talte længe i den bidende novemberaftenluft. Uden hat og uden tørklæde. Næste morgen var han sløj – lungebetændelse, sagde lægen – og godt tre uger senere døde han.
I SIN UNGDOMS DAGBOG beskrev Danske sig selv på denne måde:
»Knap fem fod og to tommer høj, slank figur, bærer sig yndefuldt, et ganske lille hoved, smukt brunt hår, mørk hud, grålige øjne; en blød, lav stemme, fuld af ømhed og følelse, og en stille, men afslappet latter, øjnene er udtryksfulde og konstant på vagt ... har tydeligvis et stort temperament, men er generelt et roligt gemyt ... fuld af spilopper!«.
Den sprudlende pen er karakteristisk for hendes dagbøger, men med en afgørende lakonisk, næsten bitter undtagelse:
»3. maj, 1877: Er blevet gift«.
Danskes mand hed Adam Stephen Dandridge. Han kom selv fra en fornem, men langtfra formuende Virginia-familie – ovenikøbet med bånd tilbage til Martha og George Washington. Det var så adeligt, som det kunne blive i USA. Men den kortfattede konstatering i dagbogen var måske udtryk for Danskes bange anelser?
I hvert fald skriver Justin McHenry i forordet til ’The Garden at Rose Brake’ – et udvalg af Danskes essays og artikler – at det trods parrets tre børn ikke var noget lykkeligt ægteskab:
»Depression lader til at have været en konstant for hende, og hun var flere gange indlagt på sanatorier, ofte kort efter udgivelsen af hendes bøger. Et drænende ægteskab med en mand, der hvilede på sit efternavns laurbær og ikke på meget andet, betød, at Danske både måtte skrive for at mætte sin egen forfattertrang og for at betale regningerne«.
DANSKE DANDRIDGES forfatterskab spænder forbløffende vidt – fra naturromantisk lyrik over artikler og essays om havebrug og naturoplevelser til lokal- og militærhistoriske afhandlinger, bl.a. et stort værk om krigsfanger under den amerikanske uafhængighedskrig 1775-1783.
Hun debuterede i tidsskriftet Godey’s Lady’s Book i 1885 og udgav sin første bog, ’Joy, and Other Poems’, i 1888. Jim Surkamp, en lokalhistoriker fra Bedinger-familiens hjemby, Shepherdstown i West Virginia, skriver om Danske Dandridge, at hun af nogle blev hyldet som en af sin tids bedste digtere. Andre så hende som en gammeljomfru, der skrev den slags yndige småkagedigte, man skyller ned med en kop te.
Men Waitman T. Barbe – i dag fuldkommen ukendt, men i 1890’erne en fremtrædende intellektuel, digter og kritiker – var begejstret for Danskes naturlyrik, og han kaldte hende »den blomstrende naturs og fuglenes og måneskinsmysteriernes digter«.
HENDES EGENTLIGE LIVSVÆRK var dog ikke poesien, men haven ved barndomshjemmet Poplar Grove, en beskeden ejendom på en naturskøn grund, som hendes mor havde fået opført.
Hun omdøbte stedet til Rose Brake, og fra 1890 vendte hun sig mere og mere fra lyrikken og blev en uhyre produktiv haveskribent. I de følgende godt 20 år skrev hun mere end 200 artikler til havemagasiner, og Danske vandt en plads som en af de vigtigste ’garden writers’ i USA.
Haven i Rose Brake blev inkarnationen af Danske Dandridges lyrik, og over tre årtier skabte hun en veritabel botanisk have. Hun var både havearkitekt og gartner, og hun klarede stort set hele det storslåede anlægsarbejde uden hjælp fra andre end Tom Devonshire, en sort borgerkrigsveteran.
At haven betød alt for ambassadørens danske digterdatter, bliver bekræftet af Jim Surkamp:
»Her legede hun som barn, her havde hun set sårede soldater indtage huset som interimistisk feltlazaret under den amerikanske borgerkrig, og her havde hun som kun 7-årig stædigt nægtet at søge tilflugt for artilleribeskydning, fordi hun var lige ved at læse en bog færdig. Bagefter triumferede hun: Nu kan jeg fortælle mine efterkommere, at jeg læste en bog færdig under et slag!«.
Skribenten anbefaler:
Danske Dandridge: ’Joy, and Other Poems’. G.P. Putnam’s Sons, 1888
Earl L. Core: ’Danske Dandridge’. Castanea, vol. 16, nr. 4, dec. 1951. Southern Appalachian Botanical Society
Justin McHenry: ’The Garden at Rose Break: Garden Writings of Danske Dandridge’. Westphalia Press, 2020
Mary Bedinger Mitchell: ’Memories’, civilwarscholars.com