Putin og Stalin har forestillingen om en russisk interessesfære tilfælles

Lidt over middag 23. august 1939 landede to tyske Focke-Wulf Condor-bombefly i Khodynka-lufthavnen nordvest for Moskva.

Ud af af dem steg 40 embedsmænd: rådgivere, tolke, diplomater og fotografer. Og så selvfølgelig den tyske udenrigsminister, Joachim von Ribbentrop.

Ribbentrop var tidligere champagnesælger, havde giftet sig til penge, føjet et aristokratisk ’von’ til sit navn og bluffet sig ind i Det Tredje Riges højere cirkler, som den britiske historiker Roger Moorhouse har fortalt i bogen ’The Devil’s Alliance. Hitler’s Pact with Stalin 1939-41’ fra 2014.

Han var indbildsk og arrogant, upopulær, selv blandt sine egne nazistiske partifæller, han elskede at høre sig selv tale, og så var han lige så krigerisk, som han var inkompetent til sit job. De manglende evner gjorde ikke så meget, for hans job var egentlig ikke så meget hans job. Det var den tyske Führer Adolf Hitlers. Og Hitler var fint tilfreds med sin hånddukke.

Flyveturen til Moskva var det foreløbige højdepunkt i Ribbentrops karriere. Den skulle sikre Tyskland ro på den østlige flanke og en økonomisk aftale, der tilsammen skulle udgøre det sølvfad, Hitler kunne få sin krig serveret på.

Da Ribbentrop gik ned ad flyets trappe, spillede et militærorkester først ’Deutschland, Deutschland, über alles’, dernæst ’Internationale’. Landingsbanen og terminalen var dækket af tyske og sovjetiske flag, blodrøde faner pyntet med henholdsvis svastika og hammer og segl, en utrolig sammenblanding af symbolerne på to ideologier, der var hinandens diametrale modsætninger.

Det gensidige tysk-sovjetiske had havde ellers dybe ideologiske og geopolitiske rødder. For Sovjet var det at lade kommunismen brede sig ud i verden og at ekspandere territorielt to sider af samme helt nødvendige mønt.

I Tyskland, Europas bankende industrielle hjerte, stod proletariatet klar til at smide bourgeoisiets demokratiske, kapitalistiske lænker og tage fremtidens samfundsindretning, kommunismen, til sig, mente man i Moskva og spildte ingen lejlighed til at beskrive Hitler som »sindssyg«, »idiot« eller »besat af en dæmon« og naziregimet som »moderne kannibaler«, der ville »drukne i deres eget blod«.

Foto: AP/Ritzau Scanpix

Foto: Ukendt fotograf/Tass/Public domain

Hadet var gengældt i Berlin. Nok var Hitler opportunistisk og reagerede på folkestemninger, men lige nøjagtig hadet til kommunisterne var et gennemgående tema, helt fra da han skrev ’Mein Kampf’ i 1925. Noget tyder på, at han faktisk mente det.

Nu, skrev Hitler i ’Mein Kampf’ i 1925, var det rette tidspunkt for tyskerne at vende blikket mod øst. Det var der, deres Lebensraum lå.

14 år senere stod Hitlers udsendte så i Moskva.

Selskabet blev modtaget af ingen ringere end Iosif Vissarionovitj Dzjugasjvili, bedre kendt under sit kunstnernavn, Josef Stalin. Stal er russisk for stål – det vil sige Stålmanden. Han var søn af en fordrukken georgisk skomager og en religiøs bondekone og fra 1922 til sin død i 1953 generalsekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti, og han havde ansvaret for mordet på mange millioner mennesker, først sovjetborgere og fra 1939, da metoden var finpudset og mulighederne gunstige, også borgere i omkringliggende stater.

Stalin var, som det sømmede sig for lederen af arbejdernes paradis, iført en simpel tunika over nogle posede uldbukser og lange læderstøvler. Ifølge Ribbentrops tolk tog han imod sine gæster med »jovial venlighed«.

Ved Stalins side stod hans udenrigsminister, Vjatjeslav Molotov (født Vjatjeslav Skrjabin), klædt i et simpelt gråt jakkesæt og med pinzenez samt en grånende moustache. Hans navn, Molotov, er russisk for en stor hammer, altså en mukkert, molot.

Molotov, eller Mukkertmanden, var en farveløs bureaukrat, der blev kaldt kammerat Stenrøv på grund af sin bemærkelsesværdige evne til at forblive bænket gennem uendelige møder. Når han hørte sit øgenavn, var han pedantisk nok til at rette det: Lenin, sagde han, havde kaldt ham kammerat Jernrøv.

Molotovs fremmeste kvalifikation var, at han var Stalins mand og parat til at udgyde tøndevis af andres blod. Han havde ingen erfaring med udenrigspolitik, talte ingen fremmedsprog og havde kun været i udlandet ganske kortvarigt. Til gengæld havde han et medansvar for den brutale tvangskollektivisering i Ukraine i 1932-33 og underskrev tusindvis af arrestordrer under Den Store Udrensning i 1936-38.

Det stod også skralt til med den diplomatiske flair. Da han i efteråret 1940 mødte Hitler til en reception i Berlin, gjorde han grin med, at den store Führer på grund af krigen ligesom sit folk ikke drak kaffe, spiste kød, røg eller drak.

Molotov syntes, at mødet gik prima. Hitler syntes, Rusland var et problem, der skulle løses.

