Lidt over middag 23. august 1939 landede to tyske Focke-Wulf Condor-bombefly i Khodynka-lufthavnen nordvest for Moskva.
Ud af af dem steg 40 embedsmænd: rådgivere, tolke, diplomater og fotografer. Og så selvfølgelig den tyske udenrigsminister, Joachim von Ribbentrop.
Ribbentrop var tidligere champagnesælger, havde giftet sig til penge, føjet et aristokratisk ’von’ til sit navn og bluffet sig ind i Det Tredje Riges højere cirkler, som den britiske historiker Roger Moorhouse har fortalt i bogen ’The Devil’s Alliance. Hitler’s Pact with Stalin 1939-41’ fra 2014.
Han var indbildsk og arrogant, upopulær, selv blandt sine egne nazistiske partifæller, han elskede at høre sig selv tale, og så var han lige så krigerisk, som han var inkompetent til sit job. De manglende evner gjorde ikke så meget, for hans job var egentlig ikke så meget hans job. Det var den tyske Führer Adolf Hitlers. Og Hitler var fint tilfreds med sin hånddukke.
Flyveturen til Moskva var det foreløbige højdepunkt i Ribbentrops karriere. Den skulle sikre Tyskland ro på den østlige flanke og en økonomisk aftale, der tilsammen skulle udgøre det sølvfad, Hitler kunne få sin krig serveret på.
Da Ribbentrop gik ned ad flyets trappe, spillede et militærorkester først ’Deutschland, Deutschland, über alles’, dernæst ’Internationale’. Landingsbanen og terminalen var dækket af tyske og sovjetiske flag, blodrøde faner pyntet med henholdsvis svastika og hammer og segl, en utrolig sammenblanding af symbolerne på to ideologier, der var hinandens diametrale modsætninger.
Det gensidige tysk-sovjetiske had havde ellers dybe ideologiske og geopolitiske rødder. For Sovjet var det at lade kommunismen brede sig ud i verden og at ekspandere territorielt to sider af samme helt nødvendige mønt.
Bliv abonnent på Politiken Historie
...og få adgang til hele artiklen og meget mere!
Læs mereAllerede abonnent? Log ind her