Hitler havde brug for ikke at skulle bekymre sig om en eventuel østfront, når han snart ville åbne en vestfront, og så havde han en gammel drøm om at fodre sin højt industrialiserede krigsmaskine med uendelige mængder råmateriale fra Sovjet.

Stalin havde brug for at vide, at Tyskland ikke ville angribe fra vest, mens han fik genopbygget sit militær, der havde lidt enorm skade, da et meget stort antal officerer i 1936-38 var blevet ’udrenset’ – det vil sige dømt i skueprocesser og enten henrettet med det samme eller sendt til en lidt langsommere død i Gulag-lejrsystemet. Desuden var det et mål for ham at fremskynde Vestens uundgåelige kollaps, hvilket han mente, at han fremmede ved at støtte Tyskland.

Godt nok var Hitlers og Stalins totalitære ideologier diametrale modsætninger, men de havde én fælles sag: at være imod de vestlige kapitalistiske demokratier, læs: Storbritannien og Frankrig.

I løbet af eftermiddagen 23. august 1939 beseglede Stalin, Molotov og Ribbentrop med hjælp fra et par tolke skæbnen for de mange millioner mennesker, der uheldigvis boede i området mellem de to imperier.

For at vise initiativ og handlekraft lagde Ribbentrop bombastisk ud med at foreslå, at den tysk-sovjetiske ikkeangrebspagt skulle gælde i 100 år. Det var jo trods alt et tusindårsrige, nazisterne opererede med.

Stalin lod sig ikke rive med:

»Hvis vi bliver enige om 100 år, vil folk gøre nar ad os for ikke at være seriøse. Jeg foreslår, at aftalen skal holde i 10 år«.

Og så var den ikke længere. I de 10 år måtte de to stater ikke angribe hinanden, og de måtte ikke støtte tredjelande, der angreb dem.

Stalin førte også ordet angående de hemmelige tillægsprotokoller. Han var fuldstændig overbevist om Hitlers hensigt om snarest at invadere Polen og var fast besluttet på også at få en bid af den polske birkeskage. Ligesom da de to magter, sammen med Habsburg-imperiet, i slutningen af 1700-tallet delte Polen-Litauen mellem sig.

Det handlede om imperier. Det handlede om interessesfærer. Og det handlede om imperiernes århundreder gamle påståede ret til uden at spørge andre, og da slet ikke de direkte berørte, at dele Europa mellem sig.

Stalin havde grund til at være tilfreds. Med en enkelt eftermiddags arbejde havde han skaffet sig næsten hele det område, det russiske imperium havde opbygget gennem århundreder og tabt under Første Verdenskrig.

Derefter blev aftalen, bestående af syv korte ikkehemmelige plus fire korte superhemmelige paragraffer, gjort klar på de to sprog i et tilstødende lokale, mens en improviseret reception blev stablet på benene i et andet. Ved midnat kunne d’herrer mæske sig ved samovarer med sort te og med kaviar, vodka og champagne fra Krim. Stemningen blev varm og gemytlig, cigaretter blev tændt. Stalin – Stålmanden – udbragte en skål for Hitlers sundhed. Derefter skålede kammerat Stenrøv for Ribbentrop, von Ribbentrop skålede for den sovjetiske regering, hvorefter de alle sammen drak for den nye æra i det tysk-sovjetiske forhold.

Vejen var banet for krig i Europa. Knap seks år senere var Hitlers tusindårsrige gået under, og alle tanker om tysk herredømme i det østlige Europa var fortid. Men ideen om et voldeligt herredømme over nabolandene forsvandt aldrig i Kreml. Sovjetunionen bukkede under for årtier siden, men i 2023 stortrives tanken om en russisk interessesfære, hvilket ikke mindst ukrainerne smerteligt har måttet konstatere, alt imens Ruslands øvrige naboer, der tidligere har følt på egen krop, hvad det vil sige at blive ’befriet af brodernationen’, ruster sig til, hvad der kan komme.

I Kina og Japan siger man, at Anden Verdenskrig begyndte 7. juli 1937, da soldater fra de to hære kom i ildkamp ved Marco Polo-broen over floden Yongding.

I USA mener man, at Anden Verdenskrig begyndte 7. december 1941 med det japanske angreb på Pearl Harbor.

I Sovjetunionen, og i Rusland i dag, mener ledende politikere, at Anden Verdenskrig begyndte 22. juni 1941, da Hitler brød den tysk-sovjetiske ikkeangrebspagt og invaderede Sovjet.

Forskellen på de tre udlægninger er, at de første to placerer krigens begyndelse på det tidspunkt, da de selv indtrådte i den. Den sidste udlægning, den sovjetiske og nu officielle russiske, anser krigen for at være begyndt, da russerne selv blev invaderet. Deres egne krigshandlinger før da, i andre lande, tæller ikke med.

I Frankrig og Storbritannien ved man godt, at krigen begyndte 1. september 1939, da Hitler invaderede Polen. Krigshandlingen førte to dage senere, 3. september, til, at de to lande erklærede krig mod Hitlers Tyskland, da de havde lovet deres allierede, Polen, at beskytte dets grænser og suverænitet.

Foto: AP/Ritzau Scanpix

Foto: Berliner Verlag/AP/Ritzau Scanpix

Der var ikke tale om ret meget andet end en krigserklæring, altså nogle ord på et stykke papir, før Tyskland i foråret 1940 også besatte først Danmark og Norge, så Belgien, Nederlandene og Luxembourg og gik ind i Frankrig. The Phoney War kaldes perioden på engelsk, Drôle de Guerre på fransk.

Sådan ser man ikke på det i Polen, Finland, Estland, Letland, Litauen og Rumænien. Det var ikke en falsk krig (phoney). Det var ikke en komisk krig (drôle). Det var en rædselsfuldt ægte krig, og det var alt andet end morsomt. Det var jo dem, der blev invaderet, annekteret, deporteret og dræbt af sovjetiske soldater mellem september 1939 og juni 1941, under og længe efter ’den falske krig’.

Hitler havde længe ønsket at invadere Polen. ’Invadere’ er måske endda for svagt et ord. 22. august 1939 sagde han til den øverste militære top i Tyskland: »Ødelæggelsen af Polen skal prioriteres. Målet er at eliminere aktive styrker, ikke at nå en endelig linje. Selv hvis der bryder krig ud i vest, forbliver ødelæggelsen af Polen det primære mål«.

Molotov-Ribbentrop-pagten gjorde denne altomfattende ødelæggelse af nabolandet Polen mulig.

Hitler havde i sin store tale til det tyske folk 1. september – i lighed med Putin i sin tale til det russiske folk 24. februar 2022 – undgået ordet ’krig’ (der var i stedet tale om et »engagement provokeret af det polske angreb«), ligesom han havde forsikret om, at tyske styrker kun ville angribe militære mål, ikke kvinder og børn. De var jo civiliserede mennesker. Men de var civiliserede mennesker, der med halvanden million mand – høje på en blanding af Pervitin, racisme og en massepsykotisk angst for partisaner fremkaldt af den lynhurtige fremrykning, Blitzkrieg, der efterlod mange polske grupper bag fjendens linjer – angreb Polen til lands, til vands og i luften.

At ordene ikke var andet end propaganda, opdagede man for eksempel i den polske by Mielun allerede 1. september, hvor 70 procent af den lille by, inklusive hospitalet, kirken, synagogen, den ortodokse kirke, markedspladsen og klostret, blev bombet, skriver Roger Moorhouse i ’Poland 1939. The Outbreak of World War II’, der udkom i 2020. Der var omkring 1.600 ofre. Selvfølgelig også kvinder og børn.

Det opdagede man i Kutno, hvor et tog med evakuerede flygtninge blev bombet.

Det opdagede man i Warszawa, Kraków, Poznań, Katowice, Kielce og over 100 andre byer i Polen, der alle blev bombet den første dag. Det opdagede flygtninge i store kolonner på vejene, med små børn i favnen og trækvogne med personlige ejendele, når de blev bombet fra luften. Det opdagede kvinder og børn, der gemte sig i kældre og blev dræbt af håndgranater; det opdagede indbyggerne i massevis af landsbyer, der blev brændt ned, da tyskerne rykkede forbi på vej til Warszawa.

4. september var »engagementet provokeret af polske angreb« så langt, at Hitler selv kunne inspicere fronten i sit armerede tog, bemandet af sekretærer, fotografer, læger, rengøringspersonale, kokke, biler, fly, og hvad der nu ellers skulle til, når Hitler skulle ud at rulle.

Der var ellers ikke så rart ude ved fronten, mente Hitlers fotograf. De polske veje var fyldt med gult støv, der hvirvlede op, når Hitlers kortege kom forbi. Heldigvis var »specialtoget veludstyret med badeværelser og en dejlig barber, så ved midnat var vi igen transformeret til civiliserede mennesker«.

Imens de civiliserede mennesker fik et bad og studset skægget, fortsatte de brutale myrderier på soldater og civile, unge og gamle, kvinder og mænd, uden for det armerede tog. De polske tropper forsvarede sig tappert, for de var fast overbevist om, at de snart ville blive undsat af deres britiske og franske allierede.

Men da styrkeforholdet var 3:1 i artilleri, 3:1 i kampvogne og 5:1 i fly, og da det tyske militære isenkram var både nyere og bedre end det polske, var det op ad bakke. 6. september blev de polske tropper trukket tilbage. Dagen efter, den 7., blev både regeringen og den militære kommando evakueret fra Warszawa og bevægede sig ligesom masser af flygtninge hovedkulds mod øst, væk fra tyskerne.

17. september viste det sig, at det heller ikke var nogen holdbar overlevelsesstrategi at flygte mod øst. Klokken 4 om morgenen gik Josef Stalins Røde Hær over Polens østgrænse med en styrke på mellem 600.000 og 1 million mand.

22. september holdt Tyskland og Sovjet en fælles sejrsparade i Brest-Litovsk. Den 28. blev Den Tysk-Sovjetiske Venskabstraktat underskrevet. Tysklands og Sovjets invasioner fulgte nogenlunde samme mønster og var cirka lige blodige.

Det var Polen, der stod øverst på de to diktatorers spiseseddel. Men Polen var langtfra den eneste ret på kortet.

I august 1940 annekterede Sovjet de tre baltiske republikker, en ad gangen. Befolkningen stemte skam selv for inkorporeringen i Sovjet. Et enkelt sted stemte hele 122 procent af befolkningen for at blive en sovjetrepublik, og det er jo et flot tal. Valgresultatet blev offentliggjort i Moskva, før valget var slut, og det er jo også imponerende effektivt.

Finnerne var ikke lige så lette at skræmme som balterne. Så efter en falsk flagoperation rykkede Den Røde Hær ind med 26 divisioner og 500.000 soldater. Finnerne rådede over 130.000 soldater, altså et forhold på 3:1. Styrkeforholdet i luften var mange gange værre; her var forholdet 30:1. Kreml regnede med, at det højst ville kræve 12 dages felttog at slå de finske skiderikker.

Det var bare ikke så nemt. Finnerne indrullerede reserver med lokalkendskab og høj kampmoral – de forsvarede jo deres liv, deres familier og deres lands selvstændighed. Sovjetternes kampmoral var lav, og så var de dårligt ledet, da der stadig manglede et enormt antal officerer efter Den Store Udrensning.

De sovjetiske soldater var ikke varmt nok klædt på til den finske vinter med temperaturer ned til minus 40 grader, og deres mørke uniformer gjorde dem, der ikke frøs ihjel, til lette mål for de finske snigskytter. Finnerne, på ski og klædt i hvidt, var overalt i mørket omkring dem og spredte rædsel ved at dræbe soldater ved lejrbålet, når de spiste, når de sov, når de sked.

Den finske taktik var at dele de sovjetiske styrker op i mindre enheder, isolere dem og så enten angribe de mindre enheder eller lade vintervejret klare det. Motti, kaldte de det. Motto er finsk for en kubikmeter brænde, fint skåret op, stakket og klar til at blive fortæret af flammerne.

Det var dybt pinligt for Sovjet. Tyskland kunne ikke andet end se sin nye bedste ven som svag. Stalin var rasende.

I marts blev finnerne alligevel tvunget til at underskrive en fredstraktat og afgive en bid land. Det havde kostet Stalin dyrt, men foreløbig havde pagten været uhyggeligt frugtbar for både Stalin og Hitler. På et år havde de delt Europa mellem sig.

Tyskland havde fået det vestlige Polen, Norge, Danmark, Belgien, Nederlandene, Luxembourg og det nordlige Frankrig, i alt 800.000 kvadratkilometer. Stalin havde fået det østlige Polen, Baltikum, lidt af Finland samt Bessarabien og det nordlige Bukovina, i alt 422.000 kvadratkilometer. Storbritannien så slået ud og bevægede sig efter Dunkirk ikke over Kanalen. USA var stadig neutralt.

Men Stalin og den sovjetiske ’jødekommunisme’ havde jo aldrig været Hitlers hofret.

22. juni 1941 klokken 3.15 hidkaldte de tyske grænsevagter ved floden Bug i det østlige Polen deres sovjetiske kolleger, skriver Stewart Binns i den velfortalte ’Barbarossa and the Bloodiest War in History’ fra 2021. Da de sovjetiske soldater dukkede op, blev de mødt af maskingeværsalver.

Havde det blot været de sovjetiske soldater ved denne ene grænseovergang, kunne man have kaldt det ’mord’. Men det var større, meget større; endnu større end Napoleons invasion i 1812.

Hitler kaldte det Operation Barbarossa.

Barbarossa-dekretet blev underskrevet i marts 1941. Krigen mod Sovjet skulle være en udryddelseskrig. Forbrydelser blev undtaget fra den sædvanlige militære jurisdiktion. Mistænkte skulle stilles for en officer, ikke en dommer, der skulle bestemme, om vedkommende skulle skydes. På den måde blev dekretet et carte blanche for krigsforbrydelser i grotesk skala.

Hitler havde 22. juni 1941 3,8 millioner mand, 3.500 kampvogne, 600.000 heste og mere end 3.000 fly klar til at skaffe tyskerne det Lebensraum i øst, de ikke bare fortjente, men faktisk havde krav på, som denne verdens overmennesker.

Over for dem stod Den Røde Hær med 2,7 millioner mand, 11.000 armerede køretøjer og 7.000 fly. Mens det sovjetiske materiel var gammelt, var rekrutterne alt for nye og dårligt uddannede.

Men Sovjet havde enorme ressourcer af mænd (og kvinder), som blev rekrutteret til hæren og løbende sat ind mod tyskerne frem mod deres endelige nederlag i 1945. Og så havde Sovjets politiske top viljen til at ofre millioner af sine egne borgeres liv. På det punkt var de jo i træning fra de foregående årtier.

Den første lange tid gik det tilbage. Hurtigt. Men da det efterhånden gik op for de sovjetiske soldater, hvor bestialsk både Wehrmacht-soldaterne og SS-Einsatz-kommandoer, der blev sat ind bag fronten, opførte sig, skiftede frygten efterhånden til had. Og i krig er had et langt stærkere drivmiddel end frygt.

Hvor SS-Einsatz-grupperne kom frem, samlede de rutinemæssigt ’uønskede, mistænksomme elementer’, ’fjendtlige’ samt jøder af alle kategorier (’vandrende’, ’oprørsk’, ’aktivistiske’, ’intellektuelle’, men efterhånden bare ’jøder’) og dræbte dem. Med i købet røg ’tilfældige’. Det var en malstrøm af frådende vold og mord, som historikeren Timothy Snyders beskriver det i den verdensberømte ’Bloodlands. Europa mellem Hitler og Stalin’, der kom i 2010.

Alle metoder gjaldt. Øjne blev stukket ud, bryster hakket af, maver skåret op, kranier knust. Landsbyer blev brændt, med eller uden beboerne. Vidner berettede om den helt specielle gruopvækkende lyd, når små børn blev kastet ned i en brønd.

Landet blev udplyndret og folket udbyttet. 7,5 millioner slaviske mennesker blev overført til tvangsarbejde, stillet til rådighed for grov udnyttelse i den tyske krigsøkonomi. Mere end 3 millioner sovjetiske krigsfanger i tysk varetægt døde af udmattelse, sult og sygdom.

Foto: Ukendt/National Archives and Records Administration

I 1942-43 havde Hitler reelt tabt. Krigen vendte, og de sovjetiske styrker fik mere og mere fart på mod Berlin. Deres land var ødelagt, deres folk dræbt. De overlevende var bange, syge, sultne.

En journalist, der fulgte med Den Røde Hær, skrev:

»Der er ingen jøder i Ukraine. Alt er stilhed. Et helt folk er blevet brutalt myrdet«.

Opfyldt af had, brutaliseret af mange års krig og med en moral, Stalin var begyndt at booste med religion og imperienostalgi fra den gamle russiske tsarhær, stormede Den Røde Hær fremad og voldtog, plyndrede og dræbte uhæmmet på sin vej.

Den oprindelige befolkning på Krim, krimtatarerne, hvoraf nogle individer af forskellige grunde havde samarbejdet med den tyske Wehrmacht, og andre individer af forskellige grunde havde samarbejdet med Den Røde Hær, blev i 1944 af Stalin som folk beskyldt for at være nazikollaboratører og deporteret i kreaturvogne. Flere tusinde døde allerede på vejen, mange flere døde i de nye lejre.

I 2014 annekterede Putin Krim og afholdt en (ulovlig) folkeafstemning om, hvorvidt befolkningen ville tilhøre Ukraine eller Rusland. Det var unægtelig lettere at opnå det ønskede resultat, når den oprindelige befolkning var væk og erstattet af glade russere.

Krimtatarerne var ikke de eneste, der blev ramt af Stalins hær. Det gjorde volgatyskerne, tjetjenerne, kalmykkerne, ingusjeterne og polakkerne for eksempel også.

Og ungarerne. Og tyskerne. Først og fremmest tyskerne.

Tonen blev slået an i det sidste direktiv til Den Røde Hær, inden den krydsede grænsen til Østpreussen:

»På tysk jord er der kun én hersker – den sovjetiske soldat. Han er både dommer og den, der straffer, for vore mødres og fædres pinsler, for de ødelagte byer og landsbyer … husk jeres venner, der ikke er her mere. I stedet for dem er vores drabsmænd og undertrykkeres pårørende«.

En sovjetisk løjtnant, der selv var chokeret over brutalitetens omfang, erindrede om indtoget i Østpreussen:

»Kvinder, mødre og deres døtre, ligger til højre og venstre for vejen, og foran hver af dem står en grinende armada af mænd med bukserne nede. Blødende og bevidstløse bliver kvinderne trukket til side og børnene, der kommer dem til hjælp, skudt. Der er latterbrøl, snerren, hyl og jamren. Alt er tilladt, intet bliver straffet, ingen er ansvarlig. Og obersten, ham der skal lede dem, kan ikke holde sig tilbage længere og tager plads i køen, mens en major skyder alle vidner; de hysterisk kæmpende børn og gamle mænd«.

Da en jugoslavisk partisanleder klagede til Stalin over de mange voldtægter, svarede Stålmanden:

»Du har selvfølgelig læst Dostojevskij? Ser du, hvor kompliceret en mands sjæl, en mands psyke, er? Så forestil dig en mand, der har kæmpet fra Stalingrad til Beograd, over tusindvis af kilometer af hans eget knuste land, over ligene af sine egne kammerater og kære. Hvordan kan sådan en mand reagere normalt? Og hvad er egentlig så slemt ved at have sjov med en kvinde efter sådanne rædsler? Du har forestillet dig, at Den Røde Hær er ideel, det er den ikke, og det kan den heller ikke være. Det vigtige er, at den bekæmper tyskere«.

Det er anslået, at 2 millioner tyske kvinder, deraf 100.000 i Berlin, blev voldtaget af sovjetiske soldater, ofte i grupper. Efter krigen og den kommunistiske magtovertagelse blev der ikke talt om de mange voldtægter, de sovjetiske soldater havde begået mod eksempelvis de ungarske kvinder.

Det fik nu ikke problemet til at forsvinde. I februar 1945 blev forbuddet mod aborter ophævet, uden at nogen grund blev anført, fortæller den Pulitzer-prisvindende koldkrigsforsker og journalist Anne Applebaum i det fremragende værk ’Jerntæppet. Østeuropas fald 1944-56’, der kom på dansk i 2013.

I januar 1946 udstedte den ungarske socialminister et kryptisk dekret:

»Som en virkning af fronten og det efterfølgende kaos er der blevet født en masse børn, hvis familier ikke ønsker at tage sig af dem … Jeg henstiller hermed til centralkontoret for børnehjem … at godkende alle som forældreløse, hvis de er født mellem 9 og 18 måneder efter befrielsen«.

Eller i klar tekst: De sovjetiske soldaters massevoldtægter af ungarske kvinder har ført til rigtig mange uønskede graviditeter. De børn skal nu på børnehjem. Voldtægterne er, selv i socialministerens øjne, fortsat i 9 måneder efter ’befrielsen’. Men vi taler ikke om dem.

Det må have været muntert at vokse op som tabubelagt, forstødt voldtægtsbarn på et kommunistisk ungarsk børnehjem op gennem 40’erne og 50’erne.

Efter krigen kom flytningen af grænserne, tvangsflytninger af millioner af mennesker (især polakker ud af det område, der nu blev sovjetisk, og tyskere ud af det område, der nu blev polsk) samt en massiv plyndring af de sovjetisk erobrede områder. Og så kom Jerntæppet, hvor Stalin brutalt satte sig på alt, Den Røde Hær havde befriet fra nazisterne.

Det hele var sanktioneret af De Tre Store i Jalta på Krim, februar 1945. Her fordelte krigens vindere Europa mellem sig, mens de sagde ting som »Store nationers skæbne blev ikke fastlagt på baggrund af den midlertidige status på deres tekniske apparat« (Winston Churchill), »Freden skal skrives af de tre magter repræsenteret her ved bordet« (Franklin D. Roosevelt), samt at det var »latterligt at tro, at Albaniens stemme skulle veje lige så tungt som De Tre Stormagters« (Josef Stalin), skriver den blændende ukrainske historiker Serhii Plokhy i værket ’Yalta. The Price of Peace’ fra 2010.

Ingen af dem så nogen grund til at spørge dem, det drejede sig om, ligesom Hitler og Stalin ikke spurgte nogen i 1939. Det var et enormt svigt af især Polen, der havde kæmpet på de allieredes side hele krigen og mistet knap en femtedel af sin befolkning. Det var fredens pris, prisen for at få Stalin til at hjælpe med endegyldigt at slå Tyskland.

Foto: Ukendt fotograf/Public Domain

USA og Storbritannien kunne nok ikke have gjort andet. Da ’De Tre’ mødtes i Jalta, sad Stalin allerede på Polen. At få ham ud igen ville have kostet en krig, og Churchill og Roosevelt havde ikke Stalins vilje til at ofre millioner af egne borgeres liv. Men spørgsmålet forbliver, om de med den aftale slagtede den forkerte gris?

Anden Verdenskrig havde kostet op mod 27 millioner sovjetborgere livet, men afslutningen var Stalins livs triumf. Han havde ikke bare genvundet det russiske imperium, der var blevet tabt med Brest-Litovsk-aftalen i 1918, den sovjetiske ’interessesfære’ rakte nu langt ind i Tyskland. Målet var verdenskommunismen. Men indtil da gjaldt det om for enhver pris at holde fast på det allerede erobrede.

Det mærkede de i Østtyskland, hvor arbejderne ikke kunne få faldende realløn og stigende arbejdskvote til at rime på et socialistisk arbejderparadis. Landet blev tvangsindustrialiseret og tvangskollektiviseret og voldsomt militariseret. Imens manglede befolkningen tøj, sko og redskaber. Og de manglede mad.

Mindst 700 østtyske byer og landsbyer var involveret i oprøret 17. juni 1953 med blandt andet strejker, skolestrejker og marcher eller ved at storme fængslerne og frigive de politiske fanger, skriver østtysklandshistorikeren Gareth Dale i bogen ’Popular Protest in East Germany, 1945-89’ fra 2005. Op mod 1 million mennesker deltog i oprøret. Parolen var: ’Sammen er vi stærke’.

Det er ikke til at sige, hvor stort oprøret ville være blevet, havde det fået lov at udvikle sig bare til næste dag. For det gjorde det ikke. Regimet slog igen. Det slog hurtigt, og det slog hårdt. Der blev indført undtagelsestilstand, og det østtyske politi og militærpoliti blev sat ind.

Da østtyskerne ikke løste opgaven tilfredsstillende, tog det sovjetiske militær over. Sovjetiske T-34-kampvogne rullede ind i Østberlin. Den tyske offentlige myndighed Bundeszentrale für Politische Bildung opgør antallet af dræbte i hele DDR til 55.

Derefter blev flere tusinde – især strejkelederne, men også andre ’provokatører’ – arresteret. Fabriksporte blev blokeret, folkemængder opløst og offentlige steder og arbejdspladser besat af sovjetiske tropper og kampvogne.

Sammen er vi stærke. Men ikke så stærke som Sovjet. Maxim-maskingeværer slår bannere og slogans. T-34-kampvogne slår strejker. Politi, militærpoliti og hær slår håndværkere, sporvognspassagerer og husmødre.

Historien gentog sig i Ungarn i 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968, og den kunne have gentaget sig i Polen i 1980-81, hvis ikke den polske general, premier- og forsvarsminister og førstesekretær i kommunistpartiet Wojciech Jaruzelski selv havde indført krigsretstilstand og selv havde sat kampvogne ind mod sine egne borgere. Forebyggende, forstås.

Men 50 år efter Molotov-Ribbentrop-pagten, 44 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig, 36 år efter Stalins død faldt kommunismen. Først i Østblokken i 1989, og i 1991 også i selve Sovjet.

Miraklet var sket. Historien var slut, som Francis Fukuyama skrev. Imperier og interessesfærer var sooo last century. Fra nu af ønskede alle, både i Rusland og i Vesten, fred og blomster. Ikke?

Det, der fra Vest lignede frihed til folket og en lykkelig slutning på den kolde krig, lignede fra Øst kollapset af et imperium. Deres imperium.

Vi troede, det var slut med krig i Europa, med russisk aggression. Balterne og polakkerne har råbt »Ulven kommer!« i årevis, men ærlig talt, de råber jo altid. Højt og skingert.

Måske vi skulle have lyttet. De ved, hvad de taler om. De har prøvet det før.

Imperietankegangen blev tydelig med de russiske Tjetjenien-krige, med Georgien, Syrien, Krim, Donbas og fra 2022 hele Ukraine, men faktisk er den aldrig forsvundet, ikke hos alle, som denne lille historie fra den amerikanske koldkrigsforsker Mary Elise Sarottes banebrydende bog ’Not One Inch. America, Russia, and the Making of Post-Cold War Stalemate’ illustrerer:

Dresden, 5. december 1989. Aften. Den tilsyneladende ydmyge oberstløjtnant Vladimir Vladimirovitj Putin har vagten i KGB’s tilsyneladende ydmyge forlægning i den østtyske by Dresden. Han er i alarmberedskab. Berlinmuren er faldet et par uger forinden, og fredelige protesterende har overtalt vagterne foran hovedkvarteret for Stasi, det østtyske hemmelige politi og KGB’s nære samarbejdspartner, til at lukke dem ind. Nu er en flok på vej ned ad gaden mod KGB’s bygning. Mod Putin.

Putin ønsker væbnet bistand og ringer til Sovjets militære styrker i Dresden, men får besked på, at der ikke bliver sendt soldater, medmindre der er en eksplicit tilladelse fra Moskva. Og »Moskva er stille«, tilføjer manden i den anden ende af telefonforbindelsen.

Putin har aldrig været bange for at slås. Putin er ikke vant til at få hjælp. Putin beslutter selv at handle. Han går langsomt og roligt ned mod den lille østtyske forsamling ved porten. Først siger han ikke noget. Stirrer bare på dem. Da det ikke er nok, følger en kort samtale på flydende tysk, i hvilken Putin informerer de protesterende om, at går de ind ad porten, vil de blive skudt.

Demonstranterne vender om og går tilbage mod Stasi-hovedkvarteret. Også Putin vender om på hælen og går tilbage til KGB-bygningen.

Hele tiden, også i de kommende år, ringede sætningen »Moskva er stille« ifølge ham selv for hans indre øre. Hans land burde have forsvaret sig, ligesom han forsvarede sin stilling, KGB-bygningen i Dresden.

»Vi ville have undgået en masse problemer, hvis ikke Sovjet så hastigt havde trukket sig tilbage fra Østeuropa«.

Han udviklede en fast og blivende overbevisning om, at det var vigtigt at undgå det, han kaldte magtlammelse. Eller som han selv ytrede det år, han blev Ruslands præsident:

»Kun én ting virker under sådanne omstændigheder: at være offensiv. Du må slå først og slå så hårdt, at din modstander ikke kan komme på fødderne«.

Denne fortælling om eget svigt i 1989/91 kombineres i dag i Rusland med en fortælling om, at Rusland altid er blevet invaderet fra Vest, en fortælling om, hvordan Nato og USA i 1990’erne og frem har snydt Rusland ved at udvide Nato, samt en fortælling om, hvordan Sovjet heltemodigt og egenhændigt slog nazisterne i Den Store Fædrelandskrig, som russerne kalder den, og hvordan Rusland derfor som Sovjets arvtager har moralsk krav på det, de kalder deres interessesfære, ligegyldigt om det overlapper med det, f.eks. ukrainerne kalder deres stat.

Et par unge ukrainere, de danske journalister Thomas Ubbesen og Anne Haubek har mødt i Lviv i forbindelse med arbejdet med bogen ’I skyggen af det nye jerntæppe’ fra 2022, giver ikke meget for fortællingen om den gode liberale russer, om ’Putins modvillige undersåt’, om moderne demokratisk indstillede russere, der er fanget i deres eget land med en diktator ved magten, og en »forældre- og bedsteforældregeneration, som klinisk set er blevet sindsforstyrret af årtiers sovjetisk og russisknationalistisk propaganda«.

Deres land er blevet invaderet, deres venner har måttet lære sig at skyde og kæmpe og dør nu ved fronten for deres lands selvstændighed og Europas frihed og demokrati, mens de progressive russere enten flygter eller gør ... ingenting.

Hvordan kan det være? Hvad tænker russerne? Hvorfor er Putin populær, hvorfor er der ikke nogen modstand mod ham?

Det har Mikhail Suslov, der er historiker og forsker i russiske postsovjetiske ideologier og politiske forestillinger, skrevet en rystende og øjenåbnende bog om, ’Geopolitical Imagination’.

Hvis vi tror, vi kan forhandle os ud af den nuværende krig i Ukraine og krise med Rusland; hvis vi tror, at vi tænker ens og grundlæggende vil det samme; hvis vi tror, at Ruslands krig i Ukraine er en fejl, som ikke vil blive gentaget, hvis blot den bliver lukket, uden at Putin taber ansigt, at fra nu af ønsker både Vesten og det tidligere Sovjet demokrati, retsstat, menneskerettigheder, internationalt forpligtende aftaler, nedrustning, samhandel og selvbestemmelse for suveræne stater, så må vi tro om.

Og hvis man bilder sig selv ind, at Rusland har invaderet sin nabostat Ukraine, fordi landet legitimt nok følte sig presset af Nato, ja, så ligger man under for den simpleste form for russisk propaganda. Og så har man ikke forstået den tankegang, det ruslands- og verdenssyn, der ligger bag invasionen.

Foto: Mehdi Bolourian

Man kan ikke forvente, at Ruslands territoriale krav i Ukraine er et endeligt mål, ligesom Hitlers territoriale krav i Tjekkoslovakiet ved München-aftalen i september 1938 ingenlunde var Hitlers endelige territoriale krav.

Tankegangen bag hedder geopolitik. Det er forestillingen om, at international politik baseres på geografiske faktorer.

Den første vigtige bog om geopolitisk tænkning skrev den stærkt højreorienterede, nu mainstream ideolog Aleksandr Dugin i 1996. Siden er der hvert år skrevet i hundredvis af lærebøger om emnet, der er blevet til en selvstændig disciplin på de russiske universiteter, hvorfra tankesættet har bredt sig ind i medier og tænketanke, til kunst, litteratur, sågar online memes. Den er blevet en vidt udbredt og bredt accepteret politisk idé, den er hovedbudskabet i de russiske tv-shows, som kører fra morgen til aften og for mange russere er hovedkilde til både oplysning og underholdning.

Geopolitikken har erstattet marxismen som en simpel altfavnende teori om alting, et helt verdenssyn med færdigtilberedte fortolkninger af fortiden, forudsigelser om fremtiden og forklaring på aktuelle handlinger som krigen i Ukraine og konfrontationen med Vesten.

Russerne er ifølge udlægningen i evig kamp mod USA og Nato. Verden består af forskellige civilisationer, som beskrevet af Samuel Huntington i ’Clash of Civilizations’, med forskellige værdier. ’De andre’ er en eksistentiel trussel mod ’os’.

Det er Rusland, skriver Suslov i sin analyse, der er det sande Europa, sandt kristent, sandt civiliseret. Det er de andre, der er barbarer.

Vesten er økonomisk overlegen, men moralsk set russerne langt underlegne. Vestens værdier er moralsk depraverede; Vesten er værdimæssigt set kun ude på at udbrede incest og pædofili. Vesteuropa er et arnested for LGBT-folk, deraf øgenavnet ’Gay-rope’.

For at sprede sin pest bruger Vesten det, russerne kalder ’informationsterrorisme’, det vil sige udbredelsen af en særlig verdens-, historie- og religionsfortolkning gennem massemedier, kunst og litteratur, særligt rettet mod de lettest påvirkelige: skoleelever og studerende. Helt konkret vil Vesten tage russernes smukke piger og dygtige matematikere. Og organer.

Rusland er heldigvis afgørende anderledes. Som kontinentalmagt er landet stabilt og solidt, også i moralsk forstand, i modsætning til Vestens maritime magt.

Rusland behøver ikke afvise de vestlige værdier, fordi de er forkerte. Ifølge den russiske kirke indebærer Ruslands ’spirituelle suverænitet’, at Rusland skal afvise vestlige værdier, fordi de er vestlige og dermed ikke ’vores’.

Rusland har også ’suverænt demokrati’ – hvor det første, suveræniteten, er langt vigtigere end det sidste, demokratiet. Rusland har selv naturligt udviklet demokrati gennem sin tusindårige historie. Det har en moralsk ret til selv at definere, hvad ’demokrati’ betyder, og det har absolut ikke brug for, at fremmede kommer og udlægger begrebet.

Ligesom under Stalin.

Ifølge den russiske geopolitiske tænkning er verden et nulsumsspil, hvor den ene vinder, og den anden taber. Derfor er ideen om, at alle i Vesten hader russerne, russofobi, så udbredt. For at overleve skal du være stærkere og slå hurtigere og hårdere end din nabo.

Ligesom Putin sagde, da han blev præsident i 2000.

Russerne har udviklet en strategi til at løse det problem, at de altid er blevet invaderet: De underlagde sig de omliggende stammer. Ekspandér for at beskytte. Udvid for at overleve.

Sådan er det russiske imperium blevet større og større siden 1400-tallet, sådan åd det i slutningen af 1700-tallet vore dages sydlige Ukraine og Krim samt store dele af Polen. Sådan nåede det sit absolutte højdepunkt i 1945-89, med politisk, økonomisk, kulturel og militær totalitær indflydelse på alle de lande, det ’befriede’ efter Anden Verdenskrig: Østblokken.

En professor i geopolitik på Akademiet for Geopolitiske Problemer i Jekaterinburg har forklaret de totalitære ideologier nazismen og stalinismen som ’naturlige’ konsekvenser af, at Tyskland og Rusland blev klemt af eksterne geopolitiske kræfter. Hvilket jo harmonerer godt med vestlige Putin-verstehere, der i dag forklarer Ruslands aggression i Ukraine med, at Vesten og Nato har krænket Ruslands interessesfære. Har ’klemt’ det.

Hvad Rusland mangler i økonomisk betydning i sammenligning med Vesten, har det i størrelse. For at understrege den pointe fremstiller nogle russiske kort Rusland som meget større, end det i virkeligheden er.

Det betyder selvfølgelig også noget for folks selvforståelse. Når man bor i et så gigantisk rige, er det ikke realistisk, at man som individ kan ændre noget. Man kan være tro mod eller man kan forråde det eurasiske hjerteland, moder Rusland. Men man kan ikke ændre det. Politik er for rigtig mange russere noget, der foregår i Kreml, uendelig langt væk.

I den messianistiske geopolitik udlægges det russiske samfund som så anderledes og så enestående, at det har en frelsende effekt på andre, måske endda på resten af verden. Rusland er udset til at spille en vigtig rolle i de sidste dage før apokalypsen – ligesom det i den officielle historieudlægning er Sovjet alene, der reddede Europa fra nazismen.

Måske er Rusland så enestående og moralsk overlegen, at det bare skal redde sig selv fra antikrist. Måske landet skal redde hele verden. Under alle omstændigheder: Jo større Rusland er, jo flere sjæle vil det til den tid redde.

Rusland har altså en global mission. Ligesom Sovjet havde med verdenskommunismen. Rusland er nødt til at blive ved med at underlægge sig rivaler på vejen til verdensherredømmet. Det er dets historiske mission. Rusland kan være en kolonimagt, eller det kan blive koloniseret. Der findes ikke andet.